tirsdag den 15. marts 2016

Tema-tirsdag #118: Buzzwords & dealbreakers

Scenariet er velkendt; en boghandel fyldt med farverige bogrygge, bøger fra gulv til luft, og et næsten uoverskueligt antal læsemuligheder. Øjne der glider rundt og standser ved en gulddekoreret bogryg, en mærkværdig titel eller en velkendt forfatter. Bogen bliver hevet ud af reolen, bogforsiden bliver beundret for derefter at blive vendt om, så bagsideteksten kan nærstuderes. Og derefter kommer afgørelsen: om bogen forbliver mellem hænderne eller skubbet tilbage på hylden.
Hvad er det, der gør forskellen? Hvilke ord springer i øjnene og lokker bogen med hjem – eller hvilke ord forårsager tøven og tilbagesætten? Kan enkle ord gøre forskellen mellem læselyst og læseskræk? Det kan de for mig. 

Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvordan jeg vælger eller finder de bøger, jeg læser. Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvorfor nogle bøger ender i min bogreol, mens andre bliver lånt og læst via biblioteket. For sandheden er, at der ikke er nogen logik. Mine læsevalg er et stort følelsesspil, baseret på fornemmelser og anelser. Det kommer an på enkelte ord i særlige kontekster – og det behøver ikke engang at være nøgleord. 
Jeg tror, alle mennesker har ord eller emner, der tiltrækker og frastøder dem. Jeg er tilbøjelig til at læse hvad som helst, hvis det involverer en kat. Eller en rusten nøgle. Eller hvis bogen foregår i et cirkus, på et engelsk slot eller i Rusland. Særligt hvis det sammenblandes med 1800-tallet eller anbefales af Neil Gaiman. Hvorfor, ved jeg ikke. Der er blot ord og elementer, jeg ikke kan modstå. Uanset hvor gennemgående de er for bogen i sin helhed.
Og akkurat ligesom jeg har buzzwords, der lokker mig til, er der også adskillige ord, der fungerer som dealbreakers og skubber mig væk. Jeg er meget skeptisk overfor fantasy generelt og endnu mere, når det anbefales til læsere af "The Lord of the Rings" eller Harry Potter-serien. Jeg lægger øjeblikket en bog fra mig, hvis bagsideteksten benævner aliens, og jeg træder ti skridt tilbage fra bøger, der lover "hæsblæsende action" eller betegner sig selv som en "spirituel rejse". De fleste af mine dealbreakers er baseret på bitre erfaringer og skuffelser – mens andre er resultatet af irrationelle fordomme eller mangel på interesse. Det varierer. Og det kan slet ikke forklares rationelt. 

Nedenfor oplister jeg et par af mine buzzwords og dealbreakers. I den forbindelse vil jeg gerne spørge jer, om der er ord, der øjeblikkeligt giver jer læsetrang eller læseskræk? Hvilke ord er jeres buzzwords og dealbreakers? 

