Et litterært måltid

Har en bog nogensinde gjort dig sulten? Sådan reelt rumlen-i-maven sulten? Personligt kan jeg ikke læse Dickens' overdådige madbeskrivelser i "A Christmas Carol" uden at få lyst til at tømme hele køleskabet. Jeg har også altid drømt om at sidde ved det selvopfyldelige langbord i "Harry Potter og de vises sten" til et ægte festmåltid – og hvem vil ikke gerne spise en madeleine, som den der famøst tager Proust og hans læser på en sanselig rejse gennem fortiden? 

Verdenslitteraturen er fyldt med velbeskrevne måltider. Og det er netop udgangspunktet for den her finurlige bog, jeg stødte på for nylig. I "Literary Lunch" vil du således finde opskriften på Bridget Jones' blå suppe, Ian McEwans fiskestuvning fra romanen "Saturday" eller kødtærten fra "Kaptajn Corellis mandolin", så du kan nyde et måltid, der er enhver bog værdig. Samtidig inkluderes opskrifter fra relativt ukendte bøger, så man kan få læseinspirationen serveret sammen med opskrifterne. Jeg er i hvert fald blevet inspireret til både at skrive "Human Traces" af Sebastian Faulks og "The Best Exotic Marigold Hotel" af Deborah Moggach på læselisten.

Jeg synes virkelig, det er det fineste og sjoveste koncept. Måske ikke vildt brugbart, da jeg ikke forestiller mig, jeg vil lave blå suppe eller kaninstuvning i den nærmeste fremtid, men ikke desto mindre en kærkommen tilføjelse til hylden med kogebøger. For er den bedste mad ikke den, der bliver serveret med en god historie? 

"Literary Lunch" er udgivet af forlaget Vintage i 2015 og kan købes hos de fleste online forhandlere. Det er en fjollet lille bog – perfekt for dig som elsker bøger om bognørderi, eller som værtindegave til et litterært bekendtskab. 

"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth

"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth fra forlaget Icon Books. Udgivet i 2014. 5/5 stjerner.

Måske er det at strække sandheden lidt, når man kalder "The Unknown Unknown" for en bog. For det er egentligt mere et hæfte end en bog; 23 sider der bliver sammenholdt af helt almindelige papirsclips i ryggen. Mest af alt minder det om en lille folder eller en pamflet, som man kunne få stukket i hænderne til et foredrag eller finde i bunden af en indkøbspose. Men sommetider kommer de smukkeste overraskelser i de mindste indpakninger. Og "The Unknown Unknown" er alt, hvad jeg kunne ønske mig.

For i løbet af sit 23-siders lange essay, formår Mark Forsyth at opsummere, hvorfor bogbutikker er nødvendige. Og hvorfor de stadig er relevante i en verden fyldt med online butikker, e-bøger og lette indkøbsmuligheder. Og han fastsætter boghandlens relevans uden at bagatellisere den digitale verdens fordele. Han er hverken en rablende romantiker eller en håbløs idealist. Han er realist, og han rammer hovedet på sømmet.

“The book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn't know to ask. It's on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.” 

For hvorfor er bogbutikker nødvendige? Jeg er selv plusmedlem på Saxo.com og kan bestille alle de bøger, jeg drømmer om med et enkelt klik, forhøjet rabat og gratis fragt. Det er nemt, og de har altid, hvad jeg leder efter. Men de kan ikke give mig det, jeg ikke ved, jeg leder efter. 

Netbutikker er beregnet til målrettet shopping. De kan ikke overraske. De kan ikke lokke mig til at samle en bog op, blot fordi den ligger på et udstillingsbord og glimter. De kan ikke få mig til at læse en bagsidetekst, fordi jeg går og fordriver tid. De kan ikke præsentere mig for bøger, jeg ikke ved eksisterer. Men det kan bogbutikker. Og lige så frustrerende det kan være, at gå forgæves efter en bog der ikke er på lager – lige så vidunderligt er det, at komme hjem med en bog, man ikke anede eksisterede.

 “Lord, deliver us from what we already knew we wanted. Give us some new desires, the weirder the better.”

Jeg kommer aldrig til at erstatte onlineshopping med en gåtur i gågaden. Jeg er alt for målbevidst, for kræsen, for specifik i mine søgekriterier til at lade mig nøje med de fysiske butikkers begrænsede her-og-nu-udvalg. Men jeg kommer heller aldrig til at holde op med at slentre ind i boghandlere. For jeg elsker overraskelser. Jeg elsker at rode i bogkasser og finde bøger, jeg aldrig før havde hørt om. Jeg elsker at se på smukke bogforsider, som jeg aldrig har set før, og jeg elsker at samle en bog op, bare fordi den er der, og bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg elsker bogbutikker, fordi de altid overrasker mig; uanset om det er med en smuk udgave af min yndlingsbog eller en obskur roman af en glemt forfatter. 

Og det er lige præcis, hvad "The Unknown Unknown" handler om. Mark Forsyth beskriver mine egne købevaner så præcist, og jeg er fuldstændig enig med ham; de bedste bogoverraskelser stammer ikke fra en hurtig Google-søgning. De bedste bogoverraskelser finder sted, når man træder ind i en boghandel.  

