"Hex" af Thomas Olde Heuvelt

"Hex" af Thomas Olde Heuvelt, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på engelsk – originalsproget er hollandsk. 2/5 stjerner.

Jeg læser sjældent gysere. Jeg er en kylling, og min krop reagerer næsten øjenblikkeligt med gåsehud, hvis nogen begynder at tale om onde ånder, mordgåder eller uforklarlige hændelser. Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på, dengang jeg som 13-årig så "The Ring", og jeg har relativt ofte mareridt om Voldemort. Jeg holder ikke til gyserfilm, og jeg duer slet ikke til de boglige gysere, som ofte trækker pinen længere ud.
Det var derfor med (en tung portion) tøven, jeg gav min læseklub ret i, at vi burde læse en gyser i oktober. Ingen af os er synderligt velbevandrede i genren, men en gyser skulle til i anledning af Halloween. Og en gyser blev det.
På bagsideteksten lyder "Hex" af Thomas Olde Heuvelt som en utraditionel gyser. Bogen lover nemlig en fortælling om en landsby, hvor en heks vandrer rundt med raslende kæder og sammensyede øjne. Hun er i stand til at transportere sig fra sted til sted og dukker ofte op i landsbybeboernes soveværelser, i deres haver, og går raslende og mumlende gennem byen. Hun er som sådan harmløs, fordi hendes onde øjne er syet i – men hendes tilstedeværelse betyder, at ingen af de bosatte i byen, kan flytte eller begive sig langt væk. De er forbandede; evigt forbundne til byen. Bliver de væk for længe, begår de selvmord. Og det er heksens skyld.
Heksens tilstedeværelse er en dyb hemmelighed. Men en flok landsbydrenge som er trætte af at være bundne til byen beslutter sig for at gøre op med hemmeligheden og dokumentere heksens færden via sociale medier. De håber, at afsløringen vil ødelægge heksens magt. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og de opdager det først for sent. Det siger bagsideteksten i hvert fald, men realiteten er en anden. Idéen om at afsløre heksen ophører hurtigt, og plottet går i en hel anden retning, end bagsideteksten antyder. Håber man på en gammeldags spøgelseshistorie mikset med moderne teknologi, bliver man skuffet. Det er slet ikke det, man får.

“You adapted, and you made sacrifices. You did it for your children or for love. You did it because of illness or because of an accident. You did it because you had new dreams ... and sometimes you did it because of Black Spring.”

Jeg vil gerne indrømme, at jeg var skræmt fra vid og sans i løbet af bogens første 100 sider. Jeg læste med et hamrende hjerte og kunne slet ikke holde tanken om en heks med sammensyede øjne ud. Thomas Olde Heuvelt maler et stærkt billede af sin heks, og hun virker faretruende livagtig. Som den eneste karakter i hans bog.
For de karakterer det er meningen, man skal holde med, er slet ikke til at holde ud. Persongalleriet tæller en far, som har en yndlingssøn (og som ikke er bange for at sige det højt), en velmenende dreng i store problemer, en agressiv dreng hvis far udøvede hustruvold, og hustruen selv der er besat af landsbyheksen og kalder hende sin eneste ven, imens hun ofrer dyr og steger paté til hende. Desuden får man også glimt af landsbyens bryske betjent og et råd af ældre mænd, som uddeler straffe til alle dem, der truer landsbyens hemmeligheder. Ingen af dem føles troværdige, og det er svært at føle den store sympati, når heksen kaster dødsdomme til højre og venstre. Faktisk endte jeg med langt større sympati for heksen selv.

“We still have human dignity. That stays intact, even if everything around us falls apart.”

Men karaktererne er ikke det eneste troværdighedsproblem i "Hex". Bogen skifter kurs mange gange undervejs og slutter i et imponerende rod af en finale, hvor hele byen mødes i et enormt blodbad. Forfatteren forsøger, i tråd med Shelleys "Frankenstein", at spørge om det onde er noget der fødes eller skabes, men det hænger ikke sammen med resten af bogens budskab. Hver anden side byder på et plothul, og den store finale er næsten uforståelig. Alting sker så hurtigt, at det slet ikke når at gøre indtryk. Det er ikke uhyggeligt, fordi der ikke er taget tid til sitren og kryben. Heuvelt leger ikke med antydninger eller bange anelser, han beskriver blot.
Jeg læste i bogens efterord, at Heuvelt i forbindelse med bogens oversættelse fra hollandsk til engelsk har omskrevet bogen. Originalt udspillede historien sig i en hollandsk landsby, og i den engelske version er historien i stedet flyttet til USA. Heuvelt har, at dømme efter sine egne ord, også lavet drastiske ændringer i bogens slutning og gjort den mere dramatisk – hvilket måske forklarer de mange plothuller undervejs. Jeg er ikke sikker på omskrivningens omfang eller betydning, for som Heuvelt selv skriver: nysgerrige læsere må læse den hollandske version. Og det kommer for mit vedkommende aldrig til at ske. 

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Weidenfeld & Nicolson, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1999). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner. 

Oscar Drai lever et stille liv. Han er femten år og bor på en kostskole; hans bedste ven er en beregnende dreng, der har svar på alt, og Oscars dage flyder sammen i hans selskab. Men alting forandres det øjeblik, Oscar træder ind i et faldefærdigt hus, lokket af overjordisk smuk operamusik og et par stirrende katteøje. Huset og dets beboere bliver omdrejningspunktet i hans liv; den jævnaldrende Marina og hendes far, kunstneren Germán Blau bliver Oscars nye bedste venner.

En dag fører Marina Oscar til kirkegården for at vise ham et mærkværdigt lille mysterie. Hver dag ankommer en ældre kvinde, tildækket og klædt i sort, nemlig til kirkegården for at ligge en enkelt rød rose på en navnløs grav. Mysteriet trækker Marina og Oscar ind i Barcelonas underverden; på en efterforskning af aristokratiske opfindere, skuespillerinder og mørke hemmeligheder begravet i glemte kloakker. 

“People only disappear when they have somewhere to go.” 

I sit forord til "Marina" skriver Zafón, at dette er den bog, som han holder mest af. Han erklærer sin kærlighed til sit eget værk og fortæller, at det øjeblik han skrev den, vidste han, han aldrig ville skrive noget som den igen. Og han havde ret. "Marina" er hans sidste ungdomsroman, og siden har han hovedsageligt skrevet for og til voksne; mere komplicerede romaner med mørkere plots.

Zafóns forord fik mig til at ønske, at jeg ville elske bogen ligeså højt som han. Jeg håbede, at "Marina" ville vise sig at fortjene sin forfatters kærlighed i en så høj grad, at den også automatisk ville få min. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet; for selvom bogen var god, føltes den ikke som noget særligt. Ikke på samme måde som Zafóns andre bøger har gjort det.

For første gang nogensinde regnede jeg nemlig Zafóns plot ud, før det fandt sted. For første gang nogensinde skinnede mysteriets løsning igennem, og for første gang gryntede jeg en anelse af kedsomhed, da historien nåede sin store afsløring. Måske er det en bivirkning af, at jeg på det seneste har læst så meget Zafón, eller måske skyldes det blot, at "Marina" ikke er lige så ambitiøs og tvetydig som Zafóns andre romaner. Uanset hvad, følte jeg mig lidt skuffet. Som om jeg var blevet snydt for det gotiske gys, som jeg efterhånden kæder Zafón så tæt sammen med.

