mandag den 16. september 2013

Shelftemper & Booktober

Efteråret er lig med mange ting; faldende blade, hyggelige stunder, dampende kopper med te, chokoladekiks og bøger. Uendelige og uoverskuelige stakke af eventyr, kærlighedsromaner og realisme. I efterårsmånederne balancerer jeg altid på vippekanten mellem virkelighed og fiktion; jeg færdes konstant med en bog i hånden, i tasken, i hjertet.
For nylig sendte Book Depository mig deres standardiserede nyhedsbrev med overskriften: "Shelftemper & Booktober". Jeg åbnede det med en skeptisk mine, bladrede igennem, sukkede og forelskede mig i et hav af titler. Nye titler og kommende titler.
I virkeligheden er jeg håbløst bagefter med den slags opdateringer fra bogverdenen. Jeg fortaber mig tit i forbipasserede århundreder, læser forfatterskaber fra ende til anden, eller krydser endnu en klassiker af på min liste, uden at ænse hvad der foregår omkring mig, og hvilke nyhedsstjerner der pryder boghimlen. Dette efterår er dog en undtagelse; der er så mange nye udgivelser, jeg drømmer om at få fingrene i. 
Shelftemper & Booktober
D. 17/9: "Fortunately, the Milk..." af Neil Gaiman. Min berusende Gaiman-besættelse har lokket mig hen til mange omfattende interviews og YouTube-klip om "The Ocean at the End of the Lane". I et af de mange interviews hørte jeg således Neil Gaiman læse et brudstykke fra hans nyeste børnebog - og jeg vidste, jeg blev nødt til selv at læse den også. "Fortunately, the Milk..." lader til at være en uendelig komisk, fjollet og mærkelig børnebog - og Gaimans korte oplæsning af det første kapitel har allerede fået mig til at sprutte af indestængt latter. I skrivende stund befinder bogen sig i en pakke på posthuset, og jeg glæder mig til at afhente den. 
D. 01/10: "The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two"  af Catherynne M. Valente. Valentes Fairyland-serie har tryllebundet mig, og det er med længsel jeg sukker efter det næste kapitel i historien om September og hendes bibliotekselskende drage. Valentes ord er som blide eventyrspust; hendes sætninger lader læseren flyve til verdener af glitrende drømmestof. Og jeg vil så gerne afsted igen.
D. 08/10: "Longbourn" af Jo Baker. Egentligt udkom Bakers roman allerede i august, men jeg har ventet, set tiden an og trukket læsningen en smule ud. Den smukke hardback-udgave er nemlig værd at vente på. Bogen er i en genre, jeg betegner som 'guilty pleasure', og slet ikke kan stå for; Austen-fanfiction. "Longbourn" er en genfortælling af "Pride and Prejudice" - men set fra en tjenestepiges synspunkt. 
D. 10/10: "Bridget Jones: Mad About the Boy" af Helen Fielding. Første gang jeg læste om Bridget Jones, var jeg femten år, og jeg lukkede hende ubetinget ind i mit hjerte. Hendes elskelige og klodsede personlighed var genstand for mange timers lun underholdning. "Mad About the Boy" skulle efter sigende foregå i vores nutid, og Bridget skulle have ældret tilsvarende. Bogen kommer bl.a. til at indeholde Twitter-opdateringer og dagbogsoptegnelser; men mest af alt glæder jeg mig blot til et gensyn med den kære Bridget.
D. 22/10: "Rags & Bones" af Melissa Marr m.fl. Konceptet bag "Rags & Bones" fascinerer mig. Den indeholder nemlig kendte forfatteres omskrivninger, moderniseringer og nyfortolkninger af klassiske værker og eventyr. Neil Gaiman omskriver eventyret om Tornerose, Kami Garcia sætter sit præg på Brødrenes Grimms fortælling om Rumleskaft, og Tim Pratt fortolker Henry James' "The Jolly Corner". En finurlig blanding med potentiale til nye vinkler og hidtil overset magi. 
D. 22/10: "The Goldfinch" af Donna Tartt. Jeg glemmer aldrig, den første gang jeg læste "The Secret History" af Donna Tartt. Det var en surrealistisk og fuldstændig overvældende oplevelse, der efterlod mig tørstende efter mere. Jeg læste "The Little Friend" derefter, og har siden befundet mig i en evig venteposition. Donna Tartt har ikke udgivet en ny bog i 11 år - og derfor er jeg så spændt på "The Goldfinch". Tartt blander mystik og realisme med en så overlegen ynde, at jeg er sikker på, fortællingen om den kunstelskende og forældreløse Theo vil hjemsøge mig i nattetimerne.

Hvilke nyudgivelser har I efterårsdrømme om? 

25 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig sådan til Bridget Jones!

    SvarSlet
  2. Jaah Bridget!! Hende har jeg ventet længe på <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Bridget er en darling! Jeg har også ventet længe på hende!

      Slet
  3. Det er dejligt at gå og glæde sig til de nye bøger, man har kig på. Jeg vil gerne læse Maren Uthaugs 'Og sådan blev det' og Tom Buk-Swientys 'Kaptajn Dinesen', da jeg skal høre forfatteren på Louisiana på torsdag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tom Buk-Swienty skal du glæde dig til! Hørte ham engang fortælle om slaget ved Dybøl Mølle, og han var simpelthen så inspirerende at høre på!