Tirsdags-tip #9: Til bogsamleren

Her i decembers glitrende dage har jeg, ligesom sidste år, sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være til inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Nogle gaver er så vidunderlige, at man næsten øjeblikkeligt får lyst til at give dem videre. Til at dele dem med andre og til at vise verden, at de eksisterer. Præcis sådan en gave er "Slightly Foxed – But Still Desirable" af Ronald Searle. Da jeg sidste søndag åbnede min adventsgave og fandt den, var det som at blive foræret en lille og skinnende perle. Bogen er nemlig en selvironisk, tragikomisk, latterlig og helt ubærlig sand fortolkning af det at være bogsamler.

For i bogen tager Ronald Searle de betegnelser, som antikvariater og brugtbogsforhandlere bruger og fortolker dem via helt simple tegninger. Det er nådesløst morsomt – og udtryk som "dented at the head" antager pludselig en hel ny betydning. Searle forklarer i sit forord, at en bogsamlers liv er et hårdt lod, og at man ofte må finde sig i mange skuffelser og mystiske begreber, når man bestiller bøger hos specialiserede forhandlere. Og hele bogen er en slags meditation over emnet; over de umulige udtryk og mærkværdige tilstande man som bogsamler skal finde sig i.

Bagerst i bogen er desuden også lister med ordforklaringer, hvor Searle i en blanding af sørgelig sandfærdighed og humor, forklarer hvad de mærkværdige udtryk egentligt betyder. Og hvad man kan forvente, når man klikker 'køb' på en bog, der er beskrevet som "desirable".

"Slightly Foxed – But Still Desirable" er en ægte bogperle fyldt med lun humor og skarpe tegninger. Det er en bog, som alle bogsamlere vil kunne nikke genkendende til, og det er en bog, som alle bogsamlere vil kunne genkende sig selv i. Uanset hvor lidt man så vil indrømme det. Jeg er ellevild med den.

Min udgave af "Slightly Foxed – But Still Desirable" er en udgået udgave fra Folio Society. Den kan man – ironisk nok – opspore brugt, hvis man har lyst. Alternativt kan man købe en lignende udgave af bogen her. 

"The Forbidden Library" af Django Wexler

"The Forbidden Library"af Django Wexler, fra forlaget Doubleday Children's, udgivet i 2014. 3/5 stjerner. 

Alice har altid drømt om eventyr og lykkelige slutninger – lige indtil hun en dag møder en fe i sin fars hjem. Hun overhører en samtale mellem feen og hendes far, og da hendes far den næste dag meddeler, at han skal ud at rejse, er Alice sikker på, at feen har truet ham til det.

Af samme grund er Alice heller ikke overrasket, da faderens rejse går galt, og hans skib synker. Forældreløs og trøstesløs bliver hun tvunget til at flytte ind hos sin onkel, der bor i et dystert hus og fører et simpelt liv. Alice har aldrig mødt eller hørt om sin onkel før – og hun er sikker på, at han ikke er, hvad han udgiver sig for at være.

“Have you never picked up a book you've read before, and found it speaks to you in a new way?”

En forældreløs pige ved navn Alice, en labyrint af bøger og en talende kat, hvis øjne og smil lyser i mørket. Det er meget let at se, hvor Wexler finder sin inspiration. For Wexlers Alice har mange ligheder med den berømte Alice fra Lewis Carrolls børnefortælling, og jeg var skiftevis begejstret og irriteret over ligheden under læsningen. Genkendelse er altid en smuk ting – men i dette tilfælde føltes det for meget som imitation til at kunne fungere.

"The Forbidden Library" er en bog, der minder mig om så mange andre bøger. På sin vis deler den mange symbolske ligheder med historien om Alice, og samtidig er plottet en spejlvendt version af Cornelia Funkes "Inkheart". For hvor karaktererne i "Inkheart" er i stand til at læse ting og personer ud af bøger, er karaktererne i "The Forbidden Library" i stand til at læse sig selv ind i bøger. Alice viser sig at være en såkaldt Reader – en der er i stand til at transportere sig ind i særlige bøger og gennem en kamp på liv og død gøre de monstre, hun finder i bøgerne til sine tjenere i den virkelige verden. Og selvom det lyder en anelse kompliceret, er det det ikke. Det er i virkeligheden meget simpelt.

For "The Forbidden Library" er en børnebog. Og alting der sker i den er helt lige til og fuldstændig ubegrundet. Alices evne udforskes eller forklares aldrig, hendes fars skæbne forbliver uvis, og hendes onkels motiver er ligeså vage i slutningen af bogen som i begyndelsen af den. Dette er ikke en bog fyldt med svar, forklaringer eller et sammenhængende plot – det er derimod en bog, der udelukkende er skrevet for at underholde og begejstre dem, der er lidt yngre end jeg selv. 

“You can always flip back to the first page, can't you?”

Jeg var underholdt, da jeg læste "The Forbidden Library". Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, den indeholder talrige referencer til elskede bøger og eventyr, og den er fyldt med miavende katte og skønne stemningsbilleder. Alices bedste ven, katten Ashes, er en vidunderlig karakter, der nonchalant slentrer rundt i et uendeligt bibliotek og giver Alice sarkastiske råd om alt og intet. Jeg faldt øjeblikkeligt for det arrogante, men velmenende, kattedyr.

