Viser opslag med etiketten Filosofi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Filosofi. Vis alle opslag

mandag den 26. maj 2014

"The Pilgrimage" af Paulo Coelho

"The Pilgrimage" (org. titel "O Diário de Um Mago") af Paulo Coelho, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1987). Læst på dansk  – originalsproget er portugisisk. 2/5 stjerner

"The Pilgrimage" begynder med et glimt af et ritual, der vil inkludere bogens hovedperson i en særlig Orden. Men ved at udvise et øjebliks forhastelse, fejler hovedpersonen og får derfor ikke tilbudt det sværd, der er en del af ritualet. I stedet skal han på en lang rejse fra Sydfrankrig til det nord-vestlige Spanien; en pilgrimsrejse, hvor han vil blive udsat for mange prøvelser og til sidst opnå sit sværd. 

We must never stop dreaming. Dreams provide nourishment for the soul, just as a meal does for the body. Many times in our lives we see our dreams shattered and our desires frustrated, but we have to continue dreaming. If we don't, our soul dies, and agape cannot reach it.

Hver gang jeg tænker tilbage på min sene nattelæsning af "The Pilgrimage", bliver jeg efterladt med de samme spørgsmål, den samme undren og den samme opgivende erkendelse af, at det hele blev alt for besynderligt, for abstrakt og for spirituelt til min smag. Hvad er denne bog overhovedet? Og hvad er meningen med den? Jeg aner det vitterligt ikke.  Da jeg færdiglæste bogen, spekulerede jeg på, hvad jeg overhovedet havde læst.
Min udgave af "The Pilgrimage" er en jubilæumsudgave, og derfor begynder den med et reflekterende forord, hvor Coelho mindes den rejse, han foretog sig for femogtyve år siden. Efterfølgende har Google bekræftet mig i, at Coelho netop selv foretog den rejse, han beskriver i "The Pilgrimage", og at han trækker meget på personlige oplevelser i sin lille bog. Ligeledes er bogen skrevet i jeg-person, og det ville derfor være nærliggende at antage, at bogen virkelig er en rejseberetning. Det tror jeg bare ikke, at den er. Jeg læser den først og fremmest som en symbolsk mindeomskrivning, og jeg kategoriserer den som fiktion.
Men selv med øje for bogens symbolske og fiktive elementer, er historien en særpræget oplevelse. Måske endda bizar. Ikke alene drager jeg-fortælleren afsted for at finde sit sværd og opnå en sjælelig ro, han kommunikerer også med hunde, fremkalder hjælpsomme ånder og konfronterer djævelen selv. I en blanding af menneskelige lektioner og yoga-lignende øvelser udfører han RAM-øvelser, som endda også er inkluderet i bogen til eget brug (læs evt. et par af slagsen lige her). Alting eskalerer hurtigt fra blid filosofi til urimelig symbolik, alting bliver hurtigt sløret, og selv de klogeste lektioner forsvinder i det særprægede plot. 

Death is our constant companion, and it is death that gives each person's life its true meaning.

Det mærkeligste er nemlig, at "The Pilgrimage" indeholder mange af de vidunderlige sprogperler, Coelho er så kendt for. Ligeledes er bogen fyldt til randen med livsvisdom og værdifulde lektioner om at leve i nuet, følge sine drømme, være taknemmelig og om at være god. Jeg er fuldstændig enig i alle de problematikker, Coelho fremhæver ved det menneskelige væsen. Jeg kan bare ikke udholde hans måde at sige det på.
Jeg forstår ikke, hvordan det at bide en hund til blods skal fungere som logisk symbolik for at konfrontere sine dæmoner. Jeg forstår ikke, hvordan det at fremkalde et åndelignende væsen i et blåt lys, skal bevise hvordan hovedpersonen kommer tættere på sig selv. Og jeg forstår ikke, hvorfor så lidt bliver forklaret om den Orden og det sværd, som jeg-fortælleren leder efter. "The Pilgrimage" er en rejse, som jeg (ved brug af en vis grad af fantasi) godt kan følge, men jeg forstår hverken dens udgangspunkt eller dens konklusion.
Normalt betragter jeg Coelhos forfatterskab som noget helt uimodståeligt og ganske særligt. Selvom det efterhånden er lidt af en kliché, fortæller jeg stadig om, hvordan "Alkymisten" ændrede mit liv. Coelho borede sig ind i mit hjerte med sine simple sætninger, åbenlyse sandheder og lette tilgang til livet. Og selvom "The Pilgrimage" egentligt er i besiddelse af mange af "Alkymisten"'s kvaliteter og tankevækkende budskaber, drukner det hele i en besynderlig fortællerform, spirituelle yoga-lignende øvelser og symbolske handlinger, som jeg faktisk slet ikke forstår. 

søndag den 25. maj 2014

"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" af Philip Pullman

"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" af Philip Pullman fra forlaget Canongate Books, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2010). 3/5 stjerner.

