"The Darling Buds of May" (The Pop Larkin Chronicles #1) af H.E. Bates

The Darling Buds of May af H.E. Bates fra The Folio Society. Udgivet i 2011 (org. udgivet i 1958). 3/5 stjerner.

"The Darling Buds of May" er den perfekte sommerbog. Den starter med otte store dryppende is midt i sommerheden, og hvert eneste kapitel byder på jordbærplukkeri, overfyldte picnickurve, kølige (og heftige) drinks, syrlige ananasdesserter og talrige teselskaber. I betragtning af romanen kun fylder 140 sider, er det en enorm procentdel af den, der bruges på at beskrive mad. Faktisk er handlingen ganske sparsom, og Bates bruger i stedet tiden på at beskrive karaktererne og den mad, de spiser. Det er simpelt og utrolig letlæst. 

Bogen følger familien Larkin, som består af to forældre og deres seks børn. I bogens første kapitel kommer familien hjem fra en lang køretur – med nyindkøbte is i hånden, selvfølgelig – og møder en fremmed mand i deres indkørsel. Han har ventet på dem for at få registreret, hvad de skylder i skat – en ting, som familien kæmper for at distrahere ham fra ved at tilbyde ham mad og skrappe drinks i én lang køre.

Familiens ældste datter, Marietta, bliver hurtigt interesseret i den fremmede. Og da hun er blevet ubelejligt gravid og leder efter en far til sit kommende barn, forsøger hun at lokke den unge mand til at blive. Han kunne jo blive hendes redning.

“After distributing the eight ice-creams – they were the largest vanilla, chocolate and raspberry super-bumbers, each in yellow, brown and almost purple stripes – Pop Larkin climbed into the cab of the gentian blue, home painted thirty-hundredweight truck, laughing happily.”

I hovedtræk består plottet således af, at familien Larkin lurer en ung mand ind og drikker ham fuld, hver gang han nævner ordet 'skat'. De kommer ud for en håndfuld skøre eventyr og lever fra dag til dag med deres friskplukkede jordbær og spontane havefester. Deres liv lyder som én lang sommerferie – og sådan føles bogen også.

"The Darling Buds of May" er en skøn, lille feel-good bog. Den er hurtigt læst, og den er tilpas absurd til rent faktisk at lokke latteren frem. Vidunderligt britisk og fuldstændig meningsløs – perfekt til en sommerdag. Jeg forstår godt, bogserien senere fik succes som en komedieserie, men jeg har ikke selv et behov for at læse videre i serien. Jeg kan allerede forudse, hvad Larkin-familien vil blive udsat for i fremtiden; flere uheld, flere børn – og langt flere skovture. 

"The Fur Person" af May Sarton

"The Fur Person" af May Sarton, fra forlaget W. W. Norton & Company, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1957). 4/5 stjerner. 

I "The Fur Person" møder man en gadekat med gentlemanmanerer. En navnløs kattekilling er løbet hjemmefra og lever et lykkeligt liv i Bostons gader, lige indtil den dag killingen bliver til en kat og beslutter sig for, at det er på tide at slå sig ned.
Katten må teste og afprøve mange hjem, før den falder til rette, finder et sæt elskelige mennesker og får et navn. Tom Jones, som katten ender med at hedde, har ikke tænkt sig at gå på kompromis med drømmen om et hjem med måltider, der passer sig til en kat af dens egen standard. Og når Tom Jones endelig finder sit hjem, har han ikke tænkt sig at give slip igen.

“It is a known fact that if one sits long enough in front of a door, doing the proper yoga exercise, the door will open.”

"The Fur Person" er en vidunderlig bog for alle katteelskere. Fortalt gennem tankerne på katten Tom Jones, der strejfer omkring i Bostons gader, er det et morsomt gætteri på det spørgsmål, som enhver katteejer er plaget af: "Hvad tænker katte egentligt – og hvad tænker min kat om mig?"
May Sarton besvarer spørgsmålet med komisk indlevelse, da Tom Jones ikke bare er hvilken som helst kat; han er en gentleman-kat, der lever efter meget stramme regler for, hvad der er korrekt etikette, og hvad der ikke er. Hvis Tom Jones ønsker noget af et menneske (eller husholdersker, som han så ydmygt kalder dem), miaver han blot en enkelt gang og venter derefter høfligt på at blive hørt. Stress bliver jaget på flugt af særlige katte-yoga-øvelser, og skulle Tom Jones blive talt direkte til, er det korrekte valg at lade som absolut ingenting.
Den vigtigste regel i Tom Jones' gentleman-kodeks er, at en husholderske aldrig må vælges i hast. Og derfor handler størstedelen af "The Fur Person" om Tom Jones' forsøg på at finde det perfekte hjem og den perfekte husholderske. En opgave der er langt mere kompliceret, end man skulle tro.

“A Fur Person is a cat who has come to love one or, in very exceptional cases, two human beings and who has decided to stay with them as long as he lives. This can only happen if the human being has imagined part of himself into a cat just as the cat has imagined part of himself into a human being. It is a mutual exchange.”

"The Fur Person" er en charmerende hyldest til katte og de mennesker, der elsker dem. Tom Jones slentrede fra gaden ind i mit hjerte, og blandt hans mange særheder og kattekutymer fandt jeg et lille glimt af genkendelse, der mindede mig om de elskede kattevæsener, jeg gennem tiden har lukket ind i mit eget hjem. 

Sarton skriver yndigt og formår gennem sine morsomme beskrivelser at indfange kattens  mange utilregnelige luner. Bogen vil nok ikke give meget mening for en, der aldrig har boet sammen med en kat, men for de af os der har, er den en uvurderlig lille perle, der hører hjemme på enhver katteelskers bogreol. Bogen mindede mig nemlig om talrige søvnløse nætter med en kat, der stjal min hovedpude, om et omhyggeligt potevaskeri, om den vibrerende brummen fra en pelsbeklædt mave – og bedst af alt, om gensidig og livslang kærlighed mellem to pelspersoner. 

Jeg tror, "The Fur Person" kommer med smilegaranti til enhver katteelsker, katteejer og katteven. Det er en bog, der udånder tryghed og varme med samme effekt som en tyk sweater, en dampende kop te eller lyden af en spindende kat i sengens fodende. 

"A Tangled Web" af L. M. Montgomery

"A Tangled Web" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1931). 4/5 stjerner.

En tante dør, og en familiefejde opstår. Et arvestykke er uden arving og to rivaliserende familier kæmper med næb og kløer for at få fingrene i det. I et nøje udtænkt kaos bliver kærestepar splittet, gamle elskere bliver genforenet, og moralske spørgsmål bliver hele tiden opholdt mod betingelserne og sandsynligheden for at blive arving.
"A Tangled Web" er en komisk beretning, om den excentristiske Tante Becky, der dør og efterlader sig et sentimentalt arvestykke: en legendarisk porcelænskande. Begge sider af Beckys familie ønsker sig brændende at arve porcelænskanden, men Beckys testamente indeholder drilske betingelser, designet til at forårsage en højlydt panik.
Arvingen af den eftertragtede porcelænskande vil nemlig ikke blive afsløret før et år efter Beckys død, og i mellemtiden forventes familiernes eksemplariske opførsel – Tante Becky har nemlig også udspecificeret en lang række hændelser, der vil udelukke nogle fra at arve, hvis de opfyldes. Således begynder et langt år fyldt med konflikter og tøven; for hvordan kan man handle, når man ikke kender konsekvenserne af sine handlinger?

