Ian McEwans seneste romanudgivelse indeholder en historie, som er blevet fortalt mange gange før. En historie om utroskab, begær og om at hengive sig til en idé opstået i vrede, hvis konsekvenser aldrig er tænkt til ende.
"Nutshell" er på mange måder en klassisk fortælling om en kvinde og hendes elsker, som sammen plotter på at slippe af med ægtemanden. I McEwans tilfælde er der tale om en gravid kvinde, som har bedt sin mand flytte ud under dække af, hun gerne vil have ånderum. I virkeligheden er hun sammen med mandens bror, og sammen hvisker de om, hvordan de bedst og hurtigst muligt slipper af med manden, så de kan sælge hans hus, tjene penge og leve sammen i velstand.
Det lyder på mange måder som en simpel historie med en forudsigelig slutning, gør det ikke? Det er ganske rigtigt også en velkendt historie, McEwan fortæller. Han fortæller den bare på en måde, jeg aldrig har set før. Hovedpersonen og jeg-fortælleren i denne bog er nemlig det ufødte barn, som ligger i sin utro moders mave, og som er et stille vidne til mordet på sin egen far.
"Nutshell" er på mange måder en klassisk fortælling om en kvinde og hendes elsker, som sammen plotter på at slippe af med ægtemanden. I McEwans tilfælde er der tale om en gravid kvinde, som har bedt sin mand flytte ud under dække af, hun gerne vil have ånderum. I virkeligheden er hun sammen med mandens bror, og sammen hvisker de om, hvordan de bedst og hurtigst muligt slipper af med manden, så de kan sælge hans hus, tjene penge og leve sammen i velstand.
Det lyder på mange måder som en simpel historie med en forudsigelig slutning, gør det ikke? Det er ganske rigtigt også en velkendt historie, McEwan fortæller. Han fortæller den bare på en måde, jeg aldrig har set før. Hovedpersonen og jeg-fortælleren i denne bog er nemlig det ufødte barn, som ligger i sin utro moders mave, og som er et stille vidne til mordet på sin egen far.
“It's already clear to me how much of life is forgotten even as it happens. Most of it. The unregarded present spooling away from us, the soft tumble of unremarkable thoughts, the long-neglected miracle of existence.”
Første side i denne bog var et mærkeligt chok. McEwan dummer nemlig intet ned; babyens fortællerstemme er både ironisk og intelligent og samtidig hæmmet af ikke at vide, hvad abstrakte begreber som "blå" og "grøn" betyder.
I starten er bogen næsten latterligt grotesk. En ufødt baby som filosoferer over at dele vin såvel som seksuelle oplevelser med sin mor, og som gennem flere hudlag lytter med til samtaler, hvisken og hemmeligheder. Sprogbillederne er absurde; lige indtil de ikke er det mere. Lige indtil historien vender, og det næsten samtidigt går op for babyen og for en selv, hvad det er, der foregår.
I starten er bogen næsten latterligt grotesk. En ufødt baby som filosoferer over at dele vin såvel som seksuelle oplevelser med sin mor, og som gennem flere hudlag lytter med til samtaler, hvisken og hemmeligheder. Sprogbillederne er absurde; lige indtil de ikke er det mere. Lige indtil historien vender, og det næsten samtidigt går op for babyen og for en selv, hvad det er, der foregår.
“Don't unpack your heart. One detail tells the truth.”
McEwan er genial. Da den ufødte baby indser, hvad der foregår omkring den, forvandles romanen fra en bizar kuriøsitet til et klaustrofobisk menneskestudie. Babyen er fanget; velvidende om at et af de to mennesker, den elsker allerhøjest er i fare, men uden i stand til at handle. Det eneste den kan er at sparke. Selv dens skrig bliver ikke hørt fra indersiden af moderens mave.
Og det sjove er, at den ufødte baby forekommer langt mere moden end de voksne mennesker, babyen er omgivet af. Mens moderen falder i søvn til radioudsendelser om terror og klimaforandringer, lytter babyen og bekymrer sig om den fremtid, den går i møde. Den vil langt hellere blive i sit fængsel – også selvom det indebærer at være vidne til sin egen fars undergang.
