"Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" af Vicky Myron og Bret Witter

"Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" (org. titel "Dewey: The Small-Town Library Cat Who Touched the World") af Vicky Myron og Bret Witter, fra forlaget Bazar, udgivet i 2008. Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. 1/5 stjerner. 

Vicky Myron arbejdede som bibliotekar i en lille by i Iowa. Omkring hende var biblioteket ved at smuldre og byen ved at falde i søvn. Hendes privatliv lå i ruiner, men alting blev ændret da hun en dag reddede en forladt kattekilling og lod den flytte ind på biblioteket.

Katten fik navnet Dewey. Og Dewey fik lov til at blive boende på biblioteket, hvor den opmuntrede og tiltrak byens beboere. Denne bog er historien om kvinden, der reddede katten – eller katten, der reddede kvinden. 

For nylig skrev jeg et indlæg om de buzzwords, der altid kunne vække min læsetrang. Og denne bog havde dem alle; katte, biblioteker og bogreferencer. Jeg elskede bagsideteksten – men jeg hadede hvert sekund af bogen. Jeg troede, det ville blive hurtig hyggelæsning i toget, men i stedet blev det til tvungen pligtlæsning. Det var, uden tvivl, en fiasko fra start til slut. Og jeg har stadig ikke helt forstået hvordan det kunne gå så galt.

For det er ikke Deweys skyld. Katten, der pryder bogens forside og dens titel, er vidunderligt charmerende og sød at læse om. Jeg kan let forestille mig den som en legende killing, der jager elastikker dagen lang eller som en halvgammel kat, der hviner af flagermuse og traver langsomt rundt i biblioteksgangene. Jeg ville elske at have stødt på Dewey eller en kat som Dewey i mit lokale bibliotek. Og jeg ville have elsket, hvis Dewey rent faktisk var bogens hovedperson.

For lad dig ikke snyde af titlen eller forsidebilledet: dette er ikke en bog om en kat. Det er en bog om en kvinde, der finder en kat og alt det, hun lader katten være vidne til. Det er en fortælling om et almindeligt liv, kludrede familieforhold, et nedadgående biblioteksbesøgstal, og om en kvinde der møder en kat og gør den til den messias, der skal redde dem alle.

Kattens rolle i bogen er ligegyldig og fyldt med antagelser. På hver eneste side står der formuleringer som "Dewey tænkte", "Dewey mente" eller, værst af alt: "Dewey ville redde biblioteket og gøre alle glade". Den stakkels kat tillægges motiver, den nok slet ikke har. Og resultatet er oversentimentalt og gentagende.

Sommetider føles det endda som om, bogen er skrevet af et lille barn. Myron bliver ved med at observere, hvordan andre tror, Dewey bedst kan lide dem, når hun ved, katten bedst kan lide hende (hvilket nok er sandt, eftersom det er hende, der serverer kattemaden). Hun fnyser af alle, der tror de har et særligt forhold til katten – mens hun samtidig igen og igen skriver, hvor særligt hendes forhold med Dewey er. Det er både selvmodsigende og intetsigende.

Bogen er også fyldt med personlige anekdoter fra Myrons eget liv samt lange beskrivelser af Iowas økonomi. Historien om katten blev ofte brudt og glemt til fordel for fortabelser i Iowas landskab eller halve hentydninger til et anstrengt mor-datter forhold (som katten Dewey naturligvis også kurerede). Det interesserede mig ikke. I sidste ende var det eneste i bogen der interesserede mig de søde katteanekdoter. Og dem var der overraskende få af, men alligevel nok til, at Vicky Myron har skrevet en hel serie af bøger om Dewey. Eller om alt muligt andet.

"The Enchanted Places" af Christopher Milne

"The Enchanted Places" af Christopher Milne, fra forlaget Bello, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1974). 4/5 stjerner. 

Alle børn kender historien om drengen og den gule bjørn, der hånd i hånd gik igennem hundredemeterskoven og tog på fortryllende barndomseventyr. Alle børn er vokset op med historierne om plysbjørnen og Christopher Robin, og alle børn har drømt om at være drengen fra bogen, drengen med bjørnen. Christopher Milne var dén dreng, som A. A. Milne skrev om. Han var dén Christopher Robin, og alligevel var han bare Christopher, en dreng som alle andre.

"The Enchanted Places" er Christopher Milnes memoir. Bogen er et tilbageblik på en legendarisk barndom, der på mange måder var helt almindelig. Milne skriver om den gule bamse, der blev til et ikon, broen hvor han kastede med pinde, og om den far som omdannede en lille drengs hverdagslege til en verdenskendt børnebog. 

 “There are two sorts of writer. There is the writer who is basically a reporter and there is the creative writer. The one draws on his experiences, the other on his dreams. My father was a creative writer and so it was precisely because he was not able to play with his small son that his longings sought and found satisfaction in another direction. He wrote about him instead.” 

