"To the Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey

"To The Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey fra Little, Brown and Company. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Eowyn Iveys første bog, "The Snow Child", tog mig med storm. Jeg læste den på en grå martsdag, og blev øjeblikkeligt revet med af dens stærke atmosfære. Det føltes som om, jeg var i Alaska, omgivet af glitrende snefnug og hylende ulve. Iveys ord var så velskrevne og føltes så ægte. Det er en læseoplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Så da jeg så, hun havde udgivet en ny bog, tøvede jeg ikke længe med at anskaffe mig den og læse den. Og selvom den ikke har meget andet end landskabet til fælles med Iveys første roman, var den alligevel alt, jeg havde håbet på. Stemningen var intakt. Ivey kender Alaska landskab så godt, at hun kan vække det til live med sine ord. Igen og igen.

"To the Bright Edge of the World" beskriver en storslået opdagelsesrejse – komplet med bjørne, indianere, ukendte landskaber og larmende floder som truer med at drukne alle, der vover at krydse dem. Romanen udspiller sig i 1885, hvor oberst Allen Forrester får til opgave at kortlægge Alaskas hidtil ukendte ødemark og bevæge sig langs Wolverine-floden, hvor ingen amerikansk mand tidligere har færdes.

Imens Allen kæmper sig igennem ukendte landskaber og farer, går hans gravide kone Sophie derhjemme, og føler sig mere og mere begrænset af 1800-tallets etiketteregler. Hun er omgivet af sladder, restriktioner og formaninger – og i hendes krop hviler en ønske om at forenes med sin mand, at tage del i hans farer og det store eventyr, han bevæger sig ud i. 

“That is excitement. We catch only glimpses, a burst of movement, a flap of wings, yet it is life itself beating at shadow's edge. It is the unfolding of potential; all of what we might experience and see and learn awaits us.” 

Ivey leger med romanens struktur og kombinerer flere fortælleformer. Allens rejse bliver gengivet i breve, han skriver hjem til sin Sophie, og parallelt læser man uddrag fra Sophies dagbog. De to parallelle handlingsforløb står i tydelig kontrast til hinanden; Allen færdes ude i den fri natur, imens Sophie er underlagt etikette og kultur i Vancouver og knap nok kan ånde frit. Skiftene mellem de to narrativer er bratte, og til tider kan det føles som om, man læser to vidt forskellige bøger. Og dog – for den melankolske stemning er allestedsnærværende.
Personligt holdte jeg mest af at læse om Allens rejse gennem den barske natur. Ivey maler så poetiske og livagtige billeder af tårnhøje isblokke, iskolde bjergfloder, ulvehyl og det indfødte folk, som færdes med lethed og respekt i det arktiske landskab. Pointen er naturligvis også, at Allens rejse og hans kortlagte rute er et forsøg på at tæmme landskabet. Et forsøg på at forstå det, nedskrive det, og gennemskue hvad der venter sig. Når først Allens rejse er til ende, og ruten er optegnet, banes vejen for at flere kan rejse igennem Alaska. Og at flere kan forstyrre det uspolerede økosystem, der har hersket hidtil. Uanset hvor vild, umenneskelig og uretfærdigt hård Allens rejse kan forekomme, må man som læser huske, at det er den sidste af sin slags. Og det gør hele beretningen så skrøbeligt fin. 

 “There is a mythical element to our childhood, it seems, that stays with us always. When we are young, we consume the world in great gulps, and it consumes us, and everything is mysterious and alive and fills us with desire and wonder, fear, and guilt. With the passing of the years, however, those memories become distant and malleable, and we shape them into the stories of who we are. We are brave, or we are cowardly. We are loving, or we are cruel.”  

Sophies del af fortællingen er, naturligvis, mere indadvendt. Hvor Allen vandrer igennem et nådesløst frostlandskab, er hun fanget i et værelse, hvor hun skal forholde sig i ro, indtil hun skal føde. Hendes plotlinje er fyldt med sorg og bliver kun afløst af en form for opgør. Hun kæmper sig igennem talrige fordomme og velmenende forbud, for at få lov til at gå uden for, få nye hobbyer og møde nye mennesker. Hun bruger den lange adskillelse fra Allen til at blive klogere – på sig selv og på verden. Og hendes indre rejse er ikke uden umenneskelig sorg, tab og melankoli. De lange, mørke dage fyldt med ængstelse og længsel er heller ikke uden deres egne farer.
På mange måder er "To the Bright edge of the World" ikke den bog, jeg ville have forventet Eowyn Ivey ville skrive. Bogen er blottet for magi og eventyrsreferencer, men er i stedet fyldt til bristepunktet med naturbetragtninger og poetiske beskrivelser. Det er en stærk historisk roman, som man bliver øjeblikkeligt medrevet af, og som man for en stund lever i. Jeg læste den selv på en enkelt dag – på trods af dens store omfang og mange historiske detaljer. Det er noget nær den perfekte vinterbog; fyldt med stemning og snefnug. 

"The Bronze Horseman" (The Bronze Horseman #1) af Paullina Simons

"The Bronze Horseman" af Paullina Simons fra forlaget William Morrow. Denne udgave er fra 2009, bogen blev originalt udgivet i 1997. 3/5 stjerner.

Jeg slugte første halvdel af denne bog. Eller også slugte den mig. Det ene øjeblik stod jeg med bogen i hånden og en mild interesse i øjnene, det næste øjeblik var jeg væk, forsvundet ind i en verden af velduftende jasminblomster, dryppende isvafler, kjoler med rosenknopper og en hær af smukke soldater. Det tog kun en enkelt side. Jeg forelskede mig så hjælpeløst og hovedløst i Paullina Simons historie – på samme måde som bogens hovedpersoner, Tatiana og Alexander, forelskede sig i hinanden. 

For "The Bronze Horseman" er en kærlighedshistorie. En desperat, inderlig, ulidelig og hjerteskærende kærlighedshistorie, der udspiller sig midt i 1940'ernes Rusland, i ruiner af hungersnød og kommunisme og til lyden af radiopropaganda og faldende bomber. Historien starter en ubekymret sommerdag, hvor den unge Tatiana bliver sendt ud for at handle et forråd ind til de kommende måneders krig, og bogen slutter med snefnug i en by stille af død. Det er en barsk historisk roman om krig, sult, død og forrædderi; men for en kort stund på bogens første side, er alting lyst. Og en ung pige der burde have købt et krigsforråd bruger sine penge på en isvaffel og møder en russisk soldat på et gadehjørne på årets varmeste sommerdag.

I et kort øjeblik virker historien næsten simpel. Tatiana møder Alexander, som følger efter hende ind i en bus, ingen af dem aner hvor kører hen, og står af sammen midt ude i intetheden. De ser på hinanden og griner. Og derefter går de hjem og træder gennem blomsterenge med bare tæer. I et kort øjeblik er den lykkelige slutning indenfor rækkevidde. Indtil Tatiana og hendes Alexander træder ind over den forkerte dørtærskel, og alting forandres.

For Tatianas søster kender allerede Alexander. Og hun tror, han er kommet for hende. Hun ved ikke, han krydsede gaden og tog bussen for Tatiana, og ingen fortæller hende det.

“A bus came. The soldier turned away from her and walked toward it. Tatiana watched him. Even his walk was from another world; the step was too sure, the stride too long, yet somehow it all seemed right, looked right, felt right. It was like stumbling on a book you thought you had lost. Ah, yes, there it is.”

