"The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There" (Fairyland #2) af Catherynne M. Valente

"The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Much-in-Little, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 5/5 stjerner. 

Den anden del af Valentes Fairyland-serie starter med forventningens ulidelighed. September venter utålmodigt på at kunne vende tilbage til Fairyland, atter at kunne betræde den magiske jord, og at blive genforenes med hendes drage og den generte Saturday. Hun opgiver næsten håbet - indtil en robåd anes i det fjerne, og en mulighed åbner sig.
Da hun endelig vender tilbage til Fairylands undere, opdager hun hurtigt, at noget er forkert. Al magien der får verdenen til at trives og fortrylles er som sunket i jorden - og ingen skygger er længere at se.
Med sin velkendte stædighed beslutter September sig for at rette op på situationen, og begynder en rejse ned i en spejlet paralelverden i undergrunden; Fairyland Below. Der fører skyggerne en frigjort og dansende tilværelse omgivet af den magi, resten af verdenen savner så desperat.

“A book is a door, you know. Always and forever. A book is a door into another place and another heart and another world.” 

Da jeg første gang snublede ind i Valentes Fairyland, blev jeg ført igennem en verden af lys og farver, fantasiforestillinger og eventyrsligheder. Sammen med September genoplevede jeg den uberørte barndomsverden, og smilede over hvor let kroppen føles, når der endnu ikke er et hjerte til at tynge, binde og forpligte.
Da jeg anden gang faldt ned i undergrunden af Valentes Fairyland, befandt jeg mig pludselig i en verden af uforudset mørke. En verden fyldt med skyggeeksistenser, spejlinger og vindpust af melankoli. Forblændet og forbavset famlede jeg mig igennem Fairyland Below, uden nogen idé om, hvad der ventede mig i de næste sving.
Fortsættelsen i Fairyland-serien præsenterer en ældre September, der er ved at gro et hjerte og delvist forlade barndomsuskylden. September er forandret - og ligeså er verdenen omkring hende og hendes elskede Fairyland. Med forsigtige skridt vandrer hun igennem en verden udgjort af skygger, magi og vildskab. Hun lærer hvad det vil sige at undertrykke følelser, at tilsidesætte og skjule brudstykker af sig selv og at påtage en dækkende maske. Hun oplever den søde bitterhed, der gemmer sig i et stjålent første kys, smerten ved venskabets forræderi, og hun ytrer tilgivelsesord for allerførste gang. Hun vokser op, hun bliver såret og hun forlader Fairyland en smule mørkere, end da hun kom. 
Valente sammenfletter ikke blot Septembers sindelag med historiens tematik - hun lader også de fiktive omgivelser, karakterer og plotdrejninger stemme fuldstændig overens med de dystre erfaringer, opvæksten kræver. Alt i denne bog er en vævende skyggeleg - både farlig, drilsk og dybt hypnotiserende. 

“You cannot escape where you come from, September. Some part of it remains inside you always, like the slender white heart in the center of the thickest onion.” 

Endnu engang blev jeg overvundet af Valentes eventyrssprog; hun skriver både skrøbeligt og pompøst på én og samme tid. Lyriske ordstillinger, en fremtrædende fortællerstemme, overdådige beskrivelser og simplistiske konstateringer. Fairyland føles som sådan en helstøbt forestilling, og Valente er i stand til at tage sig alverdens friheder uden at ødelægge dets drømmestof. I mit indre sidestiller jeg universet med Narnia og Eventyrland, hvor det netop er det ubegribelige, der gør det hele så gribende. 
Endnu engang er det samlingen af bipersoner og fantasiskabninger, der bærer fortællingen så højt. Efterhånden som September rejser gennem parallelverdenen i Fairyland Below, møder hun et væld af hjemsøgte og hjælpeløse sjæle - alle med en betydning, en pointe og et formål i historiens forløb. Jeg blev særligt rørt af en minearbejdende kænguru uden hukommelseevne, som så tydeligt illustrerede vigtigheden af fortidens minder. Ligeledes er skyggesiderne af favoritterne A-through-L og Saturday så hjertevridende charmerende, og det dilemma de repræsenterer er så komplekst og fyldt med gråzoner. I takt med bogens plot udfolder sig, tvivler September på, hvorvidt skyggerne bør live frit og vildt, eller sammensmelte med deres anden halvdel, og blive tvunget til at leve halve liv som afkastede skygger. 
Den egentlige fjende i denne fortælling er faktisk September selv; dronning Halloween er Septembers egen skygge, og dermed et brudstykke af hende selv. Halloween er Septembers underbevidsthed, separeret fra hendes krop og i fuld gang med at leve det liv, September aldrig har turde at realisere. Enhver af de såkaldte dæmoniske skygger i Fairyland Below er således blot undertrykte jeg'er af velkendte skabninger.
Det er sjældent at en efterfølger overgår dens forgænger, men dette er en af de få undtagelser. Hvor højt jeg end elskede den første bog i Fairyland-serien, kan jeg ikke lade være med at give mit hjerte til denne toer i stedet. Historien føles mere mystisk og dybtfølt, og ved at vandre i Fairylands skyggeside opdagede jeg flere nuancer og finesser, end jeg havde troet muligt. Valente formår ikke kun at omgive mig med silkebløde ord og maleriske scenarier; hun vækker blidt min sovende fantasi, og spreder en barndomsnostalgi, jeg helt havde glemt. Dette er en børnebog; men det er en tidløs en af slagsen. Og jeg tror, det er den bedste, jeg har læst i meget lang tid.

“She did not know yet how sometimes people keep parts of themselves hidden and secret, sometimes wicked and unkind parts, but often brave or wild or colorful parts, cunning or powerful or even marvelous, beautiful parts, just locked up away at the bottom of their hearts. They do this because they are afraid of the world and of being stared at, or relied upon to do feats of bravery or boldness. And all of those brave and wild and cunning and marvelous and beautiful parts they hid away and left in the dark to grow strange mushrooms—and yes, sometimes those wicked and unkind parts, too—end up in their shadow.”