"The Cornmaiden and Other Nightmares" af Joyce Carol Oates

"The Cornmaiden and Other Nightmares" af Joyce Carol Oates, fra forlaget Head of Zeus, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). 4/5 stjerner. 

Ubehagelige fornemmelser, sitrende punktummer og historier, der endnu ikke er afsluttede, når den næste begynder. Joyce Carol Oates er kendt for at skrive spænding – men måske er der ikke i så høj grad tale om spænding som spændinger. Oates sætter kroppen i undtagelsestilstand og tænder for alle sanser. Alle muskler spændes i en intens fight-or-flight indstilling, imens man læser hendes noveller om kompromisløs overlevelsesevne. 

“Civilization is faces, "appearances": when these collapse, civilization collapses as well.” 

Jeg har ikke læst meget af Joyce Carol Oates. Jeg har læst én, nu to, af hendes novellesamlinger, og jeg gik akkurat glip af at møde hende ansigt til ansigt, da hun gæstede Louisiana Literature i 2014. Det var en varm dag, og jeg havde det skidt. Jeg valgte at blive hjemme i stedet for at tage afsted – og jeg har fortrudt det lige siden.

For Joyce Carol Oates er blandt de mest fascinerende skribenter, jeg nogensinde har læst – selvom jeg slet ikke har læst så meget af hende endnu. Hun skriver med nerve, med indlevelse og lader sine ord med subtile faresignaler. Hun hiver rædsler frem i lyset og eksaminerer dem langsomt gennem sine ord. Hun vækker spøgelser til live, selvom hun aldrig berører det overnaturlige. I stedet skriver hun om det mest uhyggelige mørke af alle; det mørke der gemmer sig dybt inde i ethvert menneske. Jalousi, hævn, had, skam, egoisme og dyrisk overlevelsestaktik. Overnaturlige væsener behøves ikke – for er mennesker ikke de uhyggeligste af alle? 

Denne novellesamling er navngivet med præcision. For hvad er Oates' historier, hvis de ikke er mareridt? Hendes ord er svøbt i silke og brokade, de lokker og overvælder deres læsere, og pludselig vender dig sig mod dig. Det du læser, bliver til noget du ser; livagtige scener med brutale slutninger.

“As long as you're in motion, your perspective is obscured. Only when you reach the summit and turn to look back, can you be at peace.” 

I titelnovellen "The Corn Maiden" kidnapper en flok 12-årige piger en anden yngre pige med gyldent hår. De leger med en vild idé om at ofre hende for at efterligne oldgamle ritualer. De iklæder hende silke, reder hendes korngule hår og bedøver hende med stoffer. De udsulter og isolerer hende – og de holder tæt øje med hendes mor, der bliver mere og mere fortvivlet og deres lærer, der bliver anklaget og mistænkt. Historien kan handle om mange ting og forstås på mange måder; for mig er det et uhyggeligt studie i, hvor meget karismatiske mennesker kan lokke andre ud i. Massementalitet og placering af skyld, den nødvendige heksejagt på et offerlam, der kan skabe fred.

Der er andre ubehagelige historier med i samlingen. En abrupt fortælling om en pige der føler sig overset og tilsidesat af familiens nye baby og brændende ønsker babyen væk, død og borte. En makaber historie om en privatlæge, der indvilliger i en operation, han ikke har kompetencer til for at skaffe lidt flere penge. En fortælling om en pige der ringer sin stedfar op og tager på en køretur, der ender et helt andet sted, end en af dem troede, den ville. En historie om to brødre, den ene god og den anden ond, der skifter identitet undervejs. Og en historie om tvillinger der starter livet med en dødskamp – den stærke kæmper for at opsluge den anden, for at blive ene i stedet for splittet i to. I moderens mave såvel som i livet.

Nogle af Oates' mareridt skinnede klarere end andre – men alle lever op til bogens titel og mareridtstatusssen. Skrevet med drømmeslør og en nervepirrende usikkerhed, er det aldrig let at sætte fingeren på, hvori gyset består. At læse en af novellerne til ende er akkurat som at vågne op efter et mareridt; ude af stand til at forklare den følelse af panik, som en simpel drøm kan efterlade i kroppen i timevis. 

Oates skriver så smukt om så grimme ting. Mest af alt om menneskets forbløffende overlevelsesevne – og evne til at drukne enhver forhindring på sin vej. Livet er sådan en smuk ting, men det er også en nødvendighed. Noget vi må have, uanset dets pris.