Årligt spørgeskema: Læseåret 2016

Jeg har tradition for et årligt spørgeskema her på bloggen – og nu er det atter blevet tid til at grave det frem. Det lader til, jeg liiiige kan nå at presse det ind i januars sidste tikkende timer. Det må afgjort være årets længste måned.
Ikke desto mindre nyder jeg min årlige tradition. Der er noget dejligt overskueligt ved at udfylde skemaer og skrive lister; bøgerne i det forgangne år står tydeligere frem på den måde. Og der er så mange, der er værd at huske.

Hvor mange bøger læste du i 2016? Ifølge Goodreads læste jeg 115 bøger i 2016. Jeg er ikke helt sikker på, hvor nøjagtigt det er, for der er et par genlæsninger imellem, som Goodreads ikke tæller med. 

Hvad var den korteste og den længste bog, du læste? Den korteste bog jeg læste i 2016 var knap nok en bog. Det er snarere en lille pamflet; et sammenhæftet essay. Ikke desto mindre er "The Unknown Unknown" af Mark Forsyth en fantastisk refleksion over boghandlere og deres gemte skatte på blot 23 sider. Den længste bog jeg læste i 2016 står i slående kontrast dertil med sine 1.058 sider. Det var nemlig "Dombey and Son" af den evigt overstrømske Dickens. 

Hvad var den bedste bog, du læste i 2016? "Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor som er en medrivende fantasyroman, hvis lige jeg aldrig har kendt. Den er atmosfærisk, lyrisk, gribende og så anderledes. Så altopslugende.

Hvad var den værste bog, du læste i 2016? Jeg bliver stadig frustreret, når jeg tænker tilbage på "Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling m.fl. Det er en bog, som for alvor deler vandene  mellem fans og ivrige Harry Potter-nostalgikere. For mit eget vedkommende, var den bare unødvendig. Håblødt unødvendig. 

Hvilken bog i år 2016 overraskede dig positivt? "The Underneath" af Kathi Appelt overraskede mig med sin dramatik og hev mig ud af en lang læsedvale. Selvom bogen på papiret ikke lyder voldsomt nervepirrende, læste jeg den med hamrende hjerte. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig, og det havde jeg ikke regnet med.

Hvilken bog i år 2016 overraskede dig negativt? Jeg føler mig næsten hjerteløs ved at skrive det her, men "Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" af Vicki Myron som virkede så perfekt ved første øjekast, endte med at blive den mest irriterende bog, jeg længe har læst. Jeg tænker tilbage på den og får myrekryb. Også selvom det burde være en hjertevarm læseoplevelser med katte, bibliotekarer og bøger.

Hvilken bogserie opdagede du i 2016? Laini Taylors "Daughter of Smoke and Bone"-serie tog mig med storm. Jeg læste den første i de tidlige januardage, og det tog mig et par uger at få bestilt de næste bøger i serien hjem. Ventetiden var nærmest ulidelig.

Hvilken bog fra en tidligere læst forfatter var din favorit? Leigh Bardugo overraskede mig med "Crooked Kingdom". Den var langt bedre end noget andet, jeg havde læst fra hendes hånd. 

Hvilke bøger som du læste i år 2016, vil du højst sandsynligt genlæse i år 2017? Jeg vil sandsynligvis vende tilbage til enkelte essays i Neil Gaimans "The View from the Cheap Seats" på dårlige dage. Ingen kan indgyde optimisme som Neil Gaiman kan. Jeg tror også, Laini Taylors fantasy-serie står højt på min genlæsningsliste – om ikke andet, så de særligt poetiske passager i den.

Hvem var den mest mindeværdige karakter i 2016? Jeg tænker stadig meget på hovedpersonen i Gustave Flauberts novelle "A Simple Heart". Og egentligt burde jeg slet ikke tænke på hende, for Felicité er i høj grad designet til at være let at overse. Og meget let at glemme. Men noget ved hende mindede mig om Kathrine Mansfields "Miss Brill", og hendes stille, tragiske og indadvendte eksistens er så velskrevet, at hun alligevel er ganske uforglemmelig.

Hvad er dit favoritforhold fra en bog i 2016? Forholdet mellem Jude og Willem i "Et lille liv" er uforglemmeligt. Og sommetider urealistisk. Men ofte smukt, barskt og fantastisk ambivalent. Det er en kærlighed – eller forestillingen om en – som er fuldstændig betingelsesløs og næsten klaustrofobisk i sin nærhed. Det er virkelig godt skrevet. 

Hvad var den smukkeste bog, du læste i 2016? Smukkeste i forhold til bogdesignet eller indholdet?   Det fineste bogdesign jeg stødte på i 2016 var "First Love" af Ivan Turgenev fra Folio Society med dens snirkler og roser. Den smukkeste bog jeg læste var måske "Love Letters of the Great War" redigeret og indsamlet af Mandy Kirkby. Det var i hvert fald den mest rørende; måske fordi den stammede fra virkeligheden.

Hvilken bog var så spændende, du ikke kunne lægge den fra dig? "Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo var afsindigt spændende. Action er en af dens hovedingredienser.

Hvilken bog du læste i år 2016 havde en scene, som du var ved at dø for at få lov til at diskutere med andre? Slutningen på Neil Gaimans Sandman-tegneserie! Jeg har endnu ikke mødt nogen, som har læst tegneserien til ende, og det krible-krabler i mig for at spoile og diskutere, hver gang jeg møder en, som blot har påbegyndt serien. Slutningen er så uventet og så genial. 

Hvilken bog kan du ikke begribe, du ventede med at læse indtil 2016? "Eugene Onegin" af Alexander Pushkin. Det er sådan en letlæselig historie på trods af dens avancerede rim og komplicerede oversættelseshistorie. Sproget i den er så smukt og historien så tidsløs. 

Hvad er din favorit passage eller citat fra en bog læst i 2016? Her må jeg atter gribe til Neil Gaiman og et helt særligt essay fra "The View from the Cheap Seats". Han skriver så smukt: “We all—adults and children, writers and readers—have an obligation to daydream. We have an obligation to imagine. It is easy to pretend that nobody can change anything, that we are in a world in which society is huge and the individual is less than nothing: an atom in a wall, a grain of rice in a rice field. But the truth is, individuals change their world over and over, individuals make the future, and they do it by imagining that things can be different.”

Hvilke blogindlæg var de bedste, du skrev i 2016? Jeg holder meget af dette indlæg med rejseminder fra Edinburgh og tanker om at gå i en bogs fodspor. Min blog er i høj grad en bogblog, men det er også en måde for mig at se tilbage i tiden og huske bestemte følelser, tanker og øjeblikke. Derfor er jeg glad for, jeg fik skrevet dette indlæg efter en yderst ambivalent specialeproces. Det var så rart at få sat ord på.
Desuden nyder jeg at se tilbage på denne gennemgang af mit hjemmebibliotek, og jeg er glad for, jeg fik skrevet dette indlæg om bogbloggerverdenen og dens værdi.

