Tema-tirsdag #41: Yndlingsbog = yndlingsforfatter?

Selvom tidspunktet er visket væk, er øjeblikket frosset fast. Jeg befandt mig i det lille skolebibliotek på min nye skole, og ledte efter et nyt eventyr at drage på. Vanen tro trak jeg tykke bøger ud af de lave børnereoler, og dømte dem på deres forsider. I en blanding af kedsomhed og nysgerrighed, arbejdede jeg mig systematisk hen til bogstavet 'P', før jeg fandt den bog, jeg ville låne med hjem. Bogen var tilpas lang og tilpas fin til min smag. Forsiden var midnatsblå, og på den var en pige, der red på ryggen af en isbjørn. Titlen var "Det gyldne kompas", og forfatteren var Philip Pullman.

Der findes enkelte tilfælde som disse, hvor jeg kan huske, at en bog har ændret mit liv. Jeg kan stadig lukke øjnene og fremkalde de eksakte omstændigheder, og det præcise øjeblik, hvor jeg vidste det; det magiske øjeblik hvor jeg indså, at jeg havde opdaget en ny yndlingsbog, og med den en ny yndlingsforfatter.

Lige siden jeg lånte "Det gyldne kompas" med mig hjem fra skolebiblioteket, har jeg regnet Philip Pullman blandt mine yndlingsforfattere. "His Dark Materials" er, til dags dato, stadig noget af det mest fortryllende, jeg nogensinde har læst.

I de seneste par år har jeg - som en naturlig ting - søgt tilbage til hans forfatterskab, og gravet dybere i det. Jeg har ledt efter flere perler, men jeg har endnu ikke rigtigt fundet dem. I stedet er jeg blevet en anelse skuffet og en anelse forvirret over min manglende evne til at elske hans andre værker. Senest har jeg læst hans genfortalte Grimm-eventyr, og fundet hele bogen aldeles meningsløs. I mine øjne er det eneste mesterværk, han har skrevet stadig "His Dark Materials". Og er han i så fald stadig mulig at regne blandt mine yndlingsforfattere? Kan man sige, at nogen er en "yndlingsforfatter" hvis man reelt set kun kan lide en enkelt strømning indenfor deres forfatterskab? Er der så ikke snarere tale om yndlingsbøger end deciderede yndlingsforfattere? Eller kommer det hele ud på ét?

Et andet, og langt mere aktuelt, eksempel er selveste J. K. Rowling. Jeg elsker hendes Harry Potter-serie med et glødende og bankende hjerte, mens jeg betragter hendes seneste bøger med en lunken og næsten ligeglad attitude. Selvom jeg fandt "The Casual Vacancy" ganske velskrevet, husker jeg den som middelmådig. Ligeledes havde jeg ikke engang tænkt mig at købe "Gøgens kalden", indtil jeg ved et tilfælde fik den af min mor, da hun havde glemt at afbestille den i sin bogklub. Jeg har haft bogen liggende herhjemme siden december, og jeg har endnu ikke påbegyndt den. Og af den simple grund, tror jeg ikke, jeg kan regne den famøse J. K. Rowling blandt mine yndlingsforfattere længere; fordi jeg har en bog liggende af hende, som jeg end ikke har lyst eller motivation til at læse.

Dermed ikke sagt, jeg mener, man skal elske og forgude hele forfatterskaber, før forfatteren bag kan betegnes som en yndlingsforfatter. I så fald ville nogle særligt produktive forfattere være umulige at tillægge yndlingsstatus. Måske tror jeg bare, det for mig i virkeligheden handler om at have tillid og tiltro til forfatteren. At have lyst til at læse mere af dem, og energi til at glædes over deres seneste udgivelser. At jeg selv i deres mindre medrivende bøger, stadig kan se glimt af det jeg elsker og høre ekko af den stemme, jeg forbinder dem med.

Som kontrast kan jeg fremhæve Jane Austen. Jeg har læst alle hendes bøger, alle hendes breve, og har netop købt hendes tidligste skitse-skrivelser. Jeg har ikke nødvendigvis elsket alle hendes bøger lige højt, men jeg har elsket tonen i dem alle. Selvom nogle plot og nogle karakterer i Austens forfatterskab tiltaler mig mere end andre, bindes hendes værker sammen af en gylden fortællerstil, som jeg beundrer. Jeg er ikke sikker på, jeg bryder mig om "Emma" som roman, men de typiske Austen-elementer deri fryder mit hjerte.

Et andet, nulevende, eksempel kunne være Neil Gaiman. Selvom jeg langt fra har læst hans forfatterskab til ende, har jeg alligevel læst (og elsket) så mange af hans bøger, at jeg bilder mig ind, jeg kan fornemme hans stemme under hans bogstaver. Jeg har set talrige interviews med ham, og ud af de ti værker jeg har læst af ham, er det kun to af dem, jeg husker uden dedikeret begejstring. I samme øjeblik en ny bog af Gaiman annonceres, fyldes jeg med kildrende utålmodighed efter at eje den og læse den. Jeg påbegyndte "The Ocean at the End of the Lane" næsten i samme øjeblik, som jeg modtog den. Jeg kunne aldrig forestille mig at lade den ligge uberørt i flere måneder.

Neil Gaiman og Jane Austen har det til fælles, at flere af deres bøger er mine yndlingsbøger. Der er tale om langt mere end et enkelt lykketræf; jeg elsker den gennemgående måde, de udtrykker sig på, de tematikker de fokuserer på, og den måde de opbygger plot og karakterer på. Elementer der gennemsyrer hele deres forfatterskab og ikke blot en enkelt bog.

Hvad siger I? Hvem er jeres yndlingsforfattere - og hvordan definerer I dem? Hvis I finder en ny yndlingsbog, bliver forfatteren bag så automatisk en yndlingsforfatter, eller bedømmer I ud fra større helheder og forfatterskaber? Er en yndlingsforfatter en, hvis bøger I altid glæder jer til, eller en der engang har gjort stort indtryk på jer? Hvordan skelner i mellem en yndlingsforfatter og en yndlingsbog?