"Dombey and Son" af Charles Dickens

"Dombey and Son" af Charles Dickens, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1848). 3/5 stjerner. 

Paul Dombeys kone dør i barselssengen. Og i hendes arme ligger en lille, svagelig dreng. En dreng der bliver opkaldt efter sin far, og som er udset til at arve hele Dombey-imperiet, der er et enormt indbringende eksportfirma.

Firmaet hedder 'Dombey and son', og Mr. Dombey har manglet en søn. Han opkalder sønnen efter sig selv og opfostrer ham i sit eget billede – men sønnen er en næsten øjeblikkelig skuffelse. Han opfører sig som en ældre mand, filosoferer over mystiske og ligegyldige hverdagshændelser, og han klynger sig for meget til sin søster, Florence, som Mr. Dombey aldrig har lært eller gidet at forstå. 

“For not an orphan in the wide world can be so deserted as the child who is an outcast from a living parent's love.” 

Når man åbner en Dickens-roman, træder man ind i en velkendt verden. En verden beboet af dæmoniske skurke som er absurde i deres gennemførte snæversynethed og ondskab og englelignende helgener, der er mindst lige så karikerede i deres godhed og endeløse tålmodighed. Når man åbner en Dickens-roman accepterer man også, at alt hvad der kan siges med tre ord, bliver skrevet med ti. Dickens er kendt for sine overdrivelser, og overdrivelserne er præmissen for at elske ham. Hans plot er fyldt med skandaler og triumfer; rystende afsløringer og mageløst plotteri. Alting eksisterer i overflod. Der er ingen mellemveje. Der er ingen minimalisme.
"Dombey and Son" er derfor en klassisk Dickens-roman. Karaktergalleriets skurk er den skruppelløse Mr. Dombey, der er besat af tanken om at videreføre sit firma. I sin søn ser han kun et middel til firmaets overlevelse, og i sin datter ser han ingenting overhovedet. I stedet ignorerer han hende og koncentrerer sig om sin søns skrøbelige helbred – ikke af kærlighed, men af bekymring for firmaet. Og han ænser ikke sine fejl, før det er for sent. 
På mange måder mindede "Dombey and Son" mig faktisk om Dickens' berømte "A Christmas Carol". Udgangspunktet er det samme: En indelukket ældre herre, der hellere vil tælle penge end forme menneskelige relationer, og som – ikke via spøgelser, men på grund af dødsfald og uheld, tvinges til at se sit liv i et nyt lys. Men hvor jeg havde et stænk af sympati for gnavpotten Ebenezer Scrooge, følte jeg ingenting for Paul Dombey. Han var for følelsesløs til at inspirere følelser i mig.

“All the fancies of the poets, and lessons of the sages, were a mere collection of words and grammar, and had no other meaning in the world.”

"Dombey and Son" er først og fremmest en roman om familieforhold, men det er også en roman om industrialisering. Om jernbanebyggeriet og de rejser, det pludselig tillod. Om klassesamfundet og om kvinder, der blev nødt til at gifte sig til rigdom. I modsætning til så mange andre af Dickens' romaner, er Florence ikke kun et tragisk lam; hun er også en handlekraftig kvinde, der finder sin egen plads i verden. I romanens begyndelse er hun en engleskygge, men hun tager hurtigt form og bliver noget så sjældent som en beundringsværdig kvindefigur i Dickens-universet. Jeg kan ikke huske, jeg er stødt på en lignende udvikling i Dickens' andre romaner.
Jeg er på den måde splittet; "Dombey and Son" har alle de mest klassiske Dickens-elementer, men det er også en anderledes bog i forfatterskabet. Jeg blev overrasket undervejs, og den kendte Dickens-formular blev brudt.
Det er svært for mig at forme en konkret holdning til denne gigantroman. Det tog mig flere uger at komme igennem de første 400 sider, og de næste 600 fløj afsted. Jeg fik både overraskelser og grotesk velkendte elementer. Jeg blev ført gennem hav og land; fra ægteskab til ægteskab, fra ulykke til ulykke, og jeg levede sammen med karaktererne i ugevis på den måde, som man kun oplever, når man læser en 1000-siders roman. Og faktisk følte jeg mig en smule tom, da den var slut. Selvom læsningen selvfølgelig ikke var en ubetinget fornøjelse.