Efterhånden er jeg begyndt at kunne genkende så mange elementer på tværs af Zafóns romaner. Så mange typiske ingredienser, der tilsammen udgør en klassisk Zafón-roman. Det atmosfæriske skriveri, de smukke beskrivelser af et Barcelona, der på én gang virker uendeligt langt væk og ufatteligt tæt på, den tragiske kærlighedsaffære, den venligtsindede mandlige protagonist der opdager hemmeligheder, som relaterer sig til en kompliceret fortid og – værst af alt – den idealiserede pige eller kvindefigur der udstråler en æterisk ynde og altid er ude af hovedpersonens greb. Sidstnævnte var særligt tydelig i denne roman. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor Zafón har valgt at opkalde sin roman efter en karakter, han aldrig helt skitserer. 

“Our body begins to destroy itself from the moment it is born. We are fragile. We’re creatures of passage. All that is left of us are our actions, the good or the evil we do to our fellow humans.”

"Marina" er surrealistisk, højtflyvende og fyldt med den særlige atmosfære, som kun Zafón kan skabe. Det er en deskriptiv bog fyldt med beskrivelser, der næsten er overdrevne i deres overdådighed, og 1980'ernes Barcelona kommer til live på en måde, der befinder sig ude af tid og rum. Selvom bogen har mange 80'er referencer, selvom der er biler på gaderne og telefoner i husene, kunne man med lethed bilde mig ind, at den foregik i 1800-tallet. Stemningen er så altoverdøvende gotisk, at de tekniske kendetegn bliver overflødige.

Min eneste anke er bogens mysterie, der aldrig helt er så stort et mysterie, som det forekommer. Bogen løses med en krydsning af gal videnskabsmand og vampyrlogik, og skurken som hærger Barcelonas gader og Oscars sind viser sig, Zafóns tradition tro, at være en tortureret sjæl med synlige ar. På et tidspunkt drukner bogens troværdighed i overnaturlige elementer, der føles malplacerede og for mærkværdigt beskrevet.

Dermed ikke sagt at bogen ikke har sine kvaliteter; den er vidunderligt velskrevet, og jeg læste den på en enkelt eftermiddag. Jeg ville blot ønske, at den ikke var så forudsigelig, så overdreven og så fuldstændig typisk. Fællestræk i et forfatterskab er altid smukt – men en plotskabelon er en farlig ting.

"The Prince of Mist" af Carlos Ruiz Zafón

"The Prince of Mist" (org. titel "El príncipe de la niebla") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Orion, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1986). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 4/5 stjerner.

Et nyt hjem med en mørk fortid, en skjult have fyldt med groteske statuer, tikkende ure og en nagende følelse af at noget er galt. "The Prince of Mist" er Zafóns første bog, og det er en fortælling om lurende mørke og en fortid, der langsomt gentager sig selv og bliver til nutid.

I sommeren 1943 flytter familien Carver fra deres hjem og begiver sig ud til en mindre by ved havet for at være i sikkerhed fra krigen. Men deres nye hjem er ikke det idyl, de havde håbet på, for en dreng har tidligere lidt en tragisk død i huset, og hans historie kaster en skygge over alt, hvad familien foretager sig.

Max og hans søster Alicia beslutter sig hurtigt for at efterforske drengens død, og nabodrengen Roland slutter sig til dem for at hjælpe. De tre børn bliver hurtigt trukket ind i et altoverskyggende mysterie, da de opdager et hævntørstigt væsen, der kalder sig selv for Prinsen af tåge.

“Max had once read in one of his father's books that some childhood images become engraved in the mind like photographs, like scenes you can return to again and again and will always remember, no matter how much time goes by.” 

Zafón er en stemningsmager. Man behøver blot at læse en enkelt linje, for at opleve tid og sted forsvinde og skrumpe ind til en papirstynd virkelighed. Zafóns gotiske billedmageri står ikke kun smukt på siden, det brænder sig ind i et hektisk farvevirvar på læserens nethinde. "The Prince of Mist" tog mig på en rejse over kirkegårde, fyrtårne, sunkne skibsvrag og statuer med omskiftelige grimasser, og da jeg lagde bogen fra mig en sen nattetime, var det med et kuldegys og et ængsteligt forandret syn på gyldne, glimtende katteøjne.
"The Prince of Mist" er en bog for et yngre publikum, men ligesom Gaimans "Coraline" er det også en historie, der vil fremkalde ildevarslende fornemmelser hos ældre læsere. Selv læste jeg bogen med hjertet i halsen, og øjnene limet fast på siderne; ude af stand til at lægge bogen fra mig og træde ud af dens verden. Zafón tryllebandt mig, som altid, med sine ordrige beskrivelser, sine mystiske hentydninger til et underliggende mørke og sin samling af tragiske menneskeskæbner.
For selvom "The Prince of Mist" henvender sig til et yngre publikum, sparer Zafón ikke på tragedierne. Dødsfald, familiehemmeligheder, selvmord og tragedier der udspiller sig igen og igen i en uendelig cirkel, fylder bogens sider. Undervejs troede jeg, jeg havde regnet den endelige konklusion ud, men i stedet blev jeg mødt med et uventet mørke. Der er ingen garanti for lykkelige slutninger i Zafóns univers, og heltene bliver ikke altid belønnet på den måde, som de fortjener.

“He lost himself in the words and images conjured in his mind, and for a while he forgot that his family was going anywhere. He found himself flying among stars and planets ... ”

Dette er en delvist mytologisk fortælling, der trækker tråde til abstrakt åndemageri og den ældgamle forestilling om djævelen, der indgår handler og afkræver sin betaling. Alting handler om fortid og om gæld; en aftale der skal afbetales med et liv, og en tjeneste der slet ikke har været prisen værd. For sent indser en familiefar, at prisen for hans ungdomslykke kostede ham hans livslykke.

Ved brug af kraftige billeder med alt fra sorte katte til klovnestatuer, skaber Zafón næsten filmiske scener. Ingen antagonist er så dæmonisk, som den såkaldte Prins af tåge, som Max opdager, da han en nat kigger på glemte hjemmefilm. Rædslen han føler, da han ser en klovnestatue forvrænge sit ansigt i et grotesk smil er en delt rædsel. Jeg kan stadig se det for mit indre som en gyserfilm, der afspilles igen og igen.
"The Prince of Mist" er nervepirrende på en konstant opbyggende måde. Zafón holder sine kort tæt til kroppen, og det er først i sin hjerteknugende finale, bogen for alvor giver mening. Karaktererne er forvirrede børn, der hele tiden befinder sig i et uhyggeligt kaos, og måske er det deres uvidenhed, der gør bogen så dunkel. Og selvom karaktererne sommetider forekom mig flade og afstumpede, er det ikke nødvendigvis dem, det handler om. Begivenhederne i bogens nutid udspiller sig kun, så fortiden kan udforskes nærmere. For det er altid i fortiden, forklaringen hviler.
Selvom jeg gerne ville have hørt mere om fortiden, hørt mere om en desperat mands fatale aftale med djævelen og udforsket en faders sorg og endelige farvel yderligere, er bogen også et lille mesterværk, som den er. På blot 200 sider skaber og løser Zafón et atmosfærisk mysterie, der bliver hængende i luften lang tid efter endt læsning. 

"The Year of Shadows" af Claire Legrand

"The Year of Shadows" af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2013. 3/5 stjerner.

Spøgelser, økonomiske problemer og en venneløs pige uden en mor. "The Year of Shadows" er fortællingen om Olivia Stellatella, hvis mor er forsvundet, og hvis far er for distræt og forvirret til at sammenholde deres skrøbelige familie. Faderen er dirigent af et orkester, hvis popularitet er i nedgang, og for at spare på pengene flytter han, Olivia og Olivias bedstemor ind i en forfalden koncertsal fyldt med støv og mørke mysterier.

