torsdag den 27. oktober 2016

Efterårslæsning og gys; The Autumn Reading Tag!

Jeg elsker, når tags og læselege går sin runde på internettet. Tags er egentligt bare en række spørgsmål, som man svarer på og sender videre til andre bloggere – en slags stafet, om man vil. Men det er så hyggeligt at blive foræret et par læsespørgsmål og se, hvor meget svarene varierer. Det synes jeg i hvert fald.
Både Regitze Xenia og Malene har tagget mig i The Autumn Reading Book Tag, og jeg har glædet mig til at svare. Tagget er nemlig den perfekte undskyldning for at fylde bloggen med lidt efterårsstemning.

Spørgsmålene er i øvrigt lavet af Amy Jane Smith og oversat af Simone.

1. Er der nogen bøger, du planlægger at læse i løbet af efteråret? Jeg har nu i flere år planlagt at læse "The Mysteries of Udolpho" af Ann Radcliffe i efterårstiden. Det er en gotisk roman fra 1700-tallet fyldt med alle de plottwists, chokerende romancer, skurke og slynger, som genren foreskriver. Bogen var en sensation (og en skandale) i sin samtid og inspirerede bl.a. Jane Austen til at skrive "Northanger Abbey". Jeg vil så gerne læse den, men med sine 875 sider er det bare en af de bøger, jeg altid udsætter. Gid jeg fik tid til at læse den i år!
Af mere overskuelige bøger planlægger jeg også at læse "Hex" af Thomas Olde Heuveldt med min læseklub, og så er jeg netop startet på Susan Hills "Mrs. De Winter", som er løst baseret på Daphne du Mauriers "Rebecca".  

2. September bringer minder om skolestart: Hvad er den bedste bog, du har læst i skolen? Og hvad var henholdsvis dit yndlingsfag og dit mindst elskede fag i skolen? Åh, ja. Skolestart. Det er først i år, hvor jeg ingen skolestart har haft, at jeg har tænkt over, hvor meget jeg forbinder august og september med skolen. Det er sært aldrig at skulle tilbage til det punkt igen. Og på sin vis gør det mig både lettet og melankolsk.
Jeg tror faktisk ikke, jeg decideret har elsket nogle af de bøger, vi læste i folkeskolen. Mange af dem har i hvert fald ikke gjort indtryk. Bøgerne jeg husker tydeligst er "7.A" af Bjarne Reuter og "Intet" af Janne Teller. I min senere uddannelse på universitet stødte jeg dog på mange bøger, jeg elskede og kan bl.a. nævne "Northanger Abbey" af Jane Austen, "Romeo and Juliet" af William Shakespeare og faktisk også "Intet nyt fra vestfronten" af Erich Maria Remarque.
Hvad yndlingsfag angår, har jeg altid elsket engelsk. Jeg har haft nogle fantastiske engelsklærere gennem tiden, og de har afgjort haft stor indflydelse. Det fag jeg holdte mindst af i folkeskolen var uden tvivl biologi. Det blev aldrig en succes, og jeg var glad for at slippe af med det igen.

3. Oktober betyder Halloween: Kan du lide uhyggelige bøger og film? Hvis ja, hvilke er så dine favoritter? Som udgangspunkt er jeg let at skræmme og holder mig helst væk fra alt med gysermærkatet på. Jeg duer ikke til klassisk horror, som involverer vampyrer, zombies og spøgelser, men jeg elsker det mere stemningsbaserede gys, hvor uvisheden fungerer som det skræmmende element. "Jane Eyre" af Charlotte Brontë, "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson og "Rebecca" af Daphne du Maurier er blandt mine favoritter.
Og så er jeg faktisk mere sart med film end med bøger. Jeg undgår gyserfilm, og min nattesøvn kan stadig trues, hvis jeg tænker tilbage på gyserfilm, jeg så for flere år siden.

4. Til november er det tid til bålaftener og fyrværkeri. Hvad er den mest spændende bog, du har læst, som virkelig holdt dig fanget? For nylig læste jeg "Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo, og den var så spændende, at jeg slet ikke kunne slippe den igen. Der var action på hver eneste side, et virvar af plottwists og – selvfølgelig – en indbygget kærlighedshistorie. Jeg sad på kanten af stolen, imens jeg læste.

