"V for Vendetta" af Alan Moore

"V for Vendetta" af Alan Moore, fra forlaget Vertigo, udgivet i 2005 (org. udgivet i 1982). 3/5 stjerner.

"V for Vendetta" udspiller sig i en dystopisk fremtidsverden. Historien begynder i England i 1990 efter en langvarig atomkrig i 1980'erne, hvor størstedelen af verden blev lagt i ruiner. Et strengt fascistisk, racistisk, homofobisk og anti-videnskabeligt parti ved navn Norsefire styrer England, der er blevet til en autoritær politistat. 
I historiens begyndelse bliver en ung kvinde ved navn Evey forsøgt voldtaget og derefter reddet af en mystisk mand iført en Guy Fawkes-maske. Manden kalder sig for V, og han er i færd med at gennemføre en langvarig plan, der skal føre til regimets komplette ødelæggelse og påbegynde en anarkistisk revolution. Og Evey er et vigtigt led i hans plan.

“People shouldn't be afraid of their government. Governments should be afraid of their people.”

I modsætning til så mange andre, anede jeg intet om "V for Vendetta", før jeg gik i gang med at læse den. Jeg har aldrig set filmen, aldrig fået forklaret plottet og aldrig kendt andet til fænomenet end det, som bogens forside viser: at det handlede om en mand i en Guy Fawkes-maske. "V for Vendetta" nævnes altid blandt de største værker indenfor tegneserieverdenen, og det er lykkedes mig at være fuldstændig uvidende om den indtil nu.
Alan Moore klargør i sit efterord, at historien i høj grad er et samarbejde mellem ham og tegneren David Lloyd. At V ikke ville eksistere på den måde, han gør, hvis han ikke fik den form og det udtryk, Lloyd gav ham. At flere elementer i handlingen er et resultat af samarbejde – at Lloyd har influeret flere dialoger, og Moore har udviklet flere dele af det grafiske udtryk. Og efter at have læst historien, undrer det mig ikke – for der hersker sådan en imponerende sammenhæng mellem tegninger og ord, mellem de støvede farvetoner og dystre udtalelser. Det matcher perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at historien ikke kunne eksistere i et andet format end dette. Tegningerne er en lige så stor del af det, som ordene.
Og netop tegningerne vil jeg godt dvæle en smule ved; for Lloyds streg er fantastisk. Karakterernes udtryk og fremtræden var genstand for flere minutters granskning, hver gang jeg vendte en side. Selv historiens mere groteske og blodige aspekter løses på en måde, der ikke virker kunstig eller absurd. Alt er, som det skal være. Og tegningerne er en så stor del af det.

Den fortalte historie overraskede mig ved at være så politisk. Moore har meget at sige, meget at kritisere og meget at kæmpe imod; og med V har han skabt den perfekte antihelt, der hverken indbyder til medlidenhed eller fordømmelse. Som læser er man hele tiden splittet; den fascistiske regering fremstilles som ofre, og oprørshelten balancerer hele tiden på en knivspids mellem sindssyge og iskold logik. Den revolutionære V har mange liv på samvittighed, og en omvendt verden kommer ikke uden en pris.

“You wear a mask for so long, you forget who you were beneath it.” 