For i koncertsalens mørke finder Olivia eventyr, hun aldrig havde drømt om. Hun møder en sort kat, der kan tale med dens blik, bliver venner med en dreng hun egentligt aldrig har brudt sig om, og opdager spøgelser der desperat har brug for hendes hjælp. For at hjælpe spøgelserne skal Olivia lade sig besætte og låne spøgelserne sin krop – og hvordan kan hun være sikker på, den slags skyggelege ikke har konsekvenser? 

“Have you ever watched people when they don't know you're watching them? Like in a movie theater or a concert. When people get caught up in watching something, their faces change. The lines on their faces get softer, because whatever they're watching has made them forget how they think they're supposed to be looking. Instead, they just ARE — just sitting there, listening and watching and being real.”

For to år siden fortryllede Claire Legrand mig med sin foruroligende børnebog om to barndomsvenner, der slentrede ind i en tillukket bygning. "The Cavendish Home for Boys and Girls" var neglebidende fantastisk; et mørkt eventyr med makabre overraskelser. Det var et stille gys, der kom bag på mig – og som måske fungerede endnu stærkere, fordi det var henvendt til børn.
Det er farligt at følge op på en sådan læseoplevelse, men jeg kunne ikke dy mig alligevel, og jeg vendte tilbage til Claire Legrande med håb om en gentagelse. Desværre oplevede jeg ingen genkendelighed i "The Year of Shadows". Faktisk blev jeg overrasket over, hvordan Legrands elegante mørke, der tidligere mindede mig så meget om Neil Gaiman, pludselig kunne ændre form til en særpræget Holly Black-ironi. Måske er det en konsekvens af  skiftede målgruppe og forskellige grader af mørke – eller måske er det bare fordi, "The Cavendish Home for Boys and Girls" var et sjældent stjerneskud; den rette bog på det helt rigtige tidspunkt.
Dermed ikke sagt at "The Year of Shadows" ikke har charme. For det har den så afgjort; jeg faldt fuldstændig for Legrands eventyrskat Igor, som med sine gule øjne kommunikerede så livligt med Olivia. Jeg elskede spøgelsernes skift mellem ængstelighed og egoisme, – for hvem er ikke altid sig selv nærmest? – og jeg elskede at forsvinde ind mellem koncertsalens smuldrende vægge for at se verden gennem et mørkelagt filter. Det var nok i virkeligheden plottets retning, jeg ikke brød mig om, og især finalen som jeg slet ikke forstod.

“It's a strange feeling, when you hear a good piece of music. It starts out kind of shaky, this hot, heavy knot in your chest. At first it's tiny, like a spot of light in a dark room, but then it builds, pouring through you. And the next thing you know, everything from your forehead down to your fingers and toes is on fire.”

Som sådan kan jeg godt lide at læse om spøgelser. Jeg kan godt lide tanken om mellemsteder. Om grå områder mellem alt det sorte/hvide, og de kontrastpunkter som liv og død netop er. Men jeg bliver alligevel hurtigt irriteret, når jeg læser om himmel og helvede, og når forfattere forsøger at konstruere deres egen teori om et efterliv, er jeg altid skeptisk. For forestillingen er så privat, at den hurtigt kommer til at virke forceret og forkert.
Efterhånden som Legrands bog skifter fra at være en fortælling om Olivia til at blive en fortælling om spøgelsernes vilkår, ændres dynamikkerne i historien. Detaljerne forsvinder til ære for forhastet action, og Legrand forklarer intet om, hvordan tingene sker. Spøgelsernes måde at besætte Olivia på er hele tiden abstrakt; ligegyldige plotelementer, der leder til den endelige finale.
Bogen er bedst, når den er hverdagslig. Når Olivia betragter sit liv med negative suk, ruller øjne af sin far, taler med sin kat, græder på skoletoilettet og bliver venner med spøgelser ud af hjertefølt ensomhed rammer Legrand plet. Når spøgelser flyver rundt i et mellemsted, og Olivias mor antager engelform, bliver moralen for tydelig, plottet for frelst og hele fortællingen alt for usammenhængende.
"The Year of Shadows" var ikke den succesoplevelse, jeg havde håbet på. Jeg læste bogen hurtigt, og jeg smilede undervejs (hvordan kan man ikke smile, når en sort kat stiltiende brokker sig til et barn?), men en stor del af bogens kapitler forekom mig ligegyldige. Jeg blev aldrig medrevet på den måde, som jeg havde håbet på, og da jeg lukkede bogen, var det karaktererne snarere end plottet, der blev hængende som spøgelser i mit soveværelse.

"Trigger Warning" af Neil Gaiman

"Trigger Warning" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Der findes mange mennesker, som ikke læser introduktioner. En bogs første sider er så nemme at overse, så lette at bladre hen over, og de er end ikke altid markeret med sidetal. En introduktion virker ofte som en forhindring, man skal overkomme, inden læsningen kan begynde. Bare ikke hos Neil Gaiman.

Neil Gaimans introduktion til "Trigger Warning" er et udsøgt, lille kunststykke og i ligeså høj grad en del af novellesamlingen som novellerne selv. I introduktionen reflekterer Neil Gaiman nemlig over trigger warnings; de advarsler, som varsler og informerer nervøse mennesker om, hvad de går i møde. Og samtidig sørger Neil Gaiman også for, at advare sine læsere om, hvilke rædsler bogen vil bringe; ondskab, monstre, mørke, ulykkelige og lykkelige slutninger, levende begravede og forvrængede eventyr.

Husk at læse introduktionen inden du går i gang med en Gaiman-bog. Du har brug for at vide, hvilke ildevarslende verdener hans ord vil føre dig ind i. Du har brug for at blive advaret.

“I wonder, Are fictions safe places? And then I ask myself, Should they be safe places?”

Kuldegysninger. Forudanelser. Nerver og tøven, et hamrende hjerte og en ildevarslende fornemmelse. Bivirkningerne fra Neil Gaimans ord sidder stadig i mig. At færdiglæse og lukke "Trigger Warning" føltes som at vågne op til ødelæggelserne, efter en storm har hærget. Verden er den samme men alligevel forandret. Forvredet. Fordrejet. Neil Gaiman kan bøje virkeligheden.
Novellerne i "Trigger Warning" er forstyrrende. Allerede fra den første sætning efterlader de en med en dårlig fornemmelse, en uro der vokser og vokser til alarmerende højder og eksploderer i den allersidste linje, for derefter at blive hængende i tankerne og skabe gyselige scenarier. Det ene øjeblik læser man om et uskyldigt barn, der ønsker en uhyggelig godnathistorie, det næste læser man om et barn, der hører hjemme i en uhyggelig godnathistorie. Skiftet er så subtilt, at man ikke ser det ske. Ingen mestrer hentydningens voldelige magt så intenst som Gaiman.
For selvom Gaimans noveller er farlige væsener, der lokker læseren med ind i dunkle labyrintgange af bogstaver og blæk, så er de også uimodståeligt smukke. Velskrevne, fyldt med undertonet humor og med ordlyd som gammeldags poesi. Jeg ved end ikke, om det er gys eller fantasy, myte eller mørke. Genrerne udviskes så hurtigt, mens indtrykkene forbliver.
Mellem disse sider vil du finde omskrevne eventyr; to versioner af Tornerose, den ene i digtform, den anden som prosa. Du vil møde en dreng, der bliver genforenet med en barndomskæreste, som han selv digtede op. Du vil blive ført ned i en hule, der efterlader dig en smule ondere, end da du ankom. Du vil opleve hvilke tricks en svigtende hukommelse kan spille, hvilken indflydelse litteratur kan have, og du vil læse slutninger, der snarere er begyndelser. Fra Sherlock Holmes-pastiche til Doctor Who-historier; "Trigger Warning" er en samling af alle de forunderlige småting, Neil Gaiman har skrevet i de seneste år.

