"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay

"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay fra Poisoned Pen Press. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1936). 3/5 stjerner.

I England taler man ofte om såkaldte cozy crimes. Uden at være ekspert på området, er det vist en betegnelse for hjemlige detektivhistorier; om romaner med opklaringer og forviklinger krydret med piberøg, ternede tæpper og småkager. Om forbrydelser i hjemmet, hvor forbrydelsen egentligt ikke er i centrum, og fokus i stedet er de humoristiske fadæser, de mistænkte kaster sig ud i. Sådan en bog er "The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay.

Bogen er skrevet som en slags efterforskning, og dens første kapitler er vidneforklaringer på, hvad der er sket hvornår. Scenen er en familieforsamling i anledning af julen. Familien Melbury er valfartet til den smukke familiejendom, Flaxmere, hvor Sir Osmond Melbury bor. Næsten alle spekulerer på Sir Osmonds ventende testamente, og da han bliver skudt, har næsten alle et motiv. Alle pånær den gæst i julemandskostume, som er den hovedmistænkte i sagen ... 

“There is a tacit understanding among the Melburys that there shall be no more family gatherings at Christmas time at Flaxmere.”

Det her var en virkelig sjov bog. Og en meget mærkelig bog. Lige dele familiedrama, opklaring og endeløst renderi gennem utallige stuer gjorde den let at læse. Selve politiets opklaringsarbejde er håbløst dysfunktionelt, og det tager flere dage for politiet overhovedet at få gennemsøgt huset. Vidnerne er forvirrede familiemedlemmere, der alle anklager hinanden og skjuler noget selv, og alle de vigtigste afsløringer kommer altid fem minutter for sent. Det er en farce. Men en ganske morsom en af slagsen.

Jeg er ikke selv den store krimilæser og har bestemt aldrig tænkt på krimier som hyggelig læsning; men jeg er tilbøjelig til at overgive mig og indrømme, at denne engelske cozy crime faktisk var ganske hyggelig læsning. Den er hverken nytænkende, sindsoprivende spændende eller umulig at regne ud; men den var til gengæld vidunderligt britisk, pudseløjerlig og morsomt tidsfordriv. 

"Postbuddet ringer altid to gange" af James M. Cain

"Postbuddet ringer altid to gange" (org. titel "The Postman Always Rings Twice") af James M. Cain, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1934). Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner.

James M. Cains ikoniske debutroman handler om dagdriveren Frank Chambers, der frekventerer Californiens landeveje uden formål eller omtanke. En dag kommer han tilfældigt forbi en diner, og da en smuk kvinde fanger hans blik, beslutter sig for at blive og arbejde på dineren.

Kvindens navn er Cora, og sammen med sin ældre mand ejer hun dineren. Cora er tilbagetrukket og mut; hun føler sig fanget i et kærlighedsløst ægteskab, og hun flygter hurtigt ind i Franks arme. Deres affære er intens, og sammen begynder de at lægge en plan for, hvordan de kan skaffe Coras naive ægtemand af vejen. 

“I morgen aften skal jeg kysse dig, hvis jeg kommer tilbage. Dejlige kys, Frank. Ikke drukne kys. Men kys fulde af drømme. Kys, som kommer fra livet og ikke døden.”

Jeg læste "Postbuddet ringer altid to gange", da jeg sad i toget. Jeg læste den mest af alt, fordi jeg havde brug for en kort bog, og fordi jeg så mange gange før havde hørt titlen uden at være sikker på, hvilken historie den egentligt refererede til. Og uden at vide det, viste det sig, at jeg dermed havde fundet den perfekte bog til en døsig togtur. For da toget langt om længe ankom på København Hovedbanegård i de tidlige morgentimer, havde jeg vendt bogens sidste side uden at ænse tiden eller passagerne omkring mig.
"Postbuddet ringer altid to gange" er en vidunderligt kompakt roman på blot 169 sider. Og på trods af historiens længde formår Cain at skabe en levende historie med komplekse karakterer, der forekommer mig mere mindeværdig end alverdens gigantromaner. Slutningen efterlod mig med åben mund og et hamrende hjerte; jeg anede knap nok, hvad jeg lige havde været vidne til. 
Bogen starter så velkendt; et trekantsdrama om en ung mand, en fantasiløs mand og en femme fatale, der bliver begge mænds undergang. Jeg troede, jeg vidste, hvad der ville ske, da Frank og Coras læber for første gang mødtes i et voldeligt kys. Men jeg indså, ligesom Frank og Cora, aldrig hvad der ventede forude. Cains roman viste sig at være en blodig tragedie.

