"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" af Stanislas Dehaene

"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" (org. titel "Les neurones de la lecture") af Stanislas Dehaene, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2007). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 3/5 stjerner.

Det er så let at overse, for det er så let at vænne sig til. Vi læser uden at tænke over, hvor stort et mirakel læsningen er. Vi læser uden at skænke det en tanke, at menneskehjernen slet ikke var skabt til at læse, og kun har lært det gennem en lang række af evolutionære og kulturelle processer.
Sorte pletter på et hvid papir bliver til ord; og gennem udtale, et ekstensivt, indre ordleksikon og en lynhurtig genkendelse, bliver ordene til universer. Det er fascinerende. Og det er noget, der er kendetegnende unikt for den menneskelige natur. I "Reading in the Brain" undersøger hjerneforskeren Stanislas Dehaene ikke blot, den lange udvikling, der har gjort mennesket i stand til at læse, han forklarer også hvordan mennesket læser. Fra kognitive studier til psykologisk forskning og kulturel spekulation – "Reading in the Brain" er en rejse gennem læsningens mekanismer.

“Writing has a very magical quality – not because of anything divine about its origins, but because it greatly increased our brain's capacities. It is close to miraculous that Homo sapiens, a mere primate, was able to dramatically increase its memory by making a few marks on paper.” 

Når man læser, fokuserer øjet på 3-4 ord af gangen. Ikke mere. Når man føler, man kan læse en hel linje af gangen, er det i virkeligheden en illusion skabt af de hurtige bevægelser, øjet foretager sig. Det er derfor, man kan læse hurtigere med apps, der viser et enkelt ord af gangen; linjeopstillingen forsinker læsningen ved at udfordre øjet til konstant bevægelse. Og hvor logisk det end lyder, kom det bag på mig. At noget kan ske så hurtigt, at det er umuligt at opfatte i ens egen krop, er endeløst fascinerende.
Således lærte jeg allerede i Dehaenes første kapitel ting, jeg ikke anede. Med en letlæselig ynde beskriver Dehaene de mest basale mekanismer i læsningen; synet, indlæringen via udtale og indlejringen af et ord i hjernens leksikon. Hver gang man støder på et nyt ord, vil man tilsyneladende altid forsøge at forstå det ved at fastlægge dets udtale; det er den metode, små børn bruger til at forstå ord og læsning, og det er den metode, vi alle vender tilbage til, når vi opdager et nyt ord. Næste gang man støder på det, er det derefter en del af hjernens leksikon, og de fleste rutinerede læsere har ikke behov for at forstå en tekst via ordenes udtale. Det er såre simple kendsgerninger, Dehaene beskæftiger sig med, men de er oplysende på en måde, som jeg har svært ved at forklare. Læsning er blevet sådan en naturlig del af mit liv, at jeg i lang tid har glemt at stille spørgsmålstegn ved det.
For hvorfor kan mennesker læse? Og endnu væsentligere: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan skelner menneskehjernen mellem "god" og "ged", men ikke mellem "GeD", "GED", "ged" og "gEd"? Hvorfor er læsningen så detaljefølsom i nogle aspekter og så generaliserende i andre? Og hvordan reagerer biologien på et kulturskabt fænomen? 

“In the midst of many cultural treasures, reading is by far the finest gem – it embodies a second inheritance system that we are duty-bound to transmit to coming generations.”

Jeg er ikke naturvidenskabeligt anlagt. Ud over et meget kort og meget overfladisk valgfag i psykologi på mit sidste handelsskoleår, har jeg aldrig før stiftet bekendtskab med hjerneprocesser og kognitiv psykologi. Derfor bevægede jeg mig langt ud af min tryghedszone, da jeg besluttede mig for at læse "Reading in the Brain". Jeg var forberedt på at have mange spørgsmål undervejs; men jeg var ikke forberedt på at blive efterladt med flere spørgsmål end svar. Dehaenes undersøgelse har prikket til min nysgerrighed og videbegærlighed, og jeg tørste nu efter mere viden om det diffuse læsebegreb.
For det er interessant. Umådeligt interessant. Dehaene forklarer komplicerede begreber i velskrevne sætninger, og  skaber et imponerende overordnet billede af menneskets tilegnede læsekundskaber. Det er umuligt at tage læsningen for givet, når man læser om den som en biologisk undtagelse, en særegen, selvopfundet kvalitet.
Bogen har så mange stærke øjeblikke og et par svage; sort/hvide tegninger er blevet trykt med beskrivelser som "se på det grønne område i hjernen", hele kapitler beskæftiger sig med ordblindhed og kommer med råd til forældre af ordblinde børn, og måske dvæler Dehaene en smule for tungt ved praktisk børneopdragelse frem for teoretisk redegørelse. Men overordnet set er bogen en fantastisk bedrift – naturvidenskab fortalt i afslappet øjenhøjde. Jeg er dybt imponeret og overvældet over en så tankevækkende læseoplevelse.