“The past is not dead. There are things that wait for us, patiently, in the dark corridors of our lives. We think we have moved on, put them out of mind, left them to desiccate and shrivel and blow away; but we are wrong. They have been waiting there in the darkness, working out, practicing their most vicious blows, their sharp hard thoughtless punches into the gut, killing time until we came back that way.”

I "Trigger Warning" eksperimenterer Gaiman med former og farver. "Orange" er en vidunderligt mærkværdig fortælling om en søster, der bliver farligt besat. Novellen bliver fortalt i interviewform, hvor svarene gives, altimens spørgsmålene udelades. Således sidder man tilbage med en halv historie, som man selv må sammenstykke i korrekt rækkefølge. I virkeligheden sidder man så ofte med spørgsmål uden svar; men Gaiman beviser, at svar uden spørgsmål skaber det samme mysterie. Og langt flere spørgsmål.
Med "Observing the Formalities" belyses en velkendt historie fra en ny vinkel. I stedet for at skrive om Tornerose, skriver Neil Gaiman om den onde fe, der forbandede Tornerose, og den ræsonnering som hun benytter sig af dertil. Resultatet er ambivalent; en tydelig påvisning af uhyrlighedens retfærdiggørelse og et intimt indblik ind i en forskruet tankegang. Og dog – "Observing the Formalities" efterfølges nemlig af "The Sleeper and the Spindle" som argumenterer for det stikmodsatte. Intet er entydigt i Gaimans myteunivers. 
Og alligevel tror jeg, "Feminine Endings" må være min favoritnovelle. En brutal kærlighedserklæring, fra en statue til en amerikaner; fra en passiv betragter til et besættelsesobjekt med en slutning, der endnu får det til at sitre i mit indre. Uden at være den mest skræmmende novelle i novellesamlingen, er det alligevel den mest ubehagelige. Måske mest af alt, fordi den ikke er overnaturlig, men derimod ulideligt realistisk.
Med sine indledende ord skriver Gaiman, at "Trigger Warning" ikke har et fast holdepunkt. At det er en flyvsk samling af små brudstykker uden sammenhæng. Et digt, et eventyr, en forfatterhyldest og en Doctor Who-fortælling, taget fra tidligere udgivne antologier og præsenteret i en samlet udgave. Men det er jeg ikke helt enig i. Der dannes sammenhænge på kryds og tværs af novellerne, fortællertricks, ordlege og en tendens til at undersøge de mest hverdagslige rædsler gennem fantastiske fiktioner. "Trigger Warning" har ikke et overordnet tema, men den har en overordnet følelse. Hvad så end det betyder.

"The Doll: Short Stories" af Daphne du Maurier

"The Doll: Short stories" af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. skrevet omkring år i 1928). 4/5 stjerner. 

Da jeg fandt denne sorte bog i en lys boghandel i Spanien, studsede jeg en smule. Jeg havde ikke hørt om disse noveller før. Faktisk anede jeg slet ikke, at de fandtes. Bogens titel sammensat med det berømte forfatternavn fik mig til at standse op og læse den sparsomme bagsidetekst. Der fandt jeg alle de svar, jeg ledte efter.

For novellerne i denne lille novellesamling er kun blevet opdaget for nylig. Men på trods af at være en af de nyligste opdagelser i du Mauriers forfatterskab, regnes disse noveller også for at være blandt de tidligste. Efter sigende skrev Daphne du Maurier "The Doll", da hun var blot 21 år gammel. Hun var lysår forud for sin tid, og novellesamlingen er et dirrende virvar af upålidelige fortællere, fordrejede sandheder og mørke sind; på sin vis en tydelig smagsprøve på de temaer, der kendetegner hele hendes forfatterskab.

“It was almost as if there were no such place, as if the island were a dream, a phantom creation of a sailor's brain, something rising out of the sea at midnight as a challenge to reality, then vanishing in surf and mist to be forgotten, to be half-consciously remembered years later, flickering for a bewildered second in a dusty brain as a dead thought.”

Jeg tænker ikke på Daphne du Maurier som en historiefortæller. Jeg tænker på hende som værende en slags orddesigner. Med sine sætninger lukker hun sin læser ind i hele verdener og klaustrofobisk opbyggede rum, hun forleder og lokker, og pludselig smider hun nøglen væk, og man er efterladt tilbage i et gotisk, jagende mørke. Daphne du Mauriers ord bliver hængende i luften, lang tid efter de er ophørt; som små spøgelser hjemsøger de deres læser, og gør du Mauriers snigende gys til en vedvarende følelse af ubehag.

I virkeligheden er det ufatteligt, at denne novellesamling hører til så tidligt i du Mauriers forfatterskab. Der er ikke et spor af usikkerhed, ikke én kliché eller så meget som en famlende tøven at spore. Novellerne er i stedet fuldstændigt originale, langt forud for deres tid og fyldt med en dirrende stemning. Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i de senere mesterværker, "Rebecca" og "My Cousin Rachel".

I novellerne udforsker du Maurier den menneskelige natur gennem et sammenvævende tema af besættelse. Upålidelige fortællere oplever dystre øjeblikke og undervejs træder deres eget mørke frem. du Mauriers karakterer forledes og forvrænges, og gennem novellerne kastes de rundt i et fluorescerende lys. Der er vendepunkter og overraskelsesmomenter, et hint af noget overnaturligt og et ventende mørke.
Når jeg tænker tilbage på den stund, jeg tilbragte med du Mauriers ord, er det naturligvis titelnovellen, der træder tydeligst frem. "The Doll" er en mærkværdig historie om et brev, der skyller op på en strand, et brev med den mest foruroligende fortælling om betagelse, besættelse og fordærv. Det er en fortælling om illusioner, og fortællingen er i sig selv en illusion. Jeg læste den med store øjne, undren og et chokeret gisp.
For Daphne du Maurier er chokerende. I "The Doll" fortæller hun en forudsigelig fortælling om en mand, der forelsker sig i en distanceret kvinde, en forelskelse der udvikler sig til en besættelse, og historien kolliderer med en afsløring, jeg aldrig selv havde forudset. Alt det man troede, man havde regnet ud, bliver vendt hovedet med ét afslørende, tankevækkende og voldeligt symbolsk stemningsbillede. 

“Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”

Bogens sidste novelle sidder også endnu fast i mig. I "The Limpet" leger Daphne du Maurier med ironi, humor, selvmodsigelser og narcissisme. Novellen tager form som en lang monolog, hvor en kvinde begræder sin egen skæbne. Denne kvinde undres og jamrer, fordi hun ikke forstår, hvorfor tingene altid er gået galt for hende, når hun altid har villet sine omgivelser det bedste. Men gennem al hendes retfærdiggørelse og snak afslører hun gradvist sit sande jeg; hendes egoisme og ondskabsfuldhed svæver op til overfladen, og indeholder så tydeligt svaret på det, som kvinden har undret sig over; nemlig hvorfor det gik galt. Kvinden forsøger så desperat at bevise, at hun fortjente bedre, end hvad hun fik – men ender i stedet med at bevise sin egen skyldige rolle i de knuste liv, der omgiver hende.
Det hele er imponerende skarpt og samtidig indhyllet i du Mauriers velkendte drømmeslør. Tingene er aldrig, hvad de ser ud til at være, og hos du Maurier er intet entydigt. Alting kan vende. Alting kan ændres.
Måske er det forkert at kategorisere disse noveller som gys. De er ikke klassiske uhyggelige, men snarere skræmmende, nervepirrende og atmosfæriske. Med sine små novelleeksperimenter planter Daphne du Maurier sansebomber, der sprænger i læserens sind. Et væld af farver, af undren og desorienterede indtryk stiger op af bogen og efterlader sin læser forandret.

