"Pollyanna" (Pollyanna #1) af Eleanor H. Porter

"Pollyanna" af Eleanor H. Porter, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1913). 3/5 stjerner. 

"Pollyanna" er en bog, der med lethed indfinder sig på samme hylde som L. M. Montgomerys bøger om Anne Shirley og Emily Byrd Starr, og Kate Douglas Wiggins fortælling om den livsglade Rebecca Randall. Udover at de nævnte bøger alle er skrevet i begyndelsen af 1900-tallet, har de også deres udgangspunkt til fælles; de indeholder alle  en historie om forældreløse  piger, der bliver overdraget til en ny hverdag og en ny bopæl.

Således er "Pollyanna" en beretning om den lille pige af samme navn, som bliver overdraget til en striks og uforstående tante efter sin fars død. Bogen følger Pollyannas forsøg på at finde glæde i selv de mest trøstesløse situationer og den effekt hendes smittende positivitet har på en hel landsby. 

“Just breathing isn't living!” 

Jeg ved, at jeg læste "Pollyanna" som barn. Jeg fandt den faktisk netop på selvsamme bibliotekshylde, som jeg havde opsporet "Emily på Månegården" på. Jeg læste dens bagsidetekst og bragte den med mig hjem i et håb om at finde en ny barndomsheltinde og en ny Emily at elske. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det var dét, jeg fandt.

I løbet af de mange år, der er forbipasseret, siden jeg sidst stod med "Pollyanna" i hånden, har jeg glemt, hvad jeg egentligt syntes om bogen, da jeg befandt mig i dens målgruppe. Jeg kan ikke huske, om jeg faldt for den hjertevarmende historie, eller om jeg kastede den fra mig i et surmulende afsavn fra min yndlingsbog. Og derfor var det på tide med en genlæsning.

Selvom jeg ikke husker min første læseoplevelse tydeligt, er "Pollyanna" en bog gennemsyret af nostalgi. Det er en charmerende, hjertevarm og boblende fortælling om livsglæde, om udholdenhed og om tanker så positive, at de ville kunne få selveste Kaptajn Klo til at svæve. Jeg er slet ikke i tvivl om, at bogen indeholder tilpas meget gammeldags sødme til at få ethvert pigebarn til at sukke og til at smile.

I virkeligheden handler "Pollyanna" ikke så meget om Pollyanna selv, som den handler om hendes positive tanke-koncept. Pollyannas afdøde far har nemlig lært hende en leg; en leg der er en øvelse i at få det bedste ud af enhver situation. Legen som så yndigt bliver kaldt "The Glad Game", går ud på altid at finde noget at være taknemmelig over og lykkelig for. Det er en afledning af det kendte ordsprog "Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget", og efterhånden som Pollyanna får overbevist flere af landsbybeboere om at lege med, forandres alting til det bedre. 

Gennem Pollyanna argumenterer Porter således for flere smil, større tålmodighed og inderlig positivitet; og bogens budskab er en simpel erkendelse af, hvor langt et lyst sind kan bringe en.

“... there is something about everything that you can be glad about, if you keep hunting long enough to find it.”

Der er dog øjeblikke, hvor bogen bliver uforståeligt bittersød og gentagende prædikende i dens tone. Pollyanna er ganske nem at holde af, men næsten umulig at forestille sig som en levende person i praksis. Hun bliver overskygget af sin egen filosofi.
Selvom "Pollyanna" afgjort deler mange ligheder med Montgomerys bøger om både Anne og Emily, er der også store og altafgørende forskelle på spil. Porter skriver ikke så meget som et eneste ord om Pollyannas skoleliv og hverdag udover de hjemlige interaktioner, hvor Pollyanna fortæller højlydt om sin leg til negative landsbybeboere. Bogen er en meget hjemlig en af slagsen og koncentrerer sig hovedsageligt om at videreformidle sin morale – i modsætning til Montgomerys bøger, der i højere grad dokumenterer et udviklingsforløb.
Men Pollyanna har ingenting at udvikle sig hen imod; hun har ingen drømme, ingen ambitioner der rækker ud over hendes nuværende tilværelse. I stedet er hun et lykkeligt barn, der lever i nuet og aldrig kaster et eneste blik på den ventende horisont. Og af samme grund føles hun en smule en-dimensionel at læse om.
Efter at have tilbragt en hyggelig eftermiddag med at genlæse "Pollyanna", er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har holdt af fortællingen som barn. Bogen indeholder en uimodståelig charme og lykkelig barndomssødme, som vil tiltale enhver beundrer af både Emily og Anne. Til gengæld forstår jeg dog også, hvorfor jeg i så mange år havde glemt alt om bogen, for den formår slet ikke at knytte så stærke bånd mellem hovedperson og læser, som førnævnte bøger gjorde. I stedet er det blot en bedårende simpel fortælling om et barn, som altid får det bedste ud af alting, og hvis positive livssyn bringer hende gennem selv den mørkeste situation.