"Redningsbåden" af Charlotte Rogan

"Redningsbåden" (org. titel "The Lifeboat") af Charlotte Rogan, fra Politikens Forlag, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 2/5 stjerner. 

Charlotte Rogan forsøger i sin debutroman "Redningsbåden" at kortlægge menneskets umenneskelige overlevelsestrang, og påvise de forskellige reaktionsmønstre, der opstår under stærkt psykisk pres.
Romanen udspiller sig i 1914, hvor skibet 'Empress Alexandra' forliser. Hovedpersonen, Grace, får via sin mand skaffet en plads i en af redningsbådene - hendes eneste håb for overlevelse i det store hav. Problematikker opstår dog, da det viser sig, at redningsbåden ikke kan holde til alle dens passagerer - og nogle derfor må ofres. I redningsbåden betragter Grace hvordan magtforholdene svinger og ændres i takt med bølgerne omkring dem. Hærget af sult, bekymring og vrangforestillinger er bådens passagere ude af stand til at tænke klart.
Tidligt i bogens forløb afsløres det, at Grace er en overlever fra redningsbåden, og nu er involveret i en retssag, der truer hende med fængsel. Hårde beslutninger og umulige situationer, der udspillede sig i redningsbåden bliver gransket i et grundigt lys; handlede passagerene hæderligt i deres ekstreme situation? Eller var deres handlinger for koldblodede til at retfærdiggøres af omstændigheder? 

“Omsider kastede solen sit grå morgenlys på os og oplyste næsten umærkeligt vores flydende verden; men ethvert håb, vi i løbet af natten havde næret om, at daggryet ville feje nattens drama bort, blev hurtigt knust.”

Der er en snigende ubehagelighed over at læse om mennesker i undtagelsestilstand; mennesker der befinder sig udenfor samfundet og dets sociale spilleregler. Tryghedsrammer der krakelerer, og nærmest dyriske overlevelsesinstinkter der overtager tankegangen. I det øjeblik natur stilles overfor kultur, ophører enhver tilegnet dannelse og civilisation.
I Rogans redningsbåd sker forandringen gradvist; alle karaktererne gennemgår faser af panik, godtroenhed, håb, dødsangst og kampånd. Den stærkeste stemme, John Hardie, tager straks styringen over båden, og omgiver sig selv med en nærmest mytisk tilbedelse. Passagererne har tiltro til ham og hans iskolde mod - han fanger fisk, uddeler vandrationer og navigerer båden i den rette retning. Han forudsiger vejr og vind, og beslutter hvem der skal leve eller dø. Efter flere dage med sult, død og stormvejr, tipper magtbalancen; og den sociale struktur transformeres.
"Redningsbåden" er således et forsøg på en eksamination af menneskets reaktion på et isoleret miljø, hvor hovedreglen er 'survival of the fittest'. Det er en bog, der omhandler den basale menneskelige natur, og de ting vi er villige til at ofre for at holde os i live. Moralske spørgsmål svæver i luften, og jager persongalleriet i deres bevidste øjeblikke; er det mord at ofre liv, hvis det sikrer størstedelens overlevelse? Og er passivitet overfor umoralske gerninger lig med et stiltiende samtykke?
Størstedelen af bogen er fortalt ud fra en beretning, Grace udarbejder i forbindelse med hendes retssag. Efterhånden som historien udfolder sig, dannes derfor samtidig et indtryk af Grace. Hun befinder sig konstant på vippekanten mellem tilskuer og deltager i de væsentligste problematikker på redningsbåden; og hendes holdning er aldrig fast eller konsekvent. "De er ikke så svag, som De foregiver at være" hvæser Hannah, en af de anklagede, til Grace på vej til retssalen, og sætter derved spørgsmålstegn ved hele Graces historie. Personlige motiver og utroværdige hændelser sniger sig ind i bogens fortællerform, og understreger atter Graces kamp for overlevelse. For retssalen er en ligeså drabelig situation som redningsbåden - på trods af dens civiliserede omgivelser.

“Men det, jeg så foran mig, var ikke sociale strukturer og kulturelle bedrifter. Jeg så noget mere naturligt og uforklarligt, ikke havets modsætning, sådan som fast stof og tomhed er modsætninger, eller livet er det modsatte af døden, men en forlængelse af det. Måske havde jeg en forudanelse om, hvad der var på vej, eller måske var min opfattelsesevne blot farvet af bekymring for, hvad jeg havde i vente.” 

Da jeg læste "Redningsbåden" blev jeg gang på gang mindet om William Goldings "Lord of the Flies", som bevæger sig omkring de samme tematikker om den menneskelige natur. Problemet er blot, at hvor Goldings bog var revolutionerende, tilføjer Rogans fortælling intet nyt til emnet. Konklusionen er den samme som Goldings, og plottets opbygning gentager sig selv i en evighed.
Hovedkonflikten i "Redningsbåden" befinder sig i John Hardies brutale styrke, og Mrs. Grants' tilsyneladende mere moralske opgør. Fra side ét antydes en magtkamp mellem de to karakterer, og som læser er man blot efterladt med en følelse af afventning. På trods af bogens dramatiske emne, tilføjes hverken dramatik eller uventede drejning til historien. 
I bogens slutning stødte jeg på tre linjer, som havde potentialet til at ændre hele historien. En vrangforestilling i Graces hjerne truede med at omvende enhver kendsgerning i en næsten "Life of Pi"-lignende symbolik. Et kort øjeblik troede jeg, bogen ville tage en uventet drejning; men jeg tog fejl, og de tre linjer blev slået stille hen. "Redningsbåden" indeholder ingen symbolsk kompleksitet eller voldsomme konklusioner - blot simple bølger af tidligere hørte spørgsmål med tidligere nævnte konklusioner. Den føltes til tider oversimplificeret og ufærdig. Måske var det Graces utroværdige fortællerform, der holdte mig på afstand, men jeg nåede aldrig at forstå eller holde af bogens persongalleri. De var uden substans og usammenhæng. På trods af det store potentiale og de tunge emner, "Redningsbåden" indeholder, vil den blot falde i et hav af glemsel. Den efterlod mig med en tom ligegyldighed. Og det er måske den største fejl, en bog kan begå, når det kommer til stykket.