“Når der er kommet frygt ind i kærlighed, så er det ikke kærlighed mere. Så er det had.”

"Postbuddet ringer altid to gange" er en meget grafisk roman. Cain dvæler ikke ved detaljer eller billedskønne metaforer men skriver derimod direkte og næsten nøgternt. Sommetider opnår hans sprog en næsten simpel skønhed, mens det andre gange er uudholdeligt ækelt. End ikke Cora og Franks kærlighed er noget helligt eller noget særligt; snarere tværtimod, er det hele tiden en usund besættelse, der binder dem sammen. Frank slår Cora, Cora bider Frank, Frank udleverer Cora, og Cora forråder Frank. I en ond cirkel skiftes de til at volde hinanden skade igen og igen.
Det hele ender naturligvis fatalt. Cora og Franks forhold var dødsdømt fra starten. Men Cain åbner et lille vindue, der gør, at man et kort øjeblik tror, det vil lykkedes Cora og Frank at starte forfra. At undgå katastrofen og komme videre. Lige indtil korthuset atter vælter omkring dem. Cains endelige pointe lader til at være, at ingen er i stand til at flygte fra deres skæbne eller deres skyld. End ikke dem der er blevet begået i kærlighedens navn. 

"Death Comes to Pemberley" af P. D. James

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"Death Comes to Pemberley" af P. D. James, fra forlaget Faber and Faber, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 1/5 stjerner. 

I velkendte omgivelser og med velkendte karakterer, fungerer "Death Comes to Pemberley" som en slags videredigtning og forestilling af, hvad der kunne ske seks år efter det sidste punktum i Austens "Pride and Prejudice". P. D. James lader sin roman udspille sig i Mr. Darcy og Elizabeth Bennets lykkelige tilværelse på det smukke gods Pemberley, hvor et spor af mord og mystik flettes ind i ægteparrets liv. 
Midt i planlægningen af et funklende efterårsbal kommer døden nemlig til Pemberley; i form af en karet med Elizabeths paniske søster Lydia, der erklærer at hendes mand, George Wickham, er blevet myrdet. Det idylliske Pemberley forvandles med ét til en forbrydelsesscene og en efterforskning går i gang.

“It is doubtful whether Mrs Bennet missed the company of her second daughter, but her husband certainly did. Elizabeth had always been his favourite child.”