Herefter følger en lang sommer med stjålne øjeblikke og forvirrende radiomeddelelser. Rusland er i krig, og krigen kommer tættere og tættere på Sankt Petersburg – og pludselig er den i gaderne, i hjemmene og i hjerterne på alle romanens hovedpersoner. En blokade omringer Sankt Petersburg, hungersnøden hærger, mennesker bliver forvandlet til dyr der kun tænker og handler for deres næste måltid, og Alexander kan ikke beskytte dem alle for det, der venter. Han kan knap nok beskytte sig selv på fronten.

Simons formår at få desperationen og håbløsheden til at kravle ud fra siderne og ind under læserens hud. Karaktererne virker så levende og så hjælpeløse; Ruslands forfald, manglen på mad, savsmulden i brødet, usikkerheden og soldaten der så gerne vil redde sin pige men ikke kan – det er næsten ubærligt.

Jeg vendte siderne hurtigere og hurtigere, og hver gang jeg blev tvunget til at lægge bogen fra mig, så jeg kunne arbejde, spise, skrive og leve, følte jeg mig alene og tom. Jeg tænkte på karaktererne konstant. Jeg kunne ikke få bogen ud af mit hovede. Den var så mørk, så trøstesløs, så grum og poetisk – og jeg kunne ikke modstå den. Jeg kunne ikke lægge den fra mig.

“Not bombs nor my broken heart can take away from me walking barefoot with you in jasmine June through the Field of Mars.”

Jeg ville med glæde tildele bogen et fuldt stjernehus og alverdens ros, hvis anden halvdel af bogen havde matchet den første. Men noget skete undervejs, og historien forandrede sig. Den blev sødere og mildere, og som konsekvens mistede plottet sit tempo og dets nerve, og jeg mistede min desperation for at læse videre. I samme øjeblik som fremtiden begyndte at lysne for Tatiana og Alexander, faldt historien fra hinanden. Tragedien viste sig at være et uundværligt element.

Dermed ikke sagt at anden halvdel af bogen var dårlig. Den var bare ikke så vidunderligt hjertestoppende som bogens første halvdel, som muligvis er noget af det mest kraftfulde, jeg har læst i lang tid. Som en helhedsoplevelse er jeg derfor ambivalent; vil jeg læse videre og risikere, at bogen falder yderligere fra hinanden? Eller vil jeg stoppe her og efterlade det snevejrskyssede Rusland og de to elskende i en afventende stilstand? Velvidende om, at finalen endnu ikke er nået, og historien kan fortælles i tusinde forskellige versioner? Jeg har ikke besluttet mig endnu. 

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1982). 4/5 stjerner.

Den unge fyrstinde Theresa-Maria har mistet sine forældre, sit slot og sin formue. Og selv om hendes situation er forfærdelig, er Theresa-Marie ikke forfærdet. Snarere, tværtimod. For det sammenfaldne slot og de manglende penge betyder, at hun ikke behøver at leve som en fyrstinde. I stedet kan hun leve frit – uden regler, indsnævrende etiketter og krav. Hun kan leve akkurat, som hun ønsker.

Theresa-Marie søger derfor mod hendes store passion; den østrigske opera og dens kunstermiljø. Hun bliver ansat som en syerske i et lille operahus og lever under navnet Tessa, uden hendes inderkreds aner noget om titlen, der hører til hendes navn. Hun er lykkelig i sin ydmyge tilværelse; for selvom hun sulter, har hun musik, lyset, kostumerne og en lille flig af skønhed.

Alt dette ændres dog, da millionæren Guy Farne træder ind i operasalen for at lede efter underholdning til sine overklassesgæster. I samme øjeblik deres to veje krydses, begynder Tessa at genoverveje sit simple liv, der for evigt udelukker hende fra Guys verden af glamour, glimmer og penge.

“What are the stars if i am not gazing at them with him? What is beauty except something we share?”

Eva Ibbotson skriver som en barndomsdrøm. Operasangernes stemmer giver genlyd gennem bogen, kjolerne bruser, lysekronerne glitrer om kap med forlovelsesringe, juveler og forfaldent guld. Tessa tier stille, selvom hendes hemmelighed kan ændre alt. Guy Farne kaster ét enkelt blik på hende, og forelskelsen er i luften. Udfaldet er hele tiden klart, men vejen dertil involverer opkøb af et slot, et bjørneangreb, et uforudset frieri, pengemangel og et teaterselskab der er ved at ødelægge sig selv indefra på grund af dårlig planlægning og endnu dårlige økonomi. Bogen er en farce, et kaos, og efterlader en sukkersød eftersmag. Det er en skyldig fornøjelse, når den er allerbedst; en flødeskumskage med lyserødt krymmel, som er så kvalmende sød, at det gør ondt i tænderne. Og som sommetider er lige, hvad man er i humør til.
"Magic Flutes" er sådan en bog, jeg ville have elsket at læse som barn. Den er overdramatisk og samtidig vildt åbenlys, fyldt med overdådige beskrivelser og hovedpersonen er endda en hemmelig fyrstinde. Det er en pigedrøm, og det er en fantastisk pigebog. På sin vis mindede Eva Ibbotson mig om en mere dramatisk L. M. Montgomery – sentimentaliteten er der og eksisterer side om side med idéen om skæbne, forudbestemt kærlighed og øjeblikkelig forelskelse. Begge forfattere er kendt for deres lyserøde følelsesunivers, og begge forfattere har skrevet bøger, der vil få ungpigehjerter til at hamre.

“Yes," he managed to say. "You can be my Star Sister. You can at least be that.”

Tessa er en dydig, handlekraftig hovedperson. En typisk skabelon fyldt med godhed og charme. Hun gør altid, hvad der er bedst for andre – og har det helt med at glemme sig selv i forbifarten. Hun lever i sult og fattigdom for at beholde sit garderobejob, og når hun tager til bal hos sin familie er det i skjul – bange for at blive afsløret som garderobepige på slottet, og bange for at blive afsløret som royal i garderoben. Hun lever et dobbeltliv, og Guy Farner gør det ikke lettere.
Det sjove er, at Guy Farner gør sin entré som en skurk i stedet for en helt. Han vil købe Tessas elskede hjem, og romancen mellem ham og Tessa er fra start usandsynlig. Men på trods af forhindringer, hemmeligheder og vilde bjørne er det hele tiden meningen, at de skal finde sammen. De er, i følge Ibbotson, skabt for hinanden. 
Jeg nød at læse "Magic Flutes". Det var et lyserødt eventyr med en ægte lagkageslutning. En ægte feel-good roman til enhver regnvejrsdag. Sød og fjerlet. 

"Tsarina" af J. Nelle Patrick

"Tsarina" af J. Nelle Patrick, fra forlaget Razorbill, udgivet i 2014. 3/5 stjerner.

Natalya er en ung pige af adelig slægt, der lever sit liv på det glitrende Vinterpalads i Sankt Petersborg. Hun er dybt forelsket i prinsen Alexei Romanov, og han gengælder hendes kærlighed af hele sit hjerte. De har kendt hinanden hele deres liv, er vokset op sammen, og har forelsket sig i hinanden med den naturlige selvfølgelighed, som kun nære venner kan. 