"V for Vendetta" er en historie om kaos. En historie om en mand, der er et ideal – og et ideal der kan overtages af hvem som helst. Det er en historie om at kæmpe for noget, man tror på; retfærdighed, handlefrihed, selvstændighed og ligeværdighed. Det er en historie om præcist hvor skrøbeligt et regeringssystem kan være, når befolkningen ønsker det anderledes. Og mest af alt er det en historie om politik, magt, underkastelse, modstand og kaos. Det er en historie om kontrol overfor kaos, og om hvordan kontrol så hurtigt kan blive til kaos. 
Historien er en gåde uden løsning. V og Norsefire står overfor hinanden som to modpoler, to ekstremer, og begge forekommer mig som skræmmeeksempler. Selvom V har en tragisk fortid og et ædelt motiv, kan jeg ikke få mig selv til at holde med ham. Og selvom han koldblodigt myrder sine fjender og tidligere plageånde, kan jeg ikke få mig selv til at bebrejde ham. Det er op til den enkelte læser at beslutte, hvorvidt V's projekt er det bedste af to onder. Og det er vigtigt at huske, at V's identitet er en idé, der gives videre; en maske enhver kan putte på.
Moores historie er uhyre interessant. Den kan – og skal måske – læses med konstant mistanke og en grundlæggende mistro til alt, hvad der præsenteres. Intet er sort og hvidt. Alt er grånuanceret, og når karaktererne prøver at være overbevisende, er det netop det, de gør. Prøver. Moore tester hele tiden sin læsers sympati, og min egen sympati flyttede sig hele tiden undervejs.
Men måske kunne jeg også have forstået det hele på langt færre sider. Måske kunne tankeeksperimenteret med lethed være kogt ned. Eller måske var jeg bare uopmærksom og kedede mig for hurtigt, for jeg synes, at historien i nogle kapitler var langtrukken og slutningen hele tiden uundgåelig. Som idé er historien – ligesom dens hovedperson – fantastisk, men i praksis er jeg stadig i tvivl. Jeg ved ikke, om det er en god historie. Jeg ved bare, at det er en tankevækkende en. 

“But what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you. I love you. With all my heart, I love you.”

"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood

"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1985). 4/5 stjerner.

Selvom "The Handmaid's Tale" udspiller sig i en fremtidsverden, føles den i virkeligheden som en roman, der beskriver en hverdag fra fortiden. Samfundet har taget en mærkværdig drejning; tilbage til totalitarisme, patriarkat og en yderst unuanceret kvindeopfattelse. I dette fremtidssamfund er kvinder såkaldte handmaids, en slags tjenestepiger hos højtstående familier som ikke kan få børn. Det er handmaidens fornemmeste opgave at blive gravid og skænke sin familie et barn. Hvis graviditeten udebliver, bliver handmaiden sendt i eksil i en koloni – dømt til at slide sig ihjel med landbrugsarbejde, eller håndtere affald så giftigt at døden aldrig er langt væk.
"The Handmaid's Tale" fortæller Offreds historie. Offred er handmaid hos en kommandør, og en gang om måneden må hun have sex med ham og bede til, at hun bliver gravid med et barn, som hun aldrig vil få lov til at beholde. For bliver hun ikke gravid, mister hun sin værdi. Hun er en kvinde, der i bogstaveligste forstand, bliver behandlet som en fødemaskine.

“I would like to believe this is a story I’m telling. I need to believe it. I must believe it. Those who can believe that such stories are only stories have a better chance.”

Det er så let at kategorisere Atwoods fortælling som science-fiction. Som en dystopi. Som et skræmmebillede, en litterær konstruktion. Problemet er bare, at bogen er noget langt mere virkeligt og langt mere skræmmende end det. For "The Handmaid's Tale" er et studie i kvindesyn, og den tager sin udgangspunkt i kulturelle fænomener fra vores nutid og fortid. Hvor uhyrlige de arrangerede ægteskaber, folkehenrettelserne, de strenge regler for sømmelig opførsel, kvindernes påtvungne ærbarhed og mændenes frie tøjler end virker, er de ikke science-fiction elementer; de er eksempler, trukket parallelt ud fra både fortid og nutid.
På den måde ender Atwoods spekulationer med at blive meget større og meget tungere end begrebet science-fiction antyder. Det omdannede Amerika, republikken Gilead, står som et tankevækkende eksempel på en ekstremitet, som noget af historien på et tidspunkt pegede hen på. "The Handmaid's Tale" er derfor ekstremt tankevækkende, og spekulationer om personlig frihed, samhørighed, venskab og levevilkår er næsten uundgåelige under læsningen.
For interessant nok er Atwoods dystopi ikke bygget på en typisk model. Republikken Gilead fremvises ikke i dens storhedstid, men derimod i dens overgangsfase. Hovedpersonen, Offred, kan stadig huske en tid, hvor hun boede sammen med en mand, hun elskede, havde en datter, venner og et liv. I modsætning til andre dystopiske hovedpersoner ved Offred udmærket godt, hvad hun har mistet. Og det gør kun hendes desperation inderligere, og bogens fortællerstemme troværdigere. Offred har ikke kun mistet sine venner, familie og sine ejendele; hun har mistet sit liv og sin identitet. Hun svæver rundt i et eksistentielt limbo, vandrer som et spøgelse rundt i en tilværelse, som hun absolut ikke kan genkende. 