"Still Alice" af Lisa Genova

"Still Alice" af Lisa Genova, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2007). Boggave fra Irene ifbm. boggave projektet. 3/5 stjerner.

"Still Alice" er Lisa Genovas debutroman, og den følger en 50-årig kvindes svigtende hukommelse og stigende forvirring. Genova har selv en baggrund indenfor neurovidenskab, og hendes viden om emnet kommer til udtryk i løbet af bogen.
Alice Howland er 50 år, og arbejder side om side med sin mand, John Howland, som professor på Harvard. Alices speciale er kognitiv psykologi og særligt lingvistik; hun beskæftiger sig med sprog og med ord - og derfor er det sådan et stort chok, da hun pludselig en dag netop selv mangler dem. Ordene.
Hvad Alice i starten antog som en almindelig del af overgangsalderen, ændrer sig hurtigt til noget langt mere alvorligt, skræmmende og tragisk. Alice får stillet diagnosen Alzheimers - og med ét forandres hele hendes verden. 

“My yesterdays are disappearing, and my tomorrows are uncertain, so what do I live for? I live for each day. I live in the moment. Some tomorrow soon, I'll forget that I stood before you and gave this speech. But just because I'll forget it some tomorrow doesn't mean that I didn't live every second of it today. I will forget today, but that doesn't mean that today doesn't matter.”

Der findes så mange skræmmende sygdomme i verden og så mange tilhørende tragiske skæbner, at det gør helt ondt at tænke på. En af dem er Alzheimers; en sygdom der tvinger dens offer at glide væk fra sine minder, fra sit sprog, og gradvist fra sig selv. En sygdom der som et ufrivilligt viskelæder fjerner ethvert ord i en kærligt fyldt bog. 
"Still Alice" omhandler netop denne proces af gradvis glemsel. I stedet for at fokusere på sygdommens slutforløb og endelige konsekvenser, følger bogen i stedet Alice efterhånden som hun snubler over flere og flere mørke huller i hendes hukommelse. Fra de tidlige episoder af glemte nøgler og forlagte huskesedler til en svindende korttidshukommelse, glemte navne og desorientering i sit eget hjem, ændrer Alices liv sig drastisk, måned efter måned - indtil hele hendes tilværelse pludselig er et fjernt ekko af det, der engang var.
Jeg har aldrig kendt nogen med Alzheimers, og jeg har intet andet end det mest overfladiske kendskab til sygdommens omfang, så jeg kan ikke udtale mig om troværdigheden i Alices fiktive sygdomsforløb med andet belæg end, at bogen overbeviste mig. Den føltes smertefuldt ægte, mens jeg læste den, og den frustration og magtesløshed som bogens karakterer bar rundt på smittede en anelse af på mig undervejs. Særligt forholdet mellem Alice og hendes mand, John, føltes som et knivskarpt virkelighedsbillede. John benægter stædigt enhver form for erkendelse af Alices sygdom og den betydning, den indebærer, og kan som resultat knap nok møde hendes blik over middagsbordet. Han distancerer sig mere og mere fra hans elskede kone, og trækker sig længere og længere ind i en skrøbelig tryghedsboble - og som resultat spilder de begge dyrebar tid.
Alices børn er derimod langt mere problematiske størrelser - de er det ene øjeblik dybt påvirkede af moderens sygdom, og det næste fuldstændig afklarede, mens de næsten lever deres liv, som de altid har gjort. Sommetider virker hele deres omstilling for let og for affærdigende. Det er derimod netop i de anstrengte forhold, de grimme reaktioner og fejltrin, jeg finder menneskeligheden i Genovas persongalleri - og dermed også troværdigheden.

“She liked being reminded of butterflies. She remembered being six or seven and crying over the fates of the butterflies in her yard after learning that they lived for only a few days. Her mother had comforted her and told her not to be sad for the butterflies, that just because their lives were short didn't mean they were tragic. Watching them flying in the warm sun among the daisies in their garden, her mother had said to her, see, they have a beautiful life. Alice liked remembering that.”