“It must be admitted frankly that Aunt Becky was not particularly beloved by her clan. She was too fond of telling them what she called the plain truth. And, as Uncle Pippin said, while the truth was all right, in its place, there was no sense in pouring out great gobs of it around where it wasn't wanted. To Aunt Becky, however, tact and diplomacy and discretion, never to mention any consideration for any one's feelings, were things unknown.”

"A Tangled Web" er i sandhed et sammenfiltret net af karakterer, plotlinjer og historietråde. I et vrimlende virvar løber en broget skare af landsbypersonligheder ind og ud mellem hinanden og skændes, sukker, smiler og græder på skift. Det ene øjeblik følger man den unge Gay Penhallow, der forelsker sig i en galant mand, det næste øjeblik skifter rampelyset til den forvirrede Oswald Dark, der vandrer rundt i sin egen galskab, eller den ambitiøse Margaret Penhallow som gifter sig med Penny Dark blot for at forøge sine chancer for at få fat i arvestykket. Plottet bevæger sig i pendulfart mellem de to forgreninger af tante Beckys familie – familien Dark og familien Penhallow – og imens karaktererne kæmper indædt om retten til et arvestykke, opstår romancer og venskaber i baggrunden.
Bogen er en charmerende fortolkning af 1900tallets landsbysamfund; de mange mærkværdige personligheder og de dertilhørende mærkværdige konflikter, sladdertendensen og morale for moralens skyld. Ingen af Montgomerys karakterer handler, som de egentligt har lyst til – de handler blot, som de tror, de bør handle for at få fingrene i en porcelænskande.
Og porcelænskanden i sig selv er et mærkeligt objekt for så meget postyr. At gifte sig for at få fingrene i det forekommer absurd, og ligeså gør det faktum, at nogle undlader at gifte sig for at få fingrene i det. Alting bliver sat på spidsen til ære for det rene ingenting – og resultatet er urkomisk, absurd og vidunderligt vanvittigt.

“She seemed to be at the very heart of some exquisite magic that had changed everything in life for her.”

Der er mange fine kærlighedshistorie sammenblandet i denne bog. Mange søde, kærtegnende og sentimentale scener mellem karakterer, der har fortjent hinanden og en smule medgang. Montgomery skildrer med en fin ømhed de stakkels forelskede, der hindres i deres kærlighed på grund af et støvet arvestykke og en lang række af sociale forventninger.
Men det er også komisk og ulideligt karikeret. Jeg klukkede og lo min vej gennem Montgomerys lystige karakterunivers, og jeg elskede ironien i den gamle tantes endelige vilje, der satte gang i så meget kaos blandt de familiemedlemmere, hun aldrig havde brudt sig om. Bogens afsluttende scene er et antiklimaks uden lige; forudsigeligt katastrofalt, akkurat som det bør være.
"A Tangled Web" er en historie for dem, som ikke kan få nok af Jane Austens bipersoner og landsbytosser, som her træder frem og indtager hovedroller. Det er en historie for dem, som elsker Elizabeth Gaskells "Cranford", og dem som er bekendte med historien om en fjer, der blev til ti høns. Det er en historie med en gennemtrængende humor, og dog er den formidlet med en sådan ynde, at karaktererne altid fremstilles som menneskelige.
L. M. Montgomery skrev ganske få romaner henvendt til det voksne publikum – og efter at have læst "A Tangled Web" ville jeg ønske, at hun havde skrevet flere.

"Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman

"Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman, fra forlaget Gollancz, udgivet i 2014 (1990). 4/5 stjerner.

Fra den første side og det første ord er "Good Omens" en kaotisk bog om kaos. I en tilsyneladende endeløs kæderække af uheld, fejlfortolkninger, forbyttelser og tvivlsomme navngivninger, kæmper godt og ondt mod hinanden med jorden som slagmark. 

Ifølge den eneste korrekte spådomsbog nogensinde vil jorden ende på en lørdag – faktisk vil den allerede ende på bogens næste lørdag, og derfor er "Good Omens" en form for forberedelse og nedtælling til den endelige kamp mellem godt og ondt. Både engle, djævle, dæmoner og himmelske budbringere ser frem til en forløsning og en afgørelse i verdens evige kamp. Undtagen to, der vil gøre alt for at stoppe den ventende katastrofe. 
Den bogsamlende, forvirrede og velkoreograferede ærkeengel Aziraphale og den tilbagelænede, dovne og bilglade Crowley er gamle venner, der ofte nyder en gåtur og en andefodring sammen. De er begge blevet vant til det liv, de fører på jorden og er ikke interesserede i at sige farvel til det så hurtigt. For at forhindre deres hverdag (og Aziraphales bogsamling) fra at komme til en ende, skal de opspore Antichrist og dræbe ham. Problemet er bare, at nogen tilsyneladende har forlagt ham.

“DON'T THINK OF IT AS DYING, said Death. JUST THINK OF IT AS LEAVING EARLY TO AVOID THE RUSH.” 

Jeg havde aldrig forestillet mig, at dommedag kunne være så sjov, så fuldstændig urkomisk, umulig og hysterisk latterlig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den episke kamp mellem godt og ondt ville være så dybt useriøs og afhænge så meget af en dreng og hans djævel-hund (som i øvrigt lige havde lært at fange rotter). Og jeg havde aldrig, aldrig, aldrig forestillet mig, at Antichrist ville være en nogenlunde almindelig dreng, der cyklede rundt i en forstad og i øvrigt hed Adam – af alle navne i hele verden.
Ligeledes ville jeg aldrig i min vildeste fantasi have gættet på, at verdens profeti afhang af en kvinde ved navn Agnes Nutter, som skrev i mærkelige gåder (der oftest først kunne tydes og forstås efter hændelsen var sket), og som endte med at sprænge hele sin landsby og dens beboere i luften. Og jeg ville slet ikke kunne have forestillet mig, at selvsamme overjordiske profeti ville blive udgivet med trykfejl, og ende med at blive den mest sjældne bog i verden, som en antikvarisk ærkeengel ville bruge hele sit liv på at opspore.
Ikke desto mindre er der nogen, der har forestillet sig en sådan uhyrligt morsom tilgang til dommedag. Og selvfølgelig er det den usandsynlige forfatterduo, bestående af den tørt humoristiske Terry Pratchett og den vidunderligt morbide Neil Gaiman. Hvem i alverden skulle det ellers være? Hvem i alverden ville ellers være britiske nok og i besiddelse af så megen sort humor til at kunne få en så absurd historie til at fungere? Bogen er en farverig festparade af det mest absurde, det mest fjollede og det mest kreative, begge forfattere har at byde på. Og det er ikke så lidt.
I den vrimmel af karakterer der farer rundt mellem hinanden i et rablende vanvittigt sammenblandet kaos, er der så mange særheder, så mange henkastede øjeblikke af juvelindbefattet humor, at man næsten kan stirre sig blind på dem. Der er djævelen selv, som kommunikerer med sine undersåtter gennem halvdårlige radioudsendelser, der er en heksejæger, hvis eneste våben er en samling af små nålepinde, en dæmonisk hund som hellere vil fange rotter end igangsætte dommedag, en flok ænder der er så vant til at blive fodret af undercover-agenter, at de kigger forventningsfuldt på enhver forbipasserende i et mørkt jakkesæt, fire af djævelens tjenere som kalder sig for Hell's Angels, som når de bliver spurgt af deres motorcykel-kollegaer om, hvilket distrikt de tilhører, ganske simpelt svarer: "REVELATIONS. CHAPTER SIX". Og så er der selvfølgelig også bogens hjerte og mest modstridende punkt: det usandsynlige venskab mellem en ærkeengel og en dæmon.