Af alle mine fiktive barndomsvenner er Peter Plys den venligste. Og den væsentligste. Han er min barndomsmaskot, og med ham drog jeg på mange eventyr. Den simple, naive og enfoldige barndomsverden, som han præsenterede har altid været mit tilflugtssted. Hundredemeterskoven var mit drømmeland.
Men Hundredemeterskoven var også et virkeligt sted. Et sted hvor en dreng og en gul plysbjørn legede, altimens en far iagttog dem gennem et eventyrligt drømmeslør og skrev deres barndomsoplevelser ned. Hundredemeterskoven virker for mig som et drømmested, men for Christopher Milne var det en virkelig skov lige i nærheden af stedet, hvor han voksede op.
"The Enchanted Places" er et memoir skrevet af A. A. Milnes søn, den rigtige Christopher Robin, som ikke alene inspirerede sin fars børnehistorier men rent faktisk også udlevede dem. Linjerne mellem virkelighed og fiktion sløres i dette memoir, eftersom Christopher  Milne ikke altid er i stand til at huske hvilke dele af Plys-bøgerne der blev baseret på hans egne barndomsoplevelser. På den måde er bøgerne om Peter Plys et storslået rod udgjort  af fragmenter af A. A. Milnes egen barndom, morsomme episoder fra Christophers legeværelse og naturlige glimt af fri fantasi. Sommetider blev virkelighed omdannet til fiktion, når A. A. Milne observerede og skrev om sin søn og hans plysbjørn; og andre gange blev fiktion til virkelighed, når Christopher hørte hvad hans far havde skrevet og inddrog det i sine lege.
Selvom "The Enchanted Places" er et afrundet memoir, føles bogen til tider som en essaysamling. Hvert kapitel er en enkeltstående refleksion, der sammen med de andre kapitler danner et næsten fuldendt billede af Christopher Milnes barndom og opvækst, som han selv husker den. 
Gennem disse mesterlige og knivskarpe fragmenter skriver Christopher Milne om sin barndom, sin far, sit elskede legetøj og Peter Plys-bøgerne, imens han forsigtigt forsøger at adskille og fortolke dem. Hvor den legendariske bro som Peter Plys og Christopher Robin kastede pinde fra var et virkeligt, fysisk sted, var Æslets nedtrykte hjørne et fiktivt sted. Eller også var Æslets hjem et sted, som Christopher ikke kendte? Et sted der fandtes indeni hans far – skrøbelige følelser der blev indpakket i fiktion? Eller er det blot tomme spekulationer udtænkt af en dreng, der undrede sig over sin far? 

“Most of us have small, sad places somewhere in our hearts and my father was no exception. Sometimes we let our feelings escape in bursts of anger. Sometimes we make long, dismal faces. My father did neither. He felt deeply but he kept his feelings to himself. Or rather, being a writer, he let them escape in his writing. But even here he disguised them, unable even in fiction to allow himself to take himself too seriously.”

A. A. Milne var ikke tæt sammenknyttet med sin søn. Der var en kunstig afstand mellem dem skabt af datidens opdragelsesnormer, barnepiger og kønsroller. A. A. Milne var en fremmed overfor sit eget barn i mange år, indtil Christopher var halvvoksen, skulle begynde på kostskole og det officielt blev faderens rolle at køre ham frem og tilbage, instruere ham og hjælpe ham. Christopher beskriver ikke sin far med fjendtlighed men derimod med sympati. Det var svært for ham at være en nær far, når Christopher altid blev gemt væk bag velmenende barnepiger og en beslutsom mor. A. A. Milne betragtede oftest sin søn fra afstand og skrev om ham og de eventyr, som han ikke selv kunne deltage i.
"The Enchanted Places" er et dybtfølt og sart filosofisk tilbageblik på Christopher Milnes tidlige år tilbragt med hans far og sit legetøj. I bogens afsluttende epilog skriver Christopher Milne bogens første bitre ord, om hvordan han i mange år hadede at være Christopher Robin, dén Christopher Robin, og leve med et berømt navn der ikke altid havde noget at gøre med ham selv. Christopher Milne er kendt som Christopher Robin fra bøgerne, og mange sætter direkte lighedstegn mellem den fiktive karakter og den virkelige person. Mellem linjerne og i refleksionen stiller Christopher Milne derfor et tankevækkende spørgsmål. For hvordan bliver man en fiktiv karakter? Og hvordan påvirker det en?
Bogen er smuk. Og selvom man nok ikke bør tage den for bogstaveligt, er den alligevel et fascinerende brudstykke af en kompliceret barndom. Christopher Milne har uden tvivl sin egen agenda med bogen, han hentyder til episoder, som han ikke uddyber, han forsøger at retfærdiggøre sine handlinger og befrie sig for bestemte kapitler i Peter Plys-bøgerne, som han i mange år har hadet at være associeret med. Men selvom behovet for en kritisk læsning er stort, så er denne bog alligevel en del af den fulde sandhed. Akkurat ligesom Christopher Milne er en del af Christopher Robin, og Christopher Robin er sammensat af dele af både virkelighed og fiktion, dele af far og søn. 
Christopher Milne fortæller sin historie med en stille, rørende og inderlig stemme. "The Enchanted Places" er fyldt med nostalgi og fortrydelse, og selvom man bør læse den med skepsis, er den alligevel enestående. I den bringer Christopher Milne sine fortryllede barndomssteder så smukt til live. 