Hvad vil du huske læseåret 2016 for? 

Hvad står på din litterære to-do-liste for læseåret 2017? Helt ærligt? Ikke så meget. Mit største bog- og blogønske må være at læse gode bøger og at nyde dem. At slukke telefonen, nyde et øjebliks fordybelse og koncentration, og at bladre i bøger som jeg er i humør til at læse. Måske bliver år 2017 året, hvor jeg endelig lærer at lade være med at færdiglæse bøger, som ikke interesserer mig eller beriger mig. Det håber jeg, for min tid er næsten for sparsom til andet.
Hvad bloggen angår, drømmer jeg om at finde en optimal rytme. Jeg kan ikke længere love faste indlæg på bestemte dage – men jeg kan love mig selv, at jeg indretter mit paperbackslot lige som jeg vil. Med det som optager mig i det øjeblik jeg skriver – og ikke det planlagte indlæg fra et Excel-ark, som jeg har lovet mig selv at skrive. 

Hvad står på din litterære to-do-liste for 2017? 

De 5 bedste bøger i 2016

Selvom kalenderen minder mig om, vi er i anden uge af januar, har jeg det som om, måneden først lige er begyndt. Sidste uge var en anelse desorienterende for mit vedkommende; juleferien forsvandt i et virvar af travle gøremål, familiebesøg og vennegensyn, og jeg havde det som om, jeg næsten havde brug for en ferie for at komme mig over ferien. Hvor paradoksalt dét end lyder.

I mellemtiden håber jeg, I alle er kommet godt ind i det nye år. At I har haft en vidunderlig jul og godt et nytår, som har gjort jer klar til 2017 – og alt det, der er i vente. 

I anledning af årsskiftet har jeg kastet blikket lidt tilbage og kigget på min læseliste fra 2016. Ud af de 115 bøger, jeg har læst, vil jeg her fremhæve fem favoritter. Fem bøger som er blevet hos mig, selvom året er forsvundet.

#5: "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman. For én gangs skyld har jeg skrevet en nonfiction-bog på årslisten. Det er en sjældenhed – men med Neil Gaimans navn på er det samtidig ikke en overraskelse. Jeg elsker hans måde at sammensætte ord på, hvad end der er tale om essays, fantasyromaner, tegneserier eller offentlige taler. "The View from the Cheap Seats" er en litterær skattekiste; fyldt med boganbefalinger og referencer til kendte værker såvel som genredefinitioner og litteraturforskere. Jeg nød rejsen gennem Gaimans ordunivers. 

#4: "The Little White Horse" af Elizabeth Goudge. Jeg tror, "The Little White Horse" kan smelte ethvert hjerte. Det er en klassisk børnefortælling om en pige, der kommer ud for en lang række eventyr og derefter ikke helt kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er også en vaskeægte sprogperle; fyldt med gammeldags charme og yndige beskrivelser. 

#3: "The Underneath" af Kathi Appelt. I sommeren havde jeg en læsepause. Og en blogpause. Det var ikke planlagt, men det skete bare som en naturligvis konsekvens af en fyldt kalender og ganske få feriedage. Jeg læste ikke noget i flere måneder. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Lige indtil jeg fik "The Underneath" i hænderne. Bogen var så nervepirrende, så intens og samtidig så stilfærdig at jeg ikke kunne undgå at vende side efter side. Det var den perfekte bog på det perfekte tidspunkt. Og så er det en stærk fortælling om kattekillinger, krokodiller, ondskabsfulde mennesker og hjælpsomme hunde. Hvor usandsynligt det end lyder. 

#2: "Et lille liv" af Hanya Yanagihara. Jeg brugte næsten en måned på at læse mig igennem "Et lille liv", og jeg har brugt dobbelt så lang tid på at forsøge at definere mine følelser for den. I lang tid vaklede jeg mellem en enkelt stjerne og fem; og nu er jeg endt på fem. Ikke fordi det er en perfekt bog (snarere tværtimod!), men fordi jeg har så mange følelser for den og dens karakterer. Det er en bog, jeg har grædt over. Smilet over. Været sur på. Det er en bog, jeg decideret har hadet – og alligevel er det også en bog, som har efterladt sig et enormt tomrum. Jeg læste i den hver aften i en måned, og aftenen efter jeg færdiggjorde den, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Den barske fortælling både knuste og vandt mit hjerte. Modvilligt, endda.

#1: "Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor. "Daughter of Smoke and Bone" var den første bog, jeg læste i 2016 og så afgjort den bedste. Det er en fantasybog, jeg i lang tid har fået anbefalet og i lang tid har ignoreret. Men det viste sig hurtigt at være en fantasybog med alt det bedste fra genren. Den transporterede mig med lethed fra én verden til en anden; introducerede mig til kimærer, engle, dæmoner og en blåhåret pige som trådte ind og ud af verdenssprækker for at opsamle kindtænder til perlekæder. Laini Taylor skriver med atmosfærisk lethed og bruger lige dele fantasi og poesi til at opbygge sit kongerige. Det er en bog, man lever i, mens man læser. Og derefter lever bogen i én. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2016? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?

Julestemning og decemberlæselisten

Jeg er en vaskeægte julegris. Jeg elsker julen og alt, hvad den indebærer af lys, festligheder, familiehygge, dekorationer og gaveindpakning. Jeg elsker at tænde kalenderlyset hver morgen og fryde mig over endnu en juledag, jeg elsker duften af appelsiner og æbleskiver, og jeg elsker at mødes med venner, familie og kollegaer for at fejre højtiden. Jul er noget nær det bedste, jeg ved.

Ikke desto mindre er julen kommet bag på mig i år. Da kalenderen meldte december i torsdags, havde jeg hverken fået købt kalenderlys eller pyntet op. Men i det mindste havde jeg forberedt min julelæsning og bestilt skønne julehistorier hjem. Og resten af mine juleforberedelser fik jeg hurtigt indhentet.

Jeg er en sæsonlæser, og hvor jeg om sommeren får lyst til at læse kærlighedsklassikere og chick-lit og om efteråret vil læse gys og mysterier, giver juletiden mig lyst til at læse hjertevarmende historier om nisser, næstekærlighed og hverdagsmirakler. De seneste par år har jeg dedikeret min december til at læse julehistorier, og det fortsætter jeg med i år. Det er nemlig så hyggeligt, og det hjælper virkelig julestemningen på vej. Nedenfor får I min julelæseliste for i år.

Det skal jeg læse ... 

Jeg bliver ved med at tro, jeg snart løber tør for julebøger – men nej! Der er skrevet så mange fine, hjertevarmende julehistorier, og den største udfordring er faktisk bare at begrænse sig. Det har jeg forsøgt at gøre med nedenstående julelæseliste, som for første gang ikke indeholder julechick-lit. Til gengæld forsøger jeg mig med noget så eksotisk som en britisk julekrimi.