Alice er en typisk børnebogskarakter; modig, stædig og dumdristig, og selvom hun roder sig ud i mange farer, slipper hun altid uskadt fra dem. Hun er ikke mindeværdig, men hun følger normen og passer ind i den simple historie, hun er skabt til. 

På mange måder er "The Forbidden Library" en fin bog. En sjov bog. En hyggelig bog – og dog er det også en frustrerende bog, hvor intet hænger sammen, og ingen svar bliver givet.  Bogens logik er ikke-eksisterende, og Wexlers børneverden er uden dybde eller nuancer. Jeg har altid ment, at de bedste børnebøger er dem, der også har historier hængende mellem linjerne, og det har denne bog ikke. Slet ikke. 

"Den uendelige historie" af Michael Ende

"Den uendelige historie" (org. titel "Die unendliche Geschichte") af Michael Ende, fra forlaget Sommer & Sørensen, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1979). Læst på dansk – originalsproget er tysk. 4/5 stjerner.

En tyk, nervøs og indadvendt dreng ved navn Bastian træder en dag ind i et antikvariat. Han træder derind, fordi han bliver jagtet af råb, hujen og barnlige ubehageligheder. Han træder derind på grund af en tilfældighed. Og når han træder ud igen, har han en bog under armen. En stjålet bog. En særlig bog.

Da Bastian ser "Den uendelige historie", ved han med det samme, at han er nødt til at eje og læse bogen. Hele hans krop fortæller ham det og i en feberhed iver, låser han sig selv inde på skolens loft for at læse den.

Bogen i Bastians favn, "Den uendelige historie", fortæller historien om Fantásia – et smukt rige befolket af lykkedrager, jægere, alfe og stenædende kæmper. Fantásia er truet af en stor fare, et vakuum der æder riget op indefra og efterlader intet tilbage. Kun et menneskebarn kan redde Fantásia ved at give kejserinden et nyt navn. Og da historien vækkes til live foran Bastians øjne, bliver han mere og mere sikker på, at bogen og menneskerne i den venter på, at han skal færdiggøre historien.

“Der findes lige så mange forskellige lidenskaber, som der er mennesker. For Bastian Balthasar Bux var det bøgerne.”

"Den uendelige historie" har altid været en del af mit læserliv, selvom jeg aldrig har læst den før nu. Dens og mine veje har krydset hinanden utallige gange, og titlen har altid luret i hjørnet af min bevidsthed og figureret på samtlige af mine litterære huskelister markeret med en stjerne og et næsten forhåndsgodkendt kærlighedsstempel. Lige fra jeg som barn hørte titlen for første gang og grådigt troede, at "Den uendelige historie" vitterligt var en uendelig historie med ubegrænsede sider, har jeg vidst, at jeg en dag skulle læse den. Det er bare ikke sket før nu.
Og måske var det også bedst på den måde. Måske er der noget sandt i den gamle kliché om bøger, der finder vej til de rigtige mennesker på de helt rigtige tidspunkter. For sjældent har jeg læst en bog, jeg, uden at ane det, havde så meget brug for.
"Den uendelige historie" begynder med en dreng, der kaster sig hovedkuls ind i en bog. Og ligesom Bastian glemte jeg også alt omkring mig, da jeg gik i gang med at læse de grønne og røde ord i Endes mesterværk. Et enkelt ord, en enkelt linje, og jeg var elleve år igen, vågen om natten med en bog, jeg ikke kunne slippe. Jeg var med den elskede, klodsede og nervøse Bastian hele vejen fra antikvariatet til Fantásias flerfarvede ørken, og jeg håbede så inderligt, at vi begge ville nå uskadt tilbage igen. 
Michael Ende skriver så fint, drømmende og så hjemligt med en kommenterende fortællerstemme, der giver "Den uendelige historie" et helt særligt metafiktivt præg. Bogen handler om Bastian, Bastian læser i bogen, læseren læser om Bastians læseoplevelse, og fortælleren er samtidig opmærksom på læserens tilstedeværelse. "Den uendelige historie" er en bog om en bog, men det er også en bog om læseren, der læser den.

“En drøm kan ikke forsvinde, hvis den er drømt engang.” 