"Billedhuggerens datter" af Tove Jansson

"Billedhuggerens datter" (org. titel "Bildhuggarens dotter") af Tove Jansson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1968). Læst på dansk – originalsproget er svensk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. 4/5 stjerner.

"Billedhuggerens datter" var Tove Janssons første bog for voksne, og bogen er til dels et memoir; en genoplevelse af barndommen og opvæksten i Helsingfors, hvor fortryllelse og frygt levede side om side. Samtidig omhandler "Billedhuggerens datter" også netop det at være en billedhuggers datter og at vokse op med en stiltiende forståelse for kunst, for inspiration og for vigtigheden af at skabe.
Bogen består af en lang række kapitler; hver indeholdende en episode eller erindring, der ikke nødvendigvis har sammenhæng med den foregående. 

“Jeg har lært klokken, selvom jeg ikke kan minutterne endnu.”

Det er svært at nedskrive sin barndom uden at reflektere over den. Det er svært at skrive om, hvad der var uden at indføre den bedviderende vished om, hvor det ledte hen; en vished som man ikke var i besiddelse af, dengang datiden udspillede sig. Visheden farver erindringen, og gør hukommelsen umulig. For det øjeblik man betragter sin barndom med et voksenblik, ophører barndommen med at eksistere. Den smutter ud mellem ens fingre og forsvinder. Erindringen ændrer form til refleksion.
Men Tove Janssons bøger er anderledes. De er næsten pinefuldt præcise at læse, for de griber fat i alt det, som man havde glemt. Tove Jansson er i stand til at genskabe verdenen, som den så ud, før alting forsvandt i bedrevidende refleksion. "Billedhuggerens datter" er ikke kun en bog om barndomserindringer; den er set gennem barneøjne, gennemsyret af simpel naivitet og den uspolerede fortryllelse, som hviler over barndomsverdenen.
Bogen er fyldt med scenarier, der afspejler barnets køligt beregnende, fantasifulde, legesyge og til tider ondskabsfulde sind. Jansson formår at formidle den dobbelthed, der hviler i på en gang at underholde sig selv med forfløjne dagdrømme og på den anden side blive bange for sin egen fantasi. Som så mange andre børn før hende, bliver den lille Tove bange for historier, der løber løbsk, og værelsets tætte nattemørke skifter således mellem at være betryggende og frygtindgydende. Det ene øjeblik er en tylkjole en vidunderlig hule, det næste er det en skærm mod ondskaben udenfor. Sommetider er gulvtæppet fyldt med snoende, hvislende slanger, og sommetider udgør den faldende sne et klaustrofobisk fængsel. Alting afhænger af fantasiens drømmeblik, der både har magten til at underholde og skræmme. Hvilket måske er den sandeste historieerkendelse, når det kommer til stykket.

“Eksplosion er et smukt ord og meget stort. Senere lærte jeg andre, den slags som man kun kan hviske, når man er alene. Ubønhørlig. Ornamentik. Profil. Katastrofal. Elektrisk. Kolonialvarebutik. De bliver endnu større, hvis man siger dem mange gange. Man hvisker og hvisker, indtil der ikke findes noget andet end ordet.” 

For "Billedhuggerens datter" er fyldt med kunsteriske betragtninger af både forældre og barnet selv. Den unge Tove har, trods sin uvidenhed, stor respekt for sin fars arbejde, og lister på tåspidser rundt omkring i hans atelier. Med stiltiende forståelse ved hun, at inspiration ikke er noget, man spørger ind til, og at kunst ikke kun er noget, man skaber. I hendes stille sind har hun både et ydre og et indre liv; hun forklarer sig med historier og udfylder sin forståelses sorte huller med fantasi. Der er noget næsten uundgåeligt over hendes fremtid, hendes skæbne; det er kun alt for let at sammenkæde det blomstrende kunstnersind med Janssons vidtrækkende forfatterskab.
Hele bogens mirakel er dog, at den netop ikke sammenkæder noget som helst. Den fortæller bare. Om barndom, om minder og om en verden, der på en gang var uforståelig og fuldstændig gennemskuelig. Med sine ord maler Jansson en lang række af stemnings-akvareller, og hun gør det med så nænsomme penselstrøg, med bevægelser så fine at kun kunstnerfingre er i stand til at udføre dem. Der er ingen kommentar, ingen refleksion over de nedskrevne ord; der er kun den oplevede sandhed og en læser, som er nødt til at fortolke den.
Stilistisk set minder "Billedhuggerens datter" utrolig meget om "Sommerbogen". Kapitlerne fungerer fragmentariske oplevelser og historieglimt, mens den eneste sammenhæng mellem dem er stemningen. Ligesom i "Sommerbogen" skifter fortællerstemmen mellem at være rørende og ufrivilligt komisk. Der er talrige eksempler på brutal barndomslogik, som når Janssons skriver, at "en kammerat tilgiver ikke, han glemmer bare, og en kvinde tilgiver alt, men glemmer aldrig. Sådan er det. Derfor skal kvinder ikke svire. Det er meget ubehageligt at blive tilgivet". Den største forskel mellem de to bøger er måske i virkeligheden, at "Billedhuggerens datter" i modsætning til "Sommerbogen" ikke er præget af dialog, men snarere indvendig tankevirksomhed. Den er langt mere indadvendt – og som resultat langt mere følsom.
Jeg misunder Jansson hendes følsomhed. Hendes evne til at sætte sig i barnets sted, til at genopleve den verden (eller den oplevelsen af verden) der ofte virker så langt væk. Hendes prosa har en næsten musisk magi, en hvisken af lyrik og sang, der næsten kan bringe mig til tårer. Det er så smukt, at det næsten er ubærligt. 