• "Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf bliver mit første møde med den svenske Nobelprismodtager, og jeg glæder mig allerede. "Legenden om juleroserne" lyder som en skøn fortælling om røvere, mirakelroser og familiebånd. 
• "Christmas with the Savages" af Mary Clive skulle være en humoristisk fortælling om en genert pige, som mod sin vilje skal holde jul med 13 fremmede børn. Bogen er skrevet i 1955, og jeg håber på en herlig hurlumhejfortælling fyldt med barndomsbetragtninger og julevarme.
• "A Literary Christmas" er en antologi fra The British Library, som indeholder julenoveller og historier fra de største engelske forfattere. Jeg har bladret lidt i bogen, og det lader til at være en blanding af det velkendte ("A Christmas Carol" af Charles Dickens og "Twas the Night Before Christmas" af Clement Clarke Moore) og historier, jeg aldrig har hørt om. Jeg glæder mig især til at læse julehistorier af George Eliot og Oscar Wilde.
• "The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay er, hvad englænderne ville kalde, en cosy crime. En krimi, som kombinerer det hyggelige med det nervepirrende, og som endda foregår i juletiden. Jeg læser næsten aldrig krimier, men jeg glæder mig virkelig til at læse denne. Idéen er så pudsig, at det næsten kun kan blive godt.
• "Little Women" af Louisa May Alcott er ikke den store overraskelse på min julelæseliste. Jeg læser bogen hvert år op til jul, og den hensætter mig altid i beundring for Alcotts forfatterskab. Det er en af mine yndlingsbøger, og med dens mange budskaber om familiekærlighed og venskab er det den perfekte julebog i mine øjne.
• Og selvfølgelig ville ingen julelæseliste være komplet uden "A Christmas Carol" af Charles Dickens. Dickens' historie om næstekærlighed, omsorg og giverglæde revolutionerede måden, vi tænker jul på – og så er det bare fantastisk læsning. Man bliver så varm om hjertet, når man bevæger sig ind i bogens juleunivers.

Skal du også læse julebøger i år? Hvad står øverst på din decemberlæseliste? 

Social læsning; Dewey's Read-a-Thon

Hvad skal du lave på lørdag? Jeg skal læse, og jeg skal ikke læse alene. Jeg har nemlig revet 24 timer ud af min kalender for at være med, når startskuddet for Dewey's Read-a-Thon lyder lørdag klokken 14.00, og hele verden griber bøgerne. Og hvis du på nogen måde kan finde tiden til det, vil jeg inderligt opfordre dig til at læse med.

Der eksisterer et bånd mellem bogelskere, som er svært at forklare. Og alligevel er det så tydeligt. Man mærker det, når en fremmed går forbi med ens yndlingsbog, og man øjeblikkeligt synes om vedkommende. Man mærker det, når en bekendt begynder en samtale med ordene "Har du læst ... ?". Man mærker det i køen til bog-filmatiseringer, man mærker det ved tilfældig øjenkontakt i boghandlen, eller når en gæst træder ind i ens lejlighed og styrer direkte mod bogreolen.
Der findes også særlige ting, der kun giver mening for bogelskere, og som forekommer resten af verden skrupskøre. Som f.eks. når man bruger en eftermiddag på at løbe rundt på en kost og jagte en bold i selskab med små børn til Odenses Harry Potter-festival. Eller når man rejser land og rige rundt for at møde en amerikansk stjerneforfatter. Eller når man river en hel weekend ud af sin kalender for at læse. 
Dewey's Read-a-Thon er en af de ting, der er svære at forklare for det ikke-bogelskende folk. Og med god grund; for basalt set er det bare en læseudfordring, der går ud på at læse i 24 timer og blogge/tweete/instagramme om det undervejs. Konceptet lyder ikke synderligt imponerende – og det er det egentligt heller ikke – men det er sådan en vigtig begivenhed alligevel. For læseudfordringen samler bogelskere fra hele verden via hashtags og fastsatte tidspunkter. På Twitter opstår der korte samtaler og små "den har jeg også læst!"-kommentarer, på Instagram uploades et virvar af billeder af læsestunder med kaffe, varm kakao og opslåede bøger, og på blogs over hele verden dokumenteres læsefremskridtet løbende. Læsningen bliver forvandlet til noget socialt – til noget man gør i fællesskab og er sammen om. Og det er deri, magien består.

Dewey's Read-a-Thon starter på lørdag klokken 14 og slutter på søndag klokken 14. Udfordringen indebærer 24 timer dedikeret til læsning og bogsnak, og man kan strukturere dem akkurat som man vil. Hashtagget #readathon (og for danske læsere #readathondk) hjælper deltagerne med at finde hinanden på Instagram og Twitter og sikrer en masse sjove samtaler undervejs.
Jeg deltager selv for ottende gang på lørdag. Jeg glæder mig til at læse en masse bøger, men jeg glæder mig allermest til at dele læsningen med andre undervejs. Jeg satser ikke på at holde mig vågen i 24 timer, men jeg vil holde ud så længe, jeg overhovedet kan.
I kan følge mit læsedøgn her på bloggen, hvor jeg vil oprette et opdateringsindlæg, på Instagram hvor jeg vil dele stemningsbilleder og på Twitter hvor jeg vil skrive løs om søvnunderskud og antal brugte tekopper.

Vil du være med? Læs mere om eventet her og tilmeld dig her. 

1.546 sider fordelt på 6 bøger. Det er, hvad jeg planlægger at læse på lørdag. Det lyder af helt uoverskueligt meget, men mine erfaringer siger mig, at tiden kommer til at flyve afsted, og siderne næsten vil vende sig selv. Hvis jeg har valgt de rigtige bøger, altså.

Det kommer altid bag på mig, hvor meget man reelt kan nå at læse på 24 timer, hvis blot man fordyber sig og sætter verden på pause.

Min læsestak består af disse bøger;

• "Lydia – The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant som jeg skal synkronlæse med Anne Nikoline. Det er den første bog i min læsestak, og jeg tror, det bliver den perfekte start. Den virker letlæst og sød – og jeg glæder mig til at udveksle kommentarer med Anne Nikoline undervejs i læsningen. 
• "The Call of the Wild" af Jack London er sådan en bog, jeg har drømt om at læse længe. Det er en børneklassiker, som fortæller historien om en hund ved navn Buck, som pludselig får ændret sin tilværelse og går fra familiehund til slædehund midt i den nådesløse natur. Det er en kort bog, men efter sigende en smuk bog. 
• "Monster" af Patrick Ness gemmer jeg til mørket falder på. Det er en mørk fortælling om sygdom, sorg, tab og andre hverdagsmonstre. Ganske dyster og oktoberpassende – og fyldt med smukke illustrationer, som uden tvivl vil få læsningen til flyde lidt hurtigere.
• Da det gik op for mig, hvor lavt mit samlede sidetal var, fandt jeg på en nødløsning. "The Wizard of Oz"-bøgerne af Frank L. Baum har jeg længe haft stående ulæst. Eller, jeg har læst den første bog i serien, men aldrig de resterende. Det vil jeg forsøge på lørdag. Første bog var et eventyr, og jeg glæder mig til at få resten med.
• "Olalla" af Robert Louis Stevenson og "The Life of a Stupid Man" af Ryūnosuke Akutagawa er to korte bøger fra Penguins Black Classics-serie. Perfekte som afveksling og læseafbræk i Oz-læsningen.