Et (meget smalt) udvalg af buzzwords

– "Anbefalet af Neil Gaiman". Enhver bog med et rosende citat fra Neil Gaiman på forsiden fanger øjeblikkeligt min opmærksomhed. Neil Gaimans ord er ren magi, og hans navn er næsten en sikkerhedsgaranti for et smukt læseeventyr. Jeg vil i hvert fald altid gerne læse, hvad han anbefaler. Og jeg er ofte ganske ukritisk med det.
– "Eventyrlig/ fortryllende/ whimsical". Jeg elsker eventyr, og jeg elsker, når fortællinger der ikke er eventyr, er eventyrlige alligevel. Jeg kan godt lide det lette og det fine; referencer til enhjørninger, skjulte skatte eller talende dyr. Jeg kan godt lide, når der bygges nye verdener, men jeg jubler mere over, når eventyret bliver trukket ind i vores verden. "The Night Circus" af Erin Morgenstern er det mest blændende eksempel, jeg har. 
– "Inspireret af russiske eventyr/ mytologi/ historie". Jeg er så fascineret af Rusland. Af de russiske eventyr der adskiller sig så tydeligt fra resten af verdens eventyr med deres mærkværdige, abrupte slutninger, voldsomme billeder og helt særegne væsener. Af Ruslands virkelige kongehistorie der næsten forekommer så usandsynlig, at det føles som en historie. Af russiske bygninger, russisk kultur og særlig 1800-tallets skildringer af livet i Rusland. Enhver bog med russisk inspiration vækker min opmærksomhed. Ofte i så høj grad, at jeg ikke kan modstå.  
– "Stemningsmættet/ atmosfærisk/ detaljespækket". Jeg elsker bøger med en lidt tungere skrivestil. Bøger der formår at at bygge hele verdener og at udfylde dem med et virvar af detaljer. Jeg elsker når en bogs stemning flyder ud fra dens sider og hænger i luften der, hvor jeg sidder og læser. Det er nok i virkeligheden også derfor, jeg er så ellevild med gotik. 
– "Gammeldags sødme". Jeg falder for de ord igen og igen. Min kærlighed til charmerende, viktorianske børnebøger og pigefortællinger er endeløs, og jeg er altid på jagt efter den næste søde, gammeldags børnefortælling. Oftest tror jeg mest på ordene, når de bliver brugt om ældre bøger – men dermed ikke sagt, at jeg ikke af og til prøver nyere bøger, der lover gammeldags sødme. Det sker bare sjældent. 
– "Bøger om bøger/ Anbefalet til bogelskere". Bøger på forsiden af en bog. En hovedperson der læser. Bøger der foregår i bogbutikker eller omhandler boghandlere. Bøger om forfatterspirer eller bøger hvor man måske ligefrem træder ind i en bog. En bog der omhandler bogkærlighed vinder altid stort hos mig. 
– "Minder om "Little Women". Alt hvad der bliver sammenlignet med "Little Women" er et øjeblikkeligt must-read for mit vedkommende. Nok fordi jeg elsker, og altid har elsket, historien om de fire søstre så højt, at jeg altid er på udkig efter noget, der minder om. Og faktisk har jeg også opdaget skønne historie på den måde.
– "Minder/ hukommelse". Jeg er meget optaget af, hvad vi husker, og hvad vi glemmer. Og ikke mindst, hvad vi vælger at glemme. Bøger om hukommelse, erindringer og minder fascinerer mig. Fordi emnet og alle dets spørgsmålstegn er fascinerende i sig selv- 

Mine dealbreakers

– "Til alle der elskede Narnia/ Harry Potter/ Ringenes Herre". Sandheden er, at jeg blevet skuffet for mange gange til at tro på de anbefalinger. Og noget andet er, at netop de nævnte bogserier er læst og elsket af så mange, der ikke læser fantasy-genren generelt, at man nærmest taler om alle læsere fra en vis generation. Og så brede boganbefalinger er skabt til at fejle. 
Aliens og rumskibe. Jeg har forsøgt. Jeg har endda forsøgt med nogen så klassisk som H. G. Wells. Og hvor meget jeg end gerne vil, har jeg stadig svært ved science fiction. Især klassisk science fiction med aliens, invasioner og rumskibe. Støder jeg på de ord på en bogbagside er det næsten utænkeligt for mig at samle bogen op. 
– "Hæsblæsende action". Jeg sukker altid lidt, når action bliver hevet frem som en bogs største styrke. Jeg mister tit koncentrationen, når jeg læser om kampscener, og jeg mister ofte tålmodigheden, når en bog er fyldt med den ene sensation efter den anden. Dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på drama – for mit vedkommende bør hovedvægten i en bog ikke ligge i dens tempo. 
– "En spirituel rejse". Uanset om der er tale om fagbøger eller skønlitteratur, fantasy eller selvhjælpsbøger, hader jeg udtrykket om en bog. Måske fordi ordene på forhånd lover en stor oplevelse, der alt for sjældent kan udleves (en spirituel øjenåbner er trods alt en sjældenhed), eller måske fordi jeg tidligere har læst en Paul Coelho-bog om en spirituel vandringsfærd og tilhørende voodoo. Der er noget ved ordet 'spiritualitet' alene, der giver mig myrekryb.

