Tegneserieanbefaling: Gaimans Sandman-serie

Sidste april samlede jeg for første gang det gigantiske førstebind af Sandman-tegneserierne op. Læsningen markerede mit første gensyn med tegneserier efter rigtig mange år, og jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente. Men eksperimentet endte med en succes. Jeg elskede at bevæge mig ind i Gaimans mærkværdigt mytologiske univers; hvor billeder og talebobler smelter sammen til en uforglemmelig historie. Og selvom Gaiman var forfatteren bag, overraskede det mig alligevel, hvor poetisk, lyrisk og helstøbt universet var.  Der var talebobler, jeg havde lyst til at citere, tegninger jeg kunne stirre mig blind på, og en historie jeg ikke kunne slippe igen. Men nu er jeg nået til vejs ende. Bind to i serien er lukket, og historien er afsluttet. Eller i hvert fald ophørt.

Det har taget mig næsten et år at vende tilbage til Gaimans tegninger. Ikke fordi jeg ikke ville vide, hvad der hændte i det mystiske drømmeunivers, men fordi jeg har haft brug for en smule tilløb. 1000 siders billeder og ord fylder en del, og bogen er ikke en, jeg kan have med mig i tasken på arbejde. Det er en mursten, der kræver fordybelse, ro og hjemmetid. Og det har jeg endelig fundet.

“I like the stars. It's the illusion of permanence, I think. I mean, they're always flaring up and caving in and going out. But from here, I can pretend...I can pretend that things last. I can pretend that lives last longer than moments. Gods come, and gods go. Mortals flicker and flash and fade. Worlds don't last; and stars and galaxies are transient, fleeting things that twinkle like fireflies and vanish into cold and dust. But I can pretend...”

Sandman-serien tager udgangspunkt i en drømmegud ved navn Morpheus. Han er lige dele utilnærmelig og melankolsk; altid klædt i sort, altid gemt væk i sit drømmeslot og kun halvvejs ved bevidsthed. Hans våger over drømme, han spinder historier i nattens mørke, og når han drager i kamp har han en pose sand ved sin side, så han kan blæse sandkorn ind i søvnige øjne og fremtrylle farverige drømme. Han bevæger sig ud og ind af bevidstheden, mellem drømme og ind i fjerne afkroge af andres sind – sommetider for at undgå sit eget tungsind. 

Morpheus' familie kalder sig selv for de Endeløse; de er ikke personer, men idéer der aldrig kan dø. Død, Begær, Destruktion, Skæbne, Delirium og Fortvivlelse er hans søskende, og sammen er udgør de en del af verdens mekanik. De hjælper de dødelige på vej. 

Tegneserierne er fyldt med mytologi, bizarre scener, groteske øjeblikke, kærlighed, bogkærlighed og poesi. Det er et fantastisk sted at begynde sin tegneserielæsning, for Gaiman blander mange elementer og overrasker med sine naturlige ordlege undervejs. Det er kunst. 

Jeg anbefaler Sandman-serien af hele mit hjerte. Og den nydes bedst under dynen med en stor kop te og lidt lækkerier i nærheden.