En dag indvier Alexei Natalya i en dyb hemmelighed om et magisk Fabergé-æg, der skinner et hemmeligt sted i paladset. Ægget beskytter hele Romanov-familien og de mennesker, som står familien nært. Med det magiske æg i sigte føler Natalya sig helt sikker – på trods af, at desperationen omkring det smukke Vinterpalads vokser, og tusindvis utilfredse, udsultede og overarbejdede russere truer med at bryde igennem de skrøbelige vægge. 

“There was no mistaking a Russian winter. It was a unique thing, a creature born and bred for Russian soil, one that sometimes brutalized the natives but often served as our secret weapon. Napoleon’s army was defeated not only by the Russian people, but by Russia herself.”

Brusende skørter, store forsamlinger i oplyste sale, skinnende perler i lange rækker rundt om hvide halse, balletsko og diademer, hemmelige dør indbygget i tapetserede vægge, tusinde snefnug der vrimler og danser og et juvelbesat Fabergé-æg der skinner i Vinterpaladset dybeste kammer. "Tsarina" er en atmosfærisk roman om det glamourøse Rusland, vi alle drømmer om at leve i. Det aristokratiske Rusland der levede i kvalmende overflod, hvor man kunne affærdige de udsultede arbejdere som uvidende børn.

Natalya og Alexei lever i deres egen lykkeboble bag Vinterpaladsets mure. Et magisk æg beskytter dem, og de har aldrig kendt en anden verden, end den de færdes i. De forstår ikke verden udenfor; forstår ikke utilfredsheden, sulten og desperationen der vokser i landet, for det Rusland de kender og altid har kendt, er et andet. De er snæversynede børn – men de er aldrig egoistiske eller modbydelige. De ved bare ikke bedre. De er født ind i en guldbelagt verden.

Men udenfor flyder bægeret over, og Vinterpaladset bliver stormet. Nedslidte arbejdere vælter ind på slottet og flår hele deres verden i stykker. Og pludselig kan de ikke længere undgå at se det, de lykkeligt fortrængte. Verden udenfor spejler ikke livet på paladset. Alexei og Romanov-familien bliver indespærret i eksil, og Natalya flygter på må og få hen til et hus, der senere også udbryder i flammer. Hendes eneste tanke er, at hun vil redde ægget. Hun vil redde sin barndomstrolovede. 

“Love hopes for happy endings.”

Patrick fletter kendsgerninger sammen med fiktion og placerer sin fiktive Natalya i midten af kendte navne og historiske skæbner. Naturligvis er Natalyas kapløb mod tiden hele tiden åbenlyst for enhver, der kender Romanov-familiens historie, og naturligvis kan al magi i verden ikke ændre på kendsgerningerne – men alligevel beder man til, at Natalyas mission vil lykkedes. I korte øjeblikke kan man fortrænge, at Natalyas trolovede er en Romanov, og i stedet håbe mod historien, mod det forudsigelige resultat. Da jeg læste bogen, ønskede jeg brændende, at Alexei ville komme i sikkerhed, at Rusland kunne blive helet lige så let, som det magiske Fabergé-æg heler Alexeis hudafskrabning. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Det var aldrig en mulighed.
Historien om Romanov-familien og Den Russiske Revolution er en af de historiebidder, der slet ikke føles virkelig. Når man læser om hændelserne i historiebøgerne, tvivler man. Og når man læser om det i Patricks roman lever man det. Med hendes ord bliver Rusland vækket så smukt til live.
Men måske er de virkelige hændelser så interessante, at de ikke behøver at blive yderligere krydret af et magisk, helende Fabergé-æg. Al Natalyas nytteløse jagteri efter ægget, al snakken om magien, og om potentialet ægget holdte, forekom mig fuldstændig malplaceret i en historie, hvor den sande magi er de troværdige stemningsbilleder af revolutionens kaotiske Rusland. Jeg havde ikke behøvet så meget mærkværdigt drama i en historie, der er dramatisk nok i sig selv.

"A Traveller in Time" af Alison Uttley

"A Traveller in Time" af Alison Uttley, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1939). 4/5 stjerner. 

Dette er fortællingen om Penelope Taberner Cameron, der vokser op i London og længes mod andre steder. Hun er et lille, tyndt og svageligt barn med drømmende øjne og enkelte oplevelser, der ikke kan affejes som småbørnsfantasi. I et desperat forsøg på at ændre hendes blege ansigt til et par rosenrøde kinder, sender Penelopes forældre hende og hendes to søskende på besøg hos en grandtante, som bor på den gamle familiegård i Derbyshire.

På gården løber Penelope og hendes søskende rundt og nyder sommervarmen. Deres kinder bliver rundere og rødere, og Penelopes smil bliver mere ægte. Der hersker et komplet landligt idyl, lige indtil Penelope en dag åbner en dør og træder ind i fortiden. Hun bevæger sig pludselig i en sær tidslomme og snubler ind i 1580'erne, hvor Anthony Babington og hans familie er involveret i et stort plot. De drømmer nemlig om at skubbe Dronning Elizabeth af tronen og gøre Mary af Skotland til dronning i stedet.

“All these scents and sounds are part of the story I have to tell, with light and darkness, shadows and tragedy interwoven.”

Jeg tøvede, da jeg trak "A Traveller in Time" ud af min bogreol og satte mig til rette i min lænestol med et ønske om et par timers sødmefyldt læsning. Krigstidens engelske børnebøger handler ofte om eskapisme, men Uttleys historiske børnefortælling befandt sig truende nær kanten af en historiebog. Jeg frygtede en belærende historiegennemgang, og jeg håbede på en sød eventyrsfortælling. Men jeg havde aldrig gættet, hvilken inderlig glæde jeg ville føle, da jeg lukkede bogen fire timer senere. 

"A Traveller in Time" er en smuk bog. Dens sprog er vidunderligt malerisk, og når Uttley beskriver duften af blomster eller lyden af en klukkende bæk, føles det akkurat som at være der selv. Penelopes øjne blev til mine øjne, da hun begav sig rundt i sine forfædres overdådige haver og kamre, og halvdelen af min læseglæde kom fra den atmosfære, Uttley vækkede til live – både i tidsrejse og i bogens nutid. Selvom bogen ikke forekommer mig meget gammel, er den alligevel fyldt med en særligt charmerende og gammeldags stemning, som slet ikke kan efterlignes i dag. Det var en fryd at støde på et uddødt ord som "dumbledores" og huske, at det betød brumbasse, eller at læse om en familiegård som har været beboet af den samme slægt siden 1500-tallet. At læse bogen var en tidsrejse i sig selv.

Når jeg ikke sukkede over forsvundne engelske ord, landlig hjemlighed eller smukke beskrivelser, var jeg fuldstændig benovet over bogens plot. Bogen føltes på intet tidspunkt tung eller opremsende; i stedet var den et eventyr fra start til slut. For Uttley skriver ikke om historien – hun vækker den til live, og gør historiske karakterer til fiktive skabninger, der tænker, handler og taler med passion og troværdighed. Penelope gennemgår adskillige kvaler, da hun ved, hvordan historien vil ende; hun ved, hun ikke kan forandre Babington-familiens triste skæbne, men alligevel holder hun af sine nye venner. Mod al sandsynlighed håber hun og længes efter et udfald, hun ved er umuligt. 

“Some day I shall return to be with that brave company of shadows.”