Skrivestilen i "Still Alice" er til dels hverdagslig og fortalt fra en simpel udeforståendes synsvinkel, mens Genovas egen baggrund indenfor neurovidenskaben andre gange skinner tydeligt igennem. Videnskabelige og komplicerede begreber optræder til tider i lægernes sterile rum, mens dybere forklaringer bliver hevet ned til et alment niveau. Skrivestilen gør bogen let at læse, og let at følge, selvom konkret videnskab også sniger sig ind undervejs. Genova er dygtig til at formidle sin viden, og efterlader hverken spørgsmålstegn eller undren.
Som titlen, "Still Alice", også antyder, stiller bogen spørgsmål om identitet og det identitetsskabende. Alices største frygt er at ophøre med at være Alice; at minderne der langsomt smuldrer væk mellem hendes fingre, fratager hende essensen af hende selv. En del af hendes daglige rutiner er at besvare en række personlige spørgsmål, såsom hendes barns fødselsdag og hendes egen adresse - og intet er så smertefuldt som at bevidne svarene, der bliver kortere og kortere, efterhånden som Alices hukommelse svinder ind.
Genova kredser gentagende gange om diskussionen om, hvorvidt dine minder, oplevelser og erfaringer, gør dig til den du er - og i så fald, om fratagelsen af dine minder nulstiller din identitet. Alice når selv frem til, at hun tror på en sjæl, der fungerer seperat fra hjernen - men den endelige konklusion efterlades åben og uafsluttet.
Overordnet set er dette en smuk bog om et grusomt emne. I dens grimmeste øjeblikke, skærer den skarpt som glas, og i Genovas enkelte forsøg på romantisering fremstår den mest utroværdigt. Der var særligt ét øjeblik mod bogens slutning, der blev løst for hurtigt og for simpelt, altimens det blev iøjenfaldende tydeligt, at Genova bevidst undveg en tung diskussion. Bogen har dog andre opvejende kapitler med så dybe følelser og sitrende nerver, at jeg ved, den vil spøge i min erindring lidt endnu. For på trods af en ubeslutsom fortællervinkel og en hurtig udvej, er det ikke bog, man bare lægger fra sig med et  simpelt skuldertræk. Snarere, tværtimod.

"Quiet" af Susan Cain

"Quiet: The Power of Introverts in a World That Can't Stop Talking" af Susan Cain, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet 2012). 3/5 stjerner. 

Formålet med Susan Cains "Quiet" er at påvise, hvordan den vestlige kultur i flere år har idealiseret et ekstrovert (el. udadvendt) ideal, og dermed overset de mange styrker, der ligger gemt i de mere stille introverter (el. indadvendt). Bogen indeholder en massiv præsentation af den vestlige kulturhistorie, og undersøger hvordan opfattelsen af personlighedstyperne opstod.

Endvidere gennemgår bogen kendetegn ved den introverte og ekstroverte personlighedstype, og referer til adskillige kognitive og socialpsykologiske undersøgelser og teorier. Desuden er bogen fyldt med eksempler på berømte og talentfulde introverter, heriblandt Charles Darwin, Lewis Carroll, Rosa Parks, Eleanor Roosevelt og J. K. Rowling.

Ifgl. Cain er 33-50% af verdens befolkning introverter, og bogen søger målrettet at påvise, at introversion er ganske normalt - og ikke en defekt.

"Introverts, in contrast, may have strong social skills and enjoy parties and business meetings, but after a while wish they were home in their pajamas. They prefer to devote their social energies to close friends, colleagues, and family. They listen more than they talk, think before they speak, and often feel as if they express themselves better in writing than in conversation. They tend to dislike conflict. Many have a horror of small talk, but enjoy deep discussions." 

Jeg er introvert. Og som følge af talrige skole-hjem samtaler med bekymrede miner, har jeg næsten hele mit liv tænkt på det som en slags forhindring, der skal overkommes eller en fejl, der skal rettes. Hvor ulogisk det end lyder, er det aldrig gået op for mig, at det egentligt blot er en naturlig, til dels ukontrollerbar, og indgroet del af min personlighed. Indtil nu.

"Quiet" var på den måde en åbenbaring for mig. Eftersom Cain hylder og fremhæver de smukkeste aspekter ved den introverte personlighed, fik jeg et helt nyt syn på min indadvendthed. At være genert eller tilbageholdende betragtes ofte som værende usundt eller direkte forkert - også selvom det bare er sådan, man er af natur. Og det er den mening, "Quiet" gør op med.

"Or at school you might have been prodded to come "out of your shell" - that noxious expression which fails to appreciate that some animals naturally carry shelter everywhere they go, and that some humans are just the same." 

Jeg kunne bruge tusindvis af bogstaver og timevis af undertrykt harme på at skrive om det at være introvert i et ekstroverteret samfund. Men eftersom disse refleksioner snarere er en følge af læsningen end en direkte del af bogen, vil jeg atter vende tilbage til Cains egne ord.