“Aziraphale collected books. If he were totally honest with himself he would have to have admitted that his bookshop was simply somewhere to store them. He was not unusual in this. In order to maintain his cover as a typical second-hand book seller, he used every means short of actual physical violence to prevent customers from making a purchase. Unpleasant damp smells, glowering looks, erratic opening hours - he was incredibly good at it.”

"Good Omens" er en bog, der er ufatteligt svær at forklare og genfortælle, for det er en bog med så mange detaljer. Og det er i detaljerne, de skæve særpræg og små kommentarer, al genialiteten, al humoren, al nærværet befinder sig. Pratchett og Gaiman fortæller ikke så meget en historie om jordens ventende undergang, som de fortæller en historie om de vidunderlige og forunderlige egenskaber, som menneskeheden og jordens væsener alle er i besiddelse af. Den endelige kamp mellem godt og ondt er ikke så meget en kamp, som det er et spørgsmålstegn om, hvorvidt der overhovedet findes godt og ondt. I sidste ende vil både Gud og Djævelen selv jo akkurat det samme: de vil vinde, de vil overtage og de vil triumfere. De har begge en hær, og de er begge parat til at gå i krig. De eneste to der argumenterer for fred er en ærkeengel og en dæmon; en repræsentant fra hver side.
"Good Omens" er en ufatteligt sjov bog, og jeg spruttede af grin flere gange i løbet af min læsning. Men det er også en bog, der handler om mere og andet end blot komiske figurer, og det er en bog, der har sået små spørgsmålstegn i mit indre. For efterhånden som linjerne mellem godt og ondt sløres, efterhånden som Gud og Djævelen begynder at ligne hinanden mere og mere, bliver bogen i virkeligheden en kærlighedserklæring til mennesket. Gaiman og Pratchett diskuterer, via Aziraphale og Crowley, menneskehedens stærkeste og svageste sider, og eksemplificerer, via Antichrist, at det netop er menneskets frie muligheder for at starte katastrofer, der i sidste ende giver muligheden for at skabe mirakler. Selvom "Good Omens" er en fortælling om dommedag, er det også en optimistisk fortælling om den dobbelthed, der eksisterer i mennesket; grobunden for både godt og ondt.
Jeg har tidligere skrevet om min tøven overfor såkaldte humoristiske bøger. Jeg har endda afsløret min ambivalens overfor Terry Pratchett selv og hans uendeligt lange Discworld-serie. Jeg måtte tage en dyb indånding og tage langsomt tilløb, før jeg overhovedet turde at læse "Good Omens", for jeg var bange for at vælte den piedestal, jeg har placeret Gaiman på. Jeg havde forberedt mig på ikke at kunne lide "Good Omens", og derfor fik jeg den mest vidunderlige overraskelse. For bogen er noget af det mest oprigtigt morsomme, jeg nogensinde har læst, den er uforståeligt kreativ, og den indeholder alt det bedste fra både Pratchett og Gaiman. Bogen er en velsmagende cocktail af dommedagsprofetier, skæve karakterer og, frem for alt, af optimisme.

“It may help to understand human affairs to be clear that most of the great triumphs and tragedies of history are caused, not by people being fundamentally good or fundamentally bad, but by people being fundamentally people.” 

"Alice in Tumblr-land" af Tim Manley

"Alice in Tumblr-land" af Tim Manley, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013.  2/5 stjerner. 

Med humoristiske illustrationer og et drys af mikrofiktion, genfortæller Tim Manley en lang række klassiske eventyr i moderne vendinger. "Alice in Tumblr-land" er en slags forestillingsleg; et tankeeksperiment der viser, hvordan de elskede eventyrsfigurer ville klare sig, hvis de levede i en tidsalder med sociale medier.
Bogen er opbygget i bittesmå glimt og uden rækkefølge: en kort historie om Peter Pan, efterfølges af en kommentar om Alice, som igen efterfølges af en historie om Den Grimme Ælling, for derefter at vende tilbage til Peter Pan igen. Der er mange historietråde i Tim Manleys lille bog, og selvom de alle er afrundede, er de ikke sorteret i kronologisk rækkefølge.

“The Prince and the Pauper unfriended each other because neither could stand the other's political status updates.”

Den lille mintgrønne bog med den pudsige titel og de fjollede illustrationer, lovede mig så meget. Jeg købte den med en forventning om komiske scenarier, kreative eventyrsvinkler og selvironisk samtidskritik. Jeg læste den på en halv time en eftermiddag, hvor jeg var ramt af eksamensstress, og den efterlod mig skuffet på samtlige punkter. På trods af dens bedårende ydre og alle dens omhyggelige illustrationer, faldt den øjeblikkeligt til jorden. Efter læsningen sad jeg tilbage med en nagende ligegyldighed, et stillestående "Og hvad så?" i mine tanker.

Problemet er, at mange af Tim Manleys omskrevne eventyr ikke har nogen umiddelbar relevans for det originale kildemateriale. Når jeg tænker på alle de retninger, som eventyrglimtene kunne bevæge sig i, undrer jeg mig meget over dem, der blev valgt. De tre bukke bruse flytter til Brooklyn og starter et indie rock-band, Tommelise får et TV-show og Guldlok begynder at spise glutenfrit. Selvom historierne resulterer i nogle søde tegninger, er de hverken relevante eller særligt kreative i forhold til de eventyr, jeg læste og elskede som barn. Tim Manleys vidunderlige koncept bliver ligegyldigt, når han digter i fri fantasi i stedet for at nyfortolke. Hvad er pointen i at inddrage specifikke eventyrsfigurer, hvis man ikke også inddrager det eventyr, de hører med i?

Andre gange er det humoren, der falder til jorden, som når Tornerose får en depression, og Beauty og hendes Beast går på juice-kur, fordi Beauty er blevet revet med af internettets thinspiration. Når Manley tager fat i så tunge emner, gør han det halvhjertet, og i stedet for tør samfundskritik udvikler det sig hurtigt til en respektløs naragtighed. 