Austens Elizabeth Bennet er kendt for at være stædig, vittig, intelligent og interessant. Hun dominerer ethvert kapitel, som hun indfinder sig i, og hun stjæler ikke rampelyset så meget med sin skønhed som med sit sind. Hun er en gnistrende, lynende og levende karakter, hvis latter har givet genlyd gennem verdenslitteraturhistorien i over 200 år. Med Elizabeth Bennet skabte Austen noget særligt, og man kan ikke fortænke andre forfattere i ind i mellem at låne hende til egne formål og nye romaner. Men det er en farlig sti at følge; for i det i øjeblik, man bruger en så elsket karakter, skaber man også store forventninger. Forventninger der ofte resulterer i skuffelse.
I virkeligheden havde P. D. James slet ikke behøvet at kalde sin karakter for Elizabeth Bennet og at kreditere Austen for hendes skabelse. For den karakter James tager sit udgangspunkt i kunne være hvem-som-helst; faktisk kunne det være alle andre end Elizabeth Bennet.
Jeg forstår ikke James' intention; hvorfor benytte sig af en af litteraturens mest genkendelige og karakteristiske kvindelige hovedpersoner, for derefter at reducere hende til en skygge på tapetet? En kvinde altid i baggrunden, altid optaget af at udsende invitationer, planlægge baller, mistænke Charlotte Lucas for tankeløst sladder og af at bekymre sig om sin mand uden at turde at snakke med ham om, hvilken retning hans søsters liv bevæger sig i. I James' hænder forvandles Elizabeth Bennet til nøjagtigt den kvindetype, som Austen brugte en hel roman på at latterliggøre.
Selvom bogen muligvis kunne have haft større værdi som almen historisk fiktion frem for Austen-fanfiction, insisterer James stædigt og vedvarende på at integrere sin historie i Austens fortællerunivers. Gentagende gange opridses plottet fra "Pride and Prejudice", gentagende gange taler karaktererne om minder, udveksler lange spørgsmål der begynder med "Husker du dengang..?" og efterfølges af hele referater af samtaler og hændelser fra Austens originale roman. Som resultat bliver store dele af bogen decideret tidsspilde for enhver, der er bekendt med Austens plot – hvilket både forundrer og irriterer mig, da jeg forestiller mig, at læserne af netop denne roman udmærket er bekendt med omstændighederne, der førte Elizabeth Bennet til Pemberley.

“If this were fiction, could even the most brilliant novelist contrive to make credible so short a period in which pride had been subdued and prejudice overcome?”

Som Austen-fanfiction er bogen en meningsløs forvrængning, og som krimi er den både usammenhængende og kedsommelig. James fylder sin tekst med tunge beskyldninger og tydelige fodspor, der peger hen på to mulige mordere. Ikke desto mindre er det tydeligt lige fra romanens tidlige begyndelse og mysteriets start, at ingen af de to beskyldte er involverede. I stedet løses gåden på bogens sidste side og på en så forhastet måde, at læseren aldrig inkluderes i processen. Den endelige afsløring virker mest af alt som et desperat overraskelsesforsøg eller en pludselig eftertanke, og kan på ingen måde spores tilbage til bogens kerneplot. De foregående 200 sider virker pludselig helt spildte og unødvendige.
Og mit afsluttende kritikpunkt er netop dette; når man når slutningen, virker den historie man lige har læst fuldstændig overflødig. James' roman består hovedsageligt af utroværdig genbrug af Austens karakterer, talrige og tydeligt udpenslede resuméer af "Pride and Prejudice", nytteløse eftersøgninger, et spændingsløst klimaks og en slutning der mest af alt er en lappeløsning. Det er en bog, der har udfordret min evne til blot at skrive det mindste konstruktivt, en bog der har frarøvet mig ethvert positivt ord, og det er en bog, hvis eksistensgrundlag jeg endnu ikke har formået at begribe. Jeg hadede den.
Da jeg ville tage disse billeder, faldt Rasmus om i en dyb trancelignende søvn, hvor hun brugte den skriggule bog som hovedpude. Jeg kan ikke bebrejde hende – under min egen læsning faldt jeg selv flere gange i den samme fælde. For uanset hvilke spændende og gåsehudsfremkaldende mysterier bogen hævder at indeholde, er dens ord uimodståeligt søvndyssende. Og på sin vis tror jeg, at Rasmus har ret; den egner sig bedre som hovedpude end som ferielæsning. 

Tema-tirsdag #56: Kan man udelukke en hel genre? (Om at være ikke-krimi læser)

Jeg betragter ikke mig selv som en litterær kræsenpind. Der er ikke mange bøger, jeg rynker på næsen af og skubber væk uden at have smagt på deres ord, og ofte tygger jeg min vej gennem hele romaner, bare for at se om deres eftersmag er sødere end den første mundfuld. Jeg er stædig, og jeg er nysgerrig. Og i al almindelighed ynder jeg at sige, at jeg læser det meste. Noget min mor er fuldstændig uenig med mig i. Jeg har nemlig undgået mange af hendes yndlingsforfattere. Jeg har nemlig i lang tid nægtet at læse krimier.