Deltager du i lørdagens læsemarathon? I så fald, hvor kan jeg følge dig? Har du planlagt din læsestak – og hvad glæder du dig mest til at læse? Har du planer om at læse hele natten, eller foretrækker du at sikre din nattesøvn undervejs? 

Bogelsker og katteelsker

Denne weekend har jeg tilbragt hjemme hos min mor. Sammen med min søster, min bror og vores kat. Vores skønne, gamle, elskede hunkat med et drengenavn. Hun har lagt i min fodende og spundet mig til søvn, trampet rundt i mine bøger og på mit tastatur, og kigget bebrejdende på mig, når jeg ikke straks rejste mig, når hun vækkede mig med højlydte klagesange klokken fire om morgenen. Hun er et skørt lille væsen, og jeg elsker hende af hele mit hjerte.

Jeg har altid været en kattedame. Jeg elsker katte for deres selvstændighed, deres smukke ydre, deres vedvarende spinden og det faktum at man aldrig helt ved, om de griner hånligt af en i deres indre eller elsker en betingelsesløst. Som katteejer føler så man ofte, at katten ejer en og ikke omvendt.

Og jeg er heldigvis ikke den eneste, der sommetider har haft stirrekamp med en kat i et forsøg på at regne ud, hvad katten tænkte om mig. Fiktionen er fyldt med katte – onde, gode, magiske og ordinære – og jeg elsker at støde på dem, når jeg læser. Der er noget i mit indre, som på en eller anden måde sammenkæder katte med læsning. Mit perfekte læsescenarie inkluderer en spindende kat, og jeg har selv tilbragt så mange dage med en opslået bog og en kat ved min side. Der er noget hjemligt ved katte. Noget sært beroligende. Og noget mystisk der så let kan lede en til at tro, at katten i virkeligheden hører hjemme i fiktionen og ikke i virkeligheden. Sommetider forekommer katte mig mere som fantasivæsener end egentlige skabninger. De kunne så let være slentret ud af siderne på en bog.
Min kattekærlighed influerer i høj grad min læsning. Faktisk har jeg en tendens til at skrive alle bøger med en kat på forsiden eller i bagsideteksten på min læseliste. Mine bogreoler er fyldt med skønne kattehistorier, og jeg tænkte, jeg ville anbefale et par til jer. 

De fineste historier om (og med) katte; 

• "The Fur Person" af May Sarton er en morsom lille bog, der er skrevet fra en katten Tom Jones synspunkt. Tom Jones er besat af regler og etikette og betragter sig selv som en vaskeægte gentleman. Det kommer der sjove og meget genkendelige scenarier ud af.
• "The Guest Cat" af Takashi Hiraide som er en lyrisk fortælling om katten Chibi, der slentrer ind hos et ægtepar og giver dem noget at leve for igen. Det er en rørende fortælling om kærligheden mellem kæledyr og menneske, men også en fortælling om et ægtepar, der opdager flere måder at elske og leve sammen på.
• "The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory er en julefortælling, der beskriver hvordan en mand en dag op til juletid redder en gadekat. Det er vældigt sukkersødt, men det er også en hjertevarm fortælling, der passer perfekt til de kommende vinterdage.
• "Coraline" af Neil Gaiman er som sådan ikke en historie om en kat. Men det er en stemningsfuld børnehistorie, hvor en talende kat indgår. Og det er virkelig en sjov, pudseløjerlig og lidt skræmmende historie. Muligvis det mest oplagte valg til katteelskerens Halloween. 
• "The Underneath" af Kathi Appelt blev udgivet i 2008 og var i finalist til National Book Award. Det er en nervepirrende roman om en kattefamilie der bliver adskilt, og som må navigere forbi ondsindede mennesker, en hævngerrig slange og en sulten krokodille for at finde hinanden igen. Skrivestilen er lyrisk, og teksten kan betyde mange ting på samme tid. Det er en bog om at overleve, og de ultimative overlevere i den er tilfældigvis katte.
• "Alice's Adventures in Wonderland" af Lewis Carroll indeholder nok en af de mest kendte fiktive katte. Filurkatten der griner og kaster om sig med gåder, når Alice kommer til den for råd. Lewis Carroll fanger kattens egenrådige og mystiske væsen så virkelighedsnært i sin sludderfortælling. 
• "The Black Cat" af Edgar Allan Poe er en dyster novelle om en mand, der begår mord og en kat, der bliver ved med at dukke op som et vidne og et symbol på mandens sorte samvittighed. Det er uhyggeligt velskrevet.

Hvilken fiktiv kat er din favorit? Kender du en god kattehistorie, jeg bare må og skal læse – eller har du måske læst en af de ovenstående? 

12 tilfældige facts (book edition #4)

#1: Da jeg flyttede i ny lejlighed, tog jeg en dyb indånding og sorterede mine bøger. Jeg tømte de opbevaringsreoler, jeg havde hjemme ved min mor, og jeg smed over 150 bøger ud i processen. Det var nok bare på tide at indse, at de blev opbevaret for opbevaringens skyld. 

#2: For nylig sad jeg overfor en 11-årig pige og hendes lillebror i toget. Han malede i en malebog, og hun læste "Harry Potter og de vises sten". Da han ville vise hende sin tegning, sagde hun: "Ikke lige nu, jeg læser altså lige", og jeg blev så rørt. Hun mindede mig om min første Harry Potter-læsning. 

#3: Jeg elsker filmatiseringerne af Nicholas Sparks' bøger – men jeg kan ikke udstå bøgerne selv. Jeg tror, det er skrivestilens skyld. 

#4: Når det sner, får jeg altid lyst til at læse digtsamlinger. Jeg ved ikke helt hvorfor; lyrik og snevejr virker som det perfekte kombination. 

#5: Nico læser ofte det første kapitel i en bog højt for mig. Det er lille tradition, vi har – og sommetider har det første kapitel været så godt, at han løbende har spurgt til bogen efterfølgende. "Bare for at høre, hvad det hele endte med". Han var især vild med at læse kapitlerne i Laini Taylors "Daughter of Smoke and Bone"-trilogi. 

#6: Pottermore har tidligere sorteret mig i Slytherin. Efter en omsortering er jeg dog havnet i Ravenclaw – hvilket føles langt mere rigtigt. 

#7: Jeg er færdig med at låne bøger på biblioteket. De sidste fem gange har det resulteret i glemte bøger og store bøder. Jeg kan simpelthen ikke længere huske at få dem afleveret tilbage igen. 

#8: Jeg er langsomt (og lettere modvilligt) blevet fan af at læse bøger på min telefon. Oftest er det manuskripter, som jeg læser i arbejdssammenhæng, når jeg sidder i toget. Det er bare så bekvemmeligt. 

