Viser opslag med etiketten Børnelitteratur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børnelitteratur. Vis alle opslag

onsdag den 14. december 2016

"Christmas with the Savages" af Mary Clive

"Christmas with the Savages" af Mary Clive fra Puffin. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1977). 3/5 stjerner.

"Christmas with the Savages" er en pudseløjerlig lille historie, som slet ikke endte, som jeg troede, den ville. Efter at have læst alt for meget viktoriansk børnelitteratur, havde jeg forventet, bogen ville ende med en lille lektie om tolerance eller korrekt opførsel – men nej! I stedet endte den ligeså hurlumhejhektisk, som den begyndte.
"Christmas with the Savages" er en bog om en lille piges kortvarige ophold hos sin kaotiske familie. Bogens hovedperson, Evelyn, er kun 8 år gammel, men betragter sig selv som en vaskeægte voksen. Hun holder langt mere af at sidde og tale nyheder med sine forældre, end at lege med andre larmende og beskidte børn. Børneverdenen er så svær for hende at forstå, fordi den går imod alt, hvad hun er blevet opdraget til. Derfor er hun alt andet end begejstret, da hun bliver sendt afsted for at holde jul med sine slægtninge, Savage-familien. For som familienavnet varsler er det en familie, der lever i alt andet end ro og orden. "Savage by name, savage by nature," konstaterer den lille Evelyn tørt. Og hun har næsten ret.
Det bliver i hvert fald til en hektisk juleferie, og Evelyn er omgivet af børn fra hun står op, til hun går i seng. De larmer, leger, skændes og driller, og efter talrige mislykkede forsøg på at snige sig op til voksenstuerne, ender Evelyn med at tage del i børnelegene alligevel.
Slowly, slowly the door opened and, to our astonishment, who should come in but Father Christmas. We big ones naturally guessed at once that it must be someone dressed up, but it didn’t look like anyone we knew and it did look exactly like Father Christmas.”
Jeg har moret mig meget over denne lille historie, som er så vidunderligt britisk i dens udformning. Den er fyldt med tør humor, vittige ordspil og en 8-årigs naive syn på verden. Mellem siderne fandt jeg også en solid portion julestemning og sødmefyldte beskrivelser af fyldte julesokke, overspisning af nougat og andre søde sager – og endda et besøg fra en forklædt julemand. Kapitlerne om juledagene er bogens bedste, og var det ikke for dem, kunne bogen næsten have foregået på hvilken som helst tid om året. Bogen er nemlig mest af alt en fortælling om en stædig lille pige, som ikke helt forstår sig på andre børn. Og som faktisk ikke bliver klogere undervejs.
"Christmas with the Savages" er på ingen måde min nye yndlingsjulehistorie; dertil mangler den lidt mere julestemning og lidt mere substans. Men som et mere humoristisk indslag i julelæsningen, er den helt perfekt. Man kan ikke lade være med at holde lidt af den excentriske familie, og den lille overkorrekte Evelyn. Men som det så ofte er med excentriske familiemedlemmer, er man ved endt læsning også glad for at lægge dem fra sig igen.

torsdag den 6. oktober 2016

Den der bog jeg læste som barn ...

Bogen har længe spøgt i min hukommelse. Eller, mindet om den har. I flere måneder har jeg tænkt på den der bog, jeg læste som barn. Den der bog som vist nok handlede om to børn, tåreformede glasskåle, et stort mystisk hus og en enøjet ravn. Den der bog som vist nok var en smule trist og samtidig var som et moderne eventyr. Den der bog som jeg ikke har tænkt på i årevis, men som pludselig vendte tilbage og kun strejfede kanten af min hukommelse.
Der er ikke langt fra et svagt minde til en stærk besættelse, og jeg har brugt de sidste måneder på at tvinge bogens titel frem. I en periode spekulerede jeg på, om jeg havde sammenblandet det spinkle læseminde med filmen om Edward Saksehånd, men det var kun stemningen, de to ting havde til fælles. Bogen jeg huskede, var en rigtig bog. Og den var derude et sted.

Jeg fandt den ved et tilfælde. Via en 'anbefalet til dig' knap på Goodreads, og så snart jeg havde titlen, kom hele bogen tilbage til mig. Jeg huskede at have fundet den på børnebiblioteket; en lille hardcover med de særeste træsnitillustrationer skubbet ind mellem farverige børnebøger og fantasyromaner. Og jeg husker at have læst den i natlampens skær; lige dele bange og fascineret af den sære hovedperson der blev kidnappet og gik rundt i et stort slot og smadrede glasskåle.
Med det samme jeg stødte på bogen igen, blev jeg nødt til at genlæse den. Jeg bestilte den straks på biblioteket, og da jeg hentede den, var det med et lille stik af skuffelse – forsiden med de sælsomme træsnit var nemlig blevet erstattet af en filmforside. Men ikke desto mindre var det den. Den der bog som jeg troede, jeg havde glemt.