“We were the people who were not in the papers. We lived in the blank white spaces at the edges of print. It gave us more freedom. We lived in the gaps between the stories.”

Atwood skriver smukt. Bogen er fortalt i jeg-person, og består hovedsageligt af Offreds indre refleksioner om det kaos omkring hende. I konstante spring mellem nutid og fortid, bygges et billede af denne kvinde og dette samfund, som er nået til så store ekstremiteter, at det tager en hel bog om at forstå. Offred er ikke den typiske oprører i den typiske dystopi; i størstedelen af bogen er hun fortvivlet, handlingslammet, lænket til en skæbne, som hun ikke kan genkende. Det er først, da hun opdager en gnist af medfølelse, at hun får et gnist af håb. Det er først, når menneskeligheden i hende vækkes efter en slags følelsesløs robotsøvn, at hun begynder at håbe og at stille spørgsmålstegn ved samfundet omkring hende.
I Atwoods dystopi må kvinder ikke læse. På skilte er ordene erstattet af billeder, og husholderskerne må pege sig frem, når der skal handles ind. Udover de såkaldte handmaids, er kvinder delt op i roller af hustruer og tjenestepiger, og enhver der falder udenfor sin tildelte rolle bliver sendt til kolonien. Forholdet mellem mænd og kvinder er tilsyneladende ærbart; sex er snarere et ritual end en nydelse, og enhver forulempelse på en handmaid udenfor det fastsatte månedlige ritual er forbudt. Sådan er det i hvert fald på overfladen. Men under alle disse nye regler og påbud hviler en råddenskab så oldgammel og så simpel, at Offred forskrækkes over dens blotte eksistens. Samfundet er slet ikke så forandret, som kvinderne tror. Reglerne er hullede, og der er smuthuller som samfundets højtstående mænd let kan benytte sig af. Den menneskelige natur lader sig tilsyneladende ikke så let undertrykke.
Det mest imponerende ved Atwoods roman er, at ethvert ord har en dybere mening. Hvert objekt der introduceres har et formål, og selv noget så mærkeligt futurisk som Offreds navn er resultatet af en nøje beregning fra Atwoods side (Offred betyder Of Fred. Offreds navn og dermed hele hendes identitet er resultat af, at hun ifølge samfundet er en mands ejendom). Det er genialt, og jeg blev efterladt åndeløs, da jeg indså, hvor stor en dybde hvert eneste sætning indeholder.
"The Handmaid's Tale" endte med at spøge i mine tanker lang tid efter, at jeg havde færdiglæst den. Det er en roman med ufatteligt meget på hjerte, en sitrende påmindelse om menneskets frihedsbehov, et vedvarende spørgsmålstegn overfor fortiden og nutidens kvindesyn og en smuk og velskrevet undersøgelse af menneskets behov for relationer, drømme og håb. Jeg har ikke kunne få den ud af mit hoved, siden jeg læste den i midten af august, og det har taget mig en evighed om overhovedet at overveje, at få mine følelser ned på skrift. For det er en stor bog, en vigtig bog, en anderledes bog; og mest af alt er det en god bog, der fortjener at blive læst.

"Maze Runner: Labyrinten" ( Maze Runner #1) af James Dashner

"Maze Runner: Labyrinten" (org. titel "The Maze Runner") af James Dashner, fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 2.5/5 stjerner.

Thomas vågner med kvalme, svimmelhed og et hul i sin hukommelse. Han aner ikke, hvad der er sket. Han aner ikke, hvorfor han befinder sig i et klaustrofobisk bur og bliver nedstirret af en flok unge drenge. Men snart finder han ud af, at han ikke er den eneste, der ikke forstår.
Omgivet af høje stenvægge bor drengene i Lysningen. De arbejder, de organiserer, og de planlægger. Hver måned ankommer en ny hukommelsesfortabt dreng til Lysningen, og hver morgen løber en flok særligt udvalgte løbere ind mellem de høje stenvægge og forsvinder ind i en farlig labyrint. Løberne har til opgave at finde en vej ud – men hvis de ikke er vendt tilbage inden mørket falder, lukker labyrintens porte dem inde. Og der er ingen, der nogensinde er vendt tilbage fra en nat i labyrinten.

