Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.
"American Psycho" af Bret Easton Ellis, fra forlaget Rosinante & Co., udgivet i 2011 (org. udgivet i 1991). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner.
"American Psycho" er en tankevækkende fortælling om 80'ernes fremherskende materialisme og snæversynethed, og samtidig en næsten satirisk beretning om et menneskeligt mørke så absurd, at det er helt udenfor den almene forståelse. Med denne bog udforsker Ellis galskabens dybde og voldens effekt med så grafiske detaljer, at fortællingen føles som en ekstrem parodi på sindssyge.
Bogens hovedperson, Patrick Bateman, fører en særpræget form for dobbeltliv, og er til dels en pertentlig, veluddannet, politisk engageret og moderigtig ung mand i Manhattens finere samfundslag - men han er også en iskold morder, afhængig af tortur og vold. Udadtil er Patrick Batemans 'naboens søde dreng', der udtrykker korrekte holdninger om fattigdom og apartheid, men indadtil er han racist, homofob og mandschauvinist - en koldblodet psykopat.
“... der er et begreb om Patrick Bateman, en slags abstraktion, men der er intet virkeligt jeg, blot en væren, noget illusorisk, og selv om jeg kan skjule min kolde stirren og du kan trykke mig i hånden og mærke kød og blod der griber dit og måske kan du endda fornemme at vores livsstile sikkert svarer til hinanden: Jeg er der ganske enkelt ikke.”
"American Psycho" er en tankevækkende fortælling om 80'ernes fremherskende materialisme og snæversynethed, og samtidig en næsten satirisk beretning om et menneskeligt mørke så absurd, at det er helt udenfor den almene forståelse. Med denne bog udforsker Ellis galskabens dybde og voldens effekt med så grafiske detaljer, at fortællingen føles som en ekstrem parodi på sindssyge.
Bogens hovedperson, Patrick Bateman, fører en særpræget form for dobbeltliv, og er til dels en pertentlig, veluddannet, politisk engageret og moderigtig ung mand i Manhattens finere samfundslag - men han er også en iskold morder, afhængig af tortur og vold. Udadtil er Patrick Batemans 'naboens søde dreng', der udtrykker korrekte holdninger om fattigdom og apartheid, men indadtil er han racist, homofob og mandschauvinist - en koldblodet psykopat.
“... der er et begreb om Patrick Bateman, en slags abstraktion, men der er intet virkeligt jeg, blot en væren, noget illusorisk, og selv om jeg kan skjule min kolde stirren og du kan trykke mig i hånden og mærke kød og blod der griber dit og måske kan du endda fornemme at vores livsstile sikkert svarer til hinanden: Jeg er der ganske enkelt ikke.”
Jeg har færdiglæst "American Psycho" og tildelt den to stjerner uden den fjerneste intention om nogensinde at kaste et blik på den igen. Bogen fyldte mig med nådesløst ubehag og forfærdelse; den skræmte mig, gav mig kvalme og fremkaldte terror i de sene nattetimer.
Historien fortælles i Patrick Batemans hoved, og med en klaustrofobisk nærhed beskriver han nøgternt hans hverdag, som består af endeløse diskussioner om passende tøj og korrekt etikette, nedværdigende blikke på hjælpeløse og hjemløse, et kærlighedsløst forhold til Evelyn og et surrealistisk behov for voldtægt, tortur og drab. Kapitlerne er små scenarier og situationer udplukket fra en større sammenhæng, og fortalt i Batemans flydende tankestrømme - kun afbrudt af adresserende og belærende afsnit om 80'ernes musik og popkultur.
Ellis' samfundskritik er skarp og bidende. Romanen finder sted i en verden, hvor folk bliver præsenteret på deres valg af tøjmærker, og navne konstant ombyttes. Identitet og genkendelse er opløst, og materialismen er dominerende. Patrick Bateman er et direkte produkt af det samfund, han lever i; hans holdninger afspejler sig i film, musik, madanmeldelser og eksklusive tøjmærker. Han er en personificering af sine mørke omgivelser og omgangskreds, en ekstrem psyke dannet af en moralsk fortabt tid.
Ligeledes muliggør ligegyldigheden i Patrick Batemans omgivelser de groteske mord, han udfører. Med en pralende fryd eller udtalt sandhedslængsel fortæller Bateman sine kollegaer og dates om hans morderiske tendenser - og ingen reagerer. Tomme øjne fortsætter henkastede samtaler, eller kategoriserer Batemans afsløringer som sludder og drilleri. Det samfund Ellis fremstiller er bedøvet af materialisme, og berøvet menneskelig sansning. Der lukkes øjne for ubehageligheder og trivialiteter, og det eksistentielle tomrum skaber en koldblodet psykopat.