"Den uendelige historie" er en dannelsesroman fyldt med fantasi og drømmelogik. Fantásia er et forunderligt sted, der er lige så frygteligt, som det er lykkeligt. I historiens første halvdel følger man Bastian, der skal genvinde troen på sig selv og sin forestillingsevne, Kejserinden der skal reddes, og Atréju der søger og søger efter et menneskebarn. Gennem det iturevne Fantásia påviser Ende, hvor essentiel fantasien er for vores verden. Menneskebørnenes evne til at fantasere og finde på er det, der i sidste ende kan redde en hel verden.
Men undervejs sker der et skift i historiens fokus, og plottet splittes i to, da Bastian træder ind i bogen og begynder at rekonstruere Fantásia med sine ønsker og drømme. Herefter kommer Bastian på vildveje, da han ikke blot ønsker at lave Fantásia om – han ønsker at lave sig selv om. Bastian glemmer gradvist sig selv, da han ikke bruger sin fantasi til at forbedre virkeligheden men til at flygte fra den. 
Dette skift i historien f0retages meget brat og uelegant. Som konsekvens føles "Den uendelige historie" som to romaner i stedet for én, og hvor den første del kan kategoriseres som en børnehistorie, er den næste del langt mere symbolsk og kompleks. Gennem Bastian undersøger Ende, hvordan fantasi kan forvandles til eskapisme. Et liv uden fantasi er ikke værd at leve, mens et liv i fantasien er en løgn. Bastian sendes ud for at lede efter balance og kommer hjem med en forståelse for kærlighed, venskab, sandhed og selvværd. Hans dannelsesrejse forsegles med et kram og et besøg i det antikvariat, hvor det hele startede.
Michael Endes uendelige historie er en smuk historie. En historie med liv, humor, varme og fantasi. Fantastiske karakterer og umulige væsener. En historie for enhver bogelsker der nogensinde har drømt om at kravle ind i en bog og blive der for evigt. En kommentar på læsningen selv, og på den fantasi der har skabt de universer, vi læser os ind i. 
Og mest af alt er historien virkelig uendelig, for Ende efterlader mange løse ender og bihistorier i sit plot.  "Det er en anden historie, og den må vente til en anden gang," skriver han, og selvom der aldrig bliver en anden gang, holder de mange forfatterkommentarer liv i læserens forestilling, om alle de historier, der eksisterer rundt om bogen. For der findes ikke kun én uendelig historie – historien er snarere uendelig, fordi den indskriver sig i et net af historier.  Historier om bipersoner, steder og senere hændelser der ikke bliver fortalt i denne omgang, men som alligevel eksisterer i Endes og læserens fantasi.

“Enhver virkelig historie er en Uendelig Historie.” 

"84 Charing Cross Road" af Helene Hanff

"84 Charing Cross Road" af Helene Hanff, fra forlaget Sphere, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1970). 4/5 stjerner.

"84 Charing Cross Road" er en brevudveksling, en samling af virkelige breve skrevet af skribenten Helene Hanff til antikvarboghandleren Frank Doel og de andre ansatte i boghandlen. Brevene blev virkelig sendt, og bogen er et nøglehulskig ind i bogsnak og bogsamleri, blomstrende venskaber og hverdagslivet i henholdsvis England og New York i 1949. 

Helene Hanff begyndte at skrive til Marks & Co, et ankvariat på 84 Charing Cross Road i London, fordi hun ikke kunne opspore de bøger, hun manglede i New York. I årevis skrev hun med den ansatte Frank Doel for at bestille bøger, og langsomt ændrede hendes korrespondance med Frank sig fra forretning til en fornøjelse.

“It's against my principles to buy a book I haven't read, it's like buying a dress you haven't tried on.”

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overse det, men da jeg begyndte "84 Charing Cross Road" var det i troen om, at jeg var ved at læse en brevroman. Manglende research overbeviste mig om, at historien var fiktiv, og derfor troede jeg, at jeg havde regnet bogen ud for længst, men jeg blev overrasket undervejs. For virkeligheden er ikke sådan til at regne ud.
Korrespondancen mellem Helene Hanff og Frank Doel er dog af sådan art, at den hurtig kan virke fiktiv. Frank Doel er den perfekte engelske bogsælger, hvis breve er komponeret med kølig høflighed, og Helene Hanff er den frembrusende amerikaner, hvis breve indeholder massevis af udråbstegn, sludderi og trusler om bål og brand, hvis bøgerne ikke når frem til hende i sikkerhed – skrevet i charmerende vendinger og med et glimt i øjet, selvfølgelig. Akkurat som var det en roman, tør Frank langsomt op for Hanffs varme tone, og et venskab blomstrer mellem dem. Et tyve år langt venskab sammensmedet af bøger, bogsamleri og firkantede forsendelser.
Langsomt begynder Helene Hanff også at udveksle breve og gaver med andre ansatte i boghandlen. Hun sender kurve til jul, der bliver mødt med stor begejstring og lykkelige takkebreve, og hun kommunikerer endda med Franks kone om strømpebukser og hverdagssysler. Altimens vokser en drøm i hendes indre om at tage til England en dag for at møde boghandlerfolket hun holder så meget af, og for at se det land, hun så ofte har læst om. 

“I love inscriptions on flyleaves and notes in margins, I like the comradely sense of turning pages someone else turned, and reading passages someone long gone has called my attention to.” 