“They parted ways with a smile, the Hare hailing a cab and the Tortoise stretching his legs for a walk across the bridge. It wasn't until they were each about to fall asleep that night that it hit them at the same time: There is no destination. There isn't a winner. There never was a race.” 

Men der er også øjeblikke, hvor Manley rammer plet, og så opnår de små mikrohistorier både humor og sigende samfundskritik. Som når Den Grimme Ælling får Instagram og bruger de svagtfarvede filtre til at acceptere sit udseende mere. Eller når Skildpadden og Haren Facebook-stalker hinanden og konstant forsøger at fremstå bedre, mere succesfulde, mere lykkelige via deres overfladeliv. Eller den lange serie af Pinocchios løgnforsøg og hans voksende næse, der klodset knuser computerskærme og øjeblikkeligt afslører ham. Når Manley formår at sammenkoble eventyrtræk med internetkultur er han både morsom og forunderlig. Det er blot en skam, at hans succesrate er så lav.

Illustrationerne er dog altid yndige, altid inddragende, altid morsomme. Den lille bog består af lige dele ord og billeder, og oftest giver ordene slet ikke mening uden det akkompagnerende billede. Dog kunne jeg indimellem ikke lade være med at undres over, hvor meget Manleys tegninger trækker på Disneys filmatiseringer; Beauty tegnes i en kjole med velkendte flæselag, Den Lille Havfrues hår bølger genkendeligt og Klokkeblomst er som hevet direkte ud af den magiske barndomsfilm. Ligeledes er der øjeblikke, hvor Disney-sporene præger teksten – særligt bemærkelsesværdigt, når Den Lille Havfrue refererer til Eric; et navn som har sin oprindelse med Disney og ikke med Andersen. Spørgsmålet bliver derfor præcist hvilke eventyrsversioner, Manley egentligt fortolker.

I virkeligheden er "Alice in Tumblr-land" blot en coffee-table book, en fin lille prydsgenstand med en dekorativt bogryg og med forunderlige tegninger. Det er en bog, som kan bladres igennem på en halv time, og det er en bog, man ikke må forvente for meget af. Dens guldstunder er sparsomt få og svære at bevare tålmodigheden overfor. Som så mange blogs, der er blevet omdannet til bøger, burde "Alice in Tumblr-land" være forblevet en blog.

"Shakespeare" af Bill Bryson

"Shakespeare"(org. titel "Shakespeare – The World as a Stage") af Bill Bryson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Ifølge Bill Bryson rummer Library of Congress over syv tusind værker om Shakespeare – læsestof nok til at udfylde tyve år, hvis man læser en bog om dagen. Utroligt nok er tallet evigt stigende, og flere og flere bøger udkommer hvert år med nye vinkler på Shakespeares værker og liv.
Med denne bog tilføjer Bryson endnu et værk til samlingen; en ganske kort bog på kun 195 sider. Grunden til bogens sparsomme længde er, at Bryson kun beskæftiger sig med de facts om Shakespeare, som rent faktisk kan bevises; hvilket ikke er særligt mange, når det kommer til stykket.

“Vi er ikke sikre på hvordan vi bedst staver hans navn – men det var han tilsyneladende heller ikke selv, for navnet staves aldrig på samme måde i de underskrifter, der er efterladt. (De kan tydes som "Willm Shaksp," "William Shakespe," "Wm Shakspe," "William Shakspere," Willm Shakspere" og "William Shakspeare." Pudsigt nok var en af de stavemåder han ikke brugte, den som nu generelt er knyttet til hans navn).”

Jeg gik på handelsskolen i stedet for på gymnasiet. Min engelskundervisning berørte slet ikke Shakespeares værker, men beskæftigede sig i stedet med case studies af Walmart og tekster om immigranternes købekraft. Da jeg begyndte på litteraturvidenskab, blev det næsten formodet, at Shakespeare var en del af vores basale læsehorisont, og som resultat blev den mægtige forfatter en smule forbigået i mængden af flere nødvendige tekstmæssige tilføjelser. Først på fjerde semester blev "Hamlet" inddraget i undervisningen, og da var jeg en af de eneste på holdet, som læste den for første gang. Jeg har således altid været håbløst bagefter, når det angår Shakespeare. Jeg har ikke læst et imponerende antal af hans værker, og jeg ved ikke meget om hans liv.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at standse op, da jeg så denne korte biografi til vinterens bogudsalg. Jeg genkendte straks Bill Brysons navn, som jeg associerer med en lun humor, og jeg vidste, at han uden tvivl ville kunne formidle Shakespeares liv på en intelligent, interessant og spiselig facon. Men jeg havde alligevel aldrig forventet, at en biografi om Englands mest anerkendte forfatter, kunne danne grundlaget for så megen  morskab. Jeg grinede, fniste og klukkede min vej gennem denne humoristiske bogperle.

Bill Bryson forholder sig udelukkende til facts. Bogens formål er at undersøge, hvor meget vi virkelig kan vide om Shakespeares liv uden brug af spekulation og gætteri. Ved kun at fortælle det vi ved om Shakespeare, ender Bryson med tydeligt at demonstrere, hvor meget vi ikke ved om Shakespeare. Med udgangspunkt i underskrevne dokumenter, historiske begivenheder og købte ejendomme, skaber Bryson en kronologisk tidslinje af begivenheder og vendepunkter i Shakespeares liv – samtidig med han påviser, hvor mange huller den generelle mangel på officielle dokumenter i 1500-tallet skaber.
En af Brysons store pointer er, at vi faktisk ved meget om Shakespeare i forhold til det århundrede, han levede i. Den præcise viden om det 16. århundrede er præget af en generel mangel på information; vi føler blot, at det er sært, at vi ikke ved mere om Shakespeare, fordi vi så brændende gerne vil vide mere om Shakespeare, hans personlige liv og hans værker. 

“Når vi betragter William Shakespeares værker, er det naturligvis forbløffende at tænke på at én mand kunne frembringe et så overdådigt, klogt, afvekslende, gribende og evigt frydefuldt forfatterskab, men det er selvfølgelig geniets mærke. Kun én mand havde omstændighederne og talentet til at give os så uforlignelige værker, og William Shakespeare fra Stratford var uden tvivl denne mand – hvem han så end var.”

