"Gaven" af Cecelia Ahern

"Gaven" (org. titel "The Gift") af Cecelia Ahern, fra forlaget Thaning & Appel, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2008). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner.

I "Gaven" følger man Lou Suffern, en travl forretningsmand, der kun lever halvt; i et fraværende røgslør er han altid fokuseret på fremtiden - på det næste møde, den næste aftale og den næste opgave. Hans familie skænker han sjældent en tanke, og ofte foretrækker han en drink efter arbejdet i stedet for den direkte vej hjem.
Alt dette ændres dog, da han en dag møder en hjemløs mand ved navn Gabe. Da han bliver imponeret af Gabes iagttagende evner, tilbyder han ham straks et job, og ændrer derved kursen på sit eget liv. Gabe har evnen til at forandre Lou; til at give ham et helt nyt perspektiv på den tid, han så skødesløst ødsler bort.

“Julemorgen er husene skattekister med skjulte sandheder. En krans på døren som en finger for munden; nedtrukne persienner som lukkede øjenlåg.”

Når man ser på den, er man ikke et øjeblik i tvivl. Cecelia Aherns navn toner tydeligt frem, og er blot forstærket af en rosende udtalelse fra Marian Keys. Forsidens yndige røde mønstre, den omhyggeligt bundne sløjfe og den sentimentale titel "Gaven",  danner øjeblikkelige illusioner om kærlighed og candyfloss. Bogen er markedsført og solgt som chick-lit; og dog falder den fuldstændigt udenfor det solide genrebegreb. 

"Gaven" er opbygget som en rammefortælling; en vred teenagedreng smider juleaften en frossen kalkun igennem sin fars vindue, og bliver slæbt ned på den lokale politistation, hvor en synligt berørt politimand begynder at fortælle en historie om en sag, han for nyligt har arbejdet på. Sagen hjemsøger hans tanker, og han deler den voksende mystik om forretningsmanden, Lou Suffern, der tilsyneladende gemmer på et anstrøg af magi. Lous historie bliver derfor hurtigt bogens omdrejningspunkt, men afbrydes indimellem også af teenagesdrengens udbrud og politimandens fortællermæssige kvaler - og sådan veksler plottet frem og tilbage mellem nutid og fortalt tid.

Beretningen om Lou Suffern fokuserer på Lous meningsløst egoistiske liv og manglende evne til at skelne livets sande værdier fra arbejde, penge og status. I et næsten Ebenezer Scrooge-lignende historieforløb, bliver han konfronteret med Gabe, der er i stand til at ændre Lous synsvinkel en anelse. Måden Ahern indarbejder denne omvendelse på, er ved at benytte sig af et element af magisk realisme, der næsten tildeler Gabe en position som en slags god fe eller magisk juleånd. For Gabe har en usynlig gave til Lou - og gaven indeholder det mest dyrebare i verden; tid.

Som et hurtigt handlingsreferat vil afsløre, er dette ikke en typisk chick-lit roman. Varme tematikker om romantik og kærlighed er skubbet helt i baggrunden, og i stedet fortæller Ahern en historie om en mand med forkerte prioriteringer, og de midler der skal til for at omvende ham. Fortællingens afslutning er hverken sukkersød eller smilfremkaldende, men snarere didaktisk og moralistisk i dens endelige budskab. Ahern løfter tydeligt sin pegefinger, og formaner læseren til at udnytte tidens gave til det yderste. Når sløjfen løsnes i  Aherns indpakkede gave, opdages en indbygget morale, der befinder sig lige på vippekanten til det ulideligt belærende.

“Det er tid, vi ikke har nok af; det er tid, der skaber ufred i vore hjerter, og derfor må vi bruge den klogt. Tid kan ikke pakkes ind og pyntes med bånd og lægges under juletræet. Tid kan ikke gives bort. Men den kan deles.”

Der er ingen tvivl om, "Gaven" er skrevet med et fremadrettet blik. Hvert ord, hvert kapitel og hver en byggesten i Aherns plot er opbyggende, henledende til den endelige morale og det sidste punktum. Selvom et sådant puslespil bestemt er imponerende, har det også den konsekvens, at den løbende læseoplevelse forringes. Kapitlerne bliver midler til at opnå et mål; og livet i dem svinder ind. Karaktererne mister potentiale og liv, og dvælende detaljer fremstår deciderede ligegyldige. Når man når til slutningen, kan man ikke undgå at føle, Ahern blot kunne have skrevet sine belærende ord fra start og sparet historien bag.
I virkeligheden var det historiens nederste og mest ubetydelig lag, der fungerede bedst for mig. Den overordnede ramme der udgøres af snakken mellem den vrede kalkun-kastende teenager og den panderynkende politimand, og danner det egentlige præmis for historiefortællingen, virkede langt mere relevant, levende og dynamisk end bogens inderste kerne. Diskussionen der flyder frem og tilbage mellem de to karakterer, og teenagedrengens gradvise indlevelse i en historie, han lader som om, han er uinteresseret i, udviklede sig i et langt mere troværdigt tempo end Lou Sufferns ultimative omvendelse.
Ikke alene er Lou Suffern en forfærdelig karakter; han er også komplet uinteressant. Gabe tildeler ham en helt særlig gave, og dog formår han ikke at værdsætte den til fulde. Hans manglende respekt for hans udholdende og tålmodige familie er et vedvarende problem og hans mistro overfor den velmenende Gabe er konstant. Gabe er derimod en interessant karakter med en mystisk baggrund, der hverken forklares eller stilles spørgsmålstegn ved. Hans historie henligger i et dunkelt mørke på trods af, han er den egentlige katalysator for plottets fremdrift.
Det virker til tider som om, at Ahern spænder ben for sig selv i sit ønske om at skrive noget livsforandrende og sensationelt. Hun vil så gerne fremvise et sandt julemirakel, at hun med store armbevægelser tyr til magisk realisme og overjordiske fænomener, i stedet blot at fokusere på det basale grundlag af hendes egen historie. Og alt for ofte er det hverdagslige mirakuløst nok i sig selv.