"My Life in Middlemarch" af Rebecca Mead

"My Life in Middlemarch" af Rebecca Mead, fra forlaget Crown Publishing, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Siden Rebecca Mead som ung studerende læste "Middlemarch" for første gang, har romanen hjemsøgt hende, fulgt med hende på alle hendes rejser, og hjulpet hende i store livsbeslutninger. Det er den bog, hun igen og igen er søgt tilbage til for at finde et brugbart råd, kærlig trøst og et saligt gensyn.
"My Life in Middlemarch" er et forsøg på at omdanne denne læseoplevelse til ord. Det er en tilbagesøgning til, hvordan "Middlemarch" blev skrevet, hvem den blev skrevet af, og hvordan den er blevet læst – både af Mead selv og af andre. Meads bog blander adskillige genrer, men fokuspunktet forbliver på den roman, der startede det hele. "Middlemarch" af George Eliot.

“Reading is sometimes thought of as a form of escapism, and it’s a common turn of phrase to speak of getting lost in a book. But a book can also be where one finds oneself; and when a reader is grasped and held by a book, reading does not feel like an escape from life so much as it feels like an urgent, crucial dimension of life itself.”

Bøger som denne er umulige at definere. For hvilken genre tilhører den egentligt? Skal den arkiveres som biografi eller litteraturkritik? Læse-hyldest eller memoir? Akademisk eller fornøjelig? Problemet opstår, fordi bogen i virkeligheden er det hele; den favner bredt og bevæger sig både gennem Middlemarchs fiktive landskaber, Eliots kærlighedsliv og Rebecca Meads engelsk-undervisning, hvor bogen for første gang havnede i hendes hænder. Bogen handler om udarbejdelsen, læsningen og oplevelsen af "Middlemarch", og om hvordan den ultimative læseoplevelse vil variere for os alle.

Denne måneds underliggende tema for bloggen har været hvor overset, jeg synes, "Middlemarch" er. George Eliot regnes ofte for at ligge på samme breddegrad som Austen og Dickens, men dog vækker hendes navn slet ikke samme genkendelse. Hun er forsvundet i takt med den tid, som hun skrev om. Af samme grund var netop denne bog så vigtig for mig at opspore og så betydningsfuld for mig at læse. I den fandt jeg en ligesindet sjæl; en medbeundrer af Eliots smukt udformede prosa.

Rebecca Mead blev anbefalet "Middlemarch" en sommer, hvor hun tog ekstra-timer i engelsk. Hun stirrede beundrende på den murstenstunge bog, samlede den op, og fandt et lille stykke af hende selv i det. Hun læste "Middlemarch", og hendes liv blev forandret. Denne konstant voksende kærlighed for Eliots værk er hele tiden til stede under læsningen af "My Life in Middlemarch". Det er en varm undertone, der flyder gennem bogen og tilføjer entusiasme til hvert ord om Eliot og hendes karakterer. Selvom "My Life in Middlemarch" er overvejende analytisk, og biografisk beskriver Eliots livssituation, bliver det derfor aldrig upersonligt eller distanceret. Meads læsekærlighed ånder en i nakken under læsningen af hvert eneste ord.

“A book may not tell us exactly how to live our own lives, but our own lives can teach us how to read a book.”