En del af bogens 195 sider beskriver også Shakespeares samtid generelt; Bryson forvilder sig ud i beskrivelser af datidens skolesystem, datidens udgivelsesproces og teaterkoreografi og skriver ligeledes om den høje dødsrate og de generelle livsforhold. Bryson tilføjer disse informationer for at skabe en større forståelse af Shakespeares livsomstændigheder – men afgjort også for at fylde siderne ud i en bog, der er baseret på et så sparsomt materiale.
For mig udgjorde bogens sidste kapitel den største guldgrube. Bryson går til angreb på de mange desperate forsøg på at afvise Shakespeare som den sande forfatter til de legendariske skuespil. Bryson gennemgår de mest populære myter og teorier systematisk og afviser dem med humor og ironi. Om idéen om at Christopher Marlowe skulle have været den rigtige forfatter til Shakespeare stykker, skriver Bryson: “En tredje – og i en kort periode forholdsvis populær – kandidat til Shakespeares forfatterskab var Christopher Marlowe. Han havde den rette alder (bare to måneder ældre end Shakespeare), det fornødne talent og har afgjort haft rigeligt med tid efter 1593, forudsat at han ikke var for død til at arbejde.” En mere simpel latterliggørelse, eksisterer næppe.
Jeg nød at læse denne korte biografi langt mere, end jeg troede, jeg ville. Bryson behandler sit emne troværdigt og indfletter sin egen personlighed, humor og intelligens i hver eneste sætning om et ellers så sagligt emne. "Shakespeare" fungerer som en hyggelig og letlæselig introduktion til Englands mest sagnomspundne forfatter, og Bryson har så afgjort efterladt mig med en større viden og en kildrende nysgerrighed for at læse mere om og af Shakespeare. De tre stjerner i denne anmeldelse er ikke langt fra fire; de står ganske enkelt for fin underholdning og en varm anbefaling. Hverken mere eller mindre. 

Litterære tegneseriestriber

Kender I Kate Beaton? På en eller anden måde er den talentfulde tegner gået min næse forbi indtil for ganske nylig, da Amazon sendte mig en af deres (uhyggeligt præcise) mails med købsforslag. Da jeg først klikkede ind for at læse nærmere om Kate Beatons skøre bog med den mærkværdige titel, kunne jeg slet ikke modstå den.

Kate Beaton er et stort navn i den internationale blogsfære; hun er kendt for sine små karikaturer af historiske og litterære personligheder i tegneserieform. Hendes blog er fyldt med latterfremkaldende striber, der alle indeholder en snert af ironisk sandhed. Fra Brontë-søstrenes morbide smag i mænd til Fitzgeralds-parrets turbulente ægteskab, Austen-fanbasens stigende absurditet og de mange stridigheder mellem Jules Vernes grundighed og H. G. Wells' flyvske opfindelser, tegner Kate Beaton sin vej gennem litteraturen. Jeg læste "Hark! A Vagrant" under en grum eksamensperiode, og det var den mest morsomme overspringshandling i verden.

I virkeligheden er der slet ikke nogen egentligt grund til at købe Beatons bog, medmindre man ligesom jeg konstant er på udkig efter flere af de såkaldte coffee table books til samlingen. Alle Beatons tegneseriestriber er nemlig at finde på hendes blog; og på en søndag som denne, kan jeg varmt anbefale at klikke forbi og fnise en smule over Gatsbys kærlighed til Daisy, Robinson Crusoes indbildskhed eller Napoleons problematiske forhold til hans elskede Josephine. Det er helt søndagsperfekt.

"Hark! A Vagrant" er udgivet af Jonathan Cape i 2011. I kan desuden finde Kate Beatons blog lige her, og en oversigt over (de fleste) af hendes tegneseriestriber lige her. 

"Cranford" af Elizabeth Gaskell

"Cranford" af Elizabeth Gaskell, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1853). 3/5 stjerner. 

Cranford er en fiktiv by i 1800tallets England, og Gaskell befolker den nærmest udelukkende med kvinder. Enhver mandlig skikkelse, udover den familiære landsbylæge, er påfaldende fraværende i det lille samfund. I stedet beskæftiger Gaskell sig med byens skare af ældre kvinder og deres tilbagetrukne liv.
Bogen er fyldt med spekulationer om økonomi, diskussioner om 'korrekte' forfattere og hverdagens små, gode gerninger. "Cranford" er ikke drevet af et dens plot - snarere af dens karakterer, og Gaskell maler, gennem dem, en række stillestående billeder af datidens korrekte taleemner. 

“I'll not listen to reason... reason always means what someone else has got to say..” 

"Cranford" blev originalt udgivet som en føljetonroman i et af Charles Dickens' tidsskrifter. Og denne form bærer romanen stærkt præg af; dens plotlinje er nærmest ikke-eksisterende, og dens kapitler fungerer snarere som en række af mærkværdige episoder, end som en egentligt sammenhængende fortælling. Bogen centrerer sig om Mary Smith og hendes gentagende besøg i Cranford og de små hverdagslige hændelser, hun oplever der. 
Gaskell kreerer et fuldstændig kvindedomineret samfund, og lader derfor de små bekymringer om nye silkekjoler, eksotiske turbaner og endda en ko iklædt et gråt underskørt fylde en stor del af bogens sider. Højlydt fnidder, fnadder og sladder opstår overalt i Cranfords hjem, og Gaskell observerer med satiriske anstrøg, hvordan en enkelt fjer bliver til fem høns. Et harmløst tyveri udvikler sig til livstruende røverier og dernæst jagende spøgelser i damernes hviskende munde - for blot derefter at skrumpe ind til det pure opspind i det følgende kapitel. Humoren og ironien er allestedsnærværende i hver enkel dagligdagsepisode.
Fordi plotlinjen er så begivenhedsløs og jordnær, skabes der også en særlig hjemlig stemning under læsningen. De mange kvindelige karakterer i Cranford er både komiske og ignorante; men de er fyldt med en elskelig naivitet, en særlig varme og menneskelighed, der får både spreder smil og hovedrysten. Det er en inddragende fornøjelse at følge deres sorger og glæder - hvor små og trivielle, de end fremstår. 

“What does it signify how we dress here at Cranford, where everybody knows us?" And if they go from home, their reason is equally cogent, "What does it signify how we dress here, where nobody knows us?”

Miss Matty Jenkyns, som Mary Smith bor hos under sine besøg i Cranford, er romanens hjerte og sjæl. Med en tendens til at være forskræmt overfor enhver skygge og selv den mindste anelse, narres hun flere gange af sin egen forvirring. Hun vikles ind i adskillige umulige episoder - såsom at snige sig nervøst rundt bagerst i en butik for ikke at indrømme, hun er interesseret i modetøj, eller brændende at ønske sig en turban, hun slet ikke kan bære - og var både en kilde til morskab og frustration for mig. Bogens slutning udsætter hende for en skæbnesvanger uretfærdighed, og giver hende en mulighed for at demonstrere sit storsind. Sommetider forskønnes smukke gerninger yderligere, når de foretages af skrøbelige skikkelser - og Miss Matty Jenkyns historie sammenfletter således både satire og en rørende følsomhed.
"Cranford" er ikke en stor roman om store hændelser eller personligheder; den er tværtimod en fjerlet komedie om traditioner, manerer og hverdag. Den er en lille fortælling, der fokuserer på de små personligheder og skæve eksistenser, der så oftest sættes i baggrunden i de større sammenhænge; ældre damer med tvivlende økonomi og begivenhedsløse hverdage. Det er ikke en bog, der vil befinde sig længe i min bevidsthed - men mens den lå i mine hænder, befandt jeg mig i den. 

"The Diary of a Provincial Lady" af E. M. Delafield

"The Diary of a Provincial Lady" af E. M. Delafield, fra forlaget Virago, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1930). 3/5 stjerner. 