Der er virkelig noget særligt ved at blive genforenet med de bøger, man elskede som barn. Især når man i årevis slet ikke har tænkt på dem. Måske kender I følelsen? Hvilke barndomsbøger har I jagtet i jeres voksenliv?

lørdag den 30. april 2016

"A Wrinkle in Time" (Time Quintet #1) af Madeleine L'Engle

"A Wrinkle in Time" af Madeleine L'Engle fra The Folio Society. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1962). 4/5 stjerner.

"A Wrinkle in Time" er en vidunderlig skør og mærkværdig lille børnehistorie om forsvundne fædre, fjerne riger og om faren ved overdreven selvsikkerhed. Jeg morede mig, da jeg læste den; det var den perfekte, letbenede og tilpas eftertænksomme bog til en lang aften efter en lang læsedag. Akkurat som jeg forestillede mig, det ville være.
Bogens historie begynder med en kidnapning. Den 13-årige Megs far forsvinder, og hendes  indadvendte lillebror begynder at vende sig mere udad. En fremmed dukker op i natten, og et helt nyt eventyr begynder. Sammen med en anden dreng og tre ældre kvinder med efternavne der alle begynder med W, drager de to søskende ind i et fremmed univers for at vinde over mørket og bringe deres far tilbage.
Det bliver til en fantastisk og hektisk hurlumhej-rejse, der kun kan lade sig gøre, fordi de tre hekselignende W-kvinder, kan rynke tid og rum og træde ind gennem folderne på verden. De krøller ganske enkelt universet sammen, og i stedet for at rejse lineært, rejser de hurtigt ved at træde over folderne og derefter strække verden ud igen. Det er et uendeligt fint rejseprincip; resultatet af fjollerier og fantasier. 
Believing takes practice.” 
Den første sætning i bogen er: "It was a dark and stormy night", og dermed fylder L'Engle åbningsscenen med humor og litterære allusioner. Det er trods alt få forfattere, der kan begynde med en kliché og slutte med et festfyrværkeri af originalitet. Men det kan L'Engle. Og hun gør det helt ufejlbart.
Jeg holdt virkelig meget af at læse "A Wrinkle in Time" og lære karaktererne at kende. Meg er en stædig outsider; en pige som så ofte bliver overset, men som er fyldt med drømme og håb alligevel. Hendes 5-årige lillebror, Charles Wallace, er en fascinerende blanding af barnlig logik og gammelmandsklogskab, og deres følgesvend Calvin er en tiltrængt påmindelse om, at selv populære, sportsudøvende børn kan føle sig alene. L'Engle gør op med mange klichéer og barndomshierarkier undervejs, og både Charles og Meg må indse, at verden og menneskerne i den ikke er så enkle, som de troede.
The only way to cope with something deadly serious is to try to treat it a little lightly.” 
Hvis jeg skulle beskrive bogen med et enkelt ord, ville jeg kalde den for pudseløjerlig. For den er fyldt med skæve karakterer, ulogisk logik og små, hjertevarmende stunder. Det er en fantasy-roman, men det er også en bog om søskende og om at føle sig lidt anderledes. Og så er det et fantastisk eventyr.
People are more than just the way they look.

onsdag den 6. april 2016

"Dream Days" af Kenneth Grahame

"Dream Days" af Kenneth Grahame fra forlaget The Folio Society. Denne udgave er fra 2010, bogen blev originalt udgivet i 1898. 3/5 stjerner.

Drømmedage. Er det ikke en yndig titel? En sådan titel kombineret med en lyseblå bog med en læsende drage påtrykt var nok til at vække min opmærksomhed og vinde mit hjerte på forhånd, næsten.
Bogen er et af de sjove tilfælde, hvis popularitet er blevet omvendt med tiden. Da "Dream Days" udkom var det en så jublende succes, at "The Wind in the Willows" som fulgte bagefter var en skuffelse – både salgsmæssigt og litterært. Eftertiden har byttet rundt på de to, og i dag kender de fleste børn historien om Hr. Tudse og ikke om dragen, der ikke vil kæmpe. Bøgerne er blevet byttet rundt.
Og selvom jeg er enig med masserne, selvom jeg elsker "The Wind in the Willows" langt højere end "Dream Days", er jeg alligevel glad for, jeg opdagede den lille, blå bog. Det er nemlig en sød og nostalgisk samling af fortællinger om barndommens leg og fantasi.

I slid the book off its desk with some difficulty, for it was very fine and large, and staggered with it to the hearthrug — the only fit and proper place for books of quality, such as this.” 

Bogen indeholder otte episoder, plukket ud af fem børns rige oplevelser. Det er som sådan ikke en sammenhængende roman, men episoderne involverer de samme karakterer og traditioner på kryds og tværs, og kapitlerne står på den måde ikke helt alene. Selvom de med lethed også kan læses hver for sig. 
Historierne er børnehistorier, men de er fortalt af en voksenstemme; et tilbagetrukket, ukendt jeg, der ser tilbage på sin barndom og mindes tiden med en smule længsel i stemmen. For voksne læsere er det en levende påmindelse om, hvad barndommen var – og for yngre læsere vil det være en samling kulørte eventyr. Grahame skriver dog så fint, at bogen også sagtens kan være begge dele. Det er svært ikke at blive revet med af børnenes talrige eventyr – også selvom eventyrene først og fremmest er noget, børnene oplever gennem deres fantasi. I historien "The Walls Were of Jasper" fortaber en dreng sig i en billedbog og drømmer sit eget eventyr. I forbifarten bemærker Grahame, at det gode ved billedbøger er, at man ikke behøver teksten for at få historien – i stedet kan man blot skabe sin egen ud fra billederne. Og det er netop, hvad børnene gør.

