"Det sidste brev fra din elsker" af Jojo Moyes

"Det sidste brev fra din elsker" (org. titel "The Last Letter from Your Lover") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereskemplar fra Cicero. 4/5 stjerner.

I "Det sidste brev fra din elsker" skriver Jojo Moyes om to vidt forskellige kvinder, der befinder sig i to forskellige tidsaldre. De to kvinder har dog én ting til fælles; de har begge en affære, og de er begge forvirrede over den situation, de befinder sig i.
De to handlingsforløb sammenflettes af yndige kærlighedsbreve, der løber gennem bogen som en rød tråd. Breve fyldt med længsel, minder og fremtidshåb, og breve der rummer halvfærdige historier, som blot venter på at blive fortalt.

“Du skal vide, at du bærer mit hjerte og mit håb i dine hænder.”

Sidste vinter knuste Jojo Moyes mit hjerte. Hendes roman "Me Before You" fik mig til at hulke, og hendes ord efterfulgte mig i flere måneder. Det var sådan en utroligt stærk bog - og derfor har jeg lige siden forbundet hende med noget helt særligt. Mine forventninger til mit næste møde med hende, var derfor tårnhøje - og dog blev de indfriet.
"Det sidste brev fra din elsker" fremkaldte også mine tårer - men denne gang knuste bogen ikke mit hjerte. Tværtimod, smeltede den det. Jeg læste bogen på en trist sygedag, og den var intet mindre end perfekt til formålet. Jeg lagde den ikke fra mig, før jeg nåede den sidste side. Og selv da, slap jeg den kun modvilligt.
Til tider kan jeg blive træt af chick-lit genren og dens uhjælpelige forudsigelighed. Sommetider føles det som om, alle bøgerne med de pastelfarvede forsider er formet efter den samme skabelon, men selvom det ville være nemt at affærdige Jojo Moyes' lysegrønne bog sammen med de andre, ville det være en stor fejl. For Jojo Moyes er ikke som de andre; hendes bøger er noget særligt. På trods af deres yndige indpakning, har de tyngde. De rammer.
"Det sidste brev fra din elsker" er en kærlighedshistorie og samtidig et parallelt handlingsforløb, der forbinder to kvinder på tværs af tidsaldre. Det er en fortælling om utroskab, om at være fange i sin egen krop, offer for skæbnens luner og om pligtfølelse. Det er samtidig også en hyldest til kærlighedsbreve i en tid, hvor ingen skriver dem længere. Hver af bogens kapitler starter med et kærlighedsbrev - i både moderne og klassisk form, på postkort og i sms'er. Disse breve er autentiske, og det er nogen Jojo Moyes selv har opsporet for at påvise, hvad der sker, når man forsøger at overføre følelser til papir. Det er smukt.

“Hun læste brevet igen. Læste om en fremtid, hun alligevel ikke ville få. En kærlighed, hun ikke havde kunnet leve uden. Hun læste de ord, der var skrevet af den mand, som havde elsket hende højere, end han selv havde haft ord for...” 

Romanen starter, da journalisten Ellie Haworth i år 2003, opstøver et inderligt kærlighedsbrev og prøver at sammenkæde det til en hel historie. Ellie befinder sig selv i en rodet affære med en gift mand, og forsøger derfor via det fundne kærlighedsbrev at bevise overfor sig selv, at den slags godt kan fungere. Hun har brug for at tro på det.
Bogens næste kapitel udspiller sig i 1960'erne, hvor Jennifer Stirling stirrer på det selvsamme brev og ikke længere er i stand til at huske, hvem det er fra. Hun har været med i en bilulykke og har mistet sin hukommelse, og føler sig pludselig som en fremmed i sit eget liv. Brevet peger på, at hun har haft en affære - men hun kan ikke få den brik til at passe ind i sit livs puslespil.
Naturligvis bruges parallelforløbet til at påvise den åbenlyse lighed i de to kvinders situationer, på tværs af tidsaldre og samfundsnormer. Moyes demonstrerer, at kærligheden er evigt relaterbar, og at den er i stand til at forbinde alverdens sjæle i fælles kvaler. Men der er mere i det end som så, for historien tager skarpe drejninger undervejs, og Ellie og Jennifers historier forenes i ét stort, sammenfiltret rod. De to kvinder minder ikke blot om hinanden - de påvirker hinanden.
Jeg vil ikke give for meget væk, for charmen ligger i langsomt at læse sin vej igennem de dybtfølte breve og stjålne øjeblikke. "Det sidste brev fra din elsker" er ikke nødvendigvis en episk kærlighedsfortælling, men det er en rørende bog, der gør akkurat det, den skal. Den er besættende nok til at drive enhver sygdomsdag på flugt. Det virkede i hvert fald for mig.