"Quiet" er først og fremmest en hyldest til introverter; særligt beundringsværdige karaktertræk i form af eftertænksomhed og følsomhed påvises, og beskrives herefter med dybdegående eksempler og rosende ord. Dog kunne hele denne tilgangsvinkel ind imellem føles en anelse stereotypisk, og jeg undrede mig flere gange over den negativt ladede tone overfor ekstroverter. Cain begår den fejl at tale om "os" vs. "dem", hvilket blot er at omvende det problem, hun gerne vil udrydde.  

Bogen er udgjort af enorm grundig research, og de mange referencer til psykologiske studier er med til at formidle budskabet yderst hensigtsmæssigt. Til tider kunne de akademiske undersøgelser dog godt virke en anelse sløvende for læsningen, og Cains evne som formidler af disse var ikke altid lige fyldestgørende. Ofte måtte jeg genlæse hele afsnit adskillige gange, før jeg var sikker på, hvad der præcis mentes.

Før jeg begyndte bogen, var jeg bange for, den ville tendere over mod genren af de såkaldte selvhjælpsbøger, men det blev jeg heldigvis skånet for; den videnskabelige tone og de underbyggende påstande forhindrer enhver sammenligning med sådanne bøger. "Quiet" er først og fremmest et dybdegående studie i psykologi, genetik og kultur.

"There's zero correlation between being the best talker and having the best ideas."

"Quiet" er revolutionerende, fordi den stiller spørgsmålstegn ved et kulturelt ideal, vi alle blot tager for givet. Og jeg kan anbefale den varmt til enhver, der nogensinde har hørt ordet "genert" blive brugt om dem i et nedladende tonefald. Bogen bør dog læses med forbehold og åbenhed, eftersom alle sager har to sider, og Cain kun er forkæmper for det ene parti.
Bogens styrke ligger i dens trøst og opmuntring; dens klokkeklare budskab om, at introversion slet ikke er så ualmindeligt. Og det rørte noget i mig, fjernede en lille byrde fra mine skuldre, som jeg muligvis har ladet tynge mig af i flere år. Sommetider er det bare rart at blive forsikret om, at man ikke er alene; også selvom man bliver betragtet som en enspænder.

"The Pigeon" af Patrick Süskind

"The Pigeon" (org. titel "Die Taube") af Patrick Süskind, fra forlaget Penguin, udgivet i 1989 (org. udgivet i 1987). Læst på engelsk - originalsproget er tysk. 3/5 stjerner. 

På 77 sider følger man en skelsættende dag i Jonathan Noels tilbagetrukne tilværelse. Hans verden bliver til et levende kaos, da han en dag opdager en due foran hoveddøren til hans lejlighed. Han bliver lammet af en altopslugende frygt, og opgiver tanken om nogensinde at kunne vende tilbage til sit hjem. Det er ham ganske enkelt umuligt at leve samme sted som en due.

Den korte fortælling følger hans dybe fald ned i en ekstentiel krise, og hans forsøg på at samle stumperne af hans iturevne livsgrundlag. Alt sammen i løbet af én og samme dag.

"No human being can go on living in the same house with a pigeon, a pigeon is the epitomy of chaos and anarchy, a pigeon that whizzes around unpredictably, that sets it's claws in you, picks at your eyes.."

I starten brugte jeg ordet "uhyggelig" til at beskrive denne bog, men jeg er ikke længere sikker på, det er det rette ord. "The Pigeon" er nemlig ikke rædselsvækkende på en kuldegys- og mareridtsfremkaldende måde, snarere ubehagelig og fyldt til randen med bizarre spørgsmålstegn.

Jeg brød mig slet ikke om at læse den. Den fik mig til at spekulere over, hvor let en opstillet rutinepræget hverdag kan vælte sammen, og hvor ofte tryghedsfølelsen blot er en kunstig indbildning.

Jonathan Noel var på ingen måde en sympatisk hovedperson, men hans klaustrofobiske indre blev beskrevet så  livagtigt, og jeg blev hurtigt viklet ind i hans traumer og forskruede tankegang. I starten virkede hans frygt for duen som absurd komik, men efterhånden blev symbolikken tydeliggjort, og Jonathans paniske angst blev dermed grufuldt troværdig. 

"And finally - he was neither able nor willing to prevent it - the self-loathing dammed up inside him spilled over and gushed out, gushed out of glaring eyes that grew grimmer, angrier, beneath the rim of his cap, flooding the outside world as perfect, vulgar hate."

For sandheden er, dette er ikke en fortælling om en isoleret mands aversion mod duer. Det er nærmere fortællingen om det uforudsete, og en undersøgelse af hvad der sker, når en rutinepræget hverdag kollapser, og de omhyggeligt opbyggede tryghedsmure svinder hen. 

Süskinds skrivestil har afgjort sine mangler og virker til tider en anelse forhastet; men historien er makabert fængslende og dybt fascinerende.