Selvom "A Traveller in Time" ikke er en kendt eller udbredt klassiker, hører den i mine øjne hjemme med de allerbedste engelske børnebøger. Uttley skriver med al Frances Hodgson Burnetts poesi og al Noel Streatfeilds charme. Hun blander sødme, barndomseventyr og historielektioner i velovervejede rationer og ender med noget helt fantastisk. Noget alle beundrere af engelsk børnelitteratur burde læse.

Jeg havde aldrig regnet med, at blive så medrevet af bogen som jeg gjorde. Og undervejs lærte jeg tilmed noget; bidder af en sand historie, hvis omstændigheder jeg helt havde glemt.  Bogens slutning er hele tiden uundgåelig, men vejen dertil er så medrivende, at man glemmer manglen på spændingselementet. Bogen handler om nuet – og om at leve fuldt ud i den verden og den tid, man tilhører.

Penelope åbnede en dør og trådte ind i en gammel verden. En verden med sit helt eget drama og politiske spil – men som alligevel var at foretrække fra den verden, som Uttley selv levede og skrev i. Måske fungerer bogen så godt, fordi den ikke blot er en historie; den er også en form for eskapisme. Et nostalgisk tilbageblik på en tid hvor drenge forærede piger grønne sløjfer og sang viser for dem, hvor indespærrede dronninger levede side om side med almindelige gårdejere, og hvor man var ansvarlig for sine egne handlinger – og ikke underlagt en hel nations. Selvom Uttleys tidsrejse ikke er helt problemfri, føles den ofte sådan. Fordi den er simplere. 

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Weidenfeld & Nicolson, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1999). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner. 

Oscar Drai lever et stille liv. Han er femten år og bor på en kostskole; hans bedste ven er en beregnende dreng, der har svar på alt, og Oscars dage flyder sammen i hans selskab. Men alting forandres det øjeblik, Oscar træder ind i et faldefærdigt hus, lokket af overjordisk smuk operamusik og et par stirrende katteøje. Huset og dets beboere bliver omdrejningspunktet i hans liv; den jævnaldrende Marina og hendes far, kunstneren Germán Blau bliver Oscars nye bedste venner.

En dag fører Marina Oscar til kirkegården for at vise ham et mærkværdigt lille mysterie. Hver dag ankommer en ældre kvinde, tildækket og klædt i sort, nemlig til kirkegården for at ligge en enkelt rød rose på en navnløs grav. Mysteriet trækker Marina og Oscar ind i Barcelonas underverden; på en efterforskning af aristokratiske opfindere, skuespillerinder og mørke hemmeligheder begravet i glemte kloakker. 

“People only disappear when they have somewhere to go.” 

I sit forord til "Marina" skriver Zafón, at dette er den bog, som han holder mest af. Han erklærer sin kærlighed til sit eget værk og fortæller, at det øjeblik han skrev den, vidste han, han aldrig ville skrive noget som den igen. Og han havde ret. "Marina" er hans sidste ungdomsroman, og siden har han hovedsageligt skrevet for og til voksne; mere komplicerede romaner med mørkere plots.

Zafóns forord fik mig til at ønske, at jeg ville elske bogen ligeså højt som han. Jeg håbede, at "Marina" ville vise sig at fortjene sin forfatters kærlighed i en så høj grad, at den også automatisk ville få min. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet; for selvom bogen var god, føltes den ikke som noget særligt. Ikke på samme måde som Zafóns andre bøger har gjort det.

For første gang nogensinde regnede jeg nemlig Zafóns plot ud, før det fandt sted. For første gang nogensinde skinnede mysteriets løsning igennem, og for første gang gryntede jeg en anelse af kedsomhed, da historien nåede sin store afsløring. Måske er det en bivirkning af, at jeg på det seneste har læst så meget Zafón, eller måske skyldes det blot, at "Marina" ikke er lige så ambitiøs og tvetydig som Zafóns andre romaner. Uanset hvad, følte jeg mig lidt skuffet. Som om jeg var blevet snydt for det gotiske gys, som jeg efterhånden kæder Zafón så tæt sammen med.

Efterhånden er jeg begyndt at kunne genkende så mange elementer på tværs af Zafóns romaner. Så mange typiske ingredienser, der tilsammen udgør en klassisk Zafón-roman. Det atmosfæriske skriveri, de smukke beskrivelser af et Barcelona, der på én gang virker uendeligt langt væk og ufatteligt tæt på, den tragiske kærlighedsaffære, den venligtsindede mandlige protagonist der opdager hemmeligheder, som relaterer sig til en kompliceret fortid og – værst af alt – den idealiserede pige eller kvindefigur der udstråler en æterisk ynde og altid er ude af hovedpersonens greb. Sidstnævnte var særligt tydelig i denne roman. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor Zafón har valgt at opkalde sin roman efter en karakter, han aldrig helt skitserer. 

“Our body begins to destroy itself from the moment it is born. We are fragile. We’re creatures of passage. All that is left of us are our actions, the good or the evil we do to our fellow humans.”

"Marina" er surrealistisk, højtflyvende og fyldt med den særlige atmosfære, som kun Zafón kan skabe. Det er en deskriptiv bog fyldt med beskrivelser, der næsten er overdrevne i deres overdådighed, og 1980'ernes Barcelona kommer til live på en måde, der befinder sig ude af tid og rum. Selvom bogen har mange 80'er referencer, selvom der er biler på gaderne og telefoner i husene, kunne man med lethed bilde mig ind, at den foregik i 1800-tallet. Stemningen er så altoverdøvende gotisk, at de tekniske kendetegn bliver overflødige.

Min eneste anke er bogens mysterie, der aldrig helt er så stort et mysterie, som det forekommer. Bogen løses med en krydsning af gal videnskabsmand og vampyrlogik, og skurken som hærger Barcelonas gader og Oscars sind viser sig, Zafóns tradition tro, at være en tortureret sjæl med synlige ar. På et tidspunkt drukner bogens troværdighed i overnaturlige elementer, der føles malplacerede og for mærkværdigt beskrevet.

Dermed ikke sagt at bogen ikke har sine kvaliteter; den er vidunderligt velskrevet, og jeg læste den på en enkelt eftermiddag. Jeg ville blot ønske, at den ikke var så forudsigelig, så overdreven og så fuldstændig typisk. Fællestræk i et forfatterskab er altid smukt – men en plotskabelon er en farlig ting.

"The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro

"The Remains of the Day"af Kazou Ishiguro, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1988). 4/5 stjerner. 

"The Remains of the Day" er en erindringsrejse, der begynder i 1956. Butleren James Stevens har arbejdet på Darlington Hall i årevis, hvor han har tjent en britisk aristokrat. Efter Anden Verdenskrig har palæet dog fået en ny ejer, og Stevens arbejder nu for en af de australske nyrige.
For første gang i sit liv bliver Stevens tilbudt et par fridage og efter grublen og spekulation, beslutter han sig for at udnytte dem for at besøge en tidligere husholderske. Han sætter ud i en bil og begynder en rejse, der vil vare seks dage. Det bliver seks dage med skiftende landskaber og i takt med, at landskaberne glider forbi, glider Stevens ind i et melankolsk tilbageblik. 

“Indeed — why should I not admit it? — in that moment, my heart was breaking.”