De første sider af Philip Pullmans korte bog præsenterer en både velkendt og sært fremmedartet historie. En pige ved navn Mary bliver gift med en ældre mand ved navn Joseph, og en nat kommer en engel på besøg og fortæller Mary, at hun skal føde Guds søn. Mary bliver gravid uden nogensinde at blive rørt af en mand.
Derefter følger en langsommelig rejse, en folkeoptælling og en fødsel i en stald. Men i Pullmans version føder Mary ikke én søn; hun føder to. Det ene barn er en stærk dreng, der bliver kaldt Jesus, det andet barn er et skrøbeligt væsen med kun en ringe chance for overlevelse. Mary døber det svagelige barn for Christ og betragter ham som sin yndlingssøn.

Has anyone ever added a single hour to the length of his life by worrying about it?

"The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" er en kreativ genfortælling af den historie, vi alle kender. Pullman adskiller forskellige aspekter af kristendommen i Jesus og Christ; to tvillingebrødre, begge med stærk indflydelse på kristendommens udformning.
Jesus bliver, trods Marys overbevisning, til den hyldede profet, der forener folket med Gud, altimens Christ bliver en skyggefigur og udenforstående betragter, der forsøger at overtale Jesus til at opbygge strukturer og kirker. På den måde bliver Jesus kristendommens hjerte, mens Christ bliver dens hjerne.
De to brødre er vidt forskellige, og talrige diskussioner, sammenstød og skænderier opstår som følge deraf. Jesus fornægter idéen om en kirke, eftersom han betragter båndet mellem en mand og Gud som en privatsag, mens Christ argumenterer for den struktur og de regler, som en kirke vil bringe. Ligeledes er Christ opsat på, at folket har brug for mirakler for at tro, selvom Jesus mener, at troen bør være stærk nok uden. Pullmans bog fungerer nærmest som en kampplads mellem de to brødre og de to aspekter af kristendommen, som de repræsenterer. 
Pullman fremsætter en fascinerende historie mellem religion og myte, og han spreder interessante spørgsmålstegn uden nogensinde at være for frembrusende antireligiøs. Desværre er der mange øjeblikke, hvor bogen mister dens tempo, og Pullman hviler en anelse for tungt på de velkendte bibelhistorier. Naturligvis er enkelte episoder og lignelser essentielle for karakteriseringen af Jesus' principper, men sommetider føltes det for overvældende og for gentagende i en bog med så ufatteligt få sider.

And here I am, my hands red with blood and shame and wet with tears, longing to begin telling the story of Jesus, and not just for the sake of making a record of what happened: I want to play with it; I want to give it a better shape; I want to knot the details together neatly to make patterns and show correspondences, and if they weren't there in life, I want to put them there in the story, for no other reason than to make a better story. The stranger would have called it letting truth into history. Jesus would have called it lying.

Pullmans bog har ingen bagsidetekst, intet oplysende resumé eller tematiske opridsninger. Snarere tværtimod. Vender man bogen om og kigger på dens bagside, vil man kun se fire store bogstaver skrevet i guld: "This is a story". Og det er netop, hvad bogen er.
Via Christ som nedskriver Jesus' gerninger, ord og prædiker, udforsker Pullman skabelsen af Bibelen. Det er i nedskrivningen af ordene og hændelserne, at historien bliver til en myte og myten til en religion. Christ nedskriver nemlig ikke kun faktiske hændelser, han tilføjer egne indskud og påskud, nedtoner kontroversielle udtalelser og tilføjer et stænk af overnaturlige hændelser undervejs. Hans øje for politik, for struktur og for kompromisser tillader ham at omdanne Jesus' ord til regler og love. Og på den måde skaber Christ (på trods af sin brors protester) grundlaget for kirken.
Heri ligger naturligvis en ret tydelig og ret interessant kritik af kristendommen, og det er heller ikke tilfældigt, at den ellers så fortabte og ensomme Christ bliver kaldt en slyngel i bogens titel. Christ's valg får, i Pullmans bog, store konsekvenser for historiens udfald, for Jesus' død og ultimativt for den måde, vi forstår kristendommen på i dag. Pullman afslutter sin historie med et tydeligt fingerpeg til nutidig religionsopfattelse og fortidens korstog.
På mange måder er "The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ" en interessant lille bog. Pullman fortæller en historie om historier; hvordan Det Nye Testamente blev skrevet for at være så overbevisende som overhovedet muligt. Pullman tilbyder sine læsere en historiefortællers kontroversielle blik på, hvordan man kan bygge en fortælling, der vil leve i flere århundreder.