I modsætning til Ellis' "How to Be a Heroine", holder Mead sig nemlig meget strikst til sit emne. Mead har omhyggeligt studeret Eliots notesbøger, holdt førsteudgaver af "Middlemarch" i sine hænder (med stor ærefrygt), og endda besøgt nulevende efterkommere af den store forfatterinde. Tidlige anmeldelser af "Middlemarch", personlige brevudvekslinger og temaer i senere romaner sammenholdes for at skabe en større forståelse for udarbejdelsen af "Middlemarch", og den modtagelse den er blevet mødt med gennem litteraturhistorien.
Undervejs blev jeg dybt inspireret af flere af Meads analytiske tilgange; idéen om Lydgate og Dorothea som spejlende handlingsforløb og en tidlig kritikers forventning til sammenfletningen af deres plotlinjer, havde jeg aldrig skænket en tanke. Men i Meads hænder giver det mening og som følge deraf, åbnedes mine øjne for en uset verden af muligheder. Ikke alene er Mead passioneret om sit emne; hun tilbyder også et væld af intelligente indgangsvinkler til læsningen af romanen. Ligeledes gjorde bogen mig også klogere på George Eliots privatliv. Mead prøver dog ikke desperat på, at sammenkæde Eliots liv med hendes roman, men argumenterer derimod logisk for, at visse begivenheder i Eliots liv kan have influeret "Middlemarch".
"My Life in Middlemarch" er en rørende kærlighedserklæring til George Eliot, en hyldest til mesterværket "Middlemarch", en litterær analyse og en dybt personlig beretning om, hvordan en bog kan forandre et liv; og om hvordan et liv kan forandre en bog. Det er et studie i, hvordan læsningen af "Middlemarch" har ændret sig gennem historien, og hvordan Meads egen oplevelse af bogen har ændret sig gennem hendes liv. I kernen af "My Life in Middlemarch" gemmer der sig nemlig et minde om talrige genlæsninger, tungt understregede linjer, skiftende sympati og evig kærlighed.

“"Imagine me seated near a window, opening under a verandah," George Eliot had written. And I could imagine her there: I could conjure her more vividly than anywhere else I had pictured her in my travels. But through that window was a larger vista: a landscape changed by books, reshaped by reading, transfigured by the slow green growth.”

"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis

"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis, fra forlaget Random House, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

En diskussion med en kær veninde om hvorvidt Jane Eyre eller Catherine Earnshaw er at foretrække, udgør fundamentet for Samantha Ellis' heltindeovervejelser og denne bogs tilblivelse. Ellis har hele sit liv set op til Cathys tragiske personlighed, men pludselig bærer hun rundt på nagende tvivl. Hvad hvis hun hele sit liv har forsøgt at være som Cathy, når hun i virkeligheden burde have stræbt efter at blive Jane Eyre?

"How to Be a Heroine" er Ellis' tilbagesøgende projekt; et forsøg på at genforenes med alle sine litterære heltinder gennem tiderne, at genlæse bøger de kommer fra, og at forsøge at vurdere om de mange kvindeskikkelser har været deres heltindestatus værd. 

Bogen er derfor en pudsig blanding af et memoir og litterære analyser af en lang række af elskede bøger. Fra Andersens "Den lille havfrue" til Brontës "Wuthering Heights" og Forsters "A Room with a View", bevæger Ellis sig fra bog til bog; fra erindring til erindring. 

“I wasn't just reading about my heroines, I was reading the story of my life.”

Sommetider skal der ikke mere til end et simpelt handlingsreferat, før man med sikkerhed véd, at man vil elske en bog. Sommetider fornemmer man det bare via en kulørt forside, en morsom titel og ganske få sætninger. Da jeg for første gang hørte om "How to Be a Heroine", var jeg ikke et sekund i tvivl; jeg blev nødt til at eje den, læse den og elske den. Øjeblikkeligt. Og jeg tog ikke fejl; Samantha Ellis tog mig på en levende rejse, udgjort af en sitrende læsekærlighed og minder tæt forbundet til særlige bogtitler.

En stor del af "How to Be a Heroine" kan læses som en læsehests bekendelser; en kærlighedserklæring til de bøger, der har formet Ellis' barndom, og de karakterer der er trådt ud fra bøgerne og ind i Ellis' bevidsthed. På den anden side er bogen også fyldt med tabt nostalgi og mange af de bøger, Ellis huskede som sande barndomsvidundere, mister deres charme ved en mere kritisk genlæsning. Undervejs må Ellis erklære Anne Shirley fallit og erkende en fatal fejllæsning af Lucy Honeychurch fra "A Room with a View". 

Bogen er således både fyldt med skuffelser og gensynsglæde, og Ellis' pointe er, at ingen bog kan blive læst på den samme måde to gange. Den måde vi læser en bestemt bog på er dybt influeret af, hvem vi er i det eksakte øjeblik, vi læser den. Selvom sætningerne på papiret forbliver de samme efter mange års forsømmelse, udvikler læseoplevelsen sig konstant, i takt med læseren selv.

Ellis sammenkæder derfor bøgerne med bestemte epoker i sit liv og forsøger at forstå heltinderne ud fra den, hun var engang. Hendes tilbedelse af Andersens lille havfrue bliver forklaret ved, at hun genkendte sin egen splittelse i det skrøbelige havvæsen. Ellis beretter om en opvækst splittet mellem to kulturer; en familie der altid snakkede om Bagdad på trods af, at de aldrig tog dertil, og hun sætter ord på den længsel, hun hver dag blev konfronteret med - akkurat ligesom den lille havfrue, der måtte sukke nytteløst efter solens stråler. På den måde formår Ellis at sammenkæde bøgerne med sig selv, at være personlig uden at vige fra sit emne.