"Nutshell" er en mærkværdig bog med et fascinerende præmis, som man bliver nødt til at acceptere for at værdsætte bogens skønhed. For skønhed er der. I massevis. Sætningerne er vidunderlige konstruktioner, som bør nydes linje for linje. Og historien selv? Historien selv er fyldt med drama, med angst, med klaustrofobi – og mindede mig i høj grad om stemningen i Émile Zolas "Thérèse Raquin". Større ros er næsten umulig at få.
Og det sjove er, at den ufødte baby forekommer langt mere moden end de voksne mennesker, babyen er omgivet af. Mens moderen falder i søvn til radioudsendelser om terror og klimaforandringer, lytter babyen og bekymrer sig om den fremtid, den går i møde. Den vil langt hellere blive i sit fængsel – også selvom det indebærer at være vidne til sin egen fars undergang.
"Nutshell" er en mærkværdig bog med et fascinerende præmis, som man bliver nødt til at acceptere for at værdsætte bogens skønhed. For skønhed er der. I massevis. Sætningerne er vidunderlige konstruktioner, som bør nydes linje for linje. Og historien selv? Historien selv er fyldt med drama, med angst, med klaustrofobi – og mindede mig i høj grad om stemningen i Émile Zolas "Thérèse Raquin". Større ros er næsten umulig at få.
Wauw! Det lyder virkelig som en god bog, især idéen om, at skrive fra et ufødt barns synsvinkel. Det har jeg altså ikke hørt om nogen steder før.
SvarSletDu sælger bogen fremragende, så jeg har netop reserveret den hjem fra biblioteket.
Tak for dine gode boganbefalinger :)
// www.jannifromtheblog.dk
Den er virkelig god. Og mærkelig. Og fantastisk. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad du synes!
SletOg tak fordi du læser med :)
Den var absolut ikke min kop te - men godt du kunne lide den! Og ja, Ian McEwan ER genial!
SvarSletDen er også speciel. Jeg faldt bare for den!
SletLæste forresten for nylig (kan ikke huske hvor), at 'Nutshell' er en genfortælling af Hamlet. Det får mig til at blive lidt mere imponeret over 'Nutshell' ...
SletWauw! Det er efterhånden sjældent man hører om en bog, hvor man helt oprigtigt tænker "dem var ny", men her er den altså! Det lyder jo som en hamrende fascinerende præmis for en historie. Point til McEwan for enorm originalitet! :)
SvarSletKnus
// www.moonlitmadness.dk
Ja, er det ikke helt genialt? Og selvfølgelig også vildt sært. Men sikke en læseoplevelse!
SletDet lyder på en og samme tid vanvittig fedt og aldeles syret! xD
SvarSletLige præcis! Man skal lige vænne sig til den lidt sære fortællerstemme. Men omvendt er det også det, der gør romanen fantastisk!
SletÅh, har du læst On Chesil Beach af ham? Han er simpelthen eminent til karakterskildringer! :-)
SvarSletNej, faktisk ikke! Det er en af de eneste af hans bøger, jeg endnu ikke har fået læst. Jeg skriver mig det lige bag øret ;-)
SletJeg tror. min yndlingsbog af McEwan er "The Children Act". Eller "Enduring Love". Selvom "Amsterdam" og "Saturday" også er geniale.
Jeg er også fan af McEwan og er meget enig i dine betragtning. Det er en fryd at læse McEwan lige meget hvad kan kaster sig over. Jeg synes dog - som dig - at Nutshell ikke helt er på niveau med hans forrige bog The Children Act.
SvarSletOg så et lille suk. Du benytter en meget lille skriftstørrelse, og fordi du vælger en meget smal margen kan jeg ikke gøre skriften større på min iPad, for is bliver linjerne altfor lange. Tit får jeg ikke læst dine indlæg fordi jeg bliver for træt i øjnene og nøjes med indledningen, og det er så ærgerligt. Kunne du ikke overveje større skrift og kortere linjer? Jeg ved ikke om du prøver på at "skjule" at dine indlæg er teksttunge,men det er jo netop det skønne ved dine blogposts, og hvorfor så ikke brede det ud, så læserne kan nyde det :)