18 kommentarer:

  1. Skønt indlæg! Jeg kan nikke genkendende til alle dine buzzwords. Det er også ord, der fanger min opmærksomhed.

    SvarSlet
  2. Super fedt indlæg, men ja jeg har virkelig svært ved at sætte fingre på buzzwords selvom der helt sikkert er nogen. Jeg har det præcis ligesom dig - sammenligninger med Harry Potter, Lord of the rings og Narnia har altid kun været skuffelser, måske i virkeligheden fordi der bare ikke er ret mange historier der kan stå mål med de fortællinger, og dem der kan er stærke nok til at bære sig frem alene uden at skulle sammenligne sig med andre. Unikke og storslåede fortællinger skal helst ikke starte med en sammenligning af andre værker efter min mening.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sjovt. Jeg har langt lettere ved at finde buzzwords (og kunne lave en lang liste), men det er sværere for mig at opliste dealbreakers. Jeg kan lettere forklare, hvorfor jeg læser en bog, end hvorfor jeg ikke gør.

      Og du har helt ret. Det er uheldigt med HP-sammenligningen. For det er så alment.

      Slet
  3. Hvis der er noget jeg slet ikke kan snuppe, så er det bøger der hovedsageligt bliver solgt på noget andet. Tror det var i efteråret at "All the Bright Places" (eller hvad den nu hedder) begyndte at dukke op, og det eneste jeg ved om den er stadig, at den er "perfekt til alle der elsker John Green". Du kan da ikke udelukkende sælge et værk på en andens arbejde??

    Til gengæld er jeg efterhånden helt med dig, når det gælder Neil Gaiman. Ikke nok med at han selv skriver vidunderligt, så har han også brilliant smag og stor troværdighed! Modsat kan jeg hurtigt lægge en bog fra mig, hvis Stephanie Meyer roser den ;)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja. Det var vist en ægte landeplage. Og det er lidt synd, at al YA skal være det næste John Green. Det gør det ret svært.

      Og ja – Neil Gaimans anbefalinger stoler jeg blindt på. Den mand har fingeren på pulsen!

      Slet
  4. Super godt indlæg! Du fik mig lige til at tænke over min læsestil på en ny måde. Det er egentlig sjovt, for der er næsten ingen af dine buzzwords som jeg genkender i mig selv, alligevel giver dine anmeldelser mig alligevel altid lyst til at læse de bøger du læser. Sjovt :-D
    Til gengæld kan jeg godt genkende dine deal breakers - jeg er enig! Men min største deal breaker af dem alle er 'kærlighedstrekant' eller noget i stil med det. Jeg kan simpelthen ikke snuppe det. Jeg prøvede én gang med Twilight, og lige siden har jeg været arret for livet. Ha ha. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad mine buzz words er, jeg er ikke engang sikker på at jeg har nogle. Ofte læser jeg bare bagsideteksten og hvis hårene rejser sig på mine arme af at læse det, tager jeg det som et godt tegn. Mine "buzzwords" er nærmere når bøger bliver anbefalet af bloggere hvis smag jeg stoler på, og så har jeg nogle enkelte forfattere hvis bøger jeg køber uden at læse bagsideteksten, fordi jeg VED at jeg elsker alt de skriver. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Zenia!

      Åh, ja. Kærlighedstrekanten. Den kan ofte irritere. Af en eller anden grund allermest, når den er i YA. Nok fordi, det er der, man oftest har set den :)

      Og gode anbefalinger er afgjort også værd at tage med. Der er virkelig mennesker, der kan få mig til fluks at gribe en bog, bare ved at pege på den :)

      Slet
  5. Den der med klistermærket der siger at det er det næste nye Harry Potter, det næste nye Hunger Games, dem holder jeg mig fra med en ildtang for de er så sjældent sande. Det er okay for mig hvis bøger bliver anbefalet i stil med, hvis du kunne lide den og den bog, det sker fra tid til anden at de rent faktisk rammer, men ofte gør de så alligevel ikke.
    Jeg tror bare jeg også er blevet god til at afgøre med mig selv hvad der virker for mig og hvad der i hvert fald ikke virker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er lige præcis dét. Det skal altså passe ret godt, før det virker.

