fredag den 31. maj 2013

"I Capture the Castle" af Dodie Smith

"I Capture the Castle" af Dodie Smith, fra forlaget Vintage Children's Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1949). 4/5 stjerner. 

Familien Mortmain lever i en forfalden slotsruin, som de end ikke har råd til at betale huslejen for. Cassandra Mortmain, hendes storesøster og hendes lillebror bor sammen med deres far og hans excentriske kæreste. Faderen er et tidligere skriftlig geni og en hyldet forfatter, som har isoleret sig i et lille kammer og lukket døren omhyggeligt for omverdenen. Familien befinder sig i en lille tidskapsel, og fører en næsten utopisk og kunstnerisk bohemisk tilværelse i deres sekluderede samfund.
Denne bog er udgjort af lethjertede fjollerier, den uimodståelige duft af varm kakao, følelsen af summende tanker efter et varmt bad, sukkende refleksioner over manglende pragmatik og økonomi, familiekærlighed, midsommerritualer og den første bittersøde forelskelse. Dette er Cassandra Mortmains dagbog - fyldt med rosenrøde drømmerier og knusende erfaringer.

"When I read a book, I put in all the imagination I can, so that it is almost like writing the book as well as reading it - or rather, it is like living it. It makes reading so much more exciting, but I don't suppose many people try to do it.

Det er svært at definere den sødme, der strømmer gennem siderne i Dodies Smiths "I Capture the Castle". Blandt det svimlende antal af rørende coming-of-age fortællinger, indtager den en af de øverste og mest beærede pladser i mit hjerte. Fortællingen om den beskedne forfatterspire Cassandra Mortmain og hendes komiske og fuldkommen forrykte familie, er udgjort af mange forskelligartede og skinnende komponenter - der muliggør en fornøjelig læsning på både komplekse og simple niveauer. 
Romanen repræsenterer Smiths tilbagesøgen til et idyllisk scenarie før krigstiden, og er således præget af uskyldig barndom, romantiske forestillinger og lykkelig uvidenhed. Med den isolerede familie i det forfaldne slot, har Smith kreeret en lille tidslomme, hvor ingen udefrakommende bekymringer kan trænge ind. Cassandra og hendes søster befinder sig derfor i en helt seperat tidsalder; omgivet af Austen-fantasier og magiske barndomsminder. 
Cassandra Mortmain er personificeringen af enhver håbløs ung drømmer. Hendes betragtninger er skarpe, komiske og charmerende funderinger over hverdagsbrudstykker og forfatterforestillinger. Hendes dagbog indeholder både lovprisninger af glæden ved smør på brødet, refleksioner over læsning, klassiske forfattere og skrivning samt adskillige fantasiforestillinger af omvandrende djævle og dånende kærlighedsscener. 
Dagbogen dokumenterer langsomt og subtilt hendes transformation fra pige til kvinde, fra isolation til offentlighed og tabet af hendes blidt illusionære virkelighedsfornemmelse. Cassandras romantiske idealer bliver tabt på jorden, ligeså snart hun træder udenfor slottets beskyttende vægge. 

"My hand is very tired but I want to go on writing. I keep resting and thinking. All day I have been two people - the me imprisoned in yesterday and the me out here on the mound; and now there is a third me trying to get in - the me in what is going to happen next.

Til dels er dette en melankolsk fortælling med en bittersød eftersmag, men den er fortalt så vittigt og morsomt, at dens charme udvisker ethvert suk. Smiths skrivestil er fuldkommen absorberende og autentisk; bedårende og sørgmodig. Begyndelsen af historien er afgjort Austen-inspireret, og de indarbejdede referencer til Austen, Brontë og Hardys værker tilføjer en fin litterær stemning til læsningen.
Romanen tydeliggør en splittelse mellem en smertefuld længsel til den simple barndom, og lyse forhåbninger om en luksuriøs fremtid. Men det er også en fortælling om livets små lykkebringere; den længe ventede smag af kirsebær-brandy, fornøjelsen af smuk musik og lyden af et knitrende bål en lun midsommeraften. Bogen er en hyldest til læsning, til forfatteres skriveprocesser og klassiske romaner, ligesåvel som det er en kærlig fremstilling af familieforhold og en genoplivelse af den første, stormende forelskelse. Det er en hjertevarm fortælling fyldt med skæve karakterer, vidunderlige citater, tankevækkende refleksioner og dybtfølt livsvisdom.
Da jeg for nyligt indså, jeg ikke ejede et eksemplar af "I Capture the Castle", tøvede jeg ikke ét sekund med at få den bestilt hjem. Klikket på Amazon skete nærmest omgående. Dette er nemlig en af de få bøger, jeg har brug for at kunne knuge tæt ind til mig, kærtegne med en regnsky af kys og genlæse hver eneste midsommer. Det er en af de få bøger, jeg har brug for at eje, og aldrig nogensinde blive tvunget til at stille tilbage på bibliotekshylden - simpelthen fordi nogle bøger, er umulige at give endegyldt slip på. "I Capture the Castle" er essensen af bare tæer i græsset, blomster i håret og håb i hjertet. 

"Noble deeds and hot baths are the best cures for depression.

4 kommentarer:

  1. Umiddelbart vil jeg sige, at hvis du ikke føler for den, så lad være. Det er altså langt bedre at gå i gang med en bog, som man selv syntes lyder spændende, end at "pligt-læse" fordi andre syntes at man skal - det er spild af tid, for der er SÅ meget andet godt derude, og hvorfor så spilde tiden på noget som man dybest set ikke gider læse. =D

    Jeg vil dog også sige, at din og min bogsmag ofte er ret forskellig (ud fra de anmeldelser jeg kan se på din blog), forstået på den måde, at du fx læser en del klassikere (som jeg til min store fortrydelse sjældent syntes særligt godt om), og jeg kunne måske forestille mig, at denne bog kunne være noget for dig alligevel. Det er bare min umiddelbare tanke, og det kan selvfølgelig være, at du er lige så lidt begejstret for den, som jeg selv er, men tja, jeg vil ikke helt udelukke, at du måske kunne syntes om den... =)

    SvarSlet
  2. Jeg har altid gerne ville læse denne!

    SvarSlet
  3. This is such a great review! I just finished reading "I Capture the Castle" for the first time, in one sitting, and you captured the mood and effect of Dodie Smith's beautiful novel perfectly! I don't know if I am the only one who feels this way, but I got really upset about the way Stephen was treated, and at some point started crying every time he was mentioned. For some reason I never really liked Simon.

    SvarSlet