fredag den 4. juli 2014

Fem YouTube-fund #1: Web-serier og klassiske genfortællinger

Den røde YouTube-app på min telefon begynder at stjæle mere og mere af min tid. Jeg har opdaget et lille og lykkeligt bogpræget hjørnet af internettets videoknudepunkt, og jeg er fuldstændig fortabt i det. Jeg ser daglige videoblogs med passionerede mennesker, der anmelder og fremviser bøger, jeg opsporer vidunderlige forfatterinterviews, og jeg følger med i ugentlige web-serier, som genfortæller klassisk litteratur i et nyt video-format. Jeg er stødt på så mange skatte - og nu er det på tide, at jeg deler dem med jer.
I løbet af det næste stykke tid, vil jeg jævnligt skrive indlæg om mine yndlingsvideofund, og jeg har besluttet mig for at starte med web-serierne, som jeg så grådigt følger med i. Her er fem af mine absolutte favoritter, som alle er baseret på en klassisk roman;

Faktisk har jeg skrevet om 'The Lizzie Bennet Diaries' før. Web-serien om den videobloggende Lizzie Bennet, hendes problematiske og charmerende søskende, den naive Bing Lee, den succesfulde Mr. Collins med de store hundeøjne og den stædigt tilbagetrukne William Darcy, var et så succesfuldt internetfænomen, at den blev starskuddet til en lavine af web-serier. Ikke alene er web-serien en troværdig oversættelse af Austens originale plotlinje og skarpe ironi til en moderne verden; den er også fyldt med dygtige skuespillere, en velfungerende video-dynamik og den er så besættende, at man ser den fra ende til anden på et enkelt øjeblik.
Web-serien er færdiggjort og består af 100 episoder, som kan ses lige her. Jeg betrager det som en af de bedste filmatiseringer af "Pride and Prejudice" nogensinde.

Det seneste projekt fra det Emmy-vindende hold bag 'The Lizzie Bennet Diaries' er 'Emma Approved', en web-serie som tager udgangspunkt i Austens roman "Emma".
I 'Emma Approved' følger man således Emma Woodhouse, som arbejder med at planlægge events og velgørenhedsarrangementer. Hun dokumenterer sine arbejdsprojekter med kamera for at kunne fremvise sin arbejdsproces, når hun engang bliver bemærket for sin succes. Kameraet ender dog med at opfange mere end hendes arbejdsproces; flere kærlighedshistorier tager form, og Emmas øjne er ikke selv i stand til at opfange dem alle.
Web-serien består i øjeblikket af 58 episoder, og jeg har endnu ikke helt udregnet, præcist hvordan jeg har det med den. På sin vis fanger den essensen af Austens "Emma" meget godt, og dog er der opstået mange plothuller, som jeg ikke helt kan forene mig med. Meget af web-seriens egentlige drama bliver ikke direkte filmet, men blot fortalt om, og det efterlader mig gang på gang med en lidt mærkelig fornemmelse af at være gået glip af noget.
Ikke desto mindre, er 'Emma Approved' til tider fantastisk underholdning; der er mange skæve og tydeligt Austenske karakterer indblandet, og kemien mellem Alex Knightley og Emma Woodhouse er åndedrætsfrarøvende perfekt. I kan finde de 58 episoder lige her.

Tryllestøv, voksendrømme og kærlighed kan hver onsdag og fredag opspores på min YouTube-konto. Det er nemlig de dage, der udkommer nye episoder af 'The New Adventures of Peter and Wendy', som muligvis er den web-serie, jeg venter mest forventningsfuldt på. Serien er naturligvis baseret på J. M. Barries vidunderlige børnebog, "Peter Pan".
I 'The New Adventures of Peter and Wendy' er Neverland en lille by i USA, som Peter Pan knuselsker, og som Wendy Darling drømmer om at flyve væk fra. Peter er tilfreds med sit liv som tegneserietegner, hvorimod Wendy venter på et nye eventyr og derfor sender jobansøgninger til nær og fjern.
Serien tager delvist form som videoblogs, filmet af Wendy (og ofte afbrudt af hendes larmende, maniske og vidunderligt hysteriske to brødre, John og Michael), og som 'skjulte optagelser' i Peter Pans lejlighed, hvor magi blandes med virkelighed, og en fe ved navn Klokkeblomst flyver rundt. Web-serien er kun startet for ganske nylig, og tæller derfor kun 18 lovende episoder, som kan findes lige her.