"The Haunting of Hill House" af Shirley Jackson

"The Haunting of Hill House" af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1959). 3/5 stjerner. 

Hill House er et firs år gammelt hus, der står tilbage, forladt og glemt i udkanten af en lille landsby. Ingen tør nærme sig det, og slet ingen tør bebo det. Huset er omgivet af en ondskabsfuld atmosfære, og har lagt scene til både selvmord og voldelige dødsulykker.
Dr. John Montague er en forsker i det overnaturlige, og han drages mod det efter sigende hjemsøgte hus. Som en del af et socialt og videnskabeligt eksperiment, udsender han invitationer til folk, der har oplevet noget overnaturligt i deres liv, og beder dem om at overnatte i huset sammen med ham. Kun to personer svarer på deres invitation; den skrøbelige og uerfarne Eleanor og den frygtløse Theodora. De bliver gjort selskab af husets arving, den unge Luke, som deltager i eksperimentet som en slags repræsentant for huset.
I Hill House begynder mærkelige ting at finde sted. Døre klapper og låser, natten er fyldt med underlige lyde, og atmosfæren er tung. Husets nye beboere vandrer rundt som i en tåget alkoholdøs og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv. Efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne virkelighed fra overfølsomhed, frygt fra panik og spøgelser fra indbildskhed.

“Am I walking toward something I should be running away from?” 

Plottet lyder næsten banalt, gør det ikke? Et hjemsøgt hus, en videnskabsmand interesseret i overnaturlige fænomener og uhåndgribelige begreber, tre unge mennesker sammenknyttet på mærkelige måder, ubetryggende banken på døre, nattegåture afsluttet af skrig og en nagende tvivl om linjen mellem vanvid og virkelighed.
I Jacksons hænder er det dog alt andet end banalt. Det er elegant, raffineret og udsøgt. Fra bogens første deskriptive sætning til dens sidste (som i øvrigt er den samme), er romanen fyldt med sproglig finesse, tankelege og en gabende mangel på afklaring. "The Haunting of Hill House" begynder på samme måde, som den slutter; med usikkerhed, undren og en lammende stemning. Det væsentligt er ikke, hvad der skete, men tværtimod hvordan karakterne følte. 
Alt hvad der sker i Jacksons roman er underforstået. Hovedpersonen er utroværdig, hun lyver overfor sine omgivelser, overfor sig selv og dermed også overfor læseren. Gennem hendes øjne sløres romanen, og Jackson forlanger en kritisk læsning. Hver enkelt hændelse skal vurderes, hver eneste bevægelse skal analyseres, og hele tiden er virkeligheden tæt sammenklistret med mistro. Da Eleanor og Theodora går en tur i nattens mørke, begynder Theodora pludselig at skrige til Eleanor at de skal løbe; de løber, panikken stiger og dog afsløres det aldrig, præcis hvad de løber fra. Teksten bliver hjemsøgt af alt det, der aldrig bliver sagt.

“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eighty years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.”

Jackson leger med sin læser. Hun byder op til dans og stopper musikken halvvejs. Hun begynder en historie, og lader det være helt og holdent op til læseren at tilføje mening til den. Slutningen i "The Haunting of Hill House" er netop så kraftfuld, fordi den næsten ikke eksisterer. Den bliver hængende i luften. Den er blevet hængende i mig.
Jeg elsker utroværdige fortællere, og jeg elsker gåder. Jeg elsker psykologisk gys, og jeg elsker underdrevet spænding. Jeg elsker tvetydighed, og jeg elsker gotiske fraser. Men alligevel elskede jeg ikke "The Haunting of Hill House" fra ende til anden. Måske skyldes det mest af alt karaktererne, der er mærkeligt barnlige og karikerede. Selvfølgelig er det meningen, at Eleanor Vance skal være barnlig og følelsesmæssigt afstumpet, når hun stort set har tilbragt hele sit liv i et indelukket værelse sammen med sin syge mor. Hendes karakter er egentligt forståelige nok, men i sin pigede ivrighed er den også ulidelig. Særligt når Jackson vælger at sammensætte den usikre Eleanor med den oversikre Theodora. Følelserne mellem dem og den homoseksuelle kontekst var næsten for storladet, for typisk og for forudsigelig i en roman der ellers leger med usandsynligheden.
Desuden må jeg stille mig uforstående overfor professoren Dr. Montague og det pludselige besøg af hans kone. Hele Mrs. Montagues tilstedeværelse virkede overflødig. Det fungerede kun som en ligegyldig kontrast og en mærkværdig afbrydelse i en ellers flydende historie. Jackson er bedst, når hun er diskret, og hendes karakterer er bedst, når de fremstilles med psykologisk dybde frem for overfladisk larm.
"The Haunting of Hill House" forstyrrede ikke min nattesøvn eller hjemsøgte mine drømme. Men bogen naglede sig alligevel fast, kravlede under min hud og blev i mine tanker. Mest af alt fordi, jeg ikke helt anede, hvad jeg skulle stille op med dens slutning. Jeg blev nødt til at konstruere min egen konklusion, fordi Jackson ikke forærede mig hendes.

"Hollow City" (Miss Peregrine #2) af Ransom Riggs

"Hollow City" af Ransom Riggs, fra forlaget Quirk Books, udgivet i 2014. 2/5 stjerner. 

"Hollow City" er fortsættelsen på "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children", og dermed anden bog i en planlagt trilogi, der kendetegnes ved blandingen af falmede fotografier og fantasy-inspirede ord.
Efter at have forladt deres hjem og flygtet med nød og næppe må børnene med de særlige evner, begive sig afsted til London, hvor de regner med at møde flere af deres egen slags. Jacob rejser afsted sammen med børnene, og befinder sig derfor i en sælsom tidslomme i år 1940, hvor krigen truer, og uroen er enorm. 

“Strange, I thought, how you can be living your dreams and your nightmares at the very same time.”

Det er så let at blive forledt at et pænt cover, et lovende plot, et anderledes koncept. Det er så let at blive revet med af hype, af gentagende forsikringer om kvalitet og af en forfatters interessante Instagram-profil med mærkværdige billeder, der oser af stemning og af liv. Det kan ske for os alle, og det er også sket for mig. Jeg har købt en bog, jeg burde have lånt, og jeg har læst en bog, jeg burde have skimmet. Det har været spild af min tid, spild af pladsen i min bogreol og spild af mine penge.
I virkeligheden har "Hollow City" arvet alle dens forgængers fejl. Da jeg læste "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" sidste år, var jeg frustreret over den mærkværdige mangel på sammenhæng mellem billeder og ord. De indsatte billeder gjorde intet for at fremme historiens forløb, men stak blot ud som akavede fremmedlegemer, umage forsøg på at forstærke en bog med et smuldrende plot. Akkurat det samme problem – og mange flere – gør sig gældende i "Hollow City". Billederne understøtter ikke historien, i stedet virker de blot som en forfatters trick til at få sin ordinære historie til at fremstå ekstraordinær.
Fotografierne dukker op i teksterne, hver gang Jacob møder en ny peculiar, et nyt menneske med magiske evner, eller blot når Jacob dovent samler en billedstak op fra et støvet gulv eller et aflåst skrin. "Jeg fandt en stak billeder, her er de," siger han, og billederne toner frem. Det er hverken kunstfærdigt præsenteret eller ordentligt integreret i den egentlige historie.
Men alt dette vidste jeg egentligt godt. Det kunne jeg sige mig selv ud fra den første bogs katastrofale sammenfletning mellem ord og billeder. Denne gang irriterede det mig blot endnu mere.

