fredag den 12. april 2013

"Stardust" af Neil Gaiman

"Stardust" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1999). 5/5 stjerner. 

Tristran Thorn befinder sig i et klassisk dilemma, da han forelsker sig i landsbyens eftertragtede skønhed Victoria Forester, som behandler ham med en overlegen ligegyldighed. I et overilet forsøg på at vinde hendes hjerte, begiver han sig ud på en lang rejse for at finde en falden stjerne. 
Han vender ryggen til den isolerede og trygge hverdag, han kender, og drager ud i en ukendt verden fyldt med magiske undere af den slags, han hele sit liv har længtes efter. Hans eventyrsfærd bliver således mere end blot en pligtopfyldende mission; den bliver en livsforandrende opdagelsesrejse gennem fremmede landskaber og nye horisonter.

"There was once a young man who wished to gain his Heart's Desire...."

Jeg har ofte spekuleret på, om tiden for eventyrsfortællinger måske har passeret os. Naturligvis udgives der årligt talrige fantasy-romaner om vampyrer, varulve og talentfulde troldmænd, men det er en tankevækkende sjældenhed at støde på et simpelt eventyr udgjort af tryllestøv og dybtfølte drømmespind. 
Men "Stardust" førte mig atter tilbage til eventyrenes drømmeverden. Og det var en usigelig fryd endnu engang at læse et ægte eventyr, opbygget omkring et klassisk tema og fyldt med genkendelige eventyrstræk.

He wondered how it could have taken him so long to realize he cared for her, and he told her so, and she called him an idiot, and he declared that it was the finest thing that ever a man had been called.” 

"Stardust" er selvfølgelig et nyfortolket eventyr, tilpasset til den moderne verdensanskuelse og til et voksent publikum. Der er adskillige voldelige scener, bandeord og detaljerede sexuelle beskrivelser. Historien egner sig bestemt ikke som beroligende højtlæsning for døsige børn - men det er dog alligevel et eventyr; og det er fyldt med ældgammel magi, enhjørninger, hekse og faldne stjerner.
Gaiman har kreeret en beundringsværdig balance mellem de nutidige udtryk og de traditionsrige eventyrselementer, hvilket resulterer i en helt unik fortællerstemme. Dialogerne er morsomme og kærligt ironiske, beskrivelserne af de talende træer og verdensfjerne spøgelser er fortryllende, og det endelige budskab er varmt og forhåbningsfuldt. Moralen lader blot til at være en simpel og velkendt sandhed; at hjertets vej altid er den rigtige - hvor ulogisk den end synes at være. Et smukt synspunkt indhyllet i et eventyrstæppe vævet af glitrende, blinkende stjerner.  

She says nothing at all, but simply stares upward into the dark sky and watches, with sad eyes, the slow dance of the infinite stars.

Jeg er dybt imponeret over Gaimans fantasi, og hans evne til at vække den til live. "Stardust" forener både nytænkning og tradition i en yndefuld kombination, og er dybt original. Den var overraskende hurtigt læst, og jeg tabte på intet tidspunkt min opmærksomhed.
Ved første øjekast ligner "Stardust" måske blot endnu et eventyr, men i virkeligheden er den langt mere end det. Gaiman formår ikke blot at puste liv i en forsømt genre - han omdefinerer den fuldstændig. Eventyrsformen bliver noget helt andet i hans kunstfærdige hænder; den bliver hans egen særegne blanding af velkendte og helt nye elementer. Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Neil Gaiman - gerne meget snart.

8 kommentarer:

  1. Det her er til noget helt andet end bogen (som jeg er sikker på er god), men jeg er altid overrasket over at du formår at have kjole på stort set alle billeder du tager - og tit med bare arme. Jeg synes bare det ser så fint ud! Og ville selv ønske jeg kunne gøre det noget mere, men med en gennemsnitstemperatur på 18grader her hjemme så synes jeg simpelthen det er for koldt :O

    Men altså, du ser pæn ud! :D ha

    SvarSlet
    Svar
    1. Bogen ér god! Det lover jeg ;)
      Og du har helt ret; jeg har altid kjole på. Jeg er nok ca. den ultimative kjolepige. Oftest tager jeg dog en trøje/strik ud over i disse kolde dage, men når jeg bare tuller rundt herhjemme, så når jeg aldrig så langt.

      Og tak! :)

      Slet
  2. Bare navnet i sig selv er jo fortryllende. Vi har alle brug for lidt stjernestøv i hverdagen og et eventyr at drømme os væk i.
    Findes den på dansk også?
    Og og hvor er den fine hvide kjole fra?

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis; det er jo ren eskapisme!
      Ja, den findes på dansk under titlen "Stjernestøv", og kan lånes på over 80 biblioteker. Desværre er det umuligt at købe den nogen steder, da den tilsyneladende er udgået fra forlaget. Suk.

      Kjolen er en lidt ældre sag fra H&M Conscious Collection 2011 :)

      Slet
  3. Den er noteret i mit hæfte over bøger som skal læses. Må jeg spørge, læser du altid bøgerne på engelsk?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder skønt. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den til enhver eventyrselsker :)

      Jeg læser oftest engelske bøger, ja. Det er både ud fra et ønske om at læse engelsk litteratur på originalsproget, da jeg ofte synes danske oversættelser halter lidt - men også fordi, bøgerne er langt billigere og nemmere at finde på engelske webshops. Men selvfølgelig læser jeg også danske bøger og danske oversættelser af og til :)

      Slet
  4. Hej Rikke
    Hvor har du købt den flotte udgave af bogen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej,
      Bogen er en såkaldt "Gift Edition", og jeg købte den lige her: http://www.amazon.co.uk/Stardust-Gift-Neil-Gaiman/dp/0062200399/ref=sr_1_1?s=books&ie=UTF8&qid=1365919625&sr=1-1&keywords=stardust+neil+gaiman

      Den er nemlig virkelig smuk!

      Slet