#9: Jeg spoiler ofte mig selv. Når jeg ved, jeg ikke vil læse en bog, googler jeg tit slutningen. Det gjorde jeg bl.a. efter at have læst den første bog i Cassandra Clares Mortal Instrument-serie. Jeg gad ikke læse videre, men jeg ville stadig have slutningen, så Wikipedia forekom mig som den bedste løsning. 

#10: Noget af det bedste ved mit job er, når jeg skal åbne en bog, der lige er kommet fra tryk. Duften er helt usammenlignelig. 

#11: Nico er ved at indrette en læsekrog til mig på hans kontor også. Jeg tror, jeg ender med at sidde og læse der langt mere end inde på mit eget kontor. Jeg kan godt lide andre menneskers nærhed, når jeg læser. 

#12: Da jeg var yngre, ville jeg så gerne læse "Den uendelige historie" af Michael Ende. Jeg elskede filmen, og jeg var overbevist om, at bogen ville være uendelig. Eller i hvert fald meget lang. Jeg blev lettere skuffet, da jeg opdagede, den "kun" var omkring 400 sider. 

Tema-tirsdag #118: Buzzwords & dealbreakers

Scenariet er velkendt; en boghandel fyldt med farverige bogrygge, bøger fra gulv til luft, og et næsten uoverskueligt antal læsemuligheder. Øjne der glider rundt og standser ved en gulddekoreret bogryg, en mærkværdig titel eller en velkendt forfatter. Bogen bliver hevet ud af reolen, bogforsiden bliver beundret for derefter at blive vendt om, så bagsideteksten kan nærstuderes. Og derefter kommer afgørelsen: om bogen forbliver mellem hænderne eller skubbet tilbage på hylden.

Hvad er det, der gør forskellen? Hvilke ord springer i øjnene og lokker bogen med hjem – eller hvilke ord forårsager tøven og tilbagesætten? Kan enkle ord gøre forskellen mellem læselyst og læseskræk? Det kan de for mig. 

Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvordan jeg vælger eller finder de bøger, jeg læser. Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvorfor nogle bøger ender i min bogreol, mens andre bliver lånt og læst via biblioteket. For sandheden er, at der ikke er nogen logik. Mine læsevalg er et stort følelsesspil, baseret på fornemmelser og anelser. Det kommer an på enkelte ord i særlige kontekster – og det behøver ikke engang at være nøgleord. 

Jeg tror, alle mennesker har ord eller emner, der tiltrækker og frastøder dem. Jeg er tilbøjelig til at læse hvad som helst, hvis det involverer en kat. Eller en rusten nøgle. Eller hvis bogen foregår i et cirkus, på et engelsk slot eller i Rusland. Særligt hvis det sammenblandes med 1800-tallet eller anbefales af Neil Gaiman. Hvorfor, ved jeg ikke. Der er blot ord og elementer, jeg ikke kan modstå. Uanset hvor gennemgående de er for bogen i sin helhed.

Og akkurat ligesom jeg har buzzwords, der lokker mig til, er der også adskillige ord, der fungerer som dealbreakers og skubber mig væk. Jeg er meget skeptisk overfor fantasy generelt og endnu mere, når det anbefales til læsere af "The Lord of the Rings" eller Harry Potter-serien. Jeg lægger øjeblikket en bog fra mig, hvis bagsideteksten benævner aliens, og jeg træder ti skridt tilbage fra bøger, der lover "hæsblæsende action" eller betegner sig selv som en "spirituel rejse". De fleste af mine dealbreakers er baseret på bitre erfaringer og skuffelser – mens andre er resultatet af irrationelle fordomme eller mangel på interesse. Det varierer. Og det kan slet ikke forklares rationelt. 

Nedenfor oplister jeg et par af mine buzzwords og dealbreakers. I den forbindelse vil jeg gerne spørge jer, om der er ord, der øjeblikkeligt giver jer læsetrang eller læseskræk? Hvilke ord er jeres buzzwords og dealbreakers? 

Et (meget smalt) udvalg af buzzwords: 

– "Anbefalet af Neil Gaiman". Enhver bog med et rosende citat fra Neil Gaiman på forsiden fanger øjeblikkeligt min opmærksomhed. Neil Gaimans ord er ren magi, og hans navn er næsten en sikkerhedsgaranti for et smukt læseeventyr. Jeg vil i hvert fald altid gerne læse, hvad han anbefaler. Og jeg er ofte ganske ukritisk med det.

– "Eventyrlig/ fortryllende/ whimsical". Jeg elsker eventyr, og jeg elsker, når fortællinger der ikke er eventyr, er eventyrlige alligevel. Jeg kan godt lide det lette og det fine; referencer til enhjørninger, skjulte skatte eller talende dyr. Jeg kan godt lide, når der bygges nye verdener, men jeg jubler mere over, når eventyret bliver trukket ind i vores verden. "The Night Circus" af Erin Morgenstern er det mest blændende eksempel, jeg har. 

– "Inspireret af russiske eventyr/ mytologi/ historie". Jeg er så fascineret af Rusland. Af de russiske eventyr der adskiller sig så tydeligt fra resten af verdens eventyr med deres mærkværdige, abrupte slutninger, voldsomme billeder og helt særegne væsener. Af Ruslands virkelige kongehistorie der næsten forekommer så usandsynlig, at det føles som en historie. Af russiske bygninger, russisk kultur og særlig 1800-tallets skildringer af livet i Rusland. Enhver bog med russisk inspiration vækker min opmærksomhed. Ofte i så høj grad, at jeg ikke kan modstå.  

– "Stemningsmættet/ atmosfærisk/ detaljespækket". Jeg elsker bøger med en lidt tungere skrivestil. Bøger der formår at at bygge hele verdener og at udfylde dem med et virvar af detaljer. Jeg elsker når en bogs stemning flyder ud fra dens sider og hænger i luften der, hvor jeg sidder og læser. Det er nok i virkeligheden også derfor, jeg er så ellevild med gotik. 

– "Gammeldags sødme". Jeg falder for de ord igen og igen. Min kærlighed til charmerende, viktorianske børnebøger og pigefortællinger er endeløs, og jeg er altid på jagt efter den næste søde, gammeldags børnefortælling. Oftest tror jeg mest på ordene, når de bliver brugt om ældre bøger – men dermed ikke sagt, at jeg ikke af og til prøver nyere bøger, der lover gammeldags sødme. Det sker bare sjældent. 

– "Bøger om bøger/ Anbefalet til bogelskere". Bøger på forsiden af en bog. En hovedperson der læser. Bøger der foregår i bogbutikker eller omhandler boghandlere. Bøger om forfatterspirer eller bøger hvor man måske ligefrem træder ind i en bog. En bog der omhandler bogkærlighed vinder altid stort hos mig. 