“There was romance in the unknown, but once a place had been discovered and cataloged and mapped, it was diminished, just another dusty fact in a book, sapped of mystery. So maybe it was better to leave a few spots on the map blank. To let the world keep a little of its magic, rather than forcing it to divulge every last secret. Maybe it was better, now and then, to wonder.”

Men selv hvis jeg kunne tilgive Riggs den skuffende billedbrug, er jeg ude af stand til at tilgive ham hans manglende plot, papirstynde karakterer og talrige gentagelser. Det store eventyr, den vilde jagt og den altomvendende rejse, bagsiden af "Hollow City" lover finder nemlig aldrig sted. Af en eventyrsbog at være er der påfaldende få eventyr til stede.
Ganske rigtigt nok består plottet af en sejltur, efterfulgt en gåtur og til sidst en tidsrejse for at hjælpe skoleforstanderen Miss Peregrine, der ved en fejl har mistet sine magiske evner og er blevet fastlåst i sin fugleform. Men rejsen har næsten intet formål, og børnene går i ring. De møder de onde widgets, der forsøger at dræbe dem, men de undslipper altid i sidste øjeblik. De møder talrige af, de ellers tilsyneladende så sjældne, peculiars (børn ligesom dem selv med magiske evner), og de er bange, utrygge og næsten hjælpeløse. Sådan går plottet i selvopslidende repeat, fra rejse til flugt fra widgets til møder med peculiars og forfra igen, lige indtil en forløsning begynder, og bogen slutter. Det hele er så tydeligt fyld, en klassisk midterbog i en trilog, hvis eneste formål er at holde historien hen, indtil den endelig afsluttes i det sidste bind. Men i stedet for at vække min interesse og opbygge finalen, har denne toer testet min tålmodighed og overbevist mig om, at jeg ikke skal vente på treeren. Den er ikke værd at vente på. 
Jeg interesserer mig ikke for karaktererne, der er næsten imponerende endimensionelle og knap nok karakteriserede overhovedet. Børnene har deres evner, Milliard er den usynlige  dreng med en medfølgende idenitetskrise over ikke at have fast form eller ansigt, Emma er den modige med fingre, der kan lave ild og Jacob er den tøvende helten, som kan mærke når ondt nærmer sig. Karaktererne er reduceret til ét gennemgående karaktertræk og én evne; de er hverken designet til at blive holdt med eller holdt af.
Jeg læste "Hollow City", fordi jeg havde hørt, at den var langt bedre end dens forgænger. Personligt fandt jeg dog intet at beundre deri; det eneste jeg kunne lide, var de mærkværdige fotografier, som på ingen måde gjorde noget for historien selv. "Hollow City" er en smukt designet bog; lokkende og lovende, uden et gram af materiale der kan leve op til potentialet. 

"The Monk" af Matthew Lewis

"The Monk" af Matthew Lewis, fra Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1795). 3/5 stjerner.

Ikke alene blev "The Monk" skrevet af en 19årig forfatter – den blev også skrevet på mindre end 10 uger, og dens udgivelse var omgivet af den popularitet, der som regel medfølger en skandale.
I al almindelighed regnes "The Monk" for en af de vigtigste gotiske romaner. Den var en pionér inden for sin genre, og den nød en popularitet uden lige. Matthew Lewis var den første forfatter, der vovede at bruge en ophøjet præstefigur som kilden til al fordærvelse i sin  gotiske roman.
"The Monk" er en fortælling om munken Ambrosio, hvis prædiken er så højtagtet, at hele Madrid ugentligt valfarter til hans kirke for at høre ham tale. Ambrosio lever et ydmygt og gudfrygtigt liv, lige indtil den dag han opdager, at hans vigtigste elev i virkeligheden er en kvinde forklædt som en mand. Han drages af den smukke Matilda, og da hun tilbyder at blive hans skjulte elskerinde, kan Ambrosio ikke længere stå imod. Efter et stykke tid trættes han dog af hende, og i stedet falder hans blik på den unge og uskyldige Antonia. Matilda ser hans lyst blive overleveret til denne anden kvinde, og tilbyder at hjælpe ham med at forføre hende ved hjælp af sort magi og mørke gerninger. 

“An author, whether good or bad, or between both, is an animal whom every body is privileged to attack: for though all are not able to write books, all conceive themselves able to judge them.”

Jeg læste "The Monk", fordi Jane Austen læste "The Monk". Hvor fjollet og sammenkludret en logik det end forekommer at være, har jeg tænkt mig ganske langsomt at læse mig igennem de værker, som Austen henviser til og kritiserer i hendes roman, "Northanger Abbey". Både for at lære konteksten omkring "Northanger Abbey" bedre at kende; men også for at få et lille indblik i den gotiske genre, som vakte så stor sensation i 1700tallets England. 
I virkeligheden er "The Monk", fra ende til anden, en overdrevet, usandsynlig og næsten karikeret farce. Karaktererne gennemgår alverdens tænkelige uheld og synder, og Lewis bygger fornøjeligt den ene skandale efter den anden ovenpå sit, i forvejen, vaklende plot.  Mystiske sygdomme, forgiftning, overfald, voldtægt, kidnapning, mørk magi, djæveltilbedelse og mord er blot et sparsomt uddrag af nogle af de uhyrligheder, som bogen beskæftiger sig med. "The Monk" er ikke umiddelbart skrevet for at blive en god og vigtig bog – i stedet er den skrevet for at forarge og underholde, som 1700tallets skælvende svar på nutidens underholdsningstv.
"The Monk" er delvist en rammefortælling, og det vrimler med sammenvævede historier indeni historien. Da en ung mand ved navn Don Lorenzo bliver forelsket i Antonia, formes et kompliceret subplot, altimens romanen splittes i to; sideløbende med Antonias håbløse magtkamp mod Ambrosia, følger man Don Lorenzos forsøg på at opspore sin søster og vriste hende ud af klosterets fangenskab. Der er mange digressioner, og hele kapitler fungerer som mundtlige fortællinger om Don Lorenzos søster, Agnes, i stedet for at fokusere på det egentlige handlingsforløb om Antonia og den faldne munk, Ambrosio. Resultatet er en smule forvirrende, en smule springende og en smule overdramatisk; gotiske katastrofer i alle afskygninger drysses ud over enhver karakter, og romanen kaster den ene uhyrlighed efter den anden i begge plotlinjer. En fordærvet munk, ondsindede nonner, en mandlig tjener som i virkeligheden er en kvinde og en forbandelse fra djævelen selv, kan altsammen opspores i løbet af blot tyve siders handlingsforløb. 

“But who for a moment can deceive the eyes of love?”

