"Crooked Kingdom" (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo

"Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Leigh Bardugo er en af de typiske kometforfattere i YA-genren. Hun strøg til tops med sin Grisha-trilogi, som er en dyster fantasy-serie om et russisk-inspireret univers, hvor mennesker med evner til at manipulere alt fra metal til andres kroppe, lever side om side med almindeligt dødelige. "Six of Crows" er hendes opfølger på successeen – en slags spin-off serie, der tager udgangspunkt i samme fantasy-univers, men foregår adskillige år efter Grisha-trilogien med nye karakterer og nye problematikker. Denne nye serie er, om muligt, blevet en større succes end Grisha-trilogien, og man støder på billeder af de dystre forsider overalt på Tumblr, Instagram og YouTube.
Jeg læste "Six of Crows" sidste år, og jeg var ikke ubetinget begejstret. Bogen handler om en flok kriminelle, der skal udføre et storslået kup for en svimlende pengesum. Ikke nok med at de skal bryde ind i det allerhelligste palads og forbi hundredevis af soldater – de skal også kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Det er et nervepirrende eventyr, og uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det ikke går helt som ventet. Og det er så der, "Crooked Kingdom" starter.

“Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.” 

"Crooked Kingdom" er ligesom dens forgænger fyldt med action. Banden, bestående af seks unge som kalder sig for krager, plotter og manipulerer deres vej gennem Ketterdams kriminelle miljø, og de når knap at udføre en plan, før de skifter til en anden. Både penge, venskab og kærlighed er på spil, og de seks krager skyr ingen midler for at nå deres mål og beskytte dem, de elsker. Bardugo kører i et højt gear, og man må holde tungen lige i munden for at følge med. Sommetider blev det næsten for unødigt kompliceret til at være rimeligt; vores bande prøver hele tiden at forudsige skurkenes næste træk, men glemmer sommetider at tage højde for, at skurkene forudsiger, at de forudser dem. Der er meget blufferi undervejs. I virkeligheden er jeg imponeret over, at Bardugo selv kan holde styr på det.
Men al den action virker alligevel efter hensigten. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt. Plottet har så mange blindgyder, og Ketterdam vrimler med handelsskibe, soldater, slyngler og svindlere, der skiftes til at gøre livet svært for banden af krager. Og selvom man oprigtigt hepper på bandens succes, tvinges man flere gange til at genoverveje, hvem de onde egentligt er. For alle dræber, alle truer, alle sårer nogen undervejs. Skal man virkelig holde med en flok kriminelle, der ledes af en dreng, som så tydeligt søger hævn for fortiden? Og som er villig til at ofre alt for at opnå den?
I sidste ende er det Bardugos karakterer, som redder bogen fra en intetsigende actioncirkel. De seks hovedpersoner er en broget flok, og bogen skifter mellem deres synsvinkler. I små glimt afsløres deres fortid, og det bliver langsomt klart, hvorfor de er endt som skygger i Ketterdams kriminelle underverden. 

 “I would have come for you. And if I couldn't walk, I'd crawl to you, and no matter how broken we were, we'd fight our way out together-knives drawn, pistols blazing. Because that's what we do. We never stop fighting.”

Karaktergalleriet tæller Nina, som er en bortført Grisha. Hun har evnerne til at manipulere andre menneskers kroppe; til at få blod til at stoppe, til at suge luft ud af andres lunger og til at få hjerte til at eksplodere i andres bryst. Hun er en lydløs dræber – men hun er også jaget. Grisha af hendes slags er et værdifuldt våben. Ved hendes side er Matthias, som i sin tid kidnappede hende fra hendes familie. Han har forladt den Grisha-jagende hær, han var en del af, og sammen er de et mærkværdigt makkerpar. 
Og så er der Jesper; en klassisk gambler, der er blevet revet fra universitet til kriminalitet for at betale sin spillegæld, Wylan; en rigmandssøn der hele sit liv er blevet undermineret af sin far, og som derfor har søgt mod bandens fællesskab, akrobaten Inej som klatrer langs vægge og på tårne som en elegant edderkop; hun blev kidnappet som teenager, tvunget ud i prostitution og tog imod et tilbud om et liv i kriminalitet for at få sin frihed. Tilbuddet fik hun af Kaz, gruppens leder og seriens ultimativt mest interessante person. Han bærer sorte handsker, fordi han ikke kan udstå følelsen af hud mod hud, og i sine relationer er han mindst lige så berøringsangst. Han er kold, beregnende og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper. Den fødte leder og en indbygget tragedie. 
Jeg elskede at lære karaktererne bedre at kende. Bogens bæres i høj grad af deres indbyrdes relationer; magtforholdet, intrigerne, og de (selvfølgelige) romancer som blomstrer mellem dem. Da jeg nåede til bogens slutning, føltes de kriminelle krager som nære venner. Jeg havde ikke lyst til at give slip på dem endnu. 

I virkeligheden troede jeg, Bardugo havde skrevet en ny trilogi. Men det viser sig, at der blot er tale om en duologi, som ender her. Og den ender godt; med action til det allersidste og karakterer, der må udholde og ofre en hel del for at nå deres mål. Jeg nød at læse den. Der kan være så langt mellem de helt altopslugende læseoplevelser, og det her er afgjort den mest medrivende bog, jeg har læst i lang tid.