Det er sjovt, hvordan hele Danmark kan være ramt af en så kraftig krimi-feber, hvordan krimi-sektionen er boghandlernes mest fyldte, når jeg samtidig kender så mange, der nægter at læse dem. På mit studie diskuteres det ofte, om krimier overhovedet kan betegnes som god litteratur, men det er ikke af kvalitetsmæssige årsager, at jeg holder mig fra dem. Jeg læser trods alt med glæde chick-lit romaner med yndigt lyserødt dekorerede forsider, som er mindst ligeså kvalitetmæssigt udskældt som krimierne. Grunden til at jeg ikke læser krimier er en mere personlig en; det er ganske enkelt fordi, jeg ikke tror på, at jeg vil kunne lide dem.

Da Dan Brown-feberen rasede og var på sit højeste, begyndte jeg at læse "Da Vinci Mysteriet". Jeg færdiglæste den faktisk, og synes egentligt den var ganske fin – men hvad jeg ikke fortalte andre, var at jeg i min læsning havde sprunget hver andet kapitel over, fordi jeg hurtigt opdagede, at kapitlerne om Opus Dei (i mine øjne) ikke havde andet formål end  spændingsopbygning. Og det synes jeg var noget pjat.
Et par år senere forsøgte jeg mig med "Mænd der hader kvinder". Mange af mine Harry Potter-elskende veninder var forsvundet ind i Stieg Larssons univers, og jeg ville så gerne drage med dem, tage del i deres diskussioner og deres begejstring. Så jeg begyndte at læse, stoppede efter 50 sider og fik aldrig nogensinde taget mig sammen til at læse mere.
For nylig prøvede jeg igen. Jeg læste en krimi, som jeg tænkte ville være et godt bud på et brud af min krimiskeptiske opfattelse. Jeg læste en krimi, som rent faktisk havde potentialet til at interessere mig; "Death Comes to Pemberley" af P. D. James, som blander Austen-elementer med mordopklaring. Det virkede som den perfekte øjenåbner, men det var det slet, slet, slet ikke. Jeg hadede den.

Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at jeg ganske enkelt ikke duer til den slags bøger. Jeg har givet lidt op, hvilket er dybt komisk, når jeg kun har læst tre bøger fra genren i løbet af de sidste mange år. Selvom jeg godt kan nyde en novelle om Sherlock Holmes i ny og næ, selvom jeg elsker krimiens forfader Edgar Allan Poe, så synes jeg ikke rigtig, at jeg kan finde en moderne krimi af den slags, som er så oppe i tiden, som tiltaler mig. Så i stedet rynker jeg på næsen, lukker tvært både mund og øjne og skubber bøgerne væk som et trodsigt barn. Jeg har udelukket en hel genre på baggrund af tre læseoplevelser.
Men det er måske ikke ligeså meget mine erfaringer, som spiller ind, som det er en nagende fornemmelse af, at "det bare ikke er mig". Måske er det fordi, jeg er typen, der falder i søvn til mordopklaringer og actionfilm. Måske er det fordi, jeg til enhver tid hellere vil læse om kærlighed end om mord. Måske er det fordi, at jeg er bange for at spilde min tid. Eller måske er det bare en form for læsemæssig intuition, der hvisker i mit øre. Ikke desto mindre er mine arme krydset, og jeg er på tværs. Men samtidig irriterer det mig også en smule grusomt, at det skal være sådan. For jeg nægter at tro på, at en hel genre kan udelukkes så hurtigt og så nemt. Det går imod min idé om, at der altid er en bog for alle i enhver kategori. Og det er en idé, jeg helst ikke vil give slip på.

Er der genrer som I ikke læser, og som I måske har udelukket helt? Hvis ja, så ud fra hvilket grundlag? Og hvis jeg skulle læse en god moderne krimi, hvilke titler og forfattere skulle jeg så overveje?