Jeg tror, "The Remains of the Day" er den mest plotløse bog, jeg nogensinde har læst. Bogen gider ikke engang opretholde illusionen om et plot eller plotlinje. I sin bogstaveligste forstand, er "The Remains of the Day" blot en lang fortælling om en butler, der tager på en lang køretur for at møde en gammel kollega, som han vil overbevise om, at hun bør komme tilbage til sit gamle arbejde. Tilbage til ham. Kapitlerne består af tanker og af minder; bittesmå fragmenter, der suser ind og ud af hovedet på butleren, imens han kører igennem det engelske landskab. Fragmenter som han ikke selv er i stand til at se, for hvad de er. Fortrydelser.

James Stevens er bogens fortæller, og han har været butler på Darlington Hall i mange, mange år. Han er britisk og korrekt til fingerspidserne, og ofte virker det som om, romanen igennem ham ikke blot er blottet for handling, men også blottet for følelser. For hans tankegang er så mekanisk og enfoldig – udelukkende fokuseret på, hvordan man bevarer sin værdighed som en trofast og pålidelig butler. Og det er så let at lade sig narre og tro på det.

Bogen og dens simple plotlinje snød mig. Jeg læste hver eneste side grundigt, og jeg rystede på hovedet af den følelsesmæssigt afstumpede butler, hvis eneste gøremål i livet var at organisere og at støve af. Jeg undrede mig over, hvordan en person kunne være firkantet, distanceret og kold overfor sin omverdenen. Jeg forstod ikke, hvordan Ishiguro ville have mig til at tro på en så ligegyldig karakter. Lige indtil det gik op for mig, at jeg netop ikke skulle tro på ham. At han ikke engang tror på sig selv.

“What is pertinent is the calmness of beauty, its sense of restraint. It is as though the land knows of its own beauty, its own greatness, and feels no need to shout it.”

Lige så stille, side for side, nedbryder "The Remains of the Day" sig selv. Hvad der starter som en komisk fortælling om en britisk butler, bliver til en ensoms mands tragedie. Under talrige lag af ligegyldighed, mekanisk etikette og en grundlæggende mangel på interesse i omverdenen, er kun en knækket mand tilbage, som indser, at han har taget alle de forkerte valg. James Stevens har hele sit liv identificeret sig ud fra sit job, og lige så snart han bevæger sig væk fra sine faste rammer og ud på landevejen, forsvinder de daglige rutiner, som han normalt kan bruge til at gemme sig bag. Han er ude i det åbne; og han kan ikke længere jage sandheden på flugt ved at pudse sølvtøjet eller kommandere med kokkepigerne.
Ufatteligt stille hiver Stevens alle sine illusioner frem i lyset og ser dem dø. Hans tidligere så ædle arbejdsgiver, Lord Darlington, har sympatiseret med nazisterne, imens Stevens blot så på og undskyldte ham med hans status. Stevens forlod sin egen far på dødssengen for at gå ind og opvarte gæster, fordi han ikke kunne bære at se ham som noget andet end den idealisering, han selv forsøgte at leve op til. Og Stevens lod den eneste tilbageværende menneskelige relation i sit liv flygte, fordi han var for høflig til at udtale sine sande følelser. Hans liv er et virvar af fortrydelse, usagte ord og alt for mange forbigåede muligheder. Han har overlevet på en illusion, en illusion der nu brister. 
James Stevens indser, for sent, at livet afhænger af små valg og små øjeblikke. En beslutning om ikke at møde med Miss Kenton hver aften til kakao og snak, en beslutning om at vende sin døende far ryggen, en beslutning om at forsvare Lord Darlingtons bortvisning af jødiske ansatte, en beslutning om at være butler og ikke menneske, har reduceret Stevens til det, han er. Det er ikke nemt at genkende de øjeblikke, der har potentialet til at forandre et helt livsforløb. Men livet er alligevel udgjort af dem.

"The Remains of the Day" er sådan en stille bog. Den gør ikke noget postyr af sig selv; trænger sig ikke på og forlanger ingen opmærksomhed. Ligesom Stevens selv arbejder den i fred, og Ishiguro trækker ubemærket i trådene bag kulisserne for at lokke læseren hen til den endelige konklusion. Stevens vågner så grusomt op med en smerte, der er for dyb til ord, og Ishiguro viser, hvordan alting kan ændre form, hvis man ser det i det rigtige lys.
Bogen er fortalt med en misundelsesværdig elegance, og Stevens' selvbedrag er så veludført, at det antager karakter af en forsvarsmekaniske; de løgner vi hvisker til os selv i mørket for at komme igennem dagen. Eller, i Stevens' tilfælde, livet.

"To Kill a Mockingbird" af Harper Lee

"To Kill a Mockingbird" af Harper Lee, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1960). 4/5 stjerner.

Harper Lee vandt næsten øjeblikkelig berømmelse, da hun i 1960 fik udgivet sin debutroman "To Kill a Mockingbird". Bogens historie udspiller sig i 1930'ernes Alabama, og den fortælles af den niårige Jean-Louise "Scout" Finch, hvis far er advokat.

Finch-familien bor i en lille flække ved navn Maycomb, hvor racisme og uretfærdighed endnu hersker. Atticus Finch skal forsvare en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, og retssagen tiltrækker sig megen opmærksomhed i den lille by. Scout er en undrende tilskuer til retssagen, og hendes klare betragtninger understreger kun irrationaliteten i sydstaterne. 

“Until I feared I would lose it, I never loved to read. One does not love breathing.”

Det er efterhånden mange år og mange bøger siden, jeg læste "To Kill a Mockingbird" for første gang. Jeg har i lang tid været efterladt med et svagt minde om en bog, der havde noget vigtigt på hjerte, men som jeg alligevel ikke helt kunne huske. Præcise hændelser, handlingsforløb og karakternavne smuttede fra mig, og jeg mistænker mig selv for at have læst bogen, før jeg for alvor var klar til det. En genlæsning af Harper Lees drømmedebut har været på min ønskeliste i mange år – og nu har jeg endelig fundet tiden til at opfylde mit eget ønske.

"To Kill a Mockingbird" er en af de bøger, der let kan snyde. Med sproglig charme i form af sydstatsaccenter og pudsig dobbeltmorale, fortæller Lee en historie, der på én gang forekommer mig som det reneste barndomsidyl og den største grusomhed. Bogen fortælles gennem den niårige Scout, der forsøger at forstå og afkode verden gennem sin egen naivitet, og læseren får dermed påtvunget et filter af nysgerrighed og undren over alt, hvad der sker. Scout er noget særligt, fordi hun endnu besidder et barnesind; hun sætter endnu spørgsmålstegn ved uretfærdigheden i verden i stedet for at affinde sig med, at den findes. Guidet af sin rummelige, rolige og helt vidunderligt rationelle far, udpeger hun skævheder og hykleri blandt dem, som ellers betragter sig selv som samfundets bedste borgere.

Scouts fortællerstemme er præget af hendes alder; simple betragtninger, pudseløjerlige bemærkninger og en konstant vægren mellem godt og ondt, er kendetegnende for romanen. De smukke beskrivelser af Scouts dovne sensommerdage tilbragt med hendes bror og hendes barndomsforlovede, skaber en idyllisk kulisse i 1930'ernes Alabama. Og det er måske det, der gør bogens anden virkelighed – raceproblemer, kønsdiskrimation, fattigdom, vold, klassesamfund og mangel på medmenneskelighed – så chokerende kontrastfulde. Harper Lee illustrerer, hvor let man kunne lukke øjnene for alt ondt, hvis man ville.