"The Diary of a Provincial Lady" blev originalt udgivet som en række komiske avisepisoder til ugentlig fornøjelse for datidens avislæsere. I den præsenterer Delafield, via en unavngiven kvindelig dagbogsskribent, et lille landsbysamfund med alle dets snobberier og skæve personligheder. Indenfor hverdagens trivielle rammer følger læseren alverdens uheld og akavede sociale situationer. 

“Feel that life is wholly endurable, and decide madly to get a new hat.” 

Dagbogsformen består ofte af pudsige forsøg på virkelighedsgengivelse, og simple udforskninger af de ord, mennesket har behov for at nedskrive. Formen varierer i det uendelige, alt efter hvem forfatteren ønsker at portrættere - og sværhedsgraden hviler i at udregne en troværdig skrivestil for en fiktiv personlighed. Jeg har læst dagbogsromaner, der beskriver hver en minutiøs detalje, andre der gengiver hele situationer, og nogle der drukner i daglige rapporter. Alt for ofte bliver dagbogsformens personlige simplicitet omdannet til åbne referater. Dagbogsromanen balancerer på en idé om, hvor meget og hvordan den enkelte person vil nedskrive sin hverdag.
"The Diary of a Provincial Lady" er udgjort af korte og simple sætninger, bratte brud og pludselige emneskift. Tilsat lette drys af paranteser fyldt med påmindelser og funderinger fungerer den næsten som en notesbog med påklistrede huskesedler. Selvom Delafield på ingen måde benytter sig af sproglig skønhed og åndedrætsfrarøvende beskrivelser, gør hun det umulige; hun gør bogen levende, hun gør den troværdig - hun gør den til en dagbog, beboet af en opfundet personlighed.
Den, aldrig navngivne, Provinsielle Dame fylder hver en side med sin tilstedeværelse, og fører pennen med en overbevisende varme og elskelig akavethed. Dagbogen fungerer som en serie af hverdagsscenarier og spekulationer; irritation over ærkefjenden og nabokvinden Lady Boxe, finansielle bekymringer og litterære aspirationer. Gennem den Provinsielle Dame præsenteres læseren for et virvar af komiske figurer - heriblandt hendes reserverede og tørt konstanterede mand Robert, hendes to højtråbende børn, deres franske barnepige og den evigt fejlende kok. Hver karakter er genstand for komiske episoder og talrige frustrationer i dagbogens koncise hverdagsnoter.
Dagbogen strækker sig fra november til oktober, og dens plot er nærmest ikke eksisterende. Delafield fremstiller blot et simpelt øjebliksbillede af en datidens dagligdag. Hyacinter der panisk flyttes rundt i huset, når de ikke spirer, et mislykket frisørbesøg der ender med en uønsket hårfarve, praleri om bøger der aldrig er blevet læst, og en perlerække af akavede sociale forpligtigelser findes mellem siderne, og udgør hele bogens fremdrift. 

“(Mem.: Theory that mothers think their own children superior to any others Absolute Nonsense. Can see only too plainly that Micky easily surpasses Robin and Vicky in looks, charm, and good manner – and am very much annoyed about it.)”

De mange minimale dagbogsnoter emmer af britisk humor og tørre iagttagelser. Delafield udsætter sin Provinsielle Dame for alverdens absurditeter, og introducerer et farverigt persongalleri, der indeholder Austen-lignende karikaturer. Lady Boxes uhyrlige ignorance illustreres med bidende sarkasme, når hun prædiker om bøger, hun ikke har læst, uddeler vinglas til sine nære gæster og kopper til resten, og når hun højlydt afspiller afskedsmarch til sine fester for hurtigt at skille sig af med gæsterne - hendes ophøjede komik afspejler Lady Cathrine de Bourghs til perfektion. Ligeledes er præstekonens vedvarende snak en komisk påmindelse om Austens mange præsteskikkelser og deres frelste selvbillede.

Den Provinsielle Dame selv er en hjertevarm figur med velkendte personlighedstræk; en intelligent - og dog håbløst uheldig - kvinde i et småt landsbysamfund. Varmen flyder gennem hendes pen og farver hver en dagbogsside med vittige bemærkninger og filosofiske spekulationer. Den Provinsielle Dame har spirende forfatterdrømme, og Delafield forsøger via en underliggende feminisme at påpege, hvor svært det er for hende, at forene alle sine roller; mor, kone, veninde, elegant samfundsborger og skribent. 

Litterære referencer og kunstneriske aspirationer udfylder og forbinder mange tematikker i løbet af plottets stille forløb. Den månedlige bogklub er genstand for alverdens komiske diskussioner og snævre holdninger, den Provinsielle Dames kontinuerlige henvisning til citater som ingen forstår, og det korrekte facadeudtryk der hviler i at læse Keats og Shakespeare frem for Brontë. Delafield bruger litterært snobberi til at påvise et gennemgående maskespil og en triviel facadeleg i landsbyens fiktive samfund. Karakterer låner andres holdninger og taler andres ord i en komisk forvirring af ignorans og samtykke. Den (stakkels) Provinsielle Dame forsøger konstant at navigere sin vej gennem et minefelt af forudindtagede meninger og egne uenigheder.

"The Diary of a Provincial Lady" beskriver hverdagsøjeblikke, og efter læsningen bliver den netop hængende et enkelt øjeblik, for derefter at blive glemt igen. Bogen sætter ikke aftryk og efterlader spor - men den underholder. Den mindede mig på én gang både om Austens samfundskritik og Fieldings velkendte Bridget Jones-karakter. En særpræget kombination med et kærligt resultat af fornøjelige betragtninger, britisk humor, hjemlighed  og en velduftende kop te. 

“She is never alone when she has Her Books. Books, to her, are Friends. Give her Shakespeare or Jane Austen, Meredith or Hardy, and she is Lost - lost in a world of her own. She sleeps so little that most of her nights are spent reading.”

"Three Men in a Boat (To Say Nothing of the Dog)" af Jerome K. Jerome

"Three Men in a Boat (To Say Nothing of the Dog)" af Jerome K. Jerome, fra forlaget Penguin, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1889). 3/5 stjerner. 

"Three Men in a Boat" handler netop om tre mænd (og en hund), der beslutter sig for et frisk feriepust i form af en sejltur langs Themsen. Allerede fra start er deres sejltur præget af forsinkelser, uheld og usandsynlige pakkeproblemer; alt lige fra uspiselige scrambled eggs, tandbørstens plagende eksistens, hunden Montmorencys fangst af en havrotte og et ubehjælpsomt regnvejr, forvandler ferieidyl til et sandt feriekaos.
Bogen er udformet som en slags monolog, fortalt via jeg-fortælleren Jerome. Minder, filosofier, landskabsbeskrivelser, røverhistorier og nutidsbetragtninger blandes sammen i den pudsige rejseberetning.

“Everything has its drawbacks, as the man said when his mother-in-law died, and they came down upon him for the funeral expenses.” 