 “This was altogether a more sensible sort of room that I had got into; for the walls were honestly upholstered with books, though these for the most part glimmered provokingly through the glass doors of their tall cases. I read their titles longingly, breathing on every accessible pane of glas.

"Dream Days" lever så fint op til sin titel. Det er en fortælling om drømme, om fantasier og om barndom. En skildring af uskyldige fornøjelser der sommetider leder til kaotiske hændelser. Og samtidig er alle fortællingerne også farvet af noget vemodigt; tabet ved at se tilbage på noget, der aldrig mere kan blive.
Jeg holdte meget af at læse "Dream Days". Men det var også umuligt ikke at bide mærke i, at nogle fortællinger bar bogen i højere grad end andre. Et par af kapitlerne forekom mig mærkværdigt tunge og kludrede i deres formuleringer, mens andre lykkedes så fint i både at være underholdende og tankevækkende. Særligt "The Reluctant Dragon", som er illustreret på forsiden, vandt mit hjerte, da det er en fortælling om en poesilæsende drage, der ikke vil slås. I stedet udtænker dragen og dens ven en plan om en opstillet slåskamp, så normerne kan opretholdes. Det hele er tilpas pudsigt til at være elskeligt. 

For beundrere af edwardiansk børnelitteratur, barndomsnostalgi, krøllede sætninger og poetiske indfald, vil denne bog, eller dele af den, ramme helt plet. Det kræver bare lidt tålmodighed undervejs. 

onsdag den 9. marts 2016

"The Little White Horse" af Elizabeth Goudge

"The Little White Horse" af Elizabeth Goudge, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1946). 4/5 stjerner

Maria tilhører Merryweather-klanen; en familie med et ædelt våbenskjold, egne legender og kvinder med månesind. Da Marias forældre dør, bliver Maria derfor sendt til Moonacre Manor – Merryweather-familiens gods, der ligger i en henrivende blomsterdal. Sir Benjamin, Marias grandfætter, har boet på godset alene, og byder Maria velkommen med åbne arme. Og selvom hun befinder sig et fremmed sted blandt fremmede mennesker, føler hun sig øjeblikkeligt hjemme.
Men Moonacre gemmer også på mysterier, og der er meget, som Maria ikke aner om sin egen familier. Fortiden gemmer på talrige tragedier, og menneskerne i dalen lider under dem. Maria beslutter sig for at opklare og forandre den melankoli, der plager Moonacre Manor. Og sådan begynder en helt eventyrlig rejse. 

Humanity can be roughly divided into three sorts of people - those who find comfort in literature, those who find comfort in personal adornment, and those who find comfort in food.” 

"The Little White Horse" befinder sig på vippekanten mellem virkelighed og fantasi; barndomseventyr og fortidstragedie. For uanset hvor forunderlig Moonacre Manor virker, og hvor mange enhjørninger, løvehunde og alfetjenere der vrimler frem fra skove og tårne, så er bogens kernehistorie en alt for virkelig beretning om stædige skænderier, kuldsejlede forelskelser og familiefejder. På trods af den fortryllende stemning er bogens handling ikke umulig. Snarere, tværtimod.
Goudge fletter en alvorlig historie sammen med et sandt eventyr. Og hun gør det så smukt. Bogen er yndig fra start til slut; fyldt med beskrivelser af måneskin, cirkulære rum med ild i pejsen, overraskende køkkenlækkerier der tilsyneladende dukker op af sig selv, og de sporadiske glimt af en hvid hest, der lyser som sølv i den måneklare nat. Moonacre Manor virker som et sandt drømmerige, og Marias nye barneværelse i tårnets øverste rum, virker næsten urimeligt perfekt. Moonacre Manor er efter sigende inspirereret af Elizabeth Goudges egen hjemegn; en hjemegn jeg ikke kan andet end længes efter at se, efter at have læst de henrivende passager i bogen.
Sproget er noget af det, jeg holder allermest af i "The Little White Horse". Bogen er så stemningsmættet og velskrevet, at det næsten føles som om, man er med, som en tredje, unavngivet karakter, når Maria rider med Sir Benjamin gennem dalen eller opdager underjordiske huler sammen med vennen Robin. Det hele er så levende, så smittende, så ubærligt ægte. 

There is always something particularly delightful about exceptions to a rule.