“I'm beginning to think that all readings are provisional, and that maybe we read heroines for what we need for them at the time.”

Hvor meget jeg end nød at tage del i Ellis' læserliv, læste jeg hendes kritiske spørgsmålstegn med langt større interesse. Mellem de mange erindringer om sit læserliv bidrager hun med interessante analysevinkler og feministiske tankestrøg. Jeg nød særligt et kapitel, der omhandlede L. M. Montgomery og sammenlignede "Anne of Green Gables" med "Emily of New Moon". Ellis formåede at sætte ord på en spekulation, jeg altid har båret rundt på i forbindelse med de elskede børnebøger. Hendes tese er, at Anne ofrer sin drøm, mens Emily er Montgomerys forsøg på at fokusere på karriere og uafhængighed. Jeg har altid selv elsket Emily langt højere end Anne; men jeg har aldrig kunne sætte fingeren på hvorfor. Ellis' analyse gav mig et fingerpeg i den rigtige retning.

Det er dog ikke alle Ellis' fortolkninger, jeg kan erklære mig enig i. Kapitlet der omhandlede "Little Women" fremstod for mig som værende en anelse kynisk. Ellis' fortolkning er, at Alcott knuser sine karakterers drømme og derefter tvinger dem ind i et underkuet, hjemligt domæne. I mine øjne er det et for snævert et syn på Alcotts feminisme, men ikke desto mindre var det tankevækkende at læse. Samantha Ellis er ufatteligt velargumenteret, informativ og dog altid dybt personlig.

"How to Be a Heroine" er ikke nødvendigvis en perfekt bog; til tider fortaber Ellis sig i indforståede referencer, og de heltinder man ikke selv har kendskab til i bogens forløb, bliver næsten umulige at læse om. "How to Be a Heroine" er først og fremmest tilegnet de, der deler Ellis' yndlingsheltinder, og ikke meget af bøgernes plot eller karakterer bliver opsummeret undervejs. Ligeledes bevæger Ellis sig ikke blidt udenom spoilers; bogen er fyldt med dem, og slutninger diskuteres i deres fulde omfang.

Ikke desto mindre rørte bogen noget i mig og var en smuk påmindelse om, hvordan fiktive karakterer og heltinder har hjulpet mig til at blive den, jeg er i dag. Bøger kan udøve sådan en stor magt på deres læsere, og sommetider følger de mennesker, man møder i bøgerne med en hele livet. Sommetider er fabrikerede ordpersonligheder de mest virkelige personligheder, man kender. Hvilket er præcis, hvad Samantha Ellis skriver om.

“All my heroines, yes, even the Little Mermaid, even poor dull listless Sleeping Beauty, have given me this sense of possibility. They made me feel I wasn't forced to live out the story my family wanted for me, that I wasn't doomed to plod forward to a fate predetermined by God, that I didn't need to be defined by my seizures, or trapped in fictions of my own making, or shaped by other people's stories. That I wanted to write my own life.”

"Papa" af Gregory Hemingway

"Papa" (org. titel "Papa - A Personal Memoir") af Gregory Hemingway, fra Schultz Forlag, udgivet i 1977 (org. udgivet i 1976). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner.

Sammen med sin anden kone, Pauline Hemingway, fik Ernest Hemingway sønnen Gregory Hemingway. Forholdet mellem fader og søn var ofte turbulent og anstrengt, men også omsorgsfuldt og følelsesbetonet.
I "Papa" beretter Gregory Hemingway om hans stunder og minder med Ernest Hemingway; adskillige somre tilbragt med andejagt, sejlads, alkohol og litterære omgangskredse, diskussioner og et langvarigt brud på al kontakt, skuffelser og ambitioner. Gregory Hemingway skriver personligt og kortfattet om sin far, og bogen tæller knap over 100 sider.
Foruden at være et lille indblik i Ernest Hemingways privatliv, tilbyder bogen også små glimt af Gregory Hemingway selv, der i år 2001 døde i et fængsel. "Papa" er således både bittersød og tragisk; fascinerende og skræmmende. Der er noget sælsomt ved at læse Gregory Hemingways beskrivelse af hans faders mørke - når han senere blev indhyllet i det selv.

“Engang imellem svigtede hans realitetssans, eller måske var det snarere sådan at virkelighed og fantasi blandedes, før han skrev det endelige resultat ned.”