“You never really understand a person until you consider things from his point of view ... Until you climb inside of his skin and walk around in it.”

For selvom "To Kill a Mockingbird" handler om mange ting, handler den for mig mest om mod. Modet til at åbne øjnene, se uretfærdighed og at kæmpe imod det. Modet til at rejse sig op og påtage sig ansvar, udpege fejl og gøre verden en lille smule bedre, end den var. Atticus Finch er ikke en frelserfigur, men han er en helt, fordi han nægter at affinde sig med traditioner og fastgroede fordomme. Og samtidig forsøger Atticus Finch at videregive sit mod til sine børn og en ny generation.

Harper Lees roman er en af de største klassikere i amerikansk litteratur. Det er en bog, som er fast inventar i enhver amerikansk skoleklasse, og man kan finde den på samtlige lister over betydningsfuld litteratur. For bogen var betydningsfuld, da den udkom – og den er det stadig. Der er så meget på spil i "To Kill a Mockingbird" og ved at se racismen gennem øjnene på et barn, bliver den komplette meningsløshed kun understreget. Bogen er så let at læse, let at forstå og tung at tænke over i lang tid efter, den sidste side er vendt. Den forklarer komplicerede forhold mellem mennesker, historie og samfund på den simpleste måde overhovedet muligt, og som læser er man ofte fristet til at råbe højlydt af de bipersoner i romanen, der tydeligvis ikke selv kan se ud over deres egen næsetip. Det virker grotesk, og samtidig er det nok et ærligt portræt af datidens ignorance.

"To Kill a Mockingbird" er en ægte amerikansk klassiker, som desværre endnu ikke har mistet sin relevans. Det er en bog, der er vigtig at læse, og en bog som alle burde læse på grund af dens barndomsklare fremføring af det hykleri, der gemmer sig bag racisme og fordomme. Harper Lee skriver så enkelt om noget så ækelt, og hun gør det med både charme og stemning. "To Kill a Mockingbird" er blandt de bøger, der vil stå fremme på alverdens biblioteker i mange, mange, mange år endnu. 

“I think there's just one kind of folks. Folks.”

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows

"Guernseys litterære kartoffeltærteklub" af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows, fra forlaget Sommer og Sørensen, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2004). 3/5 stjerner.

Anden Verdenskrig kaster endnu sine skygger over London, da forfatteren Juliet Ashton er på udkig efter inspiration til sin næste bog. Og inspirationen dukker op der hvor hun mindst ventede det – i et brev tilsendt hende, fordi hendes navn var blevet hastigt nedkradset i margenen på en bog, en anden havde fundet.

Gennem brevene stifter Juliet ikke alene kendskab med Dawsey Adams, skribenten bag det første brev, hun lærer også gradvist øen Guernsey at kende og udveksler krigshistorier og hverdagsbetragtninger med alle øens beboere. Inden længe spirer en uimodståelig trang til besøge Guernsey op, en kuffert bliver pakket, og adskillige liv bliver forandret. 

“Måske er der i bøger et hemmeligt instinkt der fører dem frem til deres fuldendte læsere. Hvor ville det være dejligt hvis det passede.” 

Jeg har altid haft lidt svært ved brevromaner. Til og fra, halve historier, spørgsmål uden besvarelser og en fornemmelse af en bevidst distancering fra karaktererne, er nogle af de ofre, formatet kræver. På trods af det romantiske ved brevskriveri, bliver jeg ofte mere irriteret end begejstret over idéen. Og derfor krævede denne bog en smule tilløb.
Fyldt med bogkærlighed og krigsberetninger er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" dog langt mere end en typisk brevroman. Det er en fortælling om en læseklub, der opstod ved et tilfælde; som et hult alibi der kunne bruges imod tyskerne, og som endte med at samle en hel ø om læsningens magi, hjemlighed og trøst. Bogtitler og læsebetragtninger udgør mange af bogens sider, og resultatet er både hjertevarmt og genkendeligt. I en symfoni af landsbystemmer skriver Guernseys beboere breve der er en hyldest til bøgerne og til det samvær, som bøgerne har bragt dem.
Sarte tragedier blander sig dog med boganbefalingerne, og historier om hjertesorg,  isolation, forældreløshed og en forsvundet kvinde, er hvad der lokker Juliet til den lille ø. "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" er en bog om bøger, men det er også en historie om krig. Og ofte falder denne del af Shaffer og Barrows' roman fladt til jorden. For hverdagslivet under krigen bliver skildret en smule ulogisk, usammenhængende og med en tendens til at affærdige krigens mørke. Der er ingen tvivl om, at "Guernseys litterære kartoffeltærteklub", men der er noget utiltalende ved at alting skal ende lykkeligt eller affærdiges – selv krigsskæbner tilbragt i frygtelige koncentrationslejre.

“Det er dét jeg elsker ved at læse: En enkelt ting i en bog vil interessere en, og den lille ting fører en videre til en anden bog, og en anden stump vil føre en videre til en tredje bog. Det er geometrisk progressivt – uden at man kan se enden på det hele og uden anden grund end den rene fornøjelse.”

Jeg læste "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" efter en eksamensperiode, og den var perfekt til formålet. Stille, hjertevarm og ganske bedårende – den børster let hen over krigsskæbnerne og lader de menneskelige relationer fylde i stedet. En fuldstændig overflødig romance flettes ind, og smertefulde oplevelse introduceres for derefter blot at blive glemt igen. Juliet falder så let til på øen, at man undrer sig over logikken i det hele; de to måneder på øen har så mange vidtrækkende og livsforandrende konsekvenser. Desuden opstår der uheldige etiske spørgsmål mellem Juliets journalistik og hendes behandling af sine kilder, og den historiske del af bogen halter.
Hvad bogen mangler i dybde, gør den dog op for i varme. Overordnet set er "Guernseys litterære kartoffeltærteklub" hyggelig læsning. Bogen har en hjemlig kvalitet, den er fyldt med skøre og skæve karakterer, og bogkærligheden mærkes tydeligt fra den allerførste side. Bogen indeholder så mange fine citater, og skrivestilen er humoristisk og yndigt deskriptiv. Sommetider spænder formatet ben for sig selv og for sine karakterer; det opstår huller, og nogle karakterer skitseres aldrig så fint som andre. Men selv formatet ødelægger aldrig bogens sødme; at læse den føles næsten som et skriftligt kram, og den er fyldt med nedskrevne smil.

“Jeg elsker at se boghandlerne og at møde indehaverne – boghandlere er virkelig en særlig race. Ingen ved deres fulde fem ville påtage sig at arbejde i en boghandel på grund af lønnen, og ingen ved deres fulde fem ville ønske at eje en – fortjenesten er for lille. Så det må være kærlighed til læsere og læsning der får dem til det – sammen med chancen for at se de nye bøger først.” 

"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

"Alt det lys vi ikke ser" (org. titel "All the Light We Cannot See") af Anthony Doerr, fra Politikens Forlag, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 5/5 stjerner.

