"Neverwhere" af Neil Gaiman

"Neverwhere" af Neil Gaiman, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1996). 5/5 stjerner. 

Ligesom Hogwarts er ikke-eksisterende for enhver uindviet muggler, findes der en verden under Londons gader, som ingen almindelige mennesker er i stand til at begribe. En sær og mærkværdig verden, et makabert spejlbillede af det velkendte London.
Richard Mayhew finder en dag en pige med blødende sår liggende på gaden. Han tager hende til sig og hjælper hende - og befinder sig pludselig i en hvirvelvind af usandsynlige omstændigheder. Fra sin vante og trivielle dagligdag i 'London Above', kastes han ned i det kaotiske 'London Below', hvor stedsbetegnelserne på én gang er letgenkendelige og komplet fremmede.

“Metaphors failed him, then. He had gone beyond the world of metaphor and simile into the place of things that are, and it was changing him.”

Da jeg blev færdig med "Neverwhere", befandt jeg mig i en drømmelignende trance. Jeg sad, helt ubevidst, og knugede bogen tæt ind til mig. Min kæreste kiggede undrende på mig, hævede øjenbrynene og bad mig om at "lade være med at bøje bogen". Og fortryllelsen blev  brudt, magien blev omdannet til begejstring, og begejstringen transformerede sig til beundring. Beundring for Neil Gaiman, hans fantasi og hans forfatterskab.
Verdenen der præsenteres i "Neverwhere" er en parallelverden og stilles konstant i kontrast til dens realistiske modpol. London Below er et sted, hvor alle som er 'faldet gennem verdens sprækker' havner - og som konsekvens bliver de til skyggeeksistenser i London Above. Heri ligger en fin observation af, hvor let menneskeheden har ved at lukke øjnene for det ubehagelige og det uvisse; de fattige, hjemløse og hjælpeløse som ofte færdes på gaden som usynlige væsner. Gaiman fejrer således samfundets skævheder og udskud, og London Below er overbefolket af håbløst naive og angstplagede personligheder, som alle prøver at finde deres egen vej i deres egen virkelighed. 
London Below er udgjort af vilde og højtflyvende forestillinger; kloak-lignende labyrinter, rotte-tilbedende samfund, monstre, uplacerbare markedspladser og huse der forbinder lokaler over hele London. Det er et forvrænget sted med drømmeelementer og mareridtsmørke, en kombination af en fantasiverden og en faktisk destination med genkendelige stednavne og områder - og som resultat, er det fuldstændig forståeligt. 

“Richard did not believe in angels, he never had. He was damned if he was going to start now. Still, it was much easier not to believe in something when it was not actually looking directly at you and saying your name..” 

Persongalleriet i "Neverwhere" er både komisk, forstyrrende, bedårende og interessant. Mr. Croup og Mr. Vandemar fortjener en plads blandt litteraturens bedste skurke; deres usigelige eufori over mord og tortur samt deres bizarre forbigående samtaler er splittet mellem ubehag og komik. 
Lady Door, den kvindelige hovedperson, er en udpræget venlig og varm karakter - hvorimod hendes bodyguard, Hunter, er distanceret, uengageret og kold. Marquis de Carabar minder påfaldende meget om Rumleskaft med alle hans udspekulerede planer, komplicerede handler og mange tjenester. 
Richard Mayhew gennemgår selv en fantastisk udviklingsproces gennem sin eventyrsfærd. Han starter som en usympatisk og triviel hovedperson på jagt efter en sløret drøm om en 'normal tilværelse', og ender som en helt, en sejrsherre og en omsorgsfuld ven. Efterhånden som bogen lakker mod enden, indser han, at hans guldrandende drøm har rustne kanter, og begynder at revaluere hans livsstil og livsværdier. Han opdager, at hans identitet ikke behøver at være defineret af hans lejlighed, hans job eller hans kæreste - han opdager, hvem han er i den inderste krog af hans sind. 
Alle karaktererne har deres egen individuelle stemme, en helt unik måde at tale på, opføre sig på, og et særegent regelsæt at ræsonnere efter. De har alle en vidt forskellig livsfilosofi, en vidt forskellig søgen og et vidt forskelligt mål; og de forenes i en farverig eksplosion af forræderi, tillid, venskab, aftaler og hævn. Måske kan "Neverwhere" i virkeligheden tolkes som en indsigtsfuld undersøgelse af menneskets forskelligheder og interageren. 

“There was no moon but the night sky was a riot of crisp and glittering autumn stars. There were streetlights too and lights on buildings and on bridges which looked like earthbound stars and they glimmered repeated as they were reflected with the city in the night water of the Thames. It’s fairyland thought Richard.”

Plottet er fyldt med eventyr, illusionære blindgyder og uventede drejninger. Alle mine gætterier i starten af bogen faldt til jorden og blev erstattet med uforudsete muligheder. "Neverwhere" er et medrivende opdagelsesforløb, der navigerer omhyggeligt rundt i et hav af karakterer. Kapitlerne følger flere personligheder af gangen, leder dem fra hinanden og forener dem igen; altsammen med et overlegent overblik. 
Denne bog er enestående, fordi den muliggør en sand virkelighedsflugt. Den vil transportere sin læser til en surrealistisk, og dog fuldstændig håndgribelig, verden med bizarre, og dog elskelige, karakterer. Den vil fremkalde smil, latterkramper, højlydte gisp og knytte tætte og rørende bånd. Skrivestilen vil forhekse og betage, og enhver læser vil forelske sig i Gaimans flydende, satiriske og smukke ord. Det er uundgåeligt.