Det mest pudsige ved at læse "The Monk" er, at det er så tydeligt at forstå, hvad Austen egentligt mente med sin kritik af den og hele dens genre. For romanen er, helt basalt, en serie af halsbrækkende krumspring for at bevare læserens opmærksomhed og interesse. Ikke én sætning er uden spænding, og ikke så meget som en eneste side går forbi uden en ny skandale. Karaktererne fungerer udelukkende som letgenkendelige stereotyper; Don Lorenzo er den typiske ædle helt, Antonia er kvinden i nød, altimens Matilda fremstilles som den djævelske femme fatale, der leder munken Ambrosio ned af en mørk vej. Alting er skåret efter en tydelig skabelon, og Lewis indsætter sin roman i et alment moralskema. Hvis der overhovedet er en pointe i "The Monk" må den være af moralsk karakter; et forsøg på at uddele straf, lærestrege og retfærdighed til de, der fortjener det.
Men det er en vag pointe, og det er en næsten ligegyldigt overbrugt idé, den bygger på. Det sande formål i "The Monk" er ikke at belære; det er at underholde. Og det er akkurat hvad bogens 400 sider skal betragtes som; 400 siders melodramatisk, højtravende og legende simpel underholdning. Matthew Lewis' roman er skrevet i en næsten overraskende simpel og letlæselig skrivestil, og uden de store refleksioner undervejs. "The Monk" er i stedet en plot-baseret bog med et næsten umuligt plot. Den er et lille indblik i, hvordan begrebet guilty pleasure tog sig ud i det 18. århundrede. Og for dét kan den værdsættes.

"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe

"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe, fra forlaget Archaia, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1835-1843). 4/5 stjerner.

"Tales of the Macabre" er en stor bog med et dystert udseende, der stemmer fuldstændig overens med dens titel. Bogen er fyldt med sælsomme illustrationer fra Benjamin Lacombes hånd; mærkeligt forvredne ansigter, stirrende ravneøjne og hjemsøgte gravsteder. Printet på glatte papirssider, der skifter mellem sort og hvid, befinder Poes noveller sig side om side med Lacombes illustrationer. Effekten er jagende, og bogen er et smukt objekt fyldt med smukke ord.

De udvalgte noveller i "Tales of the Macabre" har alle makaberheden til fælles. I "The Tell Tale Heart" afslører en morder sin egen forbrydelse, i "The Black Cat" forstyrres en mands sindelag af en enøjet sort kat, og i "The Oval Portrait" gemmer der sig en historie om en kunstner, der maler liv og skaber død.

“I heard all things in the heaven and in the earth. I heard many things in hell.”

Der hersker en grusom skønhed i Poes ord, som jeg aldrig har stødt på andre steder. Hans noveller har lokket mig ind i mørke rum beboet af mennesker, der vandrer rundt i misbrugets skygger med vanvid i øjnene og tortur i sjælen. I skrøbelige og næsten lyriske vendinger, opbygger Poe tungt symbolske universer, som på én gang er frastødende og fuldstændigt fængslende. Han skriver så ubærligt vidunderligt om de mest bizarre hændelser.

Den første novelle i denne udgave er muligvis den mest makabre af slagsen. I "Berenice" fortæller Poe om besættelse og fiksering, om en mand der stirrer sig blind på sin kones tænder og ikke er i stand til at betragte hende i sin helhed. Et dødsfald efterfulgt af en blodig samling af tænder danner rammen for en foruroligende historie, hvoraf gyset kan opspores i det usagte; i visheden om, hvad der er sket uden beskrivelsen af hvordan. I en elegant gotisk tradition, lader Poe læseren vide alt, uden selv at sige et ord.

Den sygelige besættelse er et tema, der gennemsyrer (og ofte determinerer) novellerne. Selvom Poe beskæftiger sig meget med genopståelse fra graven, hjemsøgte huse og døende kvinder, er det i virkeligheden i hans beskrivelser af den menneskelige psyke, at det egentlige skræmmeelement befinder sig; det er mørket i karakternes indre, og ikke deres hjemsøgte huse eller sælsomme oplevelser, der skaber mørket i novellerne selv. I "The Tell Tale Heart" indgyder fikseringen på et stirrende øje morderiske fornemmelser i hovedpersonen, i "The Black Cat" får et manglende øje altødelæggende konsekvenser, altimens en kunstnerskikkelse i "The Oval Portrait" er så besat af sit værk, at han glemmer livet omkring sig.

“Fate bound us together at the alter, and I never spoke of passion nor thought of love. She, however shunned society, and, attaching herself to me alone rendered me happy. It is a happiness to wonder; it is a happiness to dream.”

Poes noveller er fyldt med upålidelige fortællere; mænd enten blændet af alkohol, fanget i en  evig opiumdøs eller trancelignende tilstande. Deres ord er ofte modsigende, og derfor fyldes novellerne med en paradoksal dobbelthed; som da hovedpersonen i "The Tell Tale Heart" tilstår sin forbrydelse for at bevise sin sindsmæssige ligevægt, og i stedet ender med at bevise det akkurat modsatte. De overnaturlige elementer går igen i alle novellerne i vidt forskellige former, mens kvindeskikkelserne aldrig forandres. Kvinderne i Poes noveller er alle yndige væsener med stemmer som blid musik, og de er alle designet til en tidlig død som følge af mystiske sygdomme. De fungerer snarere som plotredskaber end som egentlige karakterer. Og dét er måske i virkeligheden Poes svageste punkt.

Ikke desto mindre nyder jeg at befinder mig i Poes makabre verden. For mig er han indbegrebet af klassisk gys og af gotisk absurditet, og det poetiske mørke i hans sætninger holder aldrig op med at fascinere mig. Hans noveller er stemningsdannende brudstykker, og de efterlader mig ikke så meget med rædsel som med et decideret ubehag. En alarmerende fornemmelse der bliver hængende i luften lang tid efter fuldendt læsning. 

"Fragile Things" af Neil Gaiman

"Fragile Things" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

I forordet til min udgave af "Fragile Things" oplister Gaiman hver eneste brøkdel af novellesamlingens indhold, og forklarer hvordan de enkelte noveller og digte opstod, og hvilke idéer de skal afdække. Tilsyneladende er bogen en sær blandingsform af noveller skrevet til forskellige antologier, digte skrevet til Gaimans egne børn, og historier der blot trængte sig på og forlangte at blive skrevet ned.
"Fragile Things" udånder en drømmelignende atmosfære med dens surrealistiske fortællinger om almene hverdagsproblemer. Gaiman transformerer det banale til noget utroligt, og derved er novellesamlingen en storslået parade af levende gargoiler, alien-lignende væsener og foruroligende midnatscirkusser. Novellerne leger med upålidelige fortællere og indeholder adskillige rædsler.

“Recounting the strange is like telling one's dreams: one can communicate the events of a dream, but not the emotional content, the way that a dream can colour one's entire day.”

At læse "Fragile Things" var som at blive indhyllet i en sælsom tåge, at vandre igennem mørke labyrintgange og at stikke fingrene ind i en sort boks uden den fjerneste idé om, hvad man kunne finde. Fordi novellesamlingen består af så mange vidt forskellige brudstykker var hver en historie en indbydende overraskelse og hver overskrift et mærkværdigt vendepunkt. Min udgave startede med Sherlock Holmes-pastiche for derefter at bevæge sig videre til et muntert digt, som jeg slet ikke anede, at Neil Gaiman var i stand til at skrive, for så atter at skifte til et Blåskæg-lignende rædselsscenarie og afslutte med en udvidelse af gude-mytologien fra "American Gods". Det ene øjeblik læste jeg et blidt ironisk digt ved navn "Instructions", hvor alle klichéerne i eventyrsgenren opremses, og det næste øjeblik befandt jeg mig midt i en makaber novelle ved navn "Harlequin Valentine", hvor en harlekinsdukke spiser menneskehjerter og søger kærlighed. Jeg famlede mig frem fra novelle til novelle og formåede aldrig at forudse, hvad der ventede mig forude.

Selvom enkelte fragmenter af fantasifulde barndomsuniverser er inkluderet i denne bog, er indholdet overvejende henvendt til voksne. Gaiman skriver mørk fantasy og science-fiction med rungende afslutningssætninger. Jeg påbegyndte novellesamlingen en lørdag nat med en snigende træthed, og blev så forundret, forvirret og forskrækket under læsningen, at ikke et eneste gab undslap min mund. Jeg var ude af stand til at sove, imens Gaimans hypnotiserende stemme rumsterede i mine tanker.

