"Åndernes hus" af Isabel Allende

"Åndernes hus" (org. titel "La Casa de los Espíritus") af Isabel Allende, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 1991 (org. udgivet i 1982). 4/5 stjerner.

Efter sigende begyndte Allendes populære debutroman som et brev, Allende skrev til sin 100årige bedstefar. Brevet udviklede sig til et manuskript, og manuskriptet udviklede sig til en bestseller.
"Åndernes hus" er en slægtsroman, der er dybt sammenfiltret med Chiles politiske historie. Bogen strækker sig over fire generationer, og beretter om familiebånd, problematiske søskendeforhold, kærlighed, død, politisk tumult, hævn og generelle livsvilkår. Historien tager sit udgangspunkt i Esteban og hans ægteskab med den synske Clara, deres børn og børnebørn.

“Langt over et halvt århundrede er gået siden da, men det øjeblik står stadig prentet i min erindring, da Rosa, den smukke, kom ind i mit liv som en distræt engel og fratog mig min sjæl, idet hun gik forbi.”

På en eller anden måde, sniger Allende sig altid ind i daglige diskussioner og lange oplistninger af yndlingsbøger. "Åndernes hus" er en af de romaner, jeg er stødt på igen og igen, og alligevel aldrig har fået læst. Indtil nu.
I forrige weekend så jeg ved et tilfælde filmatiseringen af "Åndernes hus" - og jeg forelskede mig i den barske familiesaga med magiske stænk. Jeg gik øjeblikkeligt ind i min mors bibliotek, fandt bogen frem og påbegyndte min læsning. Og som altid viste bogen sig at være dybere, stærkere og større end dens filmatisering.
Bogen er langt mere sanselig, legesyg og fremmedartet end filmen. Hos Allende er den smukke Rosa kendetegnet ved maritim skønhed, grønt hår og havfruelignende forførelse, altimens Clara læser tanker, flytter border, taler med ånder og stiltiende træner sine kræfter. Den magiske realisme skaber sit helt eget univers, og spillereglerne er derefter. Det hele bliver meget symbolsk og mytisk; bogen emmer af sydamerikansk fortællertradition og åbenlyse referencer til Gabriel García Marquez.
Og det er måske også denne stemning, der fastholdt holdt mig under min læsning. Allende maler et smukt og nuanceret billede af Chile, og bevæger sig med lethed mellem rigdom og fattigdom, tryghed og militærstyre, flugt og kærlighed. De fire generationer romanen skildrer, repræsenterer alle noget vidt forskelligt, og tillader bratte fokusskift undervejs. 

“Hun gik for at være genert og melankolsk. Kun på landet, med huden brunet af solen og maven fyldt med kølig frugt, og når hun løb omkring på engene med Pedro Tercero, var hun glad og lattermild. Hendes moder sagde, at dét var den rigtige Blanca, den anden, hende fra byen, var en Blanca, som lå i dvale.” 

Da jeg påbegyndte "Åndernes hus", og bevægede mig få kapitler ind i dens overflade, blev jeg forvirret over dens fortællerform. Størstedelen af passagerne fortælles af en alvidende betragter, men indimellem forvandles historien til en jeg-fortælling fra både Esteban og Albas synsvinkel. Det er afgjort en form, man skal vænne sig til og gradvist læse sig ind i - men de tre fortællerstemmer bliver hurtigt klare som vand og lette at adskille.
For selvom bogen vrimler med karakterer, slægtled og nedarvede konflikter, er hver karakter i besiddelse af et tydeligt særpræg. De fire bærende kvinder; Nívea, Clara, Blanca og Alba er kendetegnet ved et fælles klarsyn og en umådelig styrke, mens deres livsforløb løber i vidt forskellige retninger. Nívea er tidlig feminist, Clara er spiritualist, Blanca bekæmper sociale uretfærdigheder, mens Alba indvies i politisk ideologi. Bogen udfolder deres skæbner på et fåtal af sider og begivenhederne raser frem. Der er ikke megen tid til at knytte bånd og dykke under overfladen på hver enkel personlighed, og derfor blev det også særligt Alba, der vandt min sympati i kraft af de kapitler, der fortælles med hendes egne ord.
I "Åndernes hus" er det særligt kvindeskikkelserne, der er i fokus. Det er kvinderne, der driver romanen (og historien) frem, mens den mandlige hovedperson, Esteban, er symbolet på det præcist modsatte. Esteban er stillestående - både på et politisk og et personligt plan. Han lever i en tidslomme, hvor intet bør forandres, og han klynger sig hjælpeløst fast til traditionernes monotoni. Derfor er han også delvist romanens antagonist, og fungerer ofte som forhindringen i sine børns og sin kones liv. Han er en usympatisk hustyran, og dog et komplekst væsen med endeløs anger, skyldfølelse og higen efter kærlig anerkendelse. På grund af hans lange liv er han også den eneste konsistente figur i romanen; et mærkeligt holdepunkt for både karakterer og begivenheder.

"Åndernes hus" trækker store linjer mellem individet og historien, og Allende fører via sine fire generationer, læseren igennem et forunderligt landskab af magi, kærlighedsforhold og politisk tumult. Bogen slutter med akkurat samme sætning, som den begynder med, og dermed skabes en cirkulær helhed; de fire generationer sammenflettes på tværs af årene og begivenhederne, der skilte dem ad. Det er på sin vis en meget smuk tanke, Allende fremfører i bogens sidste åndedrag.

“Jeg skriver, hun skrev, at hukommelsen er skrøbelig og et livsforløb meget kort, alt sker så hurtigt, at vi ikke når at se sammenhængen mellem begivenhederne, vi kan ikke forudse virkningen af handlinger, vi tror på forestillingen om tiden, nutid, fortid og fremtid, men det kan lige så vel være, at alt sker samtidig, som det fremførtes af de tre søstre Mora, der var i stand til at se rummets ånder fra alle tider.”