Selvom 'The Autobiography of Jane Eyre' er færdiggjort, har jeg endnu ikke set alle afsnittene. Serien er af den slags, jeg ind i mellem ser og andre gange glemmer. Ikke desto mindre er det dog en god serie, troværdigt baseret på Charlotte Brontës "Jane Eyre". Web-serien tager form som videoblogging, men er knap så professionel eller poleret i dens udtryk som de andre web-serier i dette indlæg. Der hviler en særlig charme og en særlig autencitet over 'The Autobiography of Jane Eyre', der gør, at man næsten tror på mediet; og næsten tror på, at Jane Eyre er en eksisterende ung pige, der filmer og fortæller om sit liv.
Serien er god på en nedtonet måde, og Brontës dramatiske plot er blevet finjusteret til at udspille sig i den nutidige verden uden dog at miste sit gotiske præg. Jeg er begejstret, og jeg glæder mig til at se resten af serien, når jeg får startet op på den igen. I kan finde de 95 afsnit lige her.


Jeg jublede, da jeg opdagede, at L. M. Montgomerys "Anne of Green Gables" var blevet omdannet til en web-serie. Og jeg jublede endnu mere, da jeg så et afsnit af 'AnnewithanE', og oplevede den sprudlende skuespillerinde, som portrætterer Anne Shirley så troværdigt, så levende og så fuldstændig nøjagtigt.
Problemet med web-serien er et pudsigt et af slagsen; den er meget troværdig overfor et plot, der måske slet ikke er dramatisk nok til moderne sammenhæng. Efter 16 episoder har plottet ikke umiddelbart bevæget sig i nogle retninger, og alle kernekaraktererne har endnu ikke trådt ind foran Annes videokamera.
Ikke desto mindre er serien fyldt med den charme, som jeg forbinder L. M. Montgomerys barndomsbøger med, og den bærende skuespillerinde bringer alverdens humor, fjolleri, kærlighed og potentiale til de ventende episoder. Find web-serien lige her.

Følger I med i nogle web-serier på YouTube? I så fald, hvilke? Og er I ligeså begejstrede for konceptet som mig? 

10 kommentarer:

  1. 'The new adventures of Peter and Wendy' er faktisk ret sødt! :D
    Tak fordi du delte dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker den også :D Så fin, så sød!

      Slet
  2. Da jeg så denne post tænkte jeg: "Hmm, jeg har hørt om The Lizzie Bennett Diaries- måske burde jeg se den. " Sikke en god beslutning - nu er jeg allerede i gang med del 41. Sjov måde at fortolke denne skønne fortælling og jeg vil helt klart se hvad de andre også er for nogle. Kender du vloggeren Sunnysweetpea samt Booksandquills? De læser nogle rigtig gode bøger og har virkelig smukke bøger :) Jeg er blevet helt vild med at se bookshelf-tours - men min købeliste/tbr bliver længere og længere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den bedste beslutning! Jeg elsker den serie, den er så gennemtænkt og uendelig smukt tilpasset til video-formatet. Og man bliver så hurtigt afhængig af den!
      Jeg kender godt de vloggers, du nævner. De er SÅ skønne, og jeg kan også bruge timevis på at fortabe mig i book hauls og bookshelf tours!

      Slet
  3. Hej Rikke,
    Hvordan har du lavet siderne ude i siden? Hvor der står "om mig, kontakt" osv. Når jeg laver dem, kommer de til at stå ved siden af hinanden, jeg vil gerne ha dem over hinanden som du :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fordi, jeg ikke har brugt standard-metoden. Jeg har ikke valgt at vise mine sider som faner, i stedet har jeg valgt at bruge de direkte links i min side-bar :)

      Slet
  4. Sidste gang du snakkede om The Lizzie Bennett Diaries og Emma Approved fik jeg ikke taget mig sammen til at kigge på dem... men det har jeg gjort nu, og det var vist en fejl! Jeg kan jo ikke lade være med lige at se et enkelt afsnit mere!!! Jeg er ca. halvvejs i LDB og jeg er FAN! Jeg troede ikke umiddelbart, at jeg ville synes om dem, da jeg startede på det første afsnit, men jeg æder dem råt, og føler mig hele tiden draget til at se næste afsnit - det er lige før, jeg ikke har tid til mand og børn ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk at du er begyndt at se det! Det er sådan en vanedannende serie, og åh hvor ville jeg ønske, den var længere. Den er SÅ god og SÅ troværdig!

      Slet
  5. Hvor er det fantastisk. Jeg har aldrig hørt om det før, men det er virkelig hyggeligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig fantastisk! Man bliver SÅ nemt fanget af det!

      Slet