"The Snow Child" af Eowyn Ivey

"The Snow Child" af Eowyn Ivey, fra forlaget Headline Review, udgivet i 2012. 5/5 sterner. 

Eowyn Iveys debutroman udspiller sig i 1920'ernes Alaska, og følger et barnløst par og deres kamp mod kulde og desperation. Jack og Mabel har efter fødslen af et dødsfødt barn ikke set sig i stand til at befinde sig i deres familiers nærhed længere. De er derfor flygtet fra de borende blikke og den vedvarende medlidenhed, og forsøgt at skabe en ny tilværelse i det snevejrsklædte Alaska.

Desværre er denne nye tilværelse ikke i stand til at lindre deres sorg eller tungsind; snarere tværtimod. I det blikstille og anonymt hvide snevejrslandskab finder de både pengeproblemer og monotoni. Jack og Mabel glider gradvist fra hinanden i en fremmedgørelse, der gør det sværere og sværere for dem at tale sammen. Sorgen bliver en mur, der skiller dem fra hinanden.

En aften dukker et mystisk håb i form af en barneskikkelse dog op. Et smukt pigebarn med snehvidt hår og klare øjne løber rundt i skovene, tæt efterfulgt af en tilsyneladende tam kæleulv. Jack og Mabel kan ikke lade være med at fascineres af denne pige, og forsøger gradvist at åbne deres hjerter for hende - og hinanden - og genvinde noget af det, de har tabt.

"The Snow Child" er en bog inspireret af et russisk folkeeventyr om et barnløst par, der byggede en pige ud af sne. Eventyrstematikken hviler hele tiden under romanens overflade, og der leges konstant med spørgsmålet om Fainas præcise oprindelse.

“She looked directly up into the northern lights and she wondered if those cold-burning spectres might not draw her breath, her very soul, out of her chest and into the stars.” 

Jeg læste denne bog på en af årets første snevejrsdage. Jeg havde planlagt det sådan, og stædigt nægtet at påbegynde læsningen, før jeg så det første snefnug falde. For jeg havde en spinkel idé om, at dette var en bog, der skulle læses med et vindueslandskab, der matchede dens titel.

I virkeligheden var det udendørs scenarie fuldstændig unødvendigt. For under min læsning glemte jeg mine snehvide omgivelser, og forsvandt ind i bogens landskab i stedet. Det blev ligegyldigt, om det sneede udenfor eller ej; for det sneede i bogen, og jeg kunne mærke det helt ud i mine fingerspidser, hver gang jeg vendte et sideblad. Jeg var med ét omgivet af isflager, kulde og stilhed.

"The Snow Child" er en bog fyldt med ubærlig sorg og en desperation så dyb, at dens karakterer er lige ved at drukne i den. Det er en bog om kulde og stilhed, udspillet i omgivelser af rå naturkraft. Alaskas dybe skove og hylende ulve udgør fortællingens baggrundstæppe; og dermed forener Ivey den menneskelige skrøbelighed med den naturskabte vildhed. Jack og Mabels overlevelseskamp er derfor både konkret og fysisk, abstrakt og psykisk; livet i de barske naturomgivelser med de sorte nætter bliver et spejlbillede af deres indre afmagt og sjælelige mørke.

Ivey skriver på en måde, der er uendeligt stille og uendeligt sart. Hendes ord er som snefnug; blidt faldende brudstykker, der glitrer ved nærmere undersøgelse i solen. Sætningerne smelter på tungen, og sætningsstrukturen er næsten blændende. Jeg har aldrig læst noget så vidunderligt levende og dog så distanceret køligt før. Realismen forenes med eventyrlighed; fornemmelsen af magi flyder som en vag understrøm gennem hele plottet, men blottes aldrig fuldstændigt. 

"The Snow Child" er en utroligt deskriptiv fortælling, og dens fundamentet er støbt i Iveys henrivende skrivestil. Ivey samarbejder med hvert eneste tegn for at opbygge den snevejrsstemning, der drysses ned over læseren. De mindste detaljer i sætningsstrukturen er underlagt omhyggelig overvejelse, og resultatet er umådeligt velpoleret. I scenerne hvor snepigen Faina er til stede undlades anførselstegn, når karaktererne taler for at afspejle den stilhed og den ro, Fainas tilstedeværelse tilføjer. En så simpel sproglig justering medfører et altafgørende resultat, og Eowyn Ivey skriver som en drøm. Jeg kan ikke fatte, at dette er en debutroman.

“In my old age, I see that life is often more fantastic and terrible than stories we believed as children, and that perhaps there is no harm in finding magic among the trees.” 

Faina repræsenterer romanens magiske element. Hun er et væsen skabt af Alaskas stilhed og kulde, et produkt af Jack og Mabels inderlige længsel. Hun er en engel, en æterisk sne alf, og er dog samtidig en uopnåelig elementærånd, i skjul fra kulturens byrde og krav. Alt ved Faina er mytisk og med sig bringer hun en smittende stilhed, der påvirker alle omkring hende i en sådan grad, at anførselstegnene opløses i teksten. Der er en vedvarende distance mellem Faina og læseren - en distance der lader hende forblive et uløst mysterie.

Et andet rørende aspekt af bogen er portrætteret i Jack og Mabels dybe sorg, der nådesløst flår dem fra hinanden, og lader dem befinde sig på kanten af selvmord og depression. Deres vedvarende kamp ramte plet i mit hjerte under læsningen, og Iveys beskrivelse af deres ulykke er en af historiens mest dybtfølte bestanddele. Efterhånden som Jack og Mabel finder deres vej tilbage i livet er det både ved hjælp af Faina og deres omsorgsfulde naboer, der tilføjer et lille glimt af humor til fortællingen. 

"The Snow Child" er delvist et eventyr og delvist en meget realistisk beretning om familier, elskere og opbygningen af et hjem. Bogen er indpakket i en tyk dyne af sne, stilhed og melankolsk skønhed, og er et stilistisk mesterværk, en besættende læseoplevelse. Jeg vil bære historien med mig gennem hver vinter i resten af mit liv; jeg vil aldrig slippe den, og jeg vil uden tvivl genlæse den hvert år på januars første snevejrsdag. I den har jeg fundet en ny yndlingsbog.

“She could not fathom the hexagonal miracle of snowflakes formed from clouds, crystallized fern and feather that tumble down to light on a coat sleeve, white stars melting even as they strike. How did such force and beauty come to be in something so small and fleeting and unknowable? You did not have to understand miracles to believe in them, and in fact Mabel had come to suspect the opposite. To believe, perhaps you had to cease looking for explanations and instead hold the little thing in your hands as long as you were able before it slipped like water between your fingers.”