"The Somnambulist" af Essie Fox

"The Somnambulist" af Essie Fox, fra forlaget Orion, udgivet i 2011. 4/5 stjerner. 

"The Somnambulist" fortæller historien om tre kvinder; en mor, en datter, en søster - de er alle tre forbundet på forskellige måder til en mand, og hans indflydelse på deres liv strømmer gennem bogens sider. Fortid og nutid er knyttet tæt sammen, og alle personligheder betaler prisen for tidligere synder.
Bogen omhandler først og fremmest den 17-årige Phoebe, hvis mor er indelukket og religiøs. Moderens søster, Cissy, er det stik modsatte - hun er en sværmerisk og flyvsk sanger. En dag tager Phoebe afsted for at bevidne en af Cissys optrædener, og da hun lader sit blik glide ud blandt det store publikum, fanger en mand hendes opmærksomhed. Da manden, Nathaniel Samuels, senere tilbyder hende en plads som selskabsdame for hans kone, ændres Phoebes liv med et trylleslag. Hun forlader det velkendte London, og drager mod et smukt hjem i ensomme omgivelser. 

“Could she sense me near and feel how, that night, we would both be lying beneath the same sky - a sky that was filled with glistening stars, every one so clear and bright that if I could stretch my arms high enough I might even be able to touch them.”

Med sine blotte ord tog Essie Fox mig med på en tidsrejse. Jeg betrådte skæve brosten, betragtede hestevogne og fortabte mig i teaterverdenens glitrende glamour. Jeg rørte ved silkekjoler, stirrede på malerier og spekulerede over det viktorianske Londons normer og manerer. Jeg blev transporteret til en verden af skrøbelige frostperler, aflåste skrivebordsskuffer og skumle sidegader. Ved at åbne "The Somnambulist" befandt jeg mig pludselig i min foretrukne tidsperiode, takket være en fyldestgørende research og et læsefeber-fremkaldende plot.
Bogens første kapitel foregår i en teatersal, og den fremanede scene giver genlyd gennem hele handlingsforløbet. Hvert eneste plottwist og hver eneste overraskelse kan spores tilbage til Cissys første øjeblik i rampelyset, og eftersom Phoebe vandrer gennem en verden af hemmeligheder, kunstige facader og røgslør, frafalder teater-tematikken aldrig. Essie Fox levendeliggør dermed ikke blot sine historiske kulisser - hun tildeler dem symbolistisk betydning.
"The Somnambulist" er fortalt med Phoebes stemme og er farvet af hendes verdenssyn og tanker. Hendes naive sind fremhæves af enkelte kapitler, der er fortalt fra Nathaniels perspektiv. Læseren får hurtigt afsløret detaljer om Phoebe, som hun endnu ikke selv er klar over, da alle konstant skærmer hende fra sandhedens fulde omfang. De velmente løgne ender med at få fatale konsekvenser, og Phoebe udfører en måbende synd i sin slørede uvidenhed.
Plotlinjen er i det hele taget præget af fortrængning og fortielse; mareridtstilstande og drømmesyn. Gardiner flagrer i vinden som båret af spøgelseshænder, sindssyge og febervildelser plager romanens karakterer, og en dyster gotik spildes over siderne. Alle karaktererne er knyttet til hinanden i et kompliceret spindelvæv af foragt og forelskelse, og Essie Fox tilføjer adskillige plottwist i både forudsigelige og uventede mønstre. Bogens sidste kapitel hviler på et upålideligt brist i Phoebes fortællerstemme; og jeg læste det med vantro i øjnene. 

“Outside was a silvery dream world. Grey-furred branches of bushes and trees glistened with light from the street lamps. All around, on four sides of the gardens, set back on the pavements and guarded by railings, many basements exuded their own pale gleam.” 

I "The Somnambulist" eksaminerer Essie Fox kærlighed i alle dens former og afskygninger. Skygger af uforløst kærlighed, morderisk kærlighed, barnlig kærlighed, evig kærlighed - endda incestuøs kærlighed, hjemsøger de mange karakterers bevidsthed og samvittighed. Hovedpersonen, Phoebe, hungrer efter moderlig omsorg, faderlig stolthed og et ægteskabsbånd, mens hendes største ønske er frihed. Hendes paradoksale behov for tilhørsforhold kombineret med hendes frie sind, er hovedkonflikten i denne fortælling - og i den viktorianske tidsalder var friheden ikke letkøbt.
Essie Fox's debutroman lader skæbner brede sig som ringe i vandet, og hendes skrivestil er som sande sprogperler i den glitrende vandoverflade. Hun benytter sig af en overflod af tillægsord, og da jeg påbegyndte min læsning, var jeg lige ved at drukne og kvæles i dem. Men jeg tog mig tid til at læse langsomt, og til at lade ordbillederne danse roligt ind på nethinden. Dette er afgjort en bog, der skal læses varsomt - dette er en bog, der skal værdsættes for dens beskrivelser og atmosfære. 
Fox benytter sig af mange gentagende billeder; sølv, stjerner, sne, frost og vand. Hun bruger den kølige farveskala til at danne tonelejet for fortællingen, og til at konstruere et gentagende mønster for fortid og nutid. Intet ord bliver brugt tilfældigt, hvert bogstavsbillede er tæt forbundet. Og resultatet er så dragende og så smukt.
Jeg blev fortryllet af denne bog; af dens sproglige magi og omfattende handlingsforløb. Den fik mig til at fare vild i historiske labyrinter, den chokerede mig og den underholdte mig. Jeg har læst mange kritiske anmeldelser af Essie Fox's forfatterskab, og jeg kan godt fornemme og følge kritikkens grobund; men for mig var denne bog komplet absorberende og virkelighedsfjern læsning. Jeg nød den fra ende til anden.

“He used to say I was like starlight. He said I lit up his dreary world.”