Maria er en fantastisk hovedperson, der handler med omtanke og kærlighed. Hun er skiftevis bange for og imponeret af sin barske onkel, og hun træder rundt på Moonacre Manor på tåspidser – nysgerrig og hele tiden på udkig efter nye eventyr, nye mysterier og nye venner. Jeg elskede Maria og hendes milde barnesind. Hun var aldrig usandsynligt modig eller voldsomt egenrådig; hun var et troværdigt barn. Hvilket nok også var derfor, bogens slutning kom så meget på mig, da den viste mig, at hun var langt ældre, end jeg først havde antaget. Måske er det blot eventyrtraditionens foragt for løse ender – men jeg havde aldrig anet, at Maria karakterudvikling ville ende, som den gjorde. Det var både en hjertevarm og mystisk overraskelse. 
Resten af bogens persongalleri er også fornøjelige skikkelser. Jeg elskede Miss Heliotrope, som er Marias meget praktiske guvernante, der konstant rydder op, spekulerer højt og opdrager på alt fra hunde til potteplanter. Og hundene er et andet vidunderligt aspekt ved bogen – der er både den forfængelige Wiggins, som går højt op i at pleje sin pels, og den majestætiske Wrolf, der slet ikke er, hvad han ser ud til at være.
"The Little White Horse" er muligvis den mest bedårende, henrivende, vidunderlige bog, jeg længe har læst. Den er fyldt med magi, mysterier og stemningsbeskrivelser, og alle med en forkærlighed for hyggelige, gammeldags børnebøger vil sandsynligvis falde hovedkulds for denne. Den er så elskelig. 

mandag den 25. januar 2016

"Mary Poppins" (Mary Poppins #1 - 4) af P. L. Travers

"Mary Poppins" af P. L. Travers, fra forlaget HMH Books for Young Readers, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1934). 3/5 stjerner

Det hele begynder en blæsevejrsdag. Vinden blæser fra øst – og Mary Poppins blæser med og lander på dørtrinnet til familien Banks' hus. Hun bliver familiens barnepige, og med ét vender hun op og ned på alting i det engelske familiehus. 
For Mary Poppins er ikke som andre barnepiger. Hun får ækel hostesaft til at smage som lemonade, hendes taske gemmer på hele møbler, og hun springer ind og ud af et fortovsmalerier med et elegant hop. Mary Poppins tager Jane, Michael og de små tvillinger med på forunderlige eventyr, og bagefter lader hun som absolut ingenting. Hendes magi er af en slags, der er svær at definere – men det gør den selvfølgelig ikke mindre magisk. 

Don't you know that everybody's got a Fairyland of their own?” 

Måske giver det ikke mening at anmelde hele fire bøger på én gang. Måske burde jeg koncentrere mig om seriens første installation og dedikere hele indlægget til "Mary Poppins" i stedet. Men min hukommelse spiller mig et puds, og den simple sandhed er, at jeg ikke længere kan skille bøgerne fra hinanden. Jeg læste de fire fortællinger om Mary Poppins nogenlunde sammenhængende – og i min hukommelse er de 1024 sider efterhånden blandet sammen i et stort roderi.
For selvom der er tale om fire adskilte bøger, er de svære at skille fra hinanden, når det kommer til stykket. Bøgerne er bygget op om den samme skabelon, og de episodiske kapitler kunne lige så godt høre hjemme i en bog som i en anden. Der er ikke den store sammenhæng eller historietråd – andet end Mary Poppins selv, selvfølgelig. 
De første fire bøger om Mary Poppins begynder alle ens. Mary Poppins dukker op ud af det blå og redder familien Banks fra en frygtelig barnepigepanik. Hun skaber orden i børneværelsets kaos, er skrap og fascinerende på samme tid, og tager børnene på et væld af eventyr. De besøger skøre personligheder, flyver eller står på hovedet, indtil klokken ringer til frokosttid, og Mary Poppins tager dem med hjem igen. Og hver eftermiddag er det som om, eventyret er udvisket: Mary Poppins benægter dem, men børnene finder altid små spor, der kunne tyde på, at eventyrene virkelig var sande. Og at Mary Poppins lyver. Og sådan går det, i ring og ring, indtil Mary Poppins udfolder sin paraply og svæver væk, ligeså pludseligt som hun kom. 

She paused, as though she were remembering events that happened hundreds of years before that time.

På sin vis kan jeg godt fortryde, at jeg læste de fire bøger så kort tid efter hinanden. Det gjorde Travers' skrivemønster for gentagende, og historierne for ligegyldige. Måske ville jeg have værdsat dem mere, hvis jeg havde adskilt dem – eller måske ville jeg aldrig have fået dem læst, hvis jeg ikke gjorde det sammenhængende. Jeg kan ikke helt bestemme mig.
Jeg holder dog meget af Travers' excentriske barnepige. Mary Poppins er vidunderligt britisk og ofte ganske langt fra Julie Andrews' syngende Disney-heltinde. Der er intet syngende eller fjollet over hende. Hun er faktisk ikke engang særligt høflig, og hun betragter ikke mr. og mrs. Banks med ophøjet respekt. Snarere, tværtimod. I stedet er hun bedrevidende, forfængelig og kommanderende. Hun tolererer ikke nonsens, og hun udviser kun kærlighed i enkelte, melankolske øjeblikke. Det er noget, der kommer over hende, når hun ikke er opmærksom på sig selv.
Bogens mange eventyr svinger fra det komiske til de melankolske. Jeg holdt særligt af et kapitel i "Mary Poppins", hvor babytvillingerne gradvist taber evnen til at forstå fugle og tale med solstråler; som en del af at vokse op og miste sit fodfæste. Travers argumenterer så fint for, at intuitiv barnelogik også kan være en værdifuld ting. En smuk ting.
Men mange af bogens andre episoder føles som eventyr for eventyrenes skyld – som små bidder af et helt livs børneoplevelser. Og havde jeg været ni, ti eller elleve år, ville jeg uden tvivl have elsket de kapitler lidt højere. Som det er nu, sidder jeg tilbage med en skyldig følelse af, at have berøvet bogen for noget af dens barndomsmagi; både ved at læse den for hurtigt og ved at læse den for sent. Timing er sommetider alting. 