      Slet
    2. Jeg har også hørt mange, der glæder sig til Marens bog. Den lyder sørme også fin! :) Og skønt du skal ud på Louisana og høre oplæsning :)

      Slet
  4. "Fortunately, the Milk..." er absolut en af de bøger, jeg glæder mig mest til at få fat i! Jeg er faldet pladask for Neil Gaimans fortællinger, så selvfølgelig skal jeg også læse denne.
    Andre bøger, jeg glæder mig til at få fat i, er "More Than This" af Patrick Ness, "Constable & Toop" af Gareth P. Jones, "Delia's Shadow" af Jaime Lee Moyer, og "Fangirl" af Rainbow Rowell. Desværre får jeg nok ikke læst dem alle, da der stadig er mange andre ulæste bøger i mine reoler, som har stået der i flere år efterhånden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Neil Gaiman har virkelig også vundet mit hjerte fuldstændig. Jeg glæder mig sådan til hans nyeste bog, som skulle være den mest fjollede børnebog nogensinde; lyder så uendeligt lovende, så uendelig skørt.
      Jeg kunne enormt godt tænke mig at få begyndt noget Patrick Ness. Jeg har endnu ikke læst noget af ham, men jeg vil så gerne.

      Og jeg kender godt det med de ulæste bøger i hobetal. Der er så meget at læse og så lidt tid - suk!

      Slet
  5. Shelftember og Booktober, jeg tror aldri jeg har lest vakrere ord! Tusen takk for mange flotte boktips, og jeg gleder meg allerede til ditt neste innlegg :) Hilsen Anette :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig rigtig fine ord! :)
      Og det var skam det mindste, jeg håber, du kunne bruge dem :) Tak for dine søde ord!

      Slet
  6. Jeg vil ikke lyve - jeg føler mig ret sej!

    SvarSlet
  7. Bridgiiiit!!

    Jeg glæder mig til den nye Jonas Jonasson, den tredje og sidste i Divergentserien og ... ja, alle min søde læseeksemplarer, egentlig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Bridget <3 Jeg elsker det kvindemenneske. Fiktiv eller ej!

      Og det er så rart med noget at glæde sig til. Jeg burde virkelig også snart få læst noget Jonasson og få påbegyndt "den 100årige..."

      Slet
  8. Tak, jeg tog stærk inspiration fra dig.
    Har du prøvet nr 2 af spillene som lige er udkommet på iOS og android (vil jeg gætte på også).

    Fortunately, the Milk... selvom jeg nok ikke for fingerne i den i et godt stykke tid. Men også Fairyland serien men jeg har endnu ikke fået læst de to første i serien endnu så ja den er jeg ikke så spændt på endnu.
    Men jeg har ikke så mange nyudgivelser jeg er så spændt på for tiden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fint! Og nej, de thar jeg faktisk ikke prøvet endnu. Jeg er uden mobil lige for tidne, men når jeg får den tilbage vil jeg afgjort prøve!

      Og jeg glæder mig også så meget til Gaimans seneste bog og Fairyland-serien er intet mindre end fænomenal.

      Det med nyudgivelser kommer meget i perioder, synes jeg :)

      Slet
  9. Årrrrrrh kommer der ny Bridget Jones? Glæder mig! Er nemlig også selv forfærdelig til at holde trit med nye bøger. Læser gerne de gode, gamle klassikkere. Men det er også fordi, jeg er håbløst bagud i dem. Jeg får desværre ikke læst så meget, som jeg gerne vil. Men forhåbentligt ændrer det sig, nu hvor jeg har min nye, lækre elæser! - for ja, det er super rart!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også tit fortabt i klassikerverdenen, og det er både smukt og trist. Jeg nyder at læse alle de fantastiske værker, der har haft så stor indflydelse; men sommetider føles det som om, jeg altid er et skridt bagefter på den måde, suk. Men mon ikke din elæser kan rette lidt op på det ;)

      Og ja, jeg glæder mig virkelig også til endnu et kapitel af Bridgets liv!

      Slet
  10. Book-haul snart? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du tro! Faktisk er der to på vej; et studierelateret i løbet af weekenden, og et med hyggebøger engang i næste uge. Jeg har så mange bøger liggende, jeg gerne vil vise!

      Slet
  11. Åhh, der kommer simpelthen så mange bøger, jeg har lyst til at læse de næste par måneder. Dog er der specielt én, som jeg slet ikke kan vente på. Der udkommer nemlig en ny bog i Robert Hunter serien af Chris Carter, som er en serie, jeg virkelig elsker! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fint - jeg mindes jo du er helt vild med Chris Carter. Skønt med lidt at glæde sig til! Der kommer simpelthen så mange gode bøger her i efteråret.

      Slet
  12. Jeg vil glæde mig til at En dans med drager af George RR Martin udkommer, tror nemlig det kommer til at passe med, at så er jeg færdig med at læse Kragernes Rige ;) Ellers glæder jeg mig helt vildt til at læse Analfabeten der ikke kunne regne af Jonas jonasson, jeg håber den er lige så underholdende som Den 100'årige der ... Endvidere kommer den sidste i Jan Guilliou triologi Mellem rødt og sort. Jeg vil også se frem til at læse Blindebuk af Arne Dahl og Sandmanden af Lars Kepler, men jeg er sikker på der er/kommer mange interessante bøger på markedet som jeg har overset og som jeg kan glæde mig til ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sej, hvis du kan følge med i Martins serie. Jeg er håbløst bagefter på dét punkt, men jeg ser da frem til en dag at kunne læse dem alle.
      Sikke mange bøger, du glæder dig til. Det er nu det skønneste i verden :)

      Slet