Jeg blev meget rørt over slutningen i denne bog – som jeg i øvrigt slet ikke ved, om er en slutning. For selvom bogen sluttede, levede historien videre med Helene Hanff, der rent faktisk tog til London, som hendes dagbogudgivelse "The Duchess of Bloomsbury Street" så muntert fortæller. 
Frank og Hanffs venskab er så smittende, fint og så optimistisk. Det giver mig en oprigtig følelse af håb, når jeg læser om mennesker, der blev så gode venner så tilfældigt. Mennesker der fik ægte indflydelse på hinandens liv gennem bøger, breve og ord. Mennesker der rent faktisk har eksisteret, og breve der rent faktisk er blevet sendt af sted.
Bogen er en sand fryd; hyggespredende og varmende som en kop varm kakao på en kold efterårsdag. Brevene er fyldt med humor, langvarige diskussioner af brugte bøger i forhold til nykøbte bøger, og deciderede raserier over bøgers stand, forkortede udgaver og forsvundne forfattere. Det er så let at forstå, hvorfor Frank Doel langsomt tøede op over Hanffs breve, for hun forekommer mig som værende den perfekte penneven. Hendes pen indfanger øjeblikke, der med deres absurd frembrusende formuleringer fik mig til at klukle.
"84 Charing Cross Road" er en bog af den slags, som alle bogelskere burde læse og have stående i reolen til evig tid. Det er et hverdagseventyr af den helt store slags – et bevis på hvordan bøger kan forene og sammenknytte mennesker på tværs af verdenshave.

“If you happen to pass by 84 Charing Cross Road, kiss it for me? I owe it so much.”

En bogelskers citatsamling

Citater er et sjovt fænomen. En håndfuld ord indrammet af anførselstegn og efterfulgt af en oprindelseskilde, en enkelt linje eller to taget ud fra en langt større sammenhæng og af en eller anden grund udvalgt til at repræsentere en følelse, en holdning, en tanke eller en hel forfatter. Det er sært, hvordan enkelte sætninger i et værk på flere hundrede sider, ender med at blive mere berømte end oprindelsesteksten selv. Hvordan nogle sætninger er ikoniske og bliver pillet ud af deres kontekst for næsten at blive universelle ordsprog citeret i tide og utide.

Men sommetider læser man noget, der rammer en så hårdt, at man ikke kan lade være med at samle sætningen op og bære den med sig. Sommetider kan perfekte sætninger eksistere i uperfekte bøger, og sommetider læser man ganske enkelt ord, der føles som universelle sandheder, man kan overføre til alt i sit liv. De sætninger glemmer man ikke. Man beholder dem, og de bliver til citater.

Med tiden er jeg også selv blevet en samler af smukke ord. Jeg har en notesbog, hvor jeg skriver de brudstykker fra sange og bøger ned, som jeg ikke kan bære at glemme. Jeg kan så godt lide tanken om at have dem med mig, selvom jeg ikke nødvendigvis husker de originale tekster, citaterne kommer fra.

Jeg tror særligt, jeg bider mærke i de sætninger, der føles som mine egne tanker. Når en forfatter beskriver en følelse eller en oplevelse, der får mig til at standse forvirret op og tænke: "Jeg troede kun, det var mig, der havde det sådan!" og dermed danner et slægtskab mellem teksten og jeg. En følelse af genkendelse.

Naturligvis genkender jeg ofte mig selv i beskrivelser af andre bogelskere. Når en forfatter eller en karakter omtaler bøger i kærlige vendinger, sidder jeg ofte og nikker. Læsende karakterer føles som bekendte; bogbeundrende sjæle føles som venner.

Og derfor jubler jeg sådan over et af mine nylige bogkøb. "The Book Lovers' Anthology" er en samling af citater og uddrag, der alle omhandler bøger og kærligheden til den. Jane Austen er citeret for sit forsvar af romaner i "Northanger Abbey", Dickens' scener i  trange bogbutikker er inkluderet, altimens George Dyer citeres for at have udtalt: "Libraries are the wardrobes of literature". 
Bogen er en sand skattekiste fyldt med funklende ord om bøger og menneskets kærlighed til dem. Klassiske forfattere skiftes til at forsvare, lovprise og diskutere litteratur, og alt fra tanker om at sortere bøger efter deres duft, diskussioner om hvilke bøger der kan betegnes som værende intellektuelle og refleksioner over dårligt syn som følge af for megen læsning er inkluderet i den yndige citatsamling. De mange ord fra kloge mennesker og store forfattere har allerede bragt mig så mange smil og øjeblikke af genkendelse, og jeg nyder at bladre i den og finde et nyt yndlingscitat om bogkærlighed og læselykke. 

"The Book Lovers' Anthology" er udgivet af The Bodleain Library i 2014 og kan bl.a. købes her. 

"Inkheart" (Inkworld #1) af Cornelia Funke

"Inkheart" (org. titel "Tintenhertz") af Cornelia Funke, fra forlaget Scholastic, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003). Læst på engelsk – originalsproget er tysk. 3/5 stjerner. 

I "Inkheart" vækkes enhver bogelskers drøm til live, da fiktive karakterer vælter ud af siderne på bøger og ind i vores verden. Den tolvårige Meggie bor sammen med sin far, som reparerer og sælger sjældne bøger, og deres hus er fyldt til randen med eventyr og romaner. Selvom Meggies far elsker bøger, nægter han at læse højt, og en dag opdager Meggie hvorfor; hendes far besidder nemlig en evne til at læse personer og objekter ud fra bøger og ind i den virkelige verden.

“Books loved anyone who opened them, they gave you secruity and friendship and didn't ask for anything in return; they never went away, never, not even when you treated them badly.”