fredag den 15. januar 2016

"A Traveller in Time" af Alison Uttley

"A Traveller in Time" af Alison Uttley, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1939). 4/5 stjerner

Dette er fortællingen om Penelope Taberner Cameron, der vokser op i London og længes mod andre steder. Hun er et lille, tyndt og svageligt barn med drømmende øjne og enkelte oplevelser, der ikke kan affejes som småbørnsfantasi. I et desperat forsøg på at ændre hendes blege ansigt til et par rosenrøde kinder, sender Penelopes forældre hende og hendes to søskende på besøg hos en grandtante, som bor på den gamle familiegård i Derbyshire.
På gården løber Penelope og hendes søskende rundt og nyder sommervarmen. Deres kinder bliver rundere og rødere, og Penelopes smil bliver mere ægte. Der hersker et komplet landligt idyl, lige indtil Penelope en dag åbner en dør og træder ind i fortiden. Hun bevæger sig pludselig i en sær tidslomme og snubler ind i 1580'erne, hvor Anthony Babington og hans familie er involveret i et stort plot. De drømmer nemlig om at skubbe Dronning Elizabeth af tronen og gøre Mary af Skotland til dronning i stedet.

All these scents and sounds are part of the story I have to tell, with light and darkness, shadows and tragedy interwoven.

Jeg tøvede, da jeg trak "A Traveller in Time" ud af min bogreol og satte mig til rette i min lænestol med et ønske om et par timers sødmefyldt læsning. Krigstidens engelske børnebøger handler ofte om eskapisme, men Uttleys historiske børnefortælling befandt sig truende nær kanten af en historiebog. Jeg frygtede en belærende historiegennemgang, og jeg håbede på en sød eventyrsfortælling. Men jeg havde aldrig gættet, hvilken inderlig glæde jeg ville føle, da jeg lukkede bogen fire timer senere. 
"A Traveller in Time" er en smuk bog. Dens sprog er vidunderligt malerisk, og når Uttley beskriver duften af blomster eller lyden af en klukkende bæk, føles det akkurat som at være der selv. Penelopes øjne blev til mine øjne, da hun begav sig rundt i sine forfædres overdådige haver og kamre, og halvdelen af min læseglæde kom fra den atmosfære, Uttley vækkede til live – både i tidsrejse og i bogens nutid. Selvom bogen ikke forekommer mig meget gammel, er den alligevel fyldt med en særligt charmerende og gammeldags stemning, som slet ikke kan efterlignes i dag. Det var en fryd at støde på et uddødt ord som "dumbledores" og huske, at det betød brumbasse, eller at læse om en familiegård som har været beboet af den samme slægt siden 1500-tallet. At læse bogen var en tidsrejse i sig selv.
Når jeg ikke sukkede over forsvundne engelske ord, landlig hjemlighed eller smukke beskrivelser, var jeg fuldstændig benovet over bogens plot. Bogen føltes på intet tidspunkt tung eller opremsende; i stedet var den et eventyr fra start til slut. For Uttley skriver ikke om historien – hun vækker den til live, og gør historiske karakterer til fiktive skabninger, der tænker, handler og taler med passion og troværdighed. Penelope gennemgår adskillige kvaler, da hun ved, hvordan historien vil ende; hun ved, hun ikke kan forandre Babington-familiens triste skæbne, men alligevel holder hun af sine nye venner. Mod al sandsynlighed håber hun og længes efter et udfald, hun ved er umuligt. 

Some day I shall return to be with that brave company of shadows.

Selvom "A Traveller in Time" ikke er en kendt eller udbredt klassiker, hører den i mine øjne hjemme med de allerbedste engelske børnebøger. Uttley skriver med al Frances Hodgson Burnetts poesi og al Noel Streatfeilds charme. Hun blander sødme, barndomseventyr og historielektioner i velovervejede rationer og ender med noget helt fantastisk. Noget alle beundrere af engelsk børnelitteratur burde læse.
Jeg havde aldrig regnet med, at blive så medrevet af bogen som jeg gjorde. Og undervejs lærte jeg tilmed noget; bidder af en sand historie, hvis omstændigheder jeg helt havde glemt.  Bogens slutning er hele tiden uundgåelig, men vejen dertil er så medrivende, at man glemmer manglen på spændingselementet. Bogen handler om nuet – og om at leve fuldt ud i den verden og den tid, man tilhører.
Penelope åbnede en dør og trådte ind i en gammel verden. En verden med sit helt eget drama og politiske spil – men som alligevel var at foretrække fra den verden, som Uttley selv levede og skrev i. Måske fungerer bogen så godt, fordi den ikke blot er en historie; den er også en form for eskapisme. Et nostalgisk tilbageblik på en tid hvor drenge forærede piger grønne sløjfer og sang viser for dem, hvor indespærrede dronninger levede side om side med almindelige gårdejere, og hvor man var ansvarlig for sine egne handlinger – og ikke underlagt en hel nations. Selvom Uttleys tidsrejse ikke er helt problemfri, føles den ofte sådan. Fordi den er simplere. 