“"Hvis du ikke var bange," sagde Alby, "var du ikke et menneske."”

Selvom "Maze Runner" er en dystopi, fyldt med science-fiction, action og plot-twists, var det for mit vedkommende det psykologiske aspekt, der for alvor fangede min interesse. Den klaustrofobi der ligger i bostedet; et indespærret hjem omgivet af stenblokke, labyrinter og truende nattelyde fra dødbringende væsener, følelsen af overvågning og et udefrakommende  system, gør det lille samfund til et omklamrende hjem. Modsætningsvis er det dog alligevel netop et hjem, det er det eneste sted, drengene har kendt; det eneste, de kan huske de har kendt, og efterhånden som de langsomt indretter sig med daglige pligter, gøremål og regler, falder de ind i acceptens vane. Der er en tydelig ambivalens mellem drengenes ønske om at flygte og om at blive. Frygten for det ukendte skaber en form for tryghed midt i al utrygheden.
Det er derfor meget let at trække tydelige linjer mellem Dashners science-fiction roman, og William Goldings klassiker "Lord of the Flies". Begge bøger omhandler en flok unge drenge i isolerede omgivelser, uden voksne og uden virkelighedsfornemmelse. Begge bøger beskriver en eller anden form for magtstruktur, der tippes, og begge bøger er dystopiske. Men hvor psykologien vægter højest hos Golding, er den mindre betydningsfuld for Dashner. For Dashner skriver ikke en psykologisk roman – han skriver en actionroman. Og det går desværre ud over karaktererne. 
Egentligt indeholder "Maze Runner" mange interessante karakterer. Der er den konfliktfyldte leder Alby, som ikke aner om han vil blive, eller om han vil flygte, den agressive Gally som bliver forledt af sin egen frygt, den tillidsfulde Chuck som plages af savn og den ordknappe Newt, der halter omkring med tvivl i øjnene. Deres ambivalens er tydelig, og de er alle i konflikt med sig selv. Problemet er bare, at de ikke er hovedpersoner.
Bogens hovedperson og helt er Thomas. Og Thomas er problematisk, for han handler uden fornuft, uden omtanke og uden følelse. Som en mekanisk robot farer han rundt og drives fremad af motiver, som han end ikke selv kan forstå. De ting han kommer ud for, og de ting han kan medfører altid mærkeligt belejlig problemløsning, og hans største uheld udfalder altid med bekvemmelighed. Som resultat fremstår hans personlighed uendeligt flad; Thomas bruges snarere som et plotværktøj end som en egentligt karakter.

“Han huskede masser af små ting om livet – spise, studere, lege; tøj, generelle billeder af verdens fremtoning. Men de detaljer, der skulle til for at udfylde billedet og skabe en ægte og komplet hukommelse, var på en eller anden måde blevet slettet. Det var som at se et billede gennem mudret vand.”