Der findes bøger om bøger, og så findes der bogen om bøger. "Inkheart" er for så mange læsere bogen fyldt med størst læseglæde, en dansende hyldest til den skrevne verden og de læsere, der befinder sig i den. "Inkheart" visualiserer ethvert barns læsedrøm og etablerer en verden, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er papirstynd. Karakterer træder ud af bøgerne, imens mennesker træder ind. Det er let at forstå, hvorfor "Inkheart" er så elsket. Jeg elskede den bare ikke selv.

På sin vis var "Inkheart" det perfekte læsevalg i en travl periode. Det var en let bog at falde ind i; deskriptiv og fin og samtidig actionsfyldt nok til at holde mig vågen i et alt for tidligt morgentog. Jeg havde det sjovt, da jeg læste "Inkheart", og jeg holdte hurtigt af bogens fantasyplot og alle de farverige karakterer. I hvert fald lige indtil jeg nåede et punkt, hvor bogen begyndte at gentage sig selv.

For fejlen i "Inkheart" er meget simpel i mine øjne; bogen er ganske enkelt for lang. 534 sider er, pr. definition, en lang bog, og når størstedelen af bogen er en lang fangeleg, er bogen i mine øjne for lang. Kidnapning, flugt, en ny kidnapning og endnu en flugt fylder for meget, og selvom der sker meget i bogens kapitler, føles det ofte som om, alting står stille. Karaktererne løber omkring, men kommer kun meget langsomt tættere på deres mål. Og de udvikler sig ikke i forbifarten.

"Inkheart" kategoriseres ofte som en ungdomsbog, men den læner sig i virkeligheden nok tættere op af børnebogen. Den konstante løben fra sted til sted, de stillestående karakterer med kun ét gennemtrængende personlighedstræk og det næsten komiske skift mellem skurk og helt minder mig om den simple folkeeventyrsskabelon – som jeg elsker, men som jeg værdsætter for dens korte form. Det havde klædt "Inkheart" at være kortere, og jeg havde elsket bogen langt mere, hvis jeg selv havde været yngre.

“Books are like flypaper, memories cling to the printed pages better than anything else.” 

Dermed ikke sagt at jeg ikke brød mig om "Inkheart". Bogens første hundrede sider er fænomenale; velskrevne, fyldt med barnlig læseglæde og eventyrlig fantasi. Meggie og hendes far er et umage makkerpar, der gennem deres fælles bogkærlighed skaber et idylliseret drømmescenarie for enhver bogelsker. Meggie far forstår hende, han ved hvorfor hun gemmer bøger under sin pude, og han ved, at rejser opgøres i antal bøger, der skal pakkes og ikke i antal dage, der skal tilbringes hjemmefra. Deres delte øjeblikke er hjertevarme og himmelfine og danner grundlaget for hele bogen. 

Resten af bogens persongalleri inkluderer en forvirret pirat, der længes efter en fjern verden, en skurk uden en eneste nuance af medfølelse, en kvindelig og enlig bibliofil, der tilbringer sine dage i et aflåst hus fyldt med bøger. De er arketyper; trygge og genkendelige skikkelser fra historier, man har hørt et utal af gange.

Det hele er vældigt charmerende og letlæst, og jeg er sikker på, at enhver barnlig læsehest vil kunne finde glæde i Funkes mange beskrivelser af bøger, læsning og ord. Sommetider er det faktisk intertekstualiteten og de mange eventyrsreferencer, der bærer hele plottet.

"Inkheart" endte ikke med at være den hellige gral, som jeg troede, den ville være. Jeg blev skuffet over karakterernes stivhed, over plottets cirkelbevægelse og over hele romanens struktur, der kunne have været så meget mere, end det var. Men jeg vil alligevel mindes bogen som et sødt eventyr, der holdte mig vågen, når intet andet kunne. Selv i et bumlende tog mod København i de tidligste morgentimer.

“The books in Mo and Meggie's house were stacked under tables, on chairs, in the corners of the rooms. There where books in the kitchen and books in the lavatory. Books on the TV set and in the closet, small piles of books, tall piles of books, books thick and thin, books old and new. They welcomed Meggie down to breakfast with invitingly opened pages; they kept boredom at bay when the weather was bad. And sometimes you fall over them.”

"Ex Libris" af Anne Fadiman

"Ex Libris" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1998). 4/5 stjerner. 

Anne Fadiman voksede op i et hjem fyldt med bøger. Hendes far var en anerkendt litteraturkritiker, og hendes mor var forfatter og skribent i Time Magazine. Som barn legede Anne Fadiman i sine forældres bibliotek og stablede tårne og fæstninger ud af bøgerne, altimens hver aften sluttede med højtlæsning i et svagt oplyst børneværelse. Anne Fadiman voksede op med bøger, og hun lærte hurtigt at elske dem.
I essaysamlingen "Ex Libris" fortæller Anne Fadiman om et liv med bøger. Hun skriver om det at være en sesquipedelaian (en beundrer af lange ord), om ikke at kunne udholde synet af en grammatisk fejl og om at læse alt fra manualer til annoncer og ugeblade i mangel på en god bog. "Ex Libris" er både humoristisk, underholdende og hyggelig læsning.