Litterære legender kan ind imellem føles langt mere som uopnåelige stjerner end som egentlige mennesker. Grænselandet der adskiller skaberen fra det skabte, kan hurtigt nedbrydes og synke bort i vores erindringer. Vi betragter genier med distancens ærefrygt, og ser forfatteren i stedet for personen, legenden i stedet for livet. Og som konsekvens sløres enhver linje mellem virkelighed og fiktion. 
Adskillelsen bliver særlig problematisk i tilfælde som Ernest Hemingways; manden der udtrykte sig med en brutal ærlighed i både skrift og tale. Manden der i høj grad omdannede hændelser fra sit liv til fiktion i sine romaner, og baserede fiktive karakterer på virkelige mennesker. Når man medregner myten om Ernest Hemingway som den inkarnerede machomand; fiskeren, jægeren og charlatanen, er det skræmmende let at affærdige forfatteren Hemingway som en velkendt stereotype. 
"Papa" af Gregory Hemingway adskiller sig fra andre bøger om legenden Ernest Hemingway ved at være en søns private syn på sin far - og ikke en beundrers syn på sin yndlingsforfatter, eller en akademikers næranalyse af en kunstner. Gregory både bekræfter og afliver de mest velkendte antagelser om Ernest Hemingways liv, altimens han udøser små anekdoter, indblik i skriveprocessen, samt ubærligt grimme, rørende og følsomme minder. Efterhånden som man bladrer gennem den lille bog forvandles Ernest Hemingway fra en storslået forfatter og afstumpet machomand til en ubehjælpsom faderfigur, en eventyrer og et plaget sind. Ernest Hemingway eksisterer mellem sin søns sider og ord - som et levende væsen og simpelt menneske. Og det er dét, der gør dette memoir så virkningsfuldt og fængslende. 

“Han skrev om den længsel hele livet med ord så enkle og komplicerede som efterår og forår. Bare han stadig kunne drømme et eller andet sted. Han elskede at drømme. Han længtes efter at være en del af jorden, havet og luften og endelig var han det.” 

I det første kapitel af "Papa" dvæler Gregory Hemingway over sin fars død - og i bogens sidste kapitel vender han atter tilbage med et suk og et fredsønske. Med en forbløffende ærlighed og undertoner af fortrydelse beskriver Gregory, hvordan hans egen far bebrejdede ham for moderen, Pauline Hemingways, pludselige død, og hvordan Gregory senere selv kastede denne anklage direkte tilbage i hans faders ansigt. Forholdet mellem fader og søn beskrives som værende anstrengt, problematisk og dog alligevel præget af et dybfølt ønske om accept. Et rørende eksempel herpå, er Gregorys beskrivelse af hans forsøg på at tilfredsstille sin berømte forfatterfar ved at kopiere en udgivet novelle og aflevere den som sin egen. På barnlig og klodset vis fumler den unge Gregory efter et sandkorn af anerkendelse; sommetider med succes og andre gange med en tragisk fiasko som resultat. Dele af bogen er næsten ubærligt hjerteskærende med Gregorys beskrivelser af hans vedvarende higen efter både moderlig og faderlig kærlighed.
Bemærkelsesværdigt nok, er "Papa" dog ikke kun en begrædelig beretning om en hård faderfigur og en misforstået søn; Gregory maler et portræt af den kendte forfatter i adskillige nuancer og fra et væld af perspektiver. Bittersøde minder om Ernest Hemingways desperation på at redde sin søn fra et hajangreb, øjeblikke med leg, spøg og glimt i øjet, samt et lille indforstået blik ind i de dæmoner, der hjemsøgte Ernest Hemingways i hans mørkeste øjeblikke udfylder bogens sider. Gregory skriver ikke blot om en mand, han har mødt, læst eller oplevet - han skriver om en mand, han kender. Adskillige myter og antagelser om Ernest Hemingway bliver bekræftet i forbifarten; men samtidig tilføjer Gregory også et drys af følsomhed og varme til forfatterens legende. 
"Papa" er på ingen måde en dybdegående analyse af Ernest Hemingways værker, en fyldestgørende oversigt over hans liv eller en lige historisk linje over de største begivenheder i Hemingway-familiens turbulente tilværelse. Snarere tværtimod er det et mærkværdigt sammensurium af strøgtanker, minder, oplevelser og diskussioner med en mand, der både var far og forfatter. Bogen er hverken mere eller mindre end et memoir; nedskrevne erindringer i et tankemæssigt rod. Gregory stræber hverken efter en dagsorden eller et specifikt formål - han søger blot at fremstille sin far, som han huskede ham. I virkeligheden er det nok præcis denne mangel på struktur, der gør bogen så dragende smuk i sidste ende.

"Time Was Soft There" af Jeremy Mercer

"Time Was Soft There" af Jeremy Mercer, fra forlaget Picador, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner.

Omkring årtusindeskiftet vandrede journalisten Jeremy Mercer hvileløst rundt i Paris' gader; uden penge og uden et hjem. Et besøg ind i bogbutikken Shakespeare and Company førte både til en nykøbt bog og en invitation til et teselskab. Mercer blev hurtigt hevet ind i en verden af farverige forfattere, strålende lys og gamle bøger.
Ejeren af bogbutikken, George Whitman, havde i årevis været kendt for at tilbyde senge til forbipasserende skribenter og kunstnere; og Jeremy Mercer blev ligeledes tilbudt en sengeplads mellem de fyldte bogreoler. I denne lukkede verden af bøger, venskaber, forhold og kunstnere levede han for en stund. "Time Was Soft There" er Jeremy Mercers erindringer fra disse støvede dage og levende nætter tilbragt i Paris' legendariske bogunivers; Shakespeare and Company.