De fleste bøger jeg læser fremaner et virvar af knivskarpe og farverige billeder på min nethinde. Landskaber bliver genkendelige, karakterer bliver levendeliggjort via simple bogstavsbilleder, og jeg fortaber mig hovedkuls i det skriftlige univers for en stund. Andre bøger fremkalder fornemmelser og følelser; gåsehud, tårer og latterudbrud. Og sommetider støder jeg også på bøger, der danner et ekko af oplæsning i mit indre. Bøger med stemmer. 

"Three Men in a Boat" er en af de bøger med sin helt egen genkendelige lyd og fortællerstemme. Bogens fortæller, Jerome, foretager konstante afvigelser og distraktioner fra den egentlige historie; indsatte anekdoter og henkastede filosofier fylder langt mere end plottets egentlige fremgang. Historiens komposition flyder på en sådan måde, at læsningen føles som en samtale med en meget insisterende, vrøvlende, forvirret og selvhøjtidelig ældre mand. Stænk af hjemlighed og tør britisk humor farver bogen, side for side.
Den lille bog indeholder således et væld af historier og tankevandringer. Hovedplottet omhandler en komisk katastrofal sejltur med dertilhørende campinguheld og forvirring - men ligesom den lunefulde flod båden driver ned af, skvulper fortællingen i bølgerne og bevæger sig af modstridende undervandsstrømme. Den hvirvler rundt i tid og sted, og glider fra nutid til erindring, fra sarkasme til filosofi, og fra humor til alvor på få splitsekunder. At læse den uden at falde i vandet kræver både overblik og indlevelse. 

“My tooth-brush is a thing that haunts me when I’m travelling, and makes my life a misery. I dream that I haven’t packed it, and wake up in a cold perspiration, and get out of bed and hunt for it. And, in the morning, I pack it before I have used it, and have to unpack again to get it, and it is always the last thing I turn out of the bag; and then I repack and forget it, and have to rush upstairs for it at the last moment and carry it to the railway station, wrapped up in my pocket-handkerchief.”

Sommetider virker bogens kontraster for hårde og for ulogiske; sammenhængen kan forsvinde i forvirringen af subplottets brudstykker og anekdoter. Særligt de sidste siders skift fra fjolleri til dødsfald virkede abrupt og ude af tone med resten af bogen.
Jeromes fortællerstemme fortaber sig ligeledes i lange beskrivende passager af naturscenarier og lokalhistorie; bogens egentlige intention som rejseguide dukker op i den humoristiske vandoverflade med et malplaceret resultat. Jeromes forsøg på alvor drukner i karakterernes fjollerier.
Det er netop i sine lethjertede toner, at bogen vækkes til live, og fortællerstemmen  høres mellem linjerne. Jeromes humor giver grundlag for en hyggelig eftermiddagstund med pudseløjerlige hændelser og fornøjelige indfald. 

"The Uncommon Reader" af Alan Bennett

"The Uncommon Reader" af Alan Bennett, fra forlaget Picador, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2007). 3/5 stjerner. 

Bennetts korte fortælling om læsning centrerer sig om den engelske dronning og hendes rejse gennem verdenslitteraturens forheksende verden. Fjollede undertoner og rørende omstændigheder fører læseren gennem en genkendelig historie om bøgernes evne til at fange selv den mest modstræbende opmærksomhed.
"The Uncommon Reader" starter med den engelske monarks tilfældige færden i Buckingham Palaces storslåede omgivelser. Ved et uheld befinder dronningen sig pludselig foran et mobilt bibliotek, og låner således en bog af rene høflighedsårsager. Men en bog tager den næste, og pludselig udvikler majestæten en altoverskyggende læseglæde, der både forårsager bekymring og nysgerrighed blandt hoffets hviskende stemmer. Dagsordenen bliver vendt på hovedet, og usandsynligt morsomme hændelser opstår overalt. 

“What she was finding also was how one book led to another, doors kept opening wherever she turned and the days weren't long enough for the reading she wanted to do.” 

Denne utroligt korte lille bog er en fjerlet fornøjelse, der smelter på tungen og efterlader en sød smag af læselykke og boglig menneskeudvikling. "The Uncommon Reader" er en bog om bøger, og en historie om hvordan læsning kan influere og besætte enhver personlighed. Ligeledes er det en fortælling om, hvordan bøger er i stand til at åbne både øjne og sind; forandre holdninger, skabe forståelse og danne sympati. Bennett påviser via sin fiktive dronning, hvordan litteraturen kan omforme selv den mest traditionsbunde skæbne, og åbne hidtil skjulte porte og passager. 
Bogen er et udviklingsforløb, og dronningen udvikler sig konstant - både som menneske og som læser. Forfattere med snørklede efternavne og titler med tusinde sider, stopper langsomt med at være intimiderende, efterhånden som dronningens horisont gradvist udvides. Dostojevskij ophører med at være bekymrende, og Jane Austen bliver en nær veninde. Kompleksiteten af dronningens læsning stiger, efterhånden som hun bevæger sig dybere ind i det boglige landskab. 
Valget af den engelske monark som hovedperson præger bogen med en morsom komik og en mild ironi. Der er noget finurligt og originalt over den korrekte gengivelse af  dronningens højtidelige talevendinger, og Bennett fremstiller Englands overhoved med respektfuld virkelighedsfornemmelse. Dronningen understøtter også Bennetts tese perfekt; via hendes status og position klargøres det, at læsning er for enhver. Høj såvel som lav, adelig såvel som bonde, og gammel såvel som ung. Påbegyndelsen af læseeventyr er mulig på alle tidspunkter i livet - det er aldrig for sent og aldrig for tidligt. 

“Above literature?' said the Queen. 'Who is above literature? You might as well say one was above humanity.”

Selvom "The Uncommon Reader" på ingen måde er et højtflyvende mesterværk, er den lille bog i stand til at sprede smil overalt på sin vej. Jeg læste den fra ende til anden, og tilbragte en fornøjelig time i dens varme selskab. Med sin forgyldte gengivelse af et læseforløb illustrerer Bennett, hvordan bøger kan danne små stier og lede tilværelsen i helt nye retninger. Dronningen tillader fiktionen at sætte nænsomme spor hendes virkelighed, og omtransformerer dermed skjulte længsler til selvfølgelig hverdagsfærden. 
Fortællingen har den engelske dronning i højsædet, men i princippet kunne historien handle om ethvert menneske, der for første gang fortaber sig i et bogligt univers. Bennett hylder læsningen, alle dens konsekvenser og alle dens mangfoldige nuancer. 

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto, fra forlaget Harper Perennial, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

Med en ligelig blanding af personlige essays om læseoplevelser og barndomserindringer samt listeskrivelser med latterliggørelse af forfattere og deres læsere, skriver Lauren Leto sin vej igennem bøgernes verden.
Denne lille grønne bog indeholder både lovprisninger af boghandlere, bogreoler, børnelitteratur, spirende forfattere og læsningen selv; men den indeholder også skarpe karikaturer og lange lister om prætentiøse forfattere samt tips til at tale nedladende om bøger, man end ikke har læst.
Dette er først og fremmest en bog der bør læses af læsere - af den særligt dedikerede slags.