Marie-Laure LeBlanc famler sin vej gennem byen. Som seksårig har hun mistet synet, og hun kan kun finde rundt i Paris' krogede gader med indøvede bevægelser med sine hænder. Fra en model af byområdet, som hendes far har bygget, har hun lært, hvordan vejene vender og drejer, hvordan de føles, og hvor de fører hende hen.
Werner Pfenning kan se, men han føler alligevel også, at han bevæger sig i mørke. Opvokset på en tysk børnehjem med en frygt for kulminer, hvor hans far døde, bruger han sin tid på at forholde sig til ting, han kan forstå. Matematik, adskilte radioer og hans søsters indforståede blik holder ham oppe i hverdagen. Lige indtil alting vender på et enkelt øjeblik.
Werner bliver sendt til et eliteakademi for Hitler Jugend, imens den blinde Marie-Laure og hendes far må flygte fra Paris. Werner bliver en del af krigsmekanismen, og Marie-Laure bliver en del af modstanden. Og selvom der er mange mil mellem Werner og Marie-Laure er deres skæbner tæt forbundne. 

“Men Gud er kun et hvidt, koldt øje, en kvartmåne der hænger over røgen og blinker, mens byen gradvis males til støv.”

"Alt det lys vi ikke ser" udkommer i dag, og med den udkommer sikkert et væld af rosende anmeldelser og uddelte stjerner. Ingen bog fortjener det mere. Jeg har læst bogen over flere dage og nætter, med vilje trukket min læsning ud og forsøgt at rationere de 450 sider fornuftigt, så bogen kunne holde mig med selskab i længere tid. Jeg har slæbt den klodsede paperback med mig på togture og skovture, gåture og påskeferie, og jeg har kæmpet imod mig selv for ikke at sluge den øjeblikkeligt.

Jeg læser sædvanligvis ikke meget litteratur om Anden Verdenskrig. Det er sådan en grum og umenneskeligt barsk periode i verdenshistorie, og jeg synes ofte, at det bliver trivialiseret og udvandet i fiktionens verden – simpelthen fordi, det er et koncept, der er så svært at fatte og endnu sværere at indleve sig i. Det er et emne, der skal behandles varsomt, hvis de fintfølende nuancer ikke skal forsvinde.

"Alt det lys vi ikke ser" handler om Anden Verdenskrig. Bogen indeholder to parallelle handlingsforløb der skiftevis placerer os hos en blind pige i Paris og en forældreløs dreng i Tyskland. Anthony Doerr skildrer disse to børns opvækst og desperate valg på en måde, så begge dele forekommer lige forfærdelige. Krigen portrætteres fra begge sider, og på begge sider trænger meningsløsheden igennem dørsprækker og de udstregede ord i censurerede breve. Det er en barsk virkelighed de to børn vokser op til; Marie-Laures familiebånd skæres over, og Werner befinder sig pludselig midt i Hitler Jugends indbyrdes magtkampe. Begge børn tilbringer stjerneklare natter med at lede efter svar, og de søger efter meningen med det hele i opslåede bøger eller i en radios systematik. Deres skæbner er sammenviklede fra start, og deres møde er uundgåeligt. Det sker bare ikke på den måde, som man tror.

“En verden af vilde blomster der spirer mellem rustens, kasseret skrot. En verden af bær og gulerodsskræller og Frau Elenas eventyr. Af en skarp lugt af tjære og tog der kører forbi, og bier der summer i blomsterkasser. Ledninger og spoler af kobbertråd og en stemme i radioen der rækker én en væv som man kan væve sine drømme på.”

Historien fortælles gennem korte kapitler med konstant skiftende synsvinkler. Fra den blinde Marie-Laure til den eftertænksomme Werner til den syge oversegent von Rumpel der er på jagt efter en værdifuld diamant og tilbage igen, skifter perspektivet i en uendelig runddans. Ordene er sanselige og lyriske, rungende ord af stilhed i en verden af larm. Kapitlerne slutter ofte med brudstykker af en sætning, abrupte refleksioner og indskudte tanker, og resultatet er noget særpræget smukt. Bogen er et lille og skinnende mesterværk med dens blotte sætningskonstruktion.
Som læser får man lov til at se Marie-Laure vokse op, at opleve Werners nagende tvivl over hans søsters klarsyn og krigens propaganda, man bliver taget i hånden og ført gennem gaderne i Paris i fuldstændigt mørke men med sanselig præcision, og man bliver spundet ind i trådene fra et filosofisk spørgsmål om moralsk uvished og dyrisk overlevelsesinstinkt. Man bliver del af en diskussion, og man bliver del af en historie. Doerrs ord hiver en med hele vejen, over vejbump og gennem mørke, i museumskældre og på træningsbaner, gennem personligt forrædderi og menneskelig tiltro. Og i det udtrukne sekund det hele varer, er ens krop til stede midt i det bombede kaos.
Og uanset hvad jeg siger, eller hvordan jeg forklarer, er det slet ikke nok. "Alt det lys vi ikke ser" er en bog, der skal læses og opleves. De 550 sider skal værnes om og beskyttes, for de er alt for hurtigt forbi, og verden er alt for tom, når de er væk. Hvert eneste ord i Doerrs roman rummer en følelse, som har potentialet til at eksplodere i ens sanser. Så velskrevet er den.

"The Red Queen" (The Cousins' War #1) af Philippa Gregory

"The Red Queen" af Philippa Gregory, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2010). 3/5 stjerner. 

Hovedpersonen i denne anden del af Philippa Gregorys historiske drama er i virkeligheden en biperson fra den første bog. I "The White Queen" var Margaret Beaufort en tilbagetrukken og mørk skygge i baggrunden af Elizabeth Woodvilles skinnende liv. I "The Red Queen" indtager Margaret rampelyset med sine ambitioner, religiøse idealer og sin nådesløse stræben.
I en tidlig alder overbevises Margaret om, at hun bestemt til store helgengerninger. Da hun bliver gift med Edmund Tudor og føder hans barn, nærer hun et øjeblikkeligt ønske om at se sin søn med en gylden kongekrone. Dette ønske stræber hun efter hele sit liv, og lægger i hemmelighed store planer mod York-kongehuset. Hun holder sine fjender nære, og hun spiller et overbevisende maskespil som Enkedronningen Elizabeth Woodvilles tro tjener. 

“The king is a saint and cannot rule, and his son his a devil and should not.”

Imod al forventning endte jeg faktisk med at holde langt mere af Philippa Gregorys røde dronning end hendes hvide dronning. Selvom Elizabeth Woodville var det nemmeste og mest åbenlyse valg med al sin lyse godhed, endte Margaret Beaufort med at fange min opmærksomhed med hendes dystre egoisme. Selvom jeg ikke holdt af hende, holdte jeg meget af at læse om hende.
"The White Queen" var på mange måder end mere klassisk historiefortolkning end "The Red Queen". Det er en fortælling om en kvinde, der står i vejkanten og forelsker sig i en kongesøn. Elizabeth Woodville, halv havfrueheks og handlingsfuld kvinde, finder sin magt i sin kærlighed. De historiske begivenheder bøjes næsten til en eventyrsfortælling. I "The Red Queen" er der ikke et spor af kærlighed. Der er ingen galant kongesøn, og der er ingen længselfuld kvinde i vejkanten. I stedet er der bare magt og kampen om den.
Margaret Beaufort er ikke forelsket i sin mand. Hun er ligeglad med forelskelse og tænker knap nok på den. I stedet er hendes blik altid rettet længere frem mod en skæbne, hun føler sig berettiget til, en ophøjet status som regent og frelser af hel nation. Med stor kløgt skubber hun forhindring efter til forhindring brutalt til side, og hun kommer gradvist nærmere mod sit mål og den ventende kongetrone. Det religiøse motiv er altid til stede, og Margaret bilder sig selv ind, at hun kun ønsker sin søn på tronen, fordi det er Guds vilje. Men er det det? Margaret kender ikke sig selv så godt, som læseren gør; hun forklæder sine egoistiske ønsker i ydmyghed og religion. Hendes endeløse retfærdiggørelse er umådelig interessant.