“In the end, yes, it is a famous bookstore and, yes, it is of no small literary importance. But more than anything, Shakespeare and Company is a refuge, like the church across the river. A place where the owner allows everyone to take what they need and give what they can.” 

Endnu engang tog en bog mig med på en fortryllet rejse til en fortryllet by. Et sted hvor forestillinger og egne oplevelser smelter sammen til én stor atmosfærisk drøm; Paris. Min frankofile passion er blevet kildret og lokket efter læsningen om Hemingways kone og et blik ud på de trøsteløse og grå regnpytter udendøre. Med et enkelt blink og en enkelt bog, rejste jeg endnu engang tilbage til Paris' smalle gader, intime caféer og en støvet bogbutik ved navn Shakespeare and Company.
Mercer lukker op for en sprudlende bohemeverden af forfattere, digtere og skæve eksistenser, og fører sin læser gennem et hidtil fuldstændig lukket lille samfund. Bogen omhandler Paris i årtusindeskiftet, men Shakespeare and Company føles mest af alt som en uberørt lille tidslomme fra et andet århundrede - og det er naturligvis også Mercers pointe. Indgående beskrivelser af butikkens gammeldags kasseapparat, manglende dankortsterminal, beskedne toilet og badeforhold og tusindvis af slidte, læderindbundne førsteudgaver, giver Mercers erindringer et præg af kunstnerisk romantik.
"Time Was Soft There" opridser først og fremmest en fin skitse af Shakespeare and Companys baggrundshistorie, og maler et dybdegående portræt af butiksindehaveren, George Whitman. Skrivestilen er flydende og smuk; sætningerne er levende og deskriptive.  Mercer skriver om virkelige personer - og læseoplevelsen føles ligeså håndgribeligt virkelig, som de personer den omhandler. Lyden af hektisk klimrende skrivemaskiner, duften af brændte søndags-pandekager, og excentriske stemmer og højlydte diskussioner giver genlyd gennem bogens forløb.
Jeg nød de små anekdoter og hverdagsberetninger om livet i bogbutikken; forvirrede og vildfarne turister, kategorisering og alfabetisering af bøger, improviserede teselskaber og forretningsmæssige overvejelser. Der hviler en dragende fascination over at leve og bo i en bogbutik, at falde i søvn mellem fyldte reoler og hjemmebiblioteker, og jeg drømte hurtigt om at blive en del af det. 

“In a place like Paris, the air is so thick with dreams they clog the streets and take all the good tables at the cafés. Poets and writers, models and designers, painters and sculptors, actors and directors, lovers and escapists, they flock to the City of Lights. That night at Polly's, the table spilled over with the rapture of pilgrims who have found their temple. That night, among new friends and safe at Shakespeare and Company, I felt it too. Hope is a most beautiful drug.”

Desværre er Mercers bog langt mere end en fortælling om bogbutikker, skribenter og frisind - det er nemlig ikke blot en beretning om livet i bogbutikken, men derimod en beretning om hans liv i bogbutikken. Mercers tanker, fortid og personlige problemer optager store afsnit og fylder hele kapitler. Det er naturligvis, hvad man kan forvente af et memoir - men det er problematisk, fordi Mercer langsomt blev den mest uinteressante person at læse om. Jeg ville langt hellere læse om den famøse bogbutik, ejeren George Whitman eller de forbifarende kunders læsevalg og bogindkøb, end jeg ville læse om Mercers kærlighedsliv eller gnavende sult. Mercer er en dygtig forfatter, der vækker alle hans omgivelser til live; alt pånær sin egen fortællerstemme.
"Time Was Soft There" ender med at forklare dens egen datidsform; Mercer mindes en tid, der er forbipasseret, og hans slutning drypper af nostalgisk længsel efter en udefinerbar følelse, der aldrig vil genopstå. Han føler sig som en distanceret fremmed, når han vandrer rundt på før så genkendelige gadehjørner, og han erklærer, at intet nogensinde vil blive det samme igen. Med et sikkert uintentionelt tonefald, ender han med at lyde melodramatisk og definitiv; på trods af at det kun er 4 år siden, bogens hændelser udspillede sig.
Bogen har efterladt mig med et varigt og delvist belærende indtryk af Paris' mest berømte bogbutik og dens historie, og udstyret mig med et sart blik bag robuste kulisser. I smukke vendinger og med fine ord beskriver Mercer en tid og et sted, der både var vidunderligt og usselt. Jeg ville blot ønske, det ultimative fokus havde befundet sig mere på bøgerne og bogbutikken end på Mercer og hans prøvelser. Men i så fald ville det vel heller ikke rigtigt være et memoir, ville det?