"Anansi Boys" af Neil Gaiman

"Anansi Boys" af Neil Gaiman, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2005). 4/5 stjerner. 

Dette er en fortælling om søskendeforhold, mennesker, guder og deres fælles historier. Det er en fortælling fyldt med mytologi, fantasy og en særpræget form for realisme. Gaiman arbejder endnu engang med en velkendt realverden og en surrealistisk, bagvedliggende fantasiverden.
"Anansi Boys" starter med Mr. Nancys død, og sønnen, Fat Charlies, blanding af lettelse og sorg. Da begravelsen løfter et slør for faderens sande identitet og tilværelse, bliver Fat Charlie pludselig trukket ind i et sært drama, hvor han har en tvillingebror, han aldrig har hørt om, og hans far er en gud, han aldrig har troet på.
Mr. Nancy er nemlig i virkeligheden Anansi; en afrikansk gud der hersker over hele verdens historier, og kan antage form som en edderkop. Fat Charlies hidtil ukendte bror har arvet disse evner, imens Fat Charlie ikke har et snert af overjordisk magi i sig. De to brødre mødes som sande modsætninger, og begynder hurtigt at besværliggøre hinandens liv. En søskendekamp starter - og fine historietråde sammenvæves i et kompliceret edderkoppespind.

“Stories are like spiders, with all they long legs, and stories are like spiderwebs, which man gets himself all tangled up in but which look pretty when you see them under a leaf in the morning dew, and in the elegant way that they connect to one another, each to each.” 

Sommetider ved man det bare. Sommetider åbner man en bog, læser den første sætning eller det første kapitel, og man er pludselig helt sikker i sin sag. Man véd, man vil elske den bog, man knap nok har begyndt. En læsemæssig sjette sans fortæller det - og en øjeblikkelig indlevelse bekræfter det. Den slags bøger er som sjældne og kostbare juveler, men "Anansi Boys" var en af dem for mig. Bortset fra, jeg slet ikke nåede til den første sætning, før jeg bestemte mig for, jeg ville elske den. Jeg læste blot dedikationen før selve historien, og det var nok. Det var noget af det mest geniale, jeg nogensinde har læst, og det startede min begejstring for bogen, før jeg overhovedet var kommet i gang. (Se evt. omtalte dedikation på billedet ovenfor.)
"Anansi Boys" bliver ofte beskrevet som en slags fortsættelse på "American Gods", men i virkeligheden er sammenhængen mellem de to bøger af minimal størrelse. "Anansi Boys" fokuserer nemlig på en af de karakterer, som "American Gods" flygtigt introducerede; Mr. Nancy, kendt som den afrikanske edderkoppegud Anansi. Men udover en hurtig genkendelse af karakterens navn, tilføjer "American Gods" intet nyt perspektiv til læsningen af "Anansi Boys". Bøgerne kan man lethed læses hver for sig, i omvendt rækkefølge eller med flere års afbrydelse. De hænger ikke sammen - de deler blot en enkelt figur, og denne figur er historieguden selv.
Gaiman fremstiller Mr. Nancy som en charlatan, en højtlydt, fordrukken, udspekuleret og evigt manipulerende mand med en spiddende form for humor. Hans livsformål synes at være at ydmyge sin søn, Fat Charlie, som derimod er definitonen af normalitet. Fat Charlie græmmes ved enhver afvigelse fra normerne - så meget, at han ånder lettet op, da hans far dør, blot for derefter at få besøg af en bror, der er faderens udtrykte spejlbillede. Den hurtigt opsejlende søskendefejde mellem Fat Charlie og hans nyopdagede bror, Spider, er uundgåelig og barsk. Spider er ikke kun en hensynsløs gæst, der stjæler Fat Charlies kæreste og skaber problemer på hans job - han er også et billede på den far, Fat Charlie aldrig har kunne forlige sig med.
At følge denne voksende søskendekamp var både komisk og hjerteskærende; hårde ord bliver udvekslet i lighed med at morsomme episoder udleves. Gaiman formidler et tungt emne om familie, søskendekærlighed og accept, og gør det dog fjerlet ved hjælp af sine ordspil og fantasy-elementer.

 “"You're no help," he told the lime. This was unfair. It was only a lime; there was nothing special about it at all. It was doing the best it could.” 

Tonen i "Anansi Boys" er humoristisk og varm, og bogen er en charmerende page-turner. Fra den tidligere nævnte dedikation til absurde kapiteltitler såsom "Chapter Eight: In Which a Pot of Coffee Comes in Particularly Useful", bitre søskendeopgør der udvikler sig til sand krigsførelse og en hovedperson så ufrivilligt fjumret, at han både fremkalder ynk og fnis, er romanen fyldt med kendetegnende britisk humor. Jeg klukkede, fniste og spruttede af latter under læsningen.
Bogens plot er hverken så omfattende eller ambitiøst som i "American Gods"; i stedet er det en bog der fokuserer tydeligt på et fåtal af personligheder, og udforsker dem til bunds. Fat Charlie er en typisk, og næsten ubrugeligt doven, hovedperson, der pludselig befinder sig midt i et magisk kaos, han slet ikke tror på. Bogen behandler hans forløb fra kyniker til drømmer i det klassiske mønster af dannelsesromanen, og belærer samtidig læseren om vigtigheden af historier og de mennesker, der fortæller dem. På sin vis er det enormt passende, at Gaiman valgte at skrive om Anansi; Guden af fortællinger, eventyr og ord, for Gaiman selv er en sådan gud. Gang på gang bliver jeg fanget i hans glitrende spindelvæv, som var han Anansi selv, i færd med at væve et net af historier. 

“Each person who ever was or is or will be has a song. It isn't a song that anybody else wrote. It has its own melody, it has its own words. Very few people get to sing their song. Most of us fear that we cannot do it justice with our voices, or that our words are too foolish or too honest, or too odd. So people live their song instead.”