5. Hvilken bog er din foretrukne cosy comfort læsning? Den er stenstikker hver gang. Så snart kalenderen siger oktober, får jeg lyst til at vende tilbage til "Emily of New Moon" af L. M. Montgomery. Det er sådan en fin og hjertevarm dannelsesroman, og den indeholder så mange scener med æblekogeri, græskarudskæring og faldne blade, at man straks kommer i efterårsstemning. 
Det er en af mine absolutte barndomsfavoritter, og jeg kan ikke komme i tanke om noget, der forekommer mig mere hyggeligt end den. Det er sådan en bog, som spreder øjeblikkelig varme. Sådan en bog, man ikke kan andet end at elske.

6. Hvilken varm drik er din yndlings, når du er fordybet i en god bog? Jeg er en uforbederlig tedrikker, og lige for tiden varmer jeg mig især på Perch's overdådige After Eight-te. Den har den perfekte kombination af chokoladesmag og pebermynte og er særligt god til tidlige morgenstunder, synes jeg. 

7. Har du nogen planer i løbet af de næste par måneder, du ser frem til? Ja. Faktisk har jeg mange. Alle mine weekender i november og december er fuldt bookede; med alt fra Bogforum til fødselsdagsfester, koncert med Red Hot Chili Peppers og julefrokoster i hobetal. Og jeg glæder mig til det hele; men mest af alt glæder jeg mig alligevel til de små ting. Til gåture i efterårsramte skove, stille eftermiddage med en god bog, begyndende juleri og masser af stunder med min familie, venner og kæreste.
Lige nu drejer hele min kalender sig dog om Bogforum. Jeg planlægger i et "før Bogforum" og et "efter Bogforum". Det er nemlig en begivenhed, der fylder – både i privatlivet og i arbejdssammenhæng. Det er årets store bogfest, som jeg glæder mig til at tage del i.

Til slut vil jeg gerne sende læselegen videre og tagger derfor Iben, Ida, Kathrine og Line. Derudover vil jeg også gerne høre, om I har nogle særlige bøger på jeres efterårslæseliste? Måske en oplagt Halloween-fortælling eller en anden bog eller genre, I særligt forbinder med efteråret? 

14 kommentarer:

  1. Åh, After Eight--te, det lyder himmelsk *-* Og jeg er glad for, jeg ikke er den eneste bangebuks når det kommer til gyserfilm- eller bøger, haha.

    Jeg glæder mig helt vildt til BogForum, det er altid en af efterårets højdepunkter :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også himmelsk! Sørg endelig for at få et lager hjem, næste gang du er i Perch's!

      Og ja, det er det virkelig! Vi arbejder så hårdt for at forberede det inde på kontoret for tiden, og jeg glæder mig virkelig til det bliver virkelighed :)

      Slet
  2. Så hyggeligt et tag! Elsker efterår!
    Jeg husker også 7a fra folkeskolen - var så skræmt, at jeg vist ikke turde læse den færdig ... er så dårlig til horror.
    Jeg skal til at læse Rebecca for første gang her i næste måned - med nogle venner på Goodreads. Emily of New Moon må også snart på mn liste - og den der te med after eight skal altså prøves!

    SvarSlet
    Svar
    1. Også jeg! Det er så billedskønt :)

      Jeg tror også mest, jeg husker "7.A" fordi den skræmte mig fra vid og sans. Sikke en bog!

      Glæd dig i øvrigt til 'Rebecca'. Den er fantastisk! Og så stemningsfuld og perfekt til efteråret. Og 'Emily of New Moon' kan jeg også kun anbefale. Den er simpelthen så fin!

      Slet
  3. Hvor hyggeligt og sikke dejlige billeder :) Jeg må vist ud at lufte kameraet så jeg kan få svaret ^_^

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Iben! Jeg glæder mig til at se dine svar :)

      Slet
  4. Så fine efterårsbilleder.
    Lige siden jeg læste Northanger Abbey har jeg også tænkt meget over at ville læse Udolpho, men har heller aldrig fået taget mig sammen til det, men mon ikke den kommer forbi læsestakken en eller anden dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Michelle! Efteråret er også bare så kønt :)

      Og jeg har det på samme måde. En eller anden dag sker det. Det ved jeg bare :)

      Slet
  5. Hvordan får du den størrelse på dine billeder? Har du redigeret dem, eller lagt dem direkte ind? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg redigerer altid mine billeder, og i den forbindelse sørger jeg altid for at gemme dem i et mindre, og mere internetvenligt, format. Mine standardmål er 720x480 pixel :)

      Slet
  6. Dine billeder er eventyrlige. Hyggeligt indlæg!

    SvarSlet
  7. Hvor er det nogle smukke billeder! Jeg glæder mig til at genlæse 'Jane Eyre' her i november, den er nemlig helt perfekt til efterår!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Mia! Og ja, 'Jane Eyre' er den helt rigtige efterårsbog. Og så god!

      Slet