Jeg må indrømme, at jeg læste denne bog baglæns. For næsten en måned siden sad jeg i en fyldt biografsal sammen med Stine til en tidlig filmvisning. Jeg så James Dashners historie udspille sig på en storskærm, før jeg kunne forholde mig til ordene bag. Jeg havde ikke researchet noget som helst på forhånd, og jeg anede intet om historien.
Selvfølgelig blev jeg hurtigt forvirret. Selvfølgelig manglede filmen vigtig information, og selvom jeg på sin vis nød filmens hurtige tempo, blev jeg efterladt med talrige sorte huller. Der var så mange ting, jeg ikke forstod, så mange svar jeg ikke fik, så mange detaljer der stak ud og fremkaldte undren. Grunden til at jeg læste bogen var, at jeg ville have mere information. Jeg læste den for at finde ud af præcis hvad, der var blevet udeladt.
Måske er det for meget pres at lægge på en bog. Måske er det et forkert læsemotiv. Måske er det derfor, min læseoplevelse ikke lykkedes. For jeg fik ikke svar. Faktisk blev jeg kun efterladt med flere spørgsmål, mere undren og flere sorte huller. Selvom bogen på sin vis er en page-turner, en hurtig-læst fornøjelse, der kun tog mig en enkelt aften at fortære, så er den til tider også usammenhængende, uforklarende og alt for abrupt. En af de største udfordringer ved a skabe et mysterie er vel netop, hvor meget der skal forties i mystik – og hvor meget der skal afsløres. Det er i den balancegang, jeg synes Dashners bog fejler.
Da Thomas ankommer, forvirret, bange, udsultet og uden hukommelse, bliver han mødt af en flok drenge, der ikke vil svare på et eneste spørgsmål. Bogens første halvdel føles til tider som en evig ping-pong mellem Thomas' spørgsmålstegn og bipersonernes monotone messen: "Det kan jeg ikke svare på". Selvom jeg udmærket forstår behovet for at lade Thomas forblive forvirret, og bogen forblive hemmelighedsfuld, så er det ufatteligt trættende læsning. Læseren ender med selv at blive ligeså frustreret som Thomas – for hvorfor i alverden kan han ikke blot få svar? Der er intet der forhindrer drengene i at indvie Thomas i deres nye tilværelse. Intet udover forfatteren, der ønsker at bevare sin spændingskurve.
Og det er måske i virkeligheden mit største problem med denne bog: den er alt for konstrueret, dens historie er alt for tydeligt skabt af en forfatter, der har brug for, at tingene skal være som de er. Thomas kan ikke få svar, fordi der skal være spænding. De mærkværdige edderkoppelignende fjender, Strafferne, kan klatre indeni labyrinten men ikke udenpå den, fordi drengene skal være i live. Telepati introduceres af ingen anden årsag, end at to af bogens karakterer skal kunne kommunikere privat. Og Thomas udløser en række af opdagelser og forandringer, fordi nogen skal gøre det, for at bogen kan ledes videre.
"Maze Runner" er bestemt lovende. Det er en spændende bog med et spændende plot og ikke et sekunds læsekedsomhed. Afslutningen er et vidunderligt plot-twist, og stemningen er anspændt, nervøs og konstant opbyggende. Problemet er bare, at det hele er alt for tydeligt skruet sammen. Det giver ikke mening.

"Maze Runner" udkommer på dansk i dag, og filmen har dansk premiere d. 18/9.

"Cloud Atlas" af David Mitchell

"Cloud Atlas" af David Mitchell, fra forlaget Sceptre, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2004). 4/5 stjerner. 

"Cloud Atlas" er udgjort af seks fortællinger - nærmest noveller - om seks forskellige menneskeskæbner og deres tematiske magtkampe. Umiddelbart er sammenhængen og den røde tråd ikke til at spotte, men efterhånden som historierne udfolder sig, begynder adskillige sammentræf langsomt at tage form. 
I 1850 begiver Adam Ewing sig ud på en sørejse, hvor han bliver mødt med en grotesk behandling af slaver og forsøger at gøre op med det. Han støder også på Henry Goose, en læge der forsøger at medicinere ham mod en livstruende parasit. 
Den unge musiker Robert Frobisher bliver i 1931 erklæret fallit, og må søge tilflugt i Belgien hos en svagelig komponist, der mangler hjælp med sine nodearrangementer. Pludselig er Robert fanget mellem en sammenfiltring af hans egne musiske kreationer og hans arbejdsgivers. 
I 1975 forsøger journalisten Luisa Rey at opspore en skjult historie om optakten til en mulig atomkatastrofe. Hun har dog ingen anelse om, hvor farlig hendes mission er, før hun er omgivet af dødsfald og på flugt fra skrupelløse firmaer. 
I nutidens England kommer den ældre forlagsredaktør Timothy Cavendish ud for voldelige trusler fra en bitter klient, og må som følge søge tilflugt. Uheldige omstændigheder og adskillige misforståelser leder ham dog til et plejehjem, som stempler ham som værende dement og utilregnelig.
Somni-451 er en menneskeskabt klon, hvis skæbne udspiller sig i en nær dystopisk fremtid. Et forsøg på at skabe et bedre liv hvirvler hende ind i et farligt opgør, hvor loven overtrædes til ære for kampen for retfærdighed. 
I en fjern fremtid, hvor menneskeheden er reduceret til primitive vilkår, fortæller Zachry historien om sin ungdom, hvor han har måtte kæmpe mod stærke indre kræfter, og foretage svære valg mellem egoisme og medfølelse.