“The castle will seem very quiet and strange without you here. The stone stairs and the chapel will miss your footstep, the gateway will will miss your laughter, and the wall will miss your shadow.”

Jeg elskede at læse "The Red Queen" på grund af Margaret Beauforts ambivalente og komplekse karakter. Hun gjorde bogen dens sider værd. Og samtidig irriterede Gregorys konstante sammenkædning og tilbageskrivning til Jeanne d'Arc, Margaret tilbagevendende og næsten messende helgenmotiv og de religiøse undertoner mig grusomt. Gregorys skrivestil er repetitiv, og de samme ting bliver understreget flere tusinde gange. Bogens sider kunne sikkert blive halveret, hvis blot Margarets religiøse visioner blev fjernet. Selvfølgelig skal den del af Margarets karakter eksistere – men gentagelserne er overflødige.
Ligeledes har Gregory valgt at skrive bogen i jeg-person med Margaret som den dominerende fortæller. Det fungerer godt grundet Margarets kontrastfyldte personlighed, men samtidig putter det også plottet under en snæver ramme. Margaret lever et isoleret liv og er ofte langt fra de larmende kampscener. Det betyder, at Gregory ikke kan beskrive krigen eller kongehusets kvaler uden at skifte til tredjeperson. De skiftende fortællervinkler i historien bryder Gregorys selvvalgte struktur og gør romanen mærkeligt svag.
"The Red Queen" er uden tvivl en spændende bog baseret på en spændende periode i engelsk kongehistorie, men det er også en rodet læseoplevelse med skiftende fortællere og en forstyrrende skrivestil. Ikke desto mindre flyver dens sider dog forbi og efterlader dens læser med et kortvarigt indtryk af en underholdende bog. 

"Hende du forlod" af Jojo Moyes

"Hende du forlod" (org. titel "The Girl You Left Behind") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 4/5 stjerner.

"Hende du forlod" handler om to kvinder, der begge er blevet uintentionelt efterladte, fastlåst i en skæbne og i en tilværelse, hvor de ikke kan være sammen med den mand, de elsker. Bogen begynder i 1916 med den udhungrede Sophie, der lever i Frankrig under Første Verdenskrig. Hendes mand, den spirende kunstmaler Édouard Lefèvre, er blevet udsendt som soldat, og hver dag kigger hun på det maleri, han malede af hende, da de var unge og nyforelskede. 

Halvfems år senere sidder Olivia Halston og stirrer på det samme maleri. Det var en gave fra hendes afdøde mand, og når hun stirrer på kvinden på maleriet, føles det som om, hun stirrer på den kvinde, hun selv var, da hendes mand endnu var i live. Bag på maleriet står titlen nedkradset med hastige ord: "Hende du forlod". Men Liv er ikke den eneste, der er blevet forladt.

“Jeg kendte ikke lykken, før jeg mødte dig.”

En ny bog kan sommetider føles som et nyt liv. Og jeg levede virkelig i Jojo Moyes' roman, da jeg læste den. Hvert eneste ord blev til en følelse i min egen krop. Og selvom der var to hovedpersoner, følte jeg ingen splittelse. Jeg var dem begge og læste om dem med en ligelig delt sympati. Mit hjerte græd for Sophie, imens hun gennemlevede rædsler i krigstidens Frankrig, og mit hjerte sukkede over Olivia, imens hun oplevede en problematisk  kærlighedsaffære i en nylig nutid.

Strukturelt er "Hende du forlod" en meget præcis gentagelse af "Det sidste brev fra din elsker". Begge bøger er kærlighedshistorier, begge bøger handler om to kvinder splittet og forenet på tværs af tidsaldre; en tragisk fortid der influerer en tumult nutid, en kærlighedshistorie der strækker sig på tværs af årtier, og et mysterie i fortiden der skal opklares, før nutiden kan blive udrettet. Den skjulte tragedie og misforståede kærlighed vejer tungt i begge romaner.

Men uanset hvor højt jeg elskede "Det sidste brev fra din elsker", er "Hende du forlod" den overlegne roman i sammenligningen. Det er sådan en smuk og skrøbelig kærlighedshistorie, der illustrerer så mange nuancer i menneskets natur. Der er både plads til det grimme i mennesket, når Sophies næreste vender hende ryggen, fordi hun involverer sig med de tyske soldater; det gode i det onde når den tyske kommandant blot viser sig at være venligsindet; det paradoksale i en retssag om et kunstmaleri, der både er stjålet og købt. Ingen er entydigt gode eller onde, og ingen forhold er fuldendt harmoniske eller dæmoniske i denne tankevækkende roman med den blomstrede forside.

“Jeg tror, at der en dag vil dukke en hel stribe malerier op, af ukendt proveniens, smukke og gådefulde, med et overraskende og strålende farvevalg. De vil forestille en rødhåret kvinde som står i skyggen af en palme eller ser ud på en solnedgang – hendes ansigt er lidt ældre, håret har fået grå stænk, men hendes smil er stort, og hendes øjne fyldt med kærlighed.”

Jeg græd, da jeg nåede til slutningen af "Hende du forlod". I en bittersød epilog fuldender Moyes sin romancirkel og fletter sine to parallelle plotforløb sammen til en sammenhængende tidslinje. Via et maleri fortælles en historie om afmagt og afsavn, knuste hjerter og uvidenhedens tortur. Både Sophie og Olivia plages af spørgsmål, de aldrig har fået besvaret; tvivlen om en mands overlevelse i en blodig krig eller fortsættelsen på et farveløst liv. Det er den meningsløse tomhed, der hjemsøger bogens hovedpersoner. Den endeløse fortsættelse af et liv man for længst er stoppet med at leve.

Det mest imponerende ved "Hende du forlod" er, at jeg havde absolut ingen præferencer, imens jeg læste den. Jeg er ikke god til splittede tidslinjer og skiftende synsvinkler, for jeg foretrækker altid en fortæller over en anden. Det er en tilbagevendende irritation, der også gjorde sig gældende, da jeg læste "Det sidste brev fra din elsker" på denne tid sidste år. Men her er "Hende du forlod" undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg investerede mig både i Sophies tragedie og Olivias dilemma. Jeg var med dem begge hele vejen uden at fortryde et sekund.

Der er så meget andet, jeg kunne skrive og fremhæve om denne yndigt komponerede kærlighedshistorie, men jeg er omvendt også overbevist om, at dette er en bog, der fortjener dens overraskelsesmoment. Det er en bog, man skal læse sig ind i og leve i, der er en bog man skal lade sig besætte af og bladre i, lige indtil dens sider slipper op. Det er en af de mest hårdt slående og følsomme læseoplevelser, jeg endnu har haft i år. "Hende du forlod" er en tvedelt kærlighedserklæring, der kløvede mit hjerte midt over.