mandag den 21. december 2015

"The Lion, the Witch, and the Wardrobe" (The Chronicles of Narnia #2) af C. S. Lewis

Man kan læse bøgerne i Narnia-serien i mange forskellige rækkefølger. Jeg har altid læst bøgerne i den rækkefølge, C. S. Lewis selv anbefalede, og derfor betegner jeg "The Lion, The Witch and the Wardrobe" som den anden bog i Narnia-serien, selvom den blev udgivet først. Læs mere om rækkefølgen på bøgerne her.

“The Lion, the Witch and the Wardrobe” af C.S. Lewis, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 1996 (org. udgivet i 1950). 5/5 stjerner.

C. S. Lewis' ikoniske eventyr begynder ved et tilfælde. De fire Pevensie-børn leger gemmeleg, snubler ind i et klædeskab og befinder sig pludselig i en hel ny verden. En verden dækket af sne, befolket af talende dyr og fyldt med glitrende skønhed. De befinder sig i Narnia.
I Narnia hersker en ægte vinterheks og på grund af hende, har sneen vundet over sommeren. Det er altid vinter men aldrig jul. Der er altid frygt og ingen glæde. Lige indtil Pevensie-børnene kommer – og med dem en oldgammel profeti om ophævelsen af heksens magi.

Daughter of Eve from the far land of Spare Oom where eternal summer reigns around the bright city of War Drobe, how would it be if you came and had tea with me?” 

Dalende snefnug, løver og en kær lille faun der venter på te. Jeg har brugt timer på at sidde i gamle garderobeskabe og vente på lyden af klokker og det gennembrydende lys fra en velkendt gadelygte. Det er endnu ikke sket; men jeg venter stadig, og det sitrer endnu i mig, når jeg ser et enormt garderobeskab, beundrer et snedækket landskab eller ser små fingerringe med grønne perler. Aslans kongerige har altid virket så umuligt nært – så nær min egen rækkevidde, at jeg forventer at støde på det når som helst. Akkurat som Pevensie-børnene gjorde. 

Jeg tror, jeg var otte år gammel, da jeg for første gang opdagede Lewis' snedækkede eventyrsverden. Jeg sad i en gammel gymnastiksal og så ældre børn opføre et teaterstykke, der var baseret på bogen. Det var præget af tøvende skuespil og fnisende skuespillere, som skoleteater altid er, men som jeg sad der og betragtede de fjollede skolebørn i deres rustninger og pelskostumer, blev Narnia-verdenen virkelig for mig. Mere virkelig end den verden jeg befandt mig i. Og for et kort øjeblik så jeg løver, gadelygter og talende bævere dér i scenens rampelys.
Der gik lidt tid, inden jeg fandt forbindelsen fra gymnastiksalen til skolebiblioteket; men jeg blev ledt til en glemt bogreol af venlige bibliotekarer og mine egne mumlerier "en eller anden bog om et magisk skab". Derfra fandt jeg min vej til Narnia. Derfra forsvandt jeg fra min verden og ind i Lucys. Og selvom jeg aldrig har været der, er jeg heller aldrig kommet hjem igen. 
Historien er min, men for mange er den den samme. Børneøjne over hele kloden har læst Lewis' ord og på skift hadet Edmund, grinet med Lucy, grædt med Aslan og kigget med ekstra opmærksomhed og mistænkelighed på alverdens garderobeskaber efter endt læsning. Det er en evne, Narnia-fortællingerne har. Det er derfor, de er noget helt specielt. 

People who have not been in Narnia sometimes think that a thing cannot be good and terrible at the same time.