“[T]here is a certain kind of child who awakens from a book as from an abyssal sleep, swimming heavily up through layers of consciousness toward a reality that seems less real than the dream-state that has been left behind. I was such a child.”

“I have never been able to resist a book about books” skriver Anne Fadiman i et af sine essays og opsummerer dermed ikke blot sin egen kærlighed til bøger – men også hele grunden til, at jeg befinder mig i sofaen med hendes bog i hånden. Jeg er, som så mange læsere og som Anne Fadiman selv, heller ikke i stand til at modstå en bog om bøger. Læserliv og læselykke har altid fascineret mig, og jeg læser gerne hundrede sider om en ukendt persons bogminder i min søgen efter genkendelse og "Jeg troede kun det var mig!"-øjeblikke. Der findes et særligt slægtskab mellem læseheste, bogsamlere og bibliofile, som ikke kan findes andetsteds.
Anne Fadimans essaysamling er heldigvis rig på genkendelig bogkærlighed, finurlige anekdoter og små læsersærheder, som jeg aldrig har hørt om før. Fortalt med en smittende humor, knivskarp intelligens og oprigtig entusiasme er "Ex Libris" næsten obligatorisk læsning for enhver bogorm. 
For Anne Fadiman deler så rigeligt ud af sig selv og sit læserliv. Bogen begynder med en fortælling om, hvad der sker, når to bogreoler skal giftes, og to personers bøger skal flyttes sammen (herhjemme er min bogreol fyldt mine egne bøger, imens Nicos beskedne stak endnu står på hans skrivebord), og bogen afsluttes med en smuk refleksion over forskellen på det, man forventer, når man træder ind i en boghandel og et antikvariat. Med essays om ufrivillig korrekturlæsning på alt fra skilte til menukort, tanker om børneopdragelse med tilhørende læsning, indrømmelser om ødelagte og overskrevne bøger og om at indse, at man hele livet har skrevet hilsner i bøger på den side, der er beregnet til forfatterens autograf, er bogen den perfekte hyggelæsning. 

“Books wrote our life story, and as they accumulated on our shelves (and on our windowsills, and underneath our sofa, and on top of our refrigerator), they became chapters in it themselves.”

Jeg fløj igennem "Ex Libris" og endte særligt med at holde af et essay om højtlæsning og et om kuglepenne. Afsnittet om højtlæsning mindede mig om højtlæsningens største værdi i vores travle verden; at man hverken kan skimme eller skippe, at alle ord bliver tillagt en ligelig værdi, og at hver eneste sætning er værd at færdiglæse. Det er en lektion, jeg burde bide mere mærke i, end jeg gør – for jeg er netop for utålmodig til højtlæsning af længere passager.
Afsnittet om kuglepenne mindede mig derimod om skriveprocessen selv; den nostalgiske magi man forbinder med Sir Walter Scotts fjerpen og Hemingways skrivemaskine stillet overfor det kedelige antiklimaks, en computers blanke Word-side bidrager med. Jeg tror, vi alle har en tendens til romantisere kuglepennen og skyde skylden for manglende inspiration på computeren – selvom det selvfølgelig bare er mytemageri. Det mindede Anne Fadiman mig i hvert fald om. 
I virkeligheden kunne jeg blive ved med at fremhæve geniale pointer, fine tankestreger og skæve betragtninger fra de mange essays i "Ex Libris". Men i stedet for at genfortælle, vil jeg hellere opfordre; læs denne bog hvis du vil læse om en læser, der gør enhver af de utænkelige ting, som du troede kun var forbeholdt dig selv. Læs denne bog hvis du er så forelsket i ord, at du har brug for at få sat ord på ordene selv. Læs denne bog hvis du, ligesom Anne Fadiman og jeg, elsker bøger om bøger – med eller uden genkendelsesgaranti. 

Flyvende bøger og smukke ord

'The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore' er en af mine yndlingsfilm, og den er kun 15 minutter lang. I løbet af dens 15 minutter fortælles en smuk historie om en mand, der finder håb, trøst, selskab og liv blandt lyden af blafrende papirssider og synet af en fyldt bogreol. Det er en hyldest til bøger og ord – men det er i ligeså høj grad en hyldest til historiefortællere og til de ekstraordinære øjeblikke der findes i selv de mest almindelige menneskeliv.

Den animerede kortfilm er mere end sine 15 minutters varighed værd, og den præsenterer et stemningsfuldt univers gennem støvede farvefiltre, gammeldags musik og uden et eneste ord. Det er imponerende – og jeg forstår til fulde, hvorfor filmen i 2012 vandt en Oscarstatuette. Den fortjener intet mindre.

Bag filmen er også en historie og en bog. Efter sigende skrev William Joyce bogen til sin børnebogsredaktør på HarperCollins, William Morris, imens han sad i et fly, på vej over for at besøge ham. Da flyet landede, og William Joyce ankom, læste han sin historie højt for William Morris. Det var den sidste gang, de så hinanden, for William Morris døde få dage efter.

