mandag den 9. januar 2017

De 5 bedste bøger i 2016

Selvom kalenderen minder mig om, vi er i anden uge af januar, har jeg det som om, måneden først lige er begyndt. Sidste uge var en anelse desorienterende for mit vedkommende; juleferien forsvandt i et virvar af travle gøremål, familiebesøg og vennegensyn, og jeg havde det som om, jeg næsten havde brug for en ferie for at komme mig over ferien. Hvor paradoksalt dét end lyder.
I mellemtiden håber jeg, I alle er kommet godt ind i det nye år. At I har haft en vidunderlig jul og godt et nytår, som har gjort jer klar til 2017 – og alt det, der er i vente. 

I anledning af årsskiftet har jeg kastet blikket lidt tilbage og kigget på min læseliste fra 2016. Ud af de 115 bøger, jeg har læst, vil jeg her fremhæve fem favoritter. Fem bøger som er blevet hos mig, selvom året er forsvundet.

#5: "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman. For én gangs skyld har jeg skrevet en nonfiction-bog på årslisten. Det er en sjældenhed – men med Neil Gaimans navn på er det samtidig ikke en overraskelse. Jeg elsker hans måde at sammensætte ord på, hvad end der er tale om essays, fantasyromaner, tegneserier eller offentlige taler. "The View from the Cheap Seats" er en litterær skattekiste; fyldt med boganbefalinger og referencer til kendte værker såvel som genredefinitioner og litteraturforskere. Jeg nød rejsen gennem Gaimans ordunivers. 
#4: "The Little White Horse" af Elizabeth Goudge. Jeg tror, "The Little White Horse" kan smelte ethvert hjerte. Det er en klassisk børnefortælling om en pige, der kommer ud for en lang række eventyr og derefter ikke helt kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er også en vaskeægte sprogperle; fyldt med gammeldags charme og yndige beskrivelser. 
#3: "The Underneath" af Kathi Appelt. I sommeren havde jeg en læsepause. Og en blogpause. Det var ikke planlagt, men det skete bare som en naturligvis konsekvens af en fyldt kalender og ganske få feriedage. Jeg læste ikke noget i flere måneder. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Lige indtil jeg fik "The Underneath" i hænderne. Bogen var så nervepirrende, så intens og samtidig så stilfærdig at jeg ikke kunne undgå at vende side efter side. Det var den perfekte bog på det perfekte tidspunkt. Og så er det en stærk fortælling om kattekillinger, krokodiller, ondskabsfulde mennesker og hjælpsomme hunde. Hvor usandsynligt det end lyder. 
#2: "Et lille liv" af Hanya Yanagihara. Jeg brugte næsten en måned på at læse mig igennem "Et lille liv", og jeg har brugt dobbelt så lang tid på at forsøge at definere mine følelser for den. I lang tid vaklede jeg mellem en enkelt stjerne og fem; og nu er jeg endt på fem. Ikke fordi det er en perfekt bog (snarere tværtimod!), men fordi jeg har så mange følelser for den og dens karakterer. Det er en bog, jeg har grædt over. Smilet over. Været sur på. Det er en bog, jeg decideret har hadet – og alligevel er det også en bog, som har efterladt sig et enormt tomrum. Jeg læste i den hver aften i en måned, og aftenen efter jeg færdiggjorde den, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Den barske fortælling både knuste og vandt mit hjerte. Modvilligt, endda.
#1: "Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor. "Daughter of Smoke and Bone" var den første bog, jeg læste i 2016 og så afgjort den bedste. Det er en fantasybog, jeg i lang tid har fået anbefalet og i lang tid har ignoreret. Men det viste sig hurtigt at være en fantasybog med alt det bedste fra genren. Den transporterede mig med lethed fra én verden til en anden; introducerede mig til kimærer, engle, dæmoner og en blåhåret pige som trådte ind og ud af verdenssprækker for at opsamle kindtænder til perlekæder. Laini Taylor skriver med atmosfærisk lethed og bruger lige dele fantasi og poesi til at opbygge sit kongerige. Det er en bog, man lever i, mens man læser. Og derefter lever bogen i én. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2016? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?

5 kommentarer:

  1. Daughter of Smoke and Bone er helt klar også på min liste! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Jeg er nok stadig ikke kommet mig over den. Så. god!

      Slet
  2. Ved du, hvor jeg kan købe "The Little White Horse"? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, jeg har købt den her: http://www.foliosociety.com/book/WHH/little-white-horse :)

      Slet