"A half-read book is a half-finished love affair."

Da jeg lukkede "Cloud Atlas"og atter satte den tilbage på hylden, blev jeg efterladt med ambivalente følelser af kærlig beundring og dyb ærefrygt. "Cloud Atlas" er nemlig muligvis en af de få bøger, hvor formen vinder over indholdet. 

Som ringe der spredes i vandet, breder de seks separate historier sig over forskellige temaer, tidsaldre og verdensdele for blot at blive brat afbrudt af en ny historie uden nogen tilsyneladende sammenhæng eller fællesnæver, lige som fortællingen nærmede sig sit klimaks. Mønstret gentages fem gange, indtil læseren langsomt arbejder sig frem til romanens kerne og omdrejningspunkt; den sjette skæbnefortælling om den dystopiske verden Zachry befinder sig i. Herefter brydes mønstret, og historierne spejlvendes i omvendt rækkefølge, med vrangen udad, således at kapitlerne er centreret rundt om Zachry.

En sådan opstilling er ikke blot kvalmefremkaldende og svimlende - den danner også en smuk ramme for romanen, og markerer hvordan fortællingerne overlappes, sammenfiltres og påvirkes af hinanden. "Cloud Atlas" er gennemført kunstnerisk, selv i sin overordnede konstruktion.
De seks fortællinger er fremstillet på vidt forskellige måder. Adam Ewing skriver om sine oplevelser i sin dagbog, Robert Frobisher beretter om sin nye hverdag i breve til sin mandlige elsker, Louisa Reys oplevelser fortælles i en typisk thrillerroman-form, Timothy Cavendish's uheld fremstilles som en slags komedie, Somni-451 beskriver sit liv gennem et interview, og Zachrys mindes sin ungdom via en fortælling til nysgerrige tilskuere. 

David Mitchell favner alle fortællingsformer, og som resultat er de seks historier blændende unikke og letgenkedelige. Ikke alene er historiernes udformning vidt forskellige - de adskiller sig også ved sprogbruget, hvilket kulminerer med Zachrys fremtidsfortælling, som nærmest er ulæselig.

"My life amounts to no more than one drop in a limitless ocean. Yet what is any ocean, but a multitude of drops?" 

Som altid ved multiplot-romaner var der nogle historier, der fangede mig langt mere end andre. Især Adam Ewings foruroligende naivitet og den torturerede kunstner Robert Frobishers tragiske skæbne vandt mit hjerte. Måske er deres lidt mere simple og virkelighedsnære historier også nemmere for mig at forholde mig til.

Selve historien i Louisa Reys kapitler fremkaldte en intens spænding, men hendes karakter virker en smule intetsigende og tom. Omvendt holder jeg enormt meget af den uheldige Timothy Cavendish - men hans historie fremstår sært irrelevant og som unødvendigt fyld i en allerede tung skæbneberetning.

Somni-451 og Zachry repræsenterer begge en dystopisk fremtidsforestilling, og jeg måtte virkelig koncentrere mig, for at forstå det fremtidskoncept de udgør. Historien om Somni-451 er muligvis den klassiske dystopi med oversete og uretfærdigt behandlede kloner, hvorimod Zachrys virkelighed er en form for apokalyptisk skræmmebillede, hvor spiritualiteten er i centrum. Desværre er Zachrys historie meget svær at læse, eftersom sproget skal forestille at være degenereret, og derfor hovedsageligt består af apostroffer og halve ord.

"Souls cross ages like clouds cross skies, an' tho' a cloud's shape nor hue nor size don't stay the same, it's still a cloud an' so is a soul. Who can say where the cloud's blowed from or who the soul'll be 'morrow? Only Somni the east an' the west an' the compass an' the atlas, yay, only the atlas o' clouds." 

Der er mange temaer, der binder de seks historier sammen på kryds og tværs af hinanden. Modermærker, sjælevandringer, breve og romaner, store og små magtkampe, menneskelige kreationer der bliver forsømt, komplekse musiske kompositioner og en dyster besked om, at menneskehedens behov for dominans er dommedagsfremkaldende.