      Slet
  6. Mange af dine dealbreakers er buzzwords for mig - fantasy, aliens og action er lige mig! Men jeg er også til eventyrlig, stemningsmættet og inspireret af russiske eventyr.

    Mine dealbreakers er socialrealisme, chick lit, biografer, kærlighedstrekant og den næste Da Vinci Mysteriet. Derudover nærer jeg en vis skepsis over for kvindeskæbner i 1800-tallet. Det overvejer jeg at lave et blogindlæg om på et tidspunkt.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja. Kærlighedstrekant rynker jeg også ofte på næsen af. Men det kommer også lidt an på genren. Og bogtypen.

      Og kvindeskæbner i 1800-tallet er nok i virkeligheden et buzzword for mig. Jeg elsker i hvert fald ofte genren :)

      Slet
  7. Sikke et SKØNT indlæg!

    Jeg har sikkert også en masse buzzwords og dealbreakers - men jeg har egentlig aldrig rigtigt sat mig ned og tænkt over dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Rikke!

      Det er ellers sjovt at fundere over, synes jeg :)

      Slet
  8. Spirituel er også en kæmpe dealbreaker for mig, måske meget pga. Alkymisten af Coelho, som jeg hader, har stadig anmeldelsen af den liggende som kladde til bloggen, fordi den simpelthen er så negativ :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja! For mig er det virkelig 'The Pilgrimage' af Coelho, der har ødelagt det ord. Pyh. Det gør jeg ikke igen!

      Og jeg vil i øvrigt stadig meget gerne læse dén anmeldelse :P

      Slet
  9. For mig er det ikke altid ordene som betyder noget men hvordan bogen ser ud. Jeg har ladet mig forføre ud i genre som jeg aldrig har læst før fordi bogen så indbydende ud.
    Den behøves ikke engang at se smuk ud, der skal bare vre et eller andet element som fanger mig, fx Artemis Fowl serien er det den glimtende farve, ved Blomsternes hemmelige sporg er den fonten på forsiden som fangede min interesse.

    Der er ting som kan få min interesse ødelagt, nogle gange så meget at jeg lægger bogen fra mig men det sker ikke så ofte så de er egentlig ikke dealbreakers.

    Hvis der intet står om bogen på bagsiden men man læser om hvordan alle aviser/mennesker anbefaler bogen eller endnu værre at man bruger bagsiden til at beskrive forfatteren. Det betyder intet for mig, hvem forfatteren er eller anbefalinger fra fremmede mennesker.

    Jeg har det på samme måde med at denne bog er ligesom Harry Potter eller Ringenes Herre. Men jeg tager dem aldrig på deres ord. Og i min verden findes der ikke en anden bog som Harry Potter eller Narnia eller Pattington for den sags skyld.

    Noget som næsten altid får mig til at sætte en bog fra mig igen er når der er elementer som ødelægger designet af bogen, hvis der er billeder af de awards bogen har vundet, store grimme cirkler der fortæller at denne forfatter har skrevet den og den kendte bog. Altså ting der ligner klistermærker men man kan bare ikke hive dem af.

    SvarSlet
  10. Jeg er nok ved at stå lidt af over for 'bøger om bøger'-buzzword. Jeg bliver altid begejstret, skruer forventningerne helt i vejret, men bliver desværre ofte skuffet ... og alligevel hopper jeg på den gang på gang :-D Derudover er jeg træt af at høre, at en bog er 'den næste Hunger Games/Harry Potter' etc. De bliver jo alligevel aldrig ligeså gode som 'den ægte vare' hvis de skal sammenlignes for at sælge.

    Til gengæld er 'boarding school' et buzzword der virker på mig. Ved ikke hvorfor, men er vild med bøger, hvor hovedpersonen er på kostskole af en art! Eller bøger, hvor hovedpersonen har et brændende ønske/ambitioner/noget han/hun gerne vil opnå.

    SvarSlet