– "Minder om "Little Women". Alt hvad der bliver sammenlignet med "Little Women" er et øjeblikkeligt must-read for mit vedkommende. Nok fordi jeg elsker, og altid har elsket, historien om de fire søstre så højt, at jeg altid er på udkig efter noget, der minder om. Og faktisk har jeg også opdaget skønne historie på den måde.

– "Minder/ hukommelse". Jeg er meget optaget af, hvad vi husker, og hvad vi glemmer. Og ikke mindst, hvad vi vælger at glemme. Bøger om hukommelse, erindringer og minder fascinerer mig. Fordi emnet og alle dets spørgsmålstegn er fascinerende i sig selv- 

Mine dealbreakers: 

– "Til alle der elskede Narnia/ Harry Potter/ Ringenes Herre". Sandheden er, at jeg blevet skuffet for mange gange til at tro på de anbefalinger. Og noget andet er, at netop de nævnte bogserier er læst og elsket af så mange, der ikke læser fantasy-genren generelt, at man nærmest taler om alle læsere fra en vis generation. Og så brede boganbefalinger er skabt til at fejle. 

– Aliens og rumskibe. Jeg har forsøgt. Jeg har endda forsøgt med nogen så klassisk som H. G. Wells. Og hvor meget jeg end gerne vil, har jeg stadig svært ved science fiction. Især klassisk science fiction med aliens, invasioner og rumskibe. Støder jeg på de ord på en bogbagside er det næsten utænkeligt for mig at samle bogen op. 

– "Hæsblæsende action". Jeg sukker altid lidt, når action bliver hevet frem som en bogs største styrke. Jeg mister tit koncentrationen, når jeg læser om kampscener, og jeg mister ofte tålmodigheden, når en bog er fyldt med den ene sensation efter den anden. Dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på drama – for mit vedkommende bør hovedvægten i en bog ikke ligge i dens tempo. 

– "En spirituel rejse". Uanset om der er tale om fagbøger eller skønlitteratur, fantasy eller selvhjælpsbøger, hader jeg udtrykket om en bog. Måske fordi ordene på forhånd lover en stor oplevelse, der alt for sjældent kan udleves (en spirituel øjenåbner er trods alt en sjældenhed), eller måske fordi jeg tidligere har læst en Paul Coelho-bog om en spirituel vandringsfærd og tilhørende voodoo. Der er noget ved ordet 'spiritualitet' alene, der giver mig myrekryb.

Læse-refleksioner #2: Litterære nytårsforsæt og læsemål

Måske burde jeg være mere ambitiøs med mine litterære nytårsforsæt. Måske burde jeg skrive, at jeg burde købe mindre bøger, læse mere dansk litteratur og få læst alle bøgerne på mine bogreoler. Måske burde jeg skrive, at jeg skulle læse mere moderne litteratur og holde op med at genlæse de samme bøger år efter år. Måske burde jeg – men jeg ved, jeg ikke får det gjort alligevel. Det bliver tomme løfter.

Jeg tror ikke, jeg satte mig nogle litterære nytårsforsæt sidste år, og hvis jeg gjorde, jeg næsten sikker på, jeg ikke overholdte dem. Jeg har aldrig været god til at opstille regler for min læsning; mine bogvalg er altid præget af lyst fremfor mål, og selvom jeg sætter målene af oprigtig interesse, mister de hurtigt magien. Bare fordi jeg skal. 

Ikke desto mindre er der mange ting, jeg gerne vil med min læsning. Flere ting jeg gerne vil opleve og opnå i bøgernes verden – og derfor opstiller jeg her en række nytårsforsæt, der i lige så høj grad er forhåbninger som egentlige mål. 

I 2016 vil jeg gerne; 

• Prioritere min læseklub lidt mere. Jeg er læseklub med tre fantastiske kvinder, som alle deler min passion for smukke bøger og gode romaner. Vi mødes ofte lidt sporadisk og læser hist og her – og i det nye år vil jeg gerne være med til at sørge for, at vi mødes oftere og læser flere bøger. En læseklub er nemlig ægte læselykke.
• Genlæse Peter Plys-bøgerne. Det er efterhånden længe siden, jeg har læst Milnes barndomsfine fortællinger om den gule plysbjørn. Hvis man kan føle hjemve overfor en bog, føler jeg det for den. 
• Læse flere graphic novels. I år 2015 fik jeg for alvor øjnene op for genren, og i dette år drømmer jeg om at stifte bekendtskab med flere grafiske romaner. I særdeleshed vil jeg gerne læse de sidste numre af Neil Gaimans "Sandman". Det er nemlig en fantastisk velskrevet grafisk roman.
• Læse flere lange bøger. Som jeg skrev i tirsdags, har en uheldig kombination af pendleri og travlhed fået mig til at glemme glæden ved at befinde sig i en god, lang bog. Jeg vil gerne blive bedre til at tage mig tiden til at læse lange romaner og sætte mig ind i komplicerede plots – også selvom de tager tid og kræver koncentration. Det er nemlig så utroligt givende i den lange ende.
• Læse mere russisk litteratur. Russisk litteratur kan noget helt særligt, og jeg har så mange huller i mit russiske repetoire. I det nye år vil jeg så gerne læse mere Turgenev, en smule Pushkin og flere af Tolstojs mindre brudstykker. Jeg vil gerne læse "Kældermennesket" af Dostojevskij og "Døde sjæle" af Nikolai Gogol. Og jeg er sikker på, at det er tiden værd.
• Læse flere genrer – og læse flere teaterstykker og mere lyrik. De sidste par år har jeg forsøgt at læse en digtsamling i måneden. Og med en undtagelse af 2015 har det virket så godt. Jeg vil for evigt være en romanlæser – men jeg elsker også smuk lyrik og letlæste teaterstykker. I 2016 vil jeg forsøge at vende tilbage til mit tidligere lyrikmål og forsøge at læse et drama hver anden måned. I den forbindelse kunne jeg trænge til at få afstøvet mit Shakespeare. 

Hvordan har I det med bogudfordringer og læsemål? Har I nogle litterære nytårsforsæt for 2016? I så fald, hvilke? 

Et nyt år og nye bøger

Et nyt år betyder også et væld af nye bogudgivelser, og i de seneste dage har jeg klikket forventningsfuldt gennem kataloger og lister for at finde de nye bogudgivelser, jeg glæder mig til at læse i 2016. Det er blevet til en broget blanding af fantasy, klassikergenudgivelser, genfortællinger og længe ventede forfattergensyn. Og der er allerede så meget at glæde sig til.

D. 2/2: "The High Mountains of Portugal" af Yann Martel.  Yann Martel vandt Man Booker-prisen og med den hele verdens opmærksomhed, da han udkom med "Life of Pi". Det er stadig blandt mine absolutte største læseoplevelser, og jeg ser frem til at læse en ny roman af ham. "The High Mountains of Portugal" er et årelangt eventyr om tre menneskeskæbner, der alle bliver blandet ind i den samme søgen efter et artefakt, der kan ændre historien. 

