"The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two" (Fairyland #3) af Catherynne M. Valente

"The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Feiwel & Friends, udgivet i 2013. 5/5 stjerner.

September er vokset, og ligeså er længslen i hende. I den tredje bog i Fairyland-serien påbegyndes en storslået rejse mod Septembers savnede Fairyland, hendes elskede venner og den blidt skinnende måne. September konfronteres atter med en uligevægt i Fairyland, og må denne gang udkæmpe en kamp mod en flimrende hurtig Yeti, og hans destruktive færden på Fairylands måne.
I en yndefuld kombination af sproglig finurlighed og barnlig fantasi, præsenterer Valente endnu engang en fantastisk historie om at vokse op, gro fast og give slip. 

“A heart can learn ever so many tricks, and what sort of beast it becomes depends greatly upon whether it has been taught to sit up or to lie down, to speak or to beg, to roll over or to sound alarm, to guard or to attack, to find or to stay. But the trick most folk are so awfully fond of learning, the absolute second they've got hold of a heart, is to pretend they don't have one at all. It is the very first danger of the hearted.”

Det begyndte med velkendte linjer fra en skarptskåret skabelon. Valente introducerede en gradvist ældre September, og en gradvist voksende længsel efter Fairyland og eventyr. Jeg læste det første kapitel, og det var ligesom at komme hjem. Valentes sprog dansede og glimtede ind i min øjenkrog, og jeg trådte ind i bogen med Septembers familiære åndedræt i nakken. Visse bogskabte verdener forlader man for længere perioder, blot for at vende tilbage og opdage de endnu befinder sig i uberørte mindesale. Gensynets glæde i fiktive øjeblikke.
Men jeg tog fejl. Jeg burde have forudset, at Valentes univers er som en levende labyrint, der konstant ændres og forandres mellem hvert besøg og hver bog. Den tredje bog i Fairyland-serien, var som intet andet, jeg nogensinde havde oplevet - også selvom den udspillede sig i en så velkendt eventyrsverden.
Hvor de første to bøger i serien larmer og sprudler, og nærmest bobler over med  umulige fantasikreationer og skaberglæde, er den tredje bog i serien mere stilfærdig. Mere stille. Selvom det første kapitel allerede introducerer et hav af baskende pelikanvinger, en næsten-ondskabsfuld vind og en summende bil, er det som om fantasmerne afløser hinanden i en mere diskret kombination, end de foregående bøgers store armbevægelser. Fordi September er blevet ældre, bevæger hun sig også langsommere, og hendes nygroede hjerte tynger hende ned. Hun er 14 år, og hun er en smule fortabt. Hendes splittelse mellem Fairyland og den virkelige verden, barndomssyn og teenageblik, farver alt hvad hun ser, og alt hvad hun gør.
Fairyland-bøgerne har altid omhandlet dét at vokse op, at gro et hjerte og opnå en form for forståelse. Denne bog er ingen undtagelse; men den er også i højere grad en fortælling om at kontrollere og acceptere sin skæbne. Valente fremsætter vidundersmukke argumenter for, at det altid er muligt at omskrive og ændre sin kurs. Intet er uundgåeligt eller forudbestemt af højere magter. Det er op til en selv at finde sin vej; og det gælder også den kære September og hendes fuldvoksne hjerte.
Valentes fortælling er naturligvis, som altid, overtrukket med et tykt lag af varmende sødme og tilsat et lille drys af nostalgi. September får endelig lov til at blive genforenet med hendes - og vores - elskede følgesvende, og ikke kun deres skyggeeksistenser. Biblioteksdragen Ell, den generte og blålige Saturday og September selv udgør en lykkelig trio, der fylder siderne med harmoni og kærlighed. Selvom Ell skrumper og en ældre version af Saturday tramper rundt i de magiske omgivelser, befinder de tre venner sig dog i kaosset sammen. Og sammen stråler de allerstærkest. 

“So it is written-but so, too, is it crossed out. You can write over it again. You can make notes in the margins. You can cut out the whole page. You can, and you must, edit and rewrite and reshape and pull out the wrong parts like bones and find just the thing and you can forever, forever, write more and more and more, thicker and longer and clearer. Living is a paragraph, constantly rewritten. It is Grown-up Magic.”

Fra et flygtigt øjeblik tilbragt i et levende fotografi, til værktøjer med sjæle og hjerter, og summende markedspladser med vagtsomme krokodille-vekslere, strækker Fairyland-verdenen sig ud over siderne og hiver læseren med ind i en forunderlig og fornøjelig historiekurs. Feer flakser rundt på uforudsete gemmesteder, en Yetis lynhurtige bevægelser skaber forvirring og kaos, og en gammel bil tøffer rundt med en ægte redningsmission. Månen kaster sit blide lys ud over bogstaverne, altimens September begiver sig på endnu en kompliceret rejse. Valente bygger verdener og hændelser i sine ord, som jeg aldrig selv kunne have forestillet mig. Og hun gør det med ynde.
Jeg har aldrig helt læst noget så mærkværdigt og så fortryllende som denne børnebogsserie. Jeg har kastet om mig med stjerner, og jeg har forsøgt at grave alverdens variationer af de samme sætninger frem fra mit indre. Valente er sådan en storforbruger af ord - og dog lader der aldrig helt til at være nok alligevel. Efter endt læsning af disse bøger, er jeg altid efterladt med en glubende sult efter mere, mere, mere. Ordkombinationerne og forestillingsgraden finder ikke deres lige andre steder i børnelitteraturen.
Denne tredje bog er ingen undtagelse. Historien er fyldt med skrøbeligt fine øjeblikke af den første kærlighed, og den dertilhørende uvished om, hvad kærligheden egentligt er. Der er rørende lektioner om venskab, om skæbne og om måden at leve sit liv på. September og jeg havde næsten ikke hjerterum nok til at rumme det - men vi klarede det, og vores hjerter voksede en smule af prøvelsen. Hvilket netop er dét, disse bøger handler om, når det kommer til stykket.

“A silent Library is a sad Library. A Library without patrons on whom to pile books and tales and knowing and magazines full of up-to-the-minute politickal fashions and atlases and plays in pentameter! A Library should be full of exclamations! Shouts of delight and horror as the wonders of the world are discovered or the lies of the heavens are uncovered or the wild adventures of devil-knows-who sent romping out of the pages. A Library should be full of now-just-a-minutes and that-can't-be-rights and scientifick folk running skelter to prove somebody wrong. It should positively vibrate with laughing at comedies and sobbing at tragedies, it should echo with gasps as decent ladies glimpse indecent things and indecent ladies stumble upon secret and scandalous decencies! A Library should not shush; it should roar!”