"Monster" af Patrick Ness

"Monster" (org. titel "A Monster Calls") af Patrick Ness fra Gyldendal. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner.

Jeg forventede mig store ting af denne bog. Jeg forventede et dybtfølt plot om sorg, sygdom, død og accept. En stærk metaforisk historie om et monster, der dukkede op for at hjælpe en dreng med at overkomme andre monstre, og det var akkurat, hvad jeg fik. Historien havde alt det, jeg havde forventet af den – det var bare mig, der ikke reagerede som forventet.
For "Monster" er uden tvivl en historie, der er skabt for at røre. For at fremkalde tårer, gisp og en taknemmelig forståelse til sidst. Selv baghistorien for bogen er rørende; det var nemlig forfatteren Siobhan Dowd, som fik idéen til bogen og underskrev en kontrakt på den. Hun døde af kræft, inden hun kunne skrive bogen, og derefter overtog Patrick Ness idéen og gjorde den til sin egen. Med Siobhan krediteret på forsiden og i forordet, naturligvis.
"Monster" er også en historie om kræft – men mest af alt historien om langvarig sygdom og hvad den gør ved folk og deres pårørende. Hovedpersonen Conor er en 13-årig dreng, der lever et isoleret liv, omgivet af en mor der ikke vil erkende, hun er dødeligt syg, en række bøller i skolen og kvælende specialbehandling fra lærere og familiemedlemmer, som lader Conor være i fred, fordi det er nemmere end at tale med ham.
Conor er isoleret i sin sorg, og derfor bliver han ikke bekymret, da et monster kalder på ham syv minutter over midnat. For måske er det i virkeligheden ham selv, der har påkaldt monstret, når det kommer til stykket. 

“Historier er nogle vilde skabninger, fortsatte monsteret. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave.”

Jeg var ikke stærkt optaget af "Monster", imens jeg læste den. Jeg forstod præmissen, jeg forstod at monstret var en form for manifesteret sorg, og så sad jeg egentligt blot og ventede på at finde ud af, hvordan bogen ville nå frem til sit budskab. Conor nægter at tale med nogen, men det er tydeligt, at han har brug for det. Så jeg bladrede i bogen og ventede på, at han ville åbne munden og på en eller anden måde finde ro i sine omstændigheder. 
Vejen til Conors erkendelse er selvfølgelig lang og snørklet; monstret fortæller mærkværdige ligninger for at få ham til at forstå, og Conor går igennem faser af benægtelse, vrede og afmagt. Ness skildrer isolationen og svigtet på en fin og troværdig måde, og fastholder hele tiden at mennesker er komplekse væsener, der kan rumme mange modstridende følelser på samme tid. Sproget er simpelt, men det er måske derfor, historien virker så ægte. Selv monstrets tilstedeværelse virker som en ganske naturlig ting. Jim Kays tilhørende illustrationer gør også sit og understreger bogens dystre stemning.

“Menneskehjernen tror på små trøsteløgne, samtidig med at den udmærket forstår den smertefulde sandhed, der gør den slags løgne nødvendige. Og hjernen straffer én for at tro på begge dele.”

Jeg har stor sympati for Ness' projekt, men bogen væltede mig ikke omkuld. Den knuste ikke mit hjerte. Den afslørede blot en sandhed, jeg allerede kendte på en måde, jeg allerede havde regnet ud.

Jeg brugte en stor del af bogen på at vente. At vente på noget skulle ske; at vente på den store følelsesbombe, andre havde beskrevet så indgående. Men den kom aldrig. I stedet fik jeg en fin lektion om sorgens væsen fra et børneperspektiv. Det var på ingen måde sensationelt, men det var sandt. Hvilket selvfølgelig også er en kvalitet i sig selv.