For mig har det aldrig handlet om Pevensie-børnene. Selvom jeg altid har været en karakterlæser og særligt som barn læste mig selv ind i alle de fiktive karakterer, jeg mødte, har jeg aldrig været interesseret i Pevensie-børnene selv. Jeg var ikke en fornuftig Susan; jeg var aldrig en modig Peter; jeg ville ikke være en fejlbar Edmund; og Lucy var alt for lille til, at jeg kunne sympatisere med hende. For mig har det altid handlet om verdenen. Om Narnia.
Narnia forekom mig så virkelig; som en paralelverden, der virkelig kunne rumstere og eksistere ved siden af den verden, jeg kendte. Det var et eventyrunivers fyldt med alt det, som børn forbinder med eventyr; talende dyr, talende træer, fantasivæsener, smukke slotte og lykkelige slutninger. Og bedst af alt, forekom det mig så tilgængeligt. Som et sted man rent faktisk kunne snuble ind i, hvis man åbnede den rette garderobeskabsdør. Og man behøvede slet ikke være noget særligt for at finde det; man kunne være en smålig Edmund eller en lillebitte Lucy. Narnia lod til at være åbent for alle – hvis man altså fandt det først. Og derfor var jeg på en endeløs jagt.
Jeg har hvinet af fryd, gyset af frygt og grædt bitre tårer, imens jeg læste Narnia-bøgerne. Plottet er så simpelt og så velkendt; en hjemme-ude-hjemme historie om fire børn, der tager på eventyr, overkommer deres frygt, og vender sikkert tilbage til den verden, de kom fra. Den verden som i sidste ende nok ikke er så sikker overhovedet. En skurk skal bekæmpes, og når eventyret er slut, efterlades børnene tilbage med en rastløshed, de ikke kan forstå. En rastløshed som læseren kun alt for let kan genkende.
Meget er blevet sagt om Narnia-seriens underliggende budskaber og moraler; C. S. Lewis' overlagte mimikering af kristendommens fortællermønstre, og karakterernes symbolisme der kan oversættes direkte til Bibelen. Og noget af kritikken er umulig at ignorere eller forsvare; Narnia-serien har så mange fejl. Men for mit vedkommende har bøgerne aldrig handlet om religion eller krig. De har derimod altid handlet om at tro på magi; og om at finde et glimmerkorn af lykke i en grå verden. C. S. Lewis fik mig til at tvivle på min egen verden, imens jeg læste hans bøger; akkurat ligesom Pevensie-børnene tvivler på deres, når en uskyldig gemmeleg forvandles til et legendarisk eventyr. 

Well, sir, if things are real, they're there all the time."
"Are they?" said the Professor; and Peter did not quite know what to say.” 

Længe før Dumbledore fik Harry til at tvivle på sin virkelighed, fik den kære professor mig til at tvivle på min. Og dengang tog jeg et valg; jeg valgte, at jeg foretrak at leve i en verden, hvor garderobeskaber var mere end praktiske møbler – og hvor man ikke behøvede at være en eventyrshelt for at leve i et eventyr.

lørdag den 19. december 2015

"Little Men" (Little Women #3) af Louisa May Alcott

"Little Men" af Louisa May Alcott, fra forlaget Hesperus Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1871). 4/5 stjerner

"Little Men" begynder med et ønske, der er gået i opfyldelse. I "Good Wives" drømte Jo om at starte et børnehjem og en skole for drenge, og den drøm er blevet til virkelighed i "Little Men". Plumfield giver genlyd af glade drengestemmer, og Jo befinder sig midt i det hele, som legekammerat og moderfigur for de mange kærlighedshungrende drenge.
På Plumfield bor 10 drenge og piger – den violinspillende Nat, som har levet et hårdt liv på gaden er den seneste tilføjelse. I en hverdag af lektier og leg får de forsømte drenge liv i kinderne igen, og selvom Jo ofte må kæmpe for at bevare tålmodigheden, er livet på Plumfield alt det, som hun drømte om og håbede på. Og langt mere til. 

It takes so little to make a child happy, that it is a pity in a world full of sunshine and pleasant things, that there should be any wistful faces, empty hands, or lonely little hearts.” 

Denne bogs eksistens vil altid være et mirakel for mig. En kærkommen overraskelse af den slags som kommer alt for sjældent i en bogelskers liv. En overset perle og en anledning til en lang tilbagerejse ind i det barndomsunivers, jeg elskede så højt. 
Jeg læste Louisa May Alcotts bøger som barn. Eller også slugte jeg dem. "Little Women" og "Good Wives" var blandt mine største læseskatte, og jeg har smilet, sukket og grædt så meget sammen med Meg, Jo, Beth og Amy, at de føles som en del af mig selv. Alt for ofte har jeg ønsket, at Louisa May Alcott havde skrevet flere bøger i serien om de fire pigebørn – og for få år siden, opdagede jeg, at det havde hun. "Little Men" er tredje bog i serien om March-familien. Og jeg anede det ikke.
Første gang jeg læste "Little Men", gjorde jeg det med blandede følelser. Jeg var så lykkelig over at have opdaget endnu en bog i serien, jeg elskede så højt; og jeg så lidt skuffet over, at serien ikke kredsede så meget om de karakterer, som jeg længdes efter at høre mere om. For selvom "Little Men" afgjort hører hjemme sammen med bøger om familien March, handler de mere om den nye March-generation end den gamle. Meg, Amy og Laurie er skygger i baggrunden, Jo hører hjemme i mellemgrunden, altimens March-børnene og Jos plejebørn indtager pladserne på hovedscenen. Men dermed ikke sagt, at nye og gamle karakterer ikke spejler sig i hinanden. For Alcott lader dele af sin historie gentage sig med nye ansigter – og derfor er intet helt fremmed for læseren alligevel. 

…Mrs. Jo sat smiling over her book as she built castles in the air, just as she used to do when a girl, only then they were for herself, and now they were for other people, which is the reason perhaps that some of them came to pass in reality.