“He had read books, newspapers and magazines. He knew that if you ran away you sometimes met bad people who did bad things to you; but he had also read fairy tales, so he knew that there were kind people out there, side by side with the monsters.”

Neil Gaiman er en sand historiefortæller, og mange af hans historier handler netop også om historier. Både andres og hans egne. I digtet "Inventing Aladdin" beretter han delvist om rammefortællingen i "1001 Nats Eventyr" og delvist om vigtigheden af historiefortællingen selv; de historier vi fortæller os selv og hinanden for at kunne overleve. Ligeledes er novellen "The Problem of Susan" en omvendning af en kendt historie og et forsøg på at redegøre for Narnias oversete heltinde, altimens digtet "Locks" genfortæller eventyret om Guldlok i en næsten konverserende tone. Selvom udgangspunktet er kendt i forvejen, er udfaldet af fortællingerne umulige at forudse.

Jeg bliver nok aldrig færdig med at lovprise Neil Gaimans skrivestil. Med simple ord og korte sætninger lokker han sin læser ind i et univers, hvor alting på én gang virker helt ligetil og dog er fyldt med følelsen af, at der er noget lurende, en underliggende kompleksitet ved hvert eneste punktum. Små glimt af humor lyser op i det foruroligende fantasy-mørke, han trækker sin læser ind i, og det er derfor aldrig muligt at sætte fingeren på den sitrende fornemmelse, ordene efterlader en med. Gaiman mestrer antydningens kunst til fulde, og viser aldrig alle sine kort før historiens sidste linje. Intet sted er dette talent så tydeligt, som i den utroligt korte novelle ved navn "Other People". Novellen er muligvis min favorit i denne samling, og i den udforsker Gaiman forskellen på psykisk og fysisk smerte, for derefter at lade historien tage en så uforudset drejning, at selv den mest vante Gaiman-læser vil blive efterladt målløs og ordløs. Jeg har aldrig læst noget lignende, og den sidste sætning giver endnu genlyd i mit indre.

Det ville være ufattelig let at kategorisere mange af disse små historiebidder som kriblende gyserhistorier. Dog er jeg slet ikke sikker på, at de falder præcist ind i netop dén kategori, for Gaimans uhygge er sådan en skrøbelig ting; filosofisk og aldrig åbenlyst skræmmende. Selvom mange af novellerne har hjemsøgende undertoner, udløser de også følelser af forståelse, empati og ensomhed. Gaiman tilføjer en sart kærlighed til sine mørkeste historier, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan han formår det. Alt hvad jeg ved er, at det virker. Ligesom al sand magi kan det nok bare ikke defineres.

“Stories, like people and butterflies and songbirds' eggs and human hearts and dreams, are also fragile things, made up of nothing stronger or more lasting than twenty-six letters and a handful of punctuation marks. Or they are words on the air, composed of sounds and ideas-abstract, invisible, gone once they've been spoken-and what could be more frail than that? But some stories, small, simple ones about setting out on adventures or people doing wonders, tales of miracles and monsters, have outlasted all the people who told them, and some of them have outlasted the lands in which they were created.”

"The Cavendish Home for Boys and Girls" af Claire Legrand

"The Cavendish Home for Boys and Girls" af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

Denne fortælling udspiller sig i en fiktiv by ved navn Belleville; et billedskønt glansbillede af omhyggeligt passede rosenbed, flittige skolebørn og lykkelige familier. 
Den snusfornuftige Victoria Wright er ligeledes indbegrebet af struktur og orden; hun er anføreren i sin klasse og juvelen i hendes familie. Hun har aldrig krøllede skørter eller pletter på tøjet - den eneste plet i hendes liv, er hendes ven Lawrence, som er en sjusket dreng med håb om at blive klaverspiller en dag.
En dag forsvinder Lawrence og et dusin andre børn dog sporløst fra Belleville, og Victoria lader til at være den eneste, der bemærker eller bekymrer sig om det. Hele hendes tilrettelagte liv vendes på hovedet, da hun beslutter sig for at løse gåden og begive sig i retning af Mrs. Cavendish' skyggebelagte børnehjem.

“She considered making a run for it, but when she looked back over her shoulder toward the front door, she saw nothing but darkness. Surely the door was there, but Victoria had the feeling that if she ran back and tried to find it, she would be lost forever. The hallway would keep twisting around her and never let her out.”

Claire Legrands børnehistorie indfinder sig som et led i en skinnende perlekæde udgjort af Daniel Handlers "A Series of Unfortunate Events", Neil Gaimans "Coraline" og Roald Dahls "The Twits"; dystre og foruroligende fortællinger med barnlige eventyrstwist. Rædsler der bliver fortalt i børnehøjde, og både indgyder frygt, forhåbning og mod.
"The Cavendish Home for Boys and Girls" cirkulerer rundt om et konstant opbyggende mysterium, og varsler om mørke hemmeligheder under en blankpoleret overflade. Efterhånden som den stædige Victoria og den stilfærdige Lawrence bevæger sig dybere og dybere ind i Mrs. Cavendish mørke, afsløres en ondskab så makaber og frastødende, at jeg knap nok kunne begribe dens placering i en børnebog.
Med mørkbelagte trappegange, dukketeatre og marionetdukker, udtryksløse ansigter og den kriblende fornemmelse af insektfødder på bar hud, er Legrands mørke eventyrsunivers fyldt med velkendte rædselselementer og nye, uventede drejninger. Mrs. Cavendish og hendes børnehjem skifter og forandrer sig gennem hvert kapitel, efterhånden som Bellevilles pertentlige ydre sortner i kanternere.

“He lived in a dreamer's world of ivory keys and messy shirts, unconcerned with the people around him.”

Victoria Wrights er både en heltinde og en medskyldig i bogens snørklede plot. Hendes håbløse stræben efter perfektionisme, organisering og korrekthed blænder hende, og gennem bogens forløb bliver hun konfronteret med sin egen snæversynethed. Hun er ikke en charmerende karakter i samme forstand som Gaimans Coraline; men hun er viljestærk og modig på en fornuftig facon. Hun er således den ideelle hovedperson, og skubber stædigt plottet fremad i nye retninger og nye opdagelser.
Bogen er et sitrende kaos af beundringsværdige karakterer, forkastelige holdninger og afskyeligt kryptiske skurke. Mrs. Cavendish er en overraskende kompleks kombination af det moderne menneskes mest fatale fejl: rådden selviscenesættelse og utilfredsstillende perfektionisme. Og det er deri hele bogens tematik befinder sig.
"The Cavendish Home for Boys and Girls" er ikke en perfekt historie; det er snarere en historie om perfektionisme, og om hvordan mennesket bliver defineret af uperfektheder. Legrand fremfører et rædselsscenarie af konsekvensen ved at rette skævheder og udjævne forskelle.
Denne fortælling er et krybende, kriblende og krablende mareridtscenarie, der vil sprede gåsehud blandt voksne såvel som børn med dens høje grad af bizarre overraskelser. Jeg påbegyndte den en sen aftenstund, hvor mine gardiner blæste legende i vinden, og jeg måtte hastigt lægge den fra mig efter blot tredive sider, da jeg fornemmede en uundgåelig påvirkning af min nattesøvn. Legrand spreder skumle hentydninger og ubehagelige fornemmelser gennem sine velskrevne ord - men under de dystre lag af edderkoppespind gemmer der sig en smuk påmindelse om vigtigheden af individualisme; værdien af at være selv i en verden, der konstant forlanger perfektion.