"The Tortoise and the Hare" af Elizabeth Jenkins

"The Tortoise and the Hare" af Elizabeth Jenkins, fra forlaget Virago, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1954). 3/5 stjerner.

"The Tortoise and the Hare" er en fortælling om ægteskab og utroskab; forandring og forvirring. Den handler om en skiftende værdier og en afbrudt tryghed, man ellers troede, ville vare for evigt.
Imogen og Evelyn Gresham er et sandt glansbillede i deres nabolag; Evelyn er en dygtig karrieremand, Imogen er en omhyggelig og opmærksom kone, og de bor i et elegant hus sammen med deres 11-årige søn, som er sin fars udtrykte billede. Imogen er både ung og smuk, og fuldstændig dedikeret til sin mand. Det er derfor, det er så svært for hende at forstå, at Evelyn pludselig foretrækker den ældre nabokvindens, Blanche Silcox, selskab frem for hendes.
Imogen bliver pludselig en udenforstående betragter, et fortabt vidne, til Evelyns hyppige besøg hos Blanche, og hans ubevidste benævnelse af hendes navn i alle samtaler og alle anledninger. 

“In bed she clung to him like a drowning creature. The night was very still, and she woke several times to realize that it was, yet her dreams had been loud with the voices of the aspens and the weir.”

Sommetider kan stilhed skrige, og undertrykte ord kan larme. Sommetider udkæmpes hele krige i tavshed - særligt de ægteskabelige af slagsen. Og det er netop, hvad Jenkins påviser i "The Tortoise and the Hare". I stedet for højlydte diskussioner og konfrontationer cirkulerer Imogen, Evelyn og Blanche rundt om hinanden på tåspidser og afholder lange stirrekonkurrencer. Bogens magtbalance befinder sig konstant på vippepunktet, og hver en bevægelse Imogen og Blanche foretager sig, er som et træk på et skakbræt. 
Imogen udkæmper en daglig kamp for Evelyns accept; hun er den type kvinde, der har indrettet hele sit liv efter hendes mands velbefindende, og tilrettelægger den mindste detalje, så det vil behage ham. Hun higer efter hans anerkendelse og accept; et kærligt ord eller et velment klap på skulderen udgør den simple forskel på en god og en dårlig dag. Hun skal have den form for bekræftelse, for at kunne fungere som hustru, moderfigur og menneske. 
Blanche Silcox er derimod hendes komplette modsætning. Hendes bryske manerer og tweed-klædte figur udstråler selvstændighed og en karakterstyrke som en sand naturkraft. Hun tiltrækker ikke Evelyn med sit udseende eller sin behagesyge - men derimod med hendes lettilgængelige væsen og intelligens. Imogen overser hendes potentielle rival ved at dømme på udseendet alene; og det bliver en fejl, der får fatale konsekvenser for Imogens sirligt arrangerede hverdag.
"The Tortoise and the Hare" involverer derfor adskillige krakelerede facader og tabte værdier. Imogen er vokset op i et samfund, hvor kvinden blot blev betragtet som en pyntegenstand - og hvor et lykkeligt familieliv var lig med et stort hus og velopdragne børn. I virkeligheden kæmper hun med en søn, der ikke holder af hende, en mand der ikke ænser hende - og en ældre nabokvinde, der vender datidens kvindeideal fuldstændigt på hovedet.
Historiens karakterer er ikke lette at holde af; faktisk ved jeg slet ikke, om det er meningen, man skal holde af dem. Sympatien udebliver og flyttes mellem den spagfærdige og overfladiske Imogen, den praktiske ægteskabsbryder Blanche, og den troløse og gennemført egoistiske Evelyn. 

“The re-dipping of the dishes was a small matter, but the emotional texture of married life is made up of small matters. This one had become invested with a fatal quality.”

Bogens titel leder til et uundgåeligt tolkningsspørgsmål. Hvem er den skråsikre hare, og hvem er skildpadden, den overraskende vinder? Det umiddelbare svar er fuldstændig oplagt; det er Imogen, der er sikker på sin position, og må se sig overhalet indenom af en modstander, hun aldrig betragtede som værende værdig.
Historien er dog langt fra entydig; og førerpositionen mellem de to kvinder skifter i et uigennemskueligt mønster. For i takt med at Evelyn langsomt skifter tilhørsforhold, vinder Imogen en gradvist stigende selvsikkerhed - og Blanche opdager bindingsbåndenes afhængighed. I det lange løb er rollerne måske i virkeligheden byttet om.
Jenkins skriver som en drøm, og væver stille hverdagsscener sammen med en tikkende optakt. Bogen føles som en bombe, der kan eksplodere hvert sekund; konklusionen er åbenlys, men Imogen og Blanche manglende konfrontation føles som et sort hul i læsningens forståelse. Plottet er nærmest ligeså stillestående, som de personligheder bogen beskriver.
Det tog mig lang tid at blive involveret i bogen, eftersom den hovedsageligt består af mistanker og trivielle hverdagsbegivenheder. Jenkins foretager mange iagttagelser, der er interessante fra et psykologisk perspektiv - men kedsommelige for et læsemæssigt. Jeg fandt slutningen en anelse vag og letkøbt; jeg fik en uimodståelig trang til at ruske Imogen, og en indgyde hende blot en smule kampgejst. 
Fordi "The Tortoise and the Hare" er en bog, hvor de fleste ord gemmer sig mellem linjerne, er der mange af de faktisk skrevne ord, der klinger en anelse hult. Plottet er uden tvivl interessant - men ikke medrivende.