"Little Men" er en børnebog med en struktur, der matcher "Little Women" helt perfekt. Plottet er kun løst sammehængende, og hvert kapitel er en lille episode, der illustrerer et særligt karaktertræk ved en af de mange karakterer. Små drengebørn – og enkelte piger – myldrer ind og ud mellem siderne, og det kræver en halv bog, før man er helt sikker på, hvem der er hvem – og hvem der kan hvad. Men til den tid har de alle boret sig igennem ens inderste hjertekammer.
Alcott skriver om gavmildhed, ydmyghed, kristendom og familieliv med en velkendt varme, og selvom hun sommetider prædiker og moraliserer, sørger den vidunderlige blanding af vilde, larmende og velmenende drengebørn for at bære historien videre uden alt for mange pauser og uden alt for mange løftede pegefingre. Især den generte Nat med sine smukke violintoner vandt mit hjerte, imens den velmenende og hårde ballademager Dan knuste det. Alcotts drengebørn er på en uventet måde blevet mig næsten lige så kære som hendes pigebørn. 
Jeg kan ikke lade være med at ønske, at jeg havde læst "Little Men" og fortsættelsen "Jo's Boys" som barn. Bøgerne havde stillet min hedeste Alcott-feber, da den rasede. Men på den anden side er der også noget smukt ved en god overraskelse. Og efter at have undværet bøgerne i så mange år, værdsætter jeg nu deres eksistens endnu mere. 

lørdag den 7. november 2015

"The Forbidden Library" af Django Wexler

"The Forbidden Library"af Django Wexler, fra forlaget Doubleday Children's, udgivet i 2014. 3/5 stjerner

Alice har altid drømt om eventyr og lykkelige slutninger – lige indtil hun en dag møder en fe i sin fars hjem. Hun overhører en samtale mellem feen og hendes far, og da hendes far den næste dag meddeler, at han skal ud at rejse, er Alice sikker på, at feen har truet ham til det.
Af samme grund er Alice heller ikke overrasket, da faderens rejse går galt, og hans skib synker. Forældreløs og trøstesløs bliver hun tvunget til at flytte ind hos sin onkel, der bor i et dystert hus og fører et simpelt liv. Alice har aldrig mødt eller hørt om sin onkel før – og hun er sikker på, at han ikke er, hvad han udgiver sig for at være.

Have you never picked up a book you've read before, and found it speaks to you in a new way?

En forældreløs pige ved navn Alice, en labyrint af bøger og en talende kat, hvis øjne og smil lyser i mørket. Det er meget let at se, hvor Wexler finder sin inspiration. For Wexlers Alice har mange ligheder med den berømte Alice fra Lewis Carrolls børnefortælling, og jeg var skiftevis begejstret og irriteret over ligheden under læsningen. Genkendelse er altid en smuk ting – men i dette tilfælde føltes det for meget som imitation til at kunne fungere.
"The Forbidden Library" er en bog, der minder mig om så mange andre bøger. På sin vis deler den mange symbolske ligheder med historien om Alice, og samtidig er plottet en spejlvendt version af Cornelia Funkes "Inkheart". For hvor karaktererne i "Inkheart" er i stand til at læse ting og personer ud af bøger, er karaktererne i "The Forbidden Library" i stand til at læse sig selv ind i bøger. Alice viser sig at være en såkaldt Reader – en der er i stand til at transportere sig ind i særlige bøger og gennem en kamp på liv og død gøre de monstre, hun finder i bøgerne til sine tjenere i den virkelige verden. Og selvom det lyder en anelse kompliceret, er det det ikke. Det er i virkeligheden meget simpelt.
For "The Forbidden Library" er en børnebog. Og alting der sker i den er helt lige til og fuldstændig ubegrundet. Alices evne udforskes eller forklares aldrig, hendes fars skæbne forbliver uvis, og hendes onkels motiver er ligeså vage i slutningen af bogen som i begyndelsen af den. Dette er ikke en bog fyldt med svar, forklaringer eller et sammenhængende plot – det er derimod en bog, der udelukkende er skrevet for at underholde og begejstre dem, der er lidt yngre end jeg selv. 

You can always flip back to the first page, can't you?

Jeg var underholdt, da jeg læste "The Forbidden Library". Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, den indeholder talrige referencer til elskede bøger og eventyr, og den er fyldt med miavende katte og skønne stemningsbilleder. Alices bedste ven, katten Ashes, er en vidunderlig karakter, der nonchalant slentrer rundt i et uendeligt bibliotek og giver Alice sarkastiske råd om alt og intet. Jeg faldt øjeblikkeligt for det arrogante, men velmenende, kattedyr.
Alice er en typisk børnebogskarakter; modig, stædig og dumdristig, og selvom hun roder sig ud i mange farer, slipper hun altid uskadt fra dem. Hun er ikke mindeværdig, men hun følger normen og passer ind i den simple historie, hun er skabt til. 
På mange måder er "The Forbidden Library" en fin bog. En sjov bog. En hyggelig bog – og dog er det også en frustrerende bog, hvor intet hænger sammen, og ingen svar bliver givet.  Bogens logik er ikke-eksisterende, og Wexlers børneverden er uden dybde eller nuancer. Jeg har altid ment, at de bedste børnebøger er dem, der også har historier hængende mellem linjerne, og det har denne bog ikke. Slet ikke.