D. 1/3. "The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home" af Catherynne M. Valente. Valentes farverige Fairyland-serie har vundet mit læserhjerte. September og hendes biblioteksdrages mange eventyr er usammenlignelige, og Valentes kaotiske skrivestil bringer dem så smukt til live. Denne bog er den sidste bog i serien – og selvom det er et vemodigt farvel, er det også et sødt gensyn med alle de karakterer, jeg er kommet til at elske. Og jeg kan slet ikke vente.

D. 1/3: "The Jungle Book" af Rudyard Kipling. Jeg har læst Kiplings mesterværk, og jeg elsker hans beretning om junglelove og menneskelig harmoni. Men af en eller anden grund er Kiplings berømte fortælling ikke at finde i min bogreol – og denne udgave er den perfekte anledning til at lave om på det. HarperDesigns nye udgave af "The Jungle Book" matcher nemlig denne udgave af "Peter Pan" med interaktive elementer, sjove illustrationer og smuk forside. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at genlæse den fantastiske klassiker på. 

D. 7/4: "Who's That Girl?" af Mhairi McFarlane. Jeg stiftede bekendtskab med McFarlane i 2015, og jeg glæder mig allerede til at læse langt mere af hende i 2016. Hendes humoristiske, søde og sjove chick lit-romaner kommer nemlig med smilegaranti – og jeg er sikker på, at "Who's That Girl?" ikke er nogen undtagelse. Den handler nemlig om en kvinde med katastrofetendenser; en uheldig episode til en kollegas bryllup og om at skulle skrive en biografi om en mand, man helst vil undgå. Bedre forårslæsning findes nok ikke.

D. 19/4: "Eligible" af Curtis Sittenfield. "The Austen Project" er et lidt pudsigt projekt igangsat af HarperCollins. Projektet går ud på, at kendte og etablerede forfattere bliver bedt om at genfortælle Jane Austens romaner i moderne rammer. Og resultaterne har altid videre været lidt blandede, men jeg glæder mig alligevel til at opleve Sittenfields behandling af Austens mest kendte roman.

D. 10/5: "The Noise of Time" af Julian Barnes. Da jeg læste Julian Barnes Man Booker-belønnede roman "The Sense of an Ending", var jeg målløs. Det var sådan en kort bog med så megen dybde, og den befinder sig stadig ofte i mine tanker. Nu udkommer Barnes med sin første bog siden 2011, og det er måske årets største udgivelse for mit vedkommende. "The Noise of Time" udspiller sig i 1936 og handler om en russisk operakomponist, der pludselig kommer i farezonen, da Stalin fatter interesse for ham og hans arbejde. Bogen er blot 200 sider lang og udlægger alligevel et helt liv. Det er noget, som kun Barnes kan gøre med lethed. 

D. 2/6: "Foxlowe" af Eleanor Wasserberg. "Foxlowe" er en fortælling om en familie, der bor sammen i et mærkværdigt kollektiv. Familien fører et utopisk liv, hvor de med lethed kan forsyne sig selv og ikke behøver indblanden udefra – ikke engang i forbindelse med skolegang eller uddannelse. Men på trods af det tilsyneladende idyl, er noget galt i familien og med deres liv. Og det lille utopiske samfund kan med lethed blive revet i stykker.

 Hvilke udgivelser glæder I jer til i år 2016?

Læse-refleksioner #1: De 10 bedste bøger i år 2015

2015 har været et travlt år, et hektisk år og et helt vidunderligt år. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har nået og opnået så meget, men her i årets sidste dage kan jeg se tilbage på en række gyldne begivenheder og så mange smukke læsestunder.

I 2015 har jeg læst 122 bøger, og 18 af dem har været genlæsninger. Når jeg ser tilbage på årets læseoplevelser og mine pertentlige Goodreads-statistikker, slår det mig, at ud af de 15 bøger, jeg har bedømt til 5 stjerner, er de 11 af dem genlæsninger. Jeg er sikker på, at jeg midt i al travlheden har søgt tilbage til de læseoplevelser, jeg allerede kender. Dem jeg elsker allerhøjest.

Derfor er årets højdepunktsliste kortere end de foregående år. I år har jeg blot samlet 10 af de bedste bøger i mit år 2015. For at bevare overblikket består listen af bøger, jeg har læst for første gang i år 2015. Listen herunder er en refleksion over nye bøger, der gjort indtryk, og den er skrevet i prioriteret rækkefølge fra 10. pladsen til den uforglemmelige 1. plads.

#10: "It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane. Hvornår har du sidst grinet hjerteligt over en bog? Ikke siden "Bridget Jones' Diary" har jeg grinet så højt eller så længe  af en fiktiv karakter, og ikke siden Rowells "Attachments" har jeg læst en så perfekt romantisk komedie. "It's Not Me, It's You" er en af den slags bøger, man har det oprigtigt sjovt med. En af den slags bøger, der får en til at sprutte af grin, imens den slipper tusinde flaksende sommerfugle løs i ens indre. Den er sjov, klog, sarkastisk, britisk og vidunderligt fin – og jeg har fundet den frem flere gange i løbet af året for at genlæse en sjov passage og genfinde hverdagsglæden på en dum dag. 

#9: "Thérèse Raquin" af Émile Zola. I virkeligheden er "Thérèse Raquin" en modbydelig bog. Men den indeholder en særegen grusom skønhed, der er umulig ikke at beundre. Den gotiske fortælling om en kvinde, der har en skæbnesvanger affære, er ikke rædselsfuld på grund af de mord, den beskriver, eller den besættelse den skildrer; den er tværtimod rædselsfuld fordi den afdækker den basale mørke, der hviler i så mange menneskers underbevidsthed. De ting man er i stand til at gøre for at overleve. 

#8: "The Gracekeepers" af Kirsty Logan. Kirsty Logans debutroman har givet genlyd i internettets afkroge, siden den udkom. Og det er ikke tilfældigt; for i den finder man en helt ny verden udgjort af stjerneklart vand, omrejsende cirkusartister og en lang række af ensomme nætter. Verdenen Logan skaber er poetisk og forunderlig; et melankolsk stemningsmaleri man kan forsvinde helt ind i. Hendes sprog er noget helt anderledes og  hendes verden så fremmedartet, at man ikke kan undgå at blive lokket med af hendes ord.

#7: "The Enchanted Wanderer and Other Stories" af Nikolai Leskov. Nikolai Leskov er en russisk forfatter, som alle burde kende. En forfatter der ikke skriver, men fortæller. At læse hans fortællinger bringer minder frem, som aldrig har eksisteret; minder om sene aftener på snuskede kroer som del af en større forsamling med en historiefortæller i midten; minder om lejrbål ved landevejene og lavmælte hemmeligheder hvisket under stjernerne; og gamle familielegender fortalt fra mund til mund i flere hundrede år. Nikolai Leskov er nemlig en mundtlig fortæller. Hans historie er fantastiske i sig selv – men følelsen af at få dem fortalt er uforglemmelig. 