Men mest af alt læser jeg de seks historier som dokumentationen af, hvordan menneskeliv kan påvirke og influere hinanden; en slags uendelig livscyklus i et spindelvæv af tilfældigheder, vildledt dømmekraft og tapre beslutninger.

"Fahrenheit 451" af Ray Bradbury

"Fahrenheit 451" af Ray Bradbury, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1953). Læst på dansk - orginalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Romanen udspiller sig i en nær fremtid, hvor Guy Montag arbejder som brandmand; et job der i fremtiden indebærer at opspore og brænde bøger. Med en naiv sikkerhed udfører Guy automatisk samfundets ordrer, og stiller ikke spørgsmålstegn ved sit arbejde. 

Alt dette ændres dog, da han helt tilfældigt møder den unge nabopige, Clarisse, som langsomt begynder at så små korn af spørgsmålstegn i hans sind. Langsomt åbnes hans øjne for den destruktive behandling af værdifulde bøger, og den slørede tilværelse hans kone - og alle andre i hans omgivelser - lever foran deres tv-skærme. 

Hans velordnede og strukturede livsgrundlag smuldrer langsomt omkring ham, og han længdes efter noget mere substantielt; noget han måske kan opspore i de bandlyste bøger.

"Det var en fryd at brænde. Det var en sand fryd at se ting blive opædt, se dem sortne, forkulle og forvandles."

På det seneste har dystopiske fremtidsforestillinger domineret den litterære scene, og det har givet mig lyst til at søge tilbage og læse de klassiske dystopier. Bradburys "Fahrenheit 451" kan sættes i samme kategori som Orwells "1984", eftersom magtinstansen i begge romaner suverænt censurerer og eliminerer enhver selvstændig tanke, og ønsker at lade borgerne være bedøvet og uskadeliggjort af deres egen hjælpeløshed. 

Bøger er i "Fahrenheit 451" det helt store omdrejningspunkt; og Guy Montag udvikler sig fra at være en mekanisk maskine til et selvstændigt tænkende væsen, der vil gå i døden for at beholde og bevare en bog. Bøgerne står for noget helt essentielt; oplysende viden og store spørgsmål. Og det er netop disse eksistentielle spørgsmål, som samfundet søger at tilintetgøre. 

"Han fornemmede det, som om han havde ladt en scene med et mylder af skuespillere bag sig. Som om han var smuttet væk fra den store seance og alle dens morderiske genfærd. Han var på vej ud af en skræmmende uvirkelighed og ind i en virkelighed, der forekom ham uvirkelig, fordi den var ny for ham." 

Bradbury viser et lammet samfund, bedøvet af beroligende piller og af den summende lyd fra interaktive tv-skærme. Et samfund hvor menneskene har trukket sig ind i sig selv, og betragter verden glide forbi med en intetsigende apati. Altsammen på grund af manglen på bøger - og manglen på de spørgsmål, bøger kan forårsage.

"Fahrenheit 451" er en af de få romaner med evig relevans. Temaer som censur og passive liv tilbragt foran elektroniske skærme, er noget som vi dagligt må tage stilling til - i mere eller mindre grad. Bradbury understreger vigtigheden af litteratur; og det er en pointe, jeg varmt kan forholde mig til. Den udefinerbare kraft der ligger i velskrevne ord er bestemt ikke noget, man skal undervurdere. 

Bogen var således dybt tankevækkende for mig at læse. Og jeg læste den hurtigt. De tre stjerner skal ikke være udtryk for bogens store betydning og klarsyn (som er ubenægtelig), men snarere min egen oplevelse af fortællingen. Jeg fandt slutningen en smule vag, og jeg var utilfreds med Clarisses pludselige forsvinden. Det virkede så brat. Sandheden er, jeg ville ønske, romanen ikke var så kompakt - et så vigtigt budskab kunne sagtens bevilliges flere sider og en dybere udforskning.

Bradburys roman borer i et emne, der fortjener stor dedikation og fordybelse; og resultatet bliver desværre en smule overfladisk. Men bogens pointe er på sin vis tidløs, og kvalificerer "Fahrenheit 451" til titlen som en sand klassiker.