Ellis' samfundskritik er skarp og bidende. Romanen finder sted i en verden, hvor folk bliver præsenteret på deres valg af tøjmærker, og navne konstant ombyttes. Identitet og genkendelse er opløst, og materialismen er dominerende. Patrick Bateman er et direkte produkt af det samfund, han lever i; hans holdninger afspejler sig i film, musik, madanmeldelser og eksklusive tøjmærker. Han er en personificering af sine mørke omgivelser og omgangskreds, en ekstrem psyke dannet af en moralsk fortabt tid.
Ligeledes muliggør ligegyldigheden i Patrick Batemans omgivelser de groteske mord, han udfører. Med en pralende fryd eller udtalt sandhedslængsel fortæller Bateman sine kollegaer og dates om hans morderiske tendenser - og ingen reagerer. Tomme øjne fortsætter henkastede samtaler, eller kategoriserer Batemans afsløringer som sludder og drilleri. Det samfund Ellis fremstiller er bedøvet af materialisme, og berøvet menneskelig sansning. Der lukkes øjne for ubehageligheder og trivialiteter, og det eksistentielle tomrum skaber en koldblodet psykopat.
“Min smerte er vedvarende og intens og jeg håber ikke på en bedre verden for nogen. Faktisk ønsker jeg min smerte påført andre. Jeg ønsker ikke at nogen skal undslippe.”
Ellis' skrivestil er forbavsende nøgtern, da den afspejler Batemans følelsesmæssige tomrum. Hangen til drab er nærmest en triviel størrelse i Patrick Batemans almindelige hverdag - som en naturlig del af en forskruet tankegang. Mordscenerne bliver næsten beskrevet objektivt; sproget danner hensynsløst grafiske billeder af blod der sprøjter, hovedskaller der knuses og arme der oversaves. Minutiøse detaljer om ubegribelige gerninger.
Min udgave af bogen er desuden præget af en iøjenfaldende mangel på kommaer - jeg ved ikke, om det gør sig alment gældende for Ellis' skrivestil, eller om det er en direkte følge af oversættelsen.
Bogens slutning åbner for mange mulige tolkninger, og bevæger sig på en spinkel vippekant mellem virkelighed og illusion. Upålidelig narration er en mulighed - ignorante omgivelser er en anden. "American Psycho" er et spørgsmålstegn, som det er op til læseren selv at besvare. Ellis' leger med halve hentydninger, mørkelagte blindgyder og umuligheder, og tvinger dermed sin læser til at tage stilling til et mysterie, der ikke tilbyder et endegyldigt svar. Modargumenterne for begge tolkninger bliver ved i en hjælpeløs kæderække af tvetydighed.
Sommetider kan det være en god ting at læse en historie, man helst ikke vil høre, og betragte ting man helst ikke vil se. "American Psycho" er en øjenåbner, der fremtvinger et billede man helst vil være foruden - et billede man normalt ville lukke øjnene for. At læse den var en surrealistisk oplevelse, der gjorde mig kvalm og svimmel. Det er en sjældenhed for mig at færdigløse en bog med et bevidst ønske om hurtigt at glemme den igen.
De to stjerner er således givet med ambivalens og tøven. De afspejler snarere min gruopvækkende læseoplevelse end bogens objektive kvalitet. Jeg er muligvis blevet desorienteret af de grafiske og detaljerede mordscener, og indtrykket jeg sidder tilbage med, former sig i direkte afsky - både overfor fortællingen selv, og det samfund den portrætterer.
Sommetider kan det være en god ting at læse en historie, man helst ikke vil høre, og betragte ting man helst ikke vil se. "American Psycho" er en øjenåbner, der fremtvinger et billede man helst vil være foruden - et billede man normalt ville lukke øjnene for. At læse den var en surrealistisk oplevelse, der gjorde mig kvalm og svimmel. Det er en sjældenhed for mig at færdigløse en bog med et bevidst ønske om hurtigt at glemme den igen.
De to stjerner er således givet med ambivalens og tøven. De afspejler snarere min gruopvækkende læseoplevelse end bogens objektive kvalitet. Jeg er muligvis blevet desorienteret af de grafiske og detaljerede mordscener, og indtrykket jeg sidder tilbage med, former sig i direkte afsky - både overfor fortællingen selv, og det samfund den portrætterer.