#6: "A Traveller in Time" af Alison Uttley. En af årets sødeste læseoplevelser er også en af årets sidste. Jeg har netop færdiglæst "A Traveller in Time" i dag med et smil på læben og en rolig lykkefornemmelse i kroppen. Bogen er nemlig en charmerende, gammeldags perle. Et barndomseventyr og en opdagelsesrejse fortalt i det fineste billedsprog overhovedet muligt. 

#5: "The Twistrose Key" af Tone Almhjell. At læse "The Twistrose Key" mindede mig om at være et skolebarn, der lige har opdaget Narnia. Tone Almhjell tog mig ved hånden og førte mig ind i et snedækket barndomsunivers, der på én gang forekom mig mærkværdigt velkendt og fuldstændig nyt. Selv uden garderobeskaber og løver er "The Twistrose Key" et kærligt minde om C. S. Lewis' eventyrsserie, fordi den indeholder mindst ligeså meget magi skjult i dens sider. Det er længe siden, jeg har læst noget så fortryllende.

#4: "Den uendelige historie" af Michael Ende. Michael Endes historie er kendt af så mange – og også af mig. Jeg voksede op med den i filmform, og tænkte aldrig langt nok til at læse ordene bag. Nu kan jeg kun fortryde det; for bogen er af den slags, jeg fortryder, jeg ikke har læst før. Uden at vide det har jeg manglet den og dens ordtrylleri i mit læserliv. For Michael Ende kan noget med sine ord og sine armbevægelser; han kan gøre en tekst levende, og forvandle en læser til en deltager. Sidemæssigt er "Den uendelige historie" ikke uendelig – men jeg er sikker på, den vil vare for evigt alligevel. 

#3: "Lips Touch" af Laini Taylor. Fantasy er ikke min foretrukne genre, men allige blev jeg fortryllet af "Lips Touch". For Laini Taylor skriver med en usammenlignelig sensualitet; det fantastiske ikke hendes fortællinger er ikke hendes dæmoner, feer eller varulve men derimod skrivestilen selv, der er så atmosfærisk, at man forsvinder ind i den. Ikke siden "The Night Circus" har jeg læst noget, der dannede så tydelige og stærke billeder på min nethinde. "Lips Touch" er ikke en bog, man læser – det er derimod en bog, man lever i for en stund.

#2: "The Pearl" af John Steinbeck. Jeg undrer mig endnu over, at en så lille bog som "The Pearl" kan indeholde så meget historie. Det er sådan en præcis, ondskabsfuld og smuk fortælling om menneskers grådighed, samfundets korruption og om inderlige drømme om et bedre liv i en bedre verden. "The Pearl" er en bedragerisk simpel historie om en mand, der finder en perle – og om et samfund, der finder et offer. Det er historiefortælling, når det er allerstørst. 

#1: "The Children Act" af Ian McEwan. Jeg tænker stadig tilbage på den junidag med en ufrivillig gysen. Den junidag, hvor jeg samlede "The Children Act" op, begyndte at bladre, og pludselig befandt mig midt i nattemørket med et hamrende hjerte. Den junidag hvor et eller andet blev vendt på hovedet – noget som stadig ikke er rettet helt op. Ian McEwan knuste ikke blot mit hjerte med "The Children Act", han sneg sig også ind i mit hoved og ændrede på mine tanker. Og det er en bogs mest sjældne og vigtigste egenskab overhovedet. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2015? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?

“Christmas isn't a season. It's a feeling.”

Jeg elsker julen og alt ved den. Jeg elsker at skrive ønskeliste og gaveliste; at finde på ønsker og at finde på gaver. Uanset om de er boglige eller ej.

Mine egne ønsker ender dog ofte med netop at være boglige. Jeg elsker firkantede pakker, og juledagene skinner stadig i barndommens skær, når jeg kan tilbringe dem med en ny bog; i en ny historie. Det er gaveglæde på det allerhøjeste plan, og derfor er min ønskeliste ofte fyldt med bøger og bogligt nips. Her er et (sent) uddrag af mine juleønsker;  

 

1: "Finding Winnie" af Lindsay Mattick. Alle kender historien om Peter Plys, men få kender historien om den virkelige bjørn, som plysbjørnen var inspireret af. Winnie var en bjørn, der blev reddet af en dyrlæge under Første Verdenskrig, rejste verden rundt, og som endte sit liv i en zoologisk have i London, hvor en dreng ved navn Christopher Robin ofte kom forbi. "Finding Winnie" er ikke historien om drengen, men om bjørnen. Den bjørn som senere blev genstand for så mange andre børns kærlighed.  

2: "Magic Flutes" af Eva Ibbotson. "Magic Flutes" er historien om en prinsesse i 1900-tallets Wien. En prinsesse der flygter fra sin kongelige tilværelse og i stedet prøver lykken som operasangerinde. Det er efter sigende en fortælling om eventyr, om musikmagi og om kærlighed – og Eva Ibbotson er kendt for at fortælle den slags historier så smukt, at man ikke kan lade være med at leve sig ind i hvert eneste ord.

3: "Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman. Jeg ved forsvindende lidt om de tre Brontë-søstre. Jeg ved kun det, andre har fortalt mig, og de små mytiske bidder om deres liv, der så ofte svæver rundt i internetsfæren. Jeg vil så gerne vide mere om Brontë-søstrene og dermed kunne skelne deres liv fra myten – og særligt vil jeg gerne vide mere om Charlotte, der var forfatteren bag "Jane Eyre". 

4: Teaterbilletter til "Fornuft og følelse". I foråret opsætter Århus Teater en musikalsk version af "Fornuft og følelse" med Peter Langdal som instruktør. Austens ord bliver dermed vækket til live på en helt ny måde – og jeg har så svært ved at forestille mig hvordan. Jeg bliver nødt til at se det; jeg bliver nødt til at opleve det.

5: "The Fox and the Star" af Coralie Bickford-Smith. Coralie Bickford-Smith er designeren bag mange af Penguins allersmukkeste bøger. Hun er særligt kendt for at have designet Penguin Clothbound-serien og også for at have skabt de ikoniske mønstre for Penguin English Library-serien. Jeg har i lang tid beundret hendes bogdesign – og nu har hun skabt en smuk børnebog selv med hendes egne ord og hendes egne illustrationer. Bogen skulle tage sin læser med ind i et smukt univers fyldt med sarte streger og kunstfærdige billeder. Og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

6: "A Christmas Carol" af Charles Dickens. Verdens mest ikoniske julebog i en vidunderlig juleindpakning. Folio Societys bøger er noget særligt, og der er noget ved denne røde farve, der drager mig. Det ville være en smuk tilføjelse til min bogreol. 

7: Et bogligt tekrus. Jeg elsker bøger, og jeg elsker te. Og faktisk elsker jeg også krus. Dette boglige tekrus kombinerer derfor flere af mine åbenlyse hjertelængsler og lover mig fine morgener med en dampende drik. 

Står der også bøger på din ønskeliste? I så fald, hvilke? Og hvad er dit højeste juleønske?