Bogen udkom først efter filmen, men tilsyneladende er filmen alligevel baseret på bogen – udgivelsesrækkefølgen blev blot vendt på hovedet. Bogen er i høj grad en sparsom børnebog med flere tegninger end ord; men den er så fin og rørende i dens simplicitet, og jeg er glad for at opleve begge formater af den lykkefrembringende historie.

Hvis du ikke har set kortfilmen endnu, kan jeg kun anbefale dig at gøre det. Og hvis du elsker kortfilmen lige så højt som jeg, er bogen også et guldfund.

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows, fra forlaget Sommer og Sørensen, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2004). 3/5 stjerner.

Anden Verdenskrig kaster endnu sine skygger over London, da forfatteren Juliet Ashton er på udkig efter inspiration til sin næste bog. Og inspirationen dukker op der hvor hun mindst ventede det – i et brev tilsendt hende, fordi hendes navn var blevet hastigt nedkradset i margenen på en bog, en anden havde fundet.

Gennem brevene stifter Juliet ikke alene kendskab med Dawsey Adams, skribenten bag det første brev, hun lærer også gradvist øen Guernsey at kende og udveksler krigshistorier og hverdagsbetragtninger med alle øens beboere. Inden længe spirer en uimodståelig trang til besøge Guernsey op, en kuffert bliver pakket, og adskillige liv bliver forandret. 

“Måske er der i bøger et hemmeligt instinkt der fører dem frem til deres fuldendte læsere. Hvor ville det være dejligt hvis det passede.” 

Jeg har altid haft lidt svært ved brevromaner. Til og fra, halve historier, spørgsmål uden besvarelser og en fornemmelse af en bevidst distancering fra karaktererne, er nogle af de ofre, formatet kræver. På trods af det romantiske ved brevskriveri, bliver jeg ofte mere irriteret end begejstret over idéen. Og derfor krævede denne bog en smule tilløb.
Fyldt med bogkærlighed og krigsberetninger er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" dog langt mere end en typisk brevroman. Det er en fortælling om en læseklub, der opstod ved et tilfælde; som et hult alibi der kunne bruges imod tyskerne, og som endte med at samle en hel ø om læsningens magi, hjemlighed og trøst. Bogtitler og læsebetragtninger udgør mange af bogens sider, og resultatet er både hjertevarmt og genkendeligt. I en symfoni af landsbystemmer skriver Guernseys beboere breve der er en hyldest til bøgerne og til det samvær, som bøgerne har bragt dem.
Sarte tragedier blander sig dog med boganbefalingerne, og historier om hjertesorg,  isolation, forældreløshed og en forsvundet kvinde, er hvad der lokker Juliet til den lille ø. "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" er en bog om bøger, men det er også en historie om krig. Og ofte falder denne del af Shaffer og Barrows' roman fladt til jorden. For hverdagslivet under krigen bliver skildret en smule ulogisk, usammenhængende og med en tendens til at affærdige krigens mørke. Der er ingen tvivl om, at "Guernseys litterære kartoffeltærteklub", men der er noget utiltalende ved at alting skal ende lykkeligt eller affærdiges – selv krigsskæbner tilbragt i frygtelige koncentrationslejre.

“Det er dét jeg elsker ved at læse: En enkelt ting i en bog vil interessere en, og den lille ting fører en videre til en anden bog, og en anden stump vil føre en videre til en tredje bog. Det er geometrisk progressivt – uden at man kan se enden på det hele og uden anden grund end den rene fornøjelse.”

Jeg læste "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" efter en eksamensperiode, og den var perfekt til formålet. Stille, hjertevarm og ganske bedårende – den børster let hen over krigsskæbnerne og lader de menneskelige relationer fylde i stedet. En fuldstændig overflødig romance flettes ind, og smertefulde oplevelse introduceres for derefter blot at blive glemt igen. Juliet falder så let til på øen, at man undrer sig over logikken i det hele; de to måneder på øen har så mange vidtrækkende og livsforandrende konsekvenser. Desuden opstår der uheldige etiske spørgsmål mellem Juliets journalistik og hendes behandling af sine kilder, og den historiske del af bogen halter.
Hvad bogen mangler i dybde, gør den dog op for i varme. Overordnet set er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" hyggelig læsning. Bogen har en hjemlig kvalitet, den er fyldt med skøre og skæve karakterer, og bogkærligheden mærkes tydeligt fra den allerførste side. Bogen indeholder så mange fine citater, og skrivestilen er humoristisk og yndigt deskriptiv. Sommetider spænder formatet ben for sig selv og for sine karakterer; det opstår huller, og nogle karakterer skitseres aldrig så fint som andre. Men selv formatet ødelægger aldrig bogens sødme; at læse den føles næsten som et skriftligt kram, og den er fyldt med nedskrevne smil.

“Jeg elsker at se boghandlerne og at møde indehaverne – boghandlere er virkelig en særlig race. Ingen ved deres fulde fem ville påtage sig at arbejde i en boghandel på grund af lønnen, og ingen ved deres fulde fem ville ønske at eje en – fortjenesten er for lille. Så det må være kærlighed til læsere og læsning der får dem til det – sammen med chancen for at se de nye bøger først.”