“Life happens alongside the act of reading — a story is forever mixed with where we were and what we were doing while we were reading that book.” 

Jeg læste denne bog i løbet af en enkel aften - jeg fortærede den, og den forsvandt. Og på den ene aften læsningen varede, formåede jeg både at blive rørt, begejstret, irriteret, fornærmet og mest af alt: underholdt. Jeg blev kastet ud i et hav af højlydte lattereksplosioner og en regnbuenuance af modstridende følelser. 
Allerede fra bogens første kapitel nikkede jeg i samtykkende genkendelse: Letos historie om en barndom udlevet i bøger og bekymrede forældre, der forsigtigt foreslår at "prøve lidt udendørs leg" afspejler min til perfektion. Og det er netop dét udgangspunkt, denne lille essaysamling er bygget op omkring; kærligheden til bøger og til læsningens magiske dimensioner.  Uanset hvor mange forfattere og læsergrupper Leto spidder med sin skarpe pen, kan man hele tiden fornemme en understrøm af varme og læseglæde. Nostalgiske minder om færden i bedsteforældrenes hus proppet med bogstabler, og skøre scenarier om jagten på en engelsk udgave af den syvende Harry Potter bog i Japan gør Leto til en genkendelig artsfælle og en elskelig fortællerstemme. 
De mange korte essays kommer vidt omkring og opfordrer også til dybe refleksioner over nutidige problemstillinger i bogbranchen. Med paralleller til filmen "You've Got Mail" understreger Leto også værdien i at købe bøger lokalt, og med en sukkende opgivenhed diskuteres e-bogens fordele og ulemper med en sluttelig konklusion af, at fornøjelsen ved at iagttage en fremmeds læseoplevelse langsomt er ved svinde ind. 
En stor del af bogen består også af listeskrivning og en hidtil ukendt form for litterær humor. "The Rules of Fight Club" omskrives til "The Rules of Book Club", og sammenligninger med læsere og katte oplistes til en begrundelse for at ændre udtrykket "bookworm" til bookcat" (hvilket iøvrigt giver fin mening i min optik). 

“People often talk of the smell of bookstores, a concentrated fragrance of paper and bindings. But there's more to it than a certain smell; there's a humming excitiment in the air that, if you think about it, seems out of place for a room filled with objects that cannot twirl, bleat, or shine. Bookstores contain the residue of thousands of people who went in there to find an experience, a narrative that guided them to a new place or reinforced what they were doing. Whether you find yourself in Meg Ryan's or Tom Hanks's store, there's always a quiet corner and a new story to find.” 

Dette er dog ikke en bog for alle. Faktisk langt fra. En vis grad af læsekærlighed er påkrævet for at nyde den; og også en stor portion af selvironi. Leto blander sine fordomme overfor forfattere og deres dedikerede læsere med et gran af sandhed, og både fans af Stephenie Meyer, Jonathan Saffran Foer og Jane Austen står direkte i hendes skudlinje. Hendes pudsige observationer af store forfatterskaber er skrevet i vittige vendinger, og når de blandes ind mellem kapitlerne om hendes personlige læseoplevelser, dannes der en varm undertone - selv gennem den mest generaliserende antagelse.

Der var dog også essays i samlingen, som jeg sprang lettere henover og blot hastigt lod mine øjne skimme igennem. Nogle af listerne over hvordan man kan lade som om, man har læst en bog blev en anelse for gentagende i længden og grænsede til tider til det prætentiøse.

"Judging a Book by Its Lover" er en bog om bøger, og i den finder man en højtflyvende læselykke i et kolossalt besættende omfang. På de blanke sider mellem kapitlerne, i det spinkle mellemrum mellem linjerne, og i limen der holder bogryggen sammen, finder man den smukkeste historie af dem alle; en historie om hvordan bøger kan forme liv, influere personligheder, knytte bånd og indtage hjerter. Uanset om Lauren Leto skriver henrykt ros eller provokerende fraser, skriver hun med passion. Den helt særlige passion som kun en læser har følt, når det sidste sideblad vendes. Den simple læseglæde. 

Som bonusinfo kan jeg tilføje, det er muligt at læse nogle af bogens kapitler online. Klik din vej igennem essayet "The Literati - or, Why Ernest Hemingway Once Told John Updike Literary New York Is a Bottle Full of Tapeworms Trying to Feed on Each Other" lige her. 

Du kan også læse uddrag fra kapitlet "Stereotyping People by Their Favorite Author" lige her, og et andet uddrag af kapitlet "How to Fake It" lige her. 

Hvis I læser igennem kapitlerne så fortæl mig endelig, om I deler min begejstring. 

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" af Jen Campbell

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" af Jen Campbell, fra forlaget Constable, udgivet i 2013. 4/5 stjerner. 

Jen Campbells latterfremkaldende koncept om sære udtalelser, forespørgsler og samtaler overhørt i alverdens bogbutikker, er intet mindre end perfekt underholdning for enhver bogelsker. "More Weird Things Customers Say in Bookshops" er, ligesom forgængeren "Weird Things Customers Say in Bookshops", fyldt med tragikomiske citater og scenarier som både forårsager smil, latterkramper og undren. 

"Customer: "What is the first name of the author Anonymous?"" 

Da jeg læste denne lille bog, kunne jeg ikke undgå at fnise og udbryde i halvkvalte grineflip adskillige gange. Min kæreste kiggede sært på mig og blev så nysgerrig, at han også begyndte læse med - og pludselig rungede den lille lejlighed af vores fælles latter. Det var umuligt at lade være.

Jeg nød Campbells nyeste bog ligeså meget som den første; selvom den består af flere indsendte end opsamlede citater, er de udvalgt med en sådan omhu og symmetri, at det slet ikke gør spor. De akkompagnerende tegninger af 'the Brothers McLeod' indfanger ironien og absurditeten af citaterne helt perfekt, og er nærmest en kilde til adskildt beundring i sig selv. 

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" indeholder flere episoder, der involverer børn; en forbavsende klarsynet sammenligning af Hitler og Voldemort, en forestilling om en drømme-pony med rulleskøjter og en lilla hale, samt højlydt undren over skabe, der ikke fører til Narnia. Børnenes naive kommentarer er afgjort blandt mine favoritter, for de tjener som fjollede og kærligt charmerende påmindelser om verdensanskuelsen gennem børneøjne.

Nogle af citaterne er naturligvis også tåkrummende pinlige, grænsende til kanten af direkte dumhed. Faktisk er der nogle af scenarierne, der virker næsten for ignorante til at være realistiske. Kan folk virkelig tro, at Herredet er en faktisk stedsbetegnelse? Eller at Shakespeare stadig er i live? Åbenbart - ifølge denne lille bog.

Jeg vil anbefale "More Weird Things Customers Say in Bookshops" til enhver bogelsker,  enhver beundrer af Jen Campbells første bog, og enhver læser på jagt efter et inderligt latterbrøl.