tirsdag den 28. oktober 2014

Tema-tirsdag #69: At adskille kunsten fra kunstneren

Jeg plejede at forgude J. K. Rowling. Jeg plejede at holde vejret, når jeg så hende på TV og vente spændt på, hvad hun ville have at sige. Jeg plejede at liste hende sammen med mine idoler og forbilleder, og jeg plejede at tænke, at der ikke var dén ting i verden, som hun ikke kunne klare. Hun var næsten en slags superhelt for mig.
Men med tiden er min kærlighed til hende blevet sur, og jeg er efterladt med en bitter smag i munden. Jeg bryder mig ikke om den måde, hvorpå hun så krampagtigt holder fast i sine bøger, ved at diktere hvordan hendes læsere skal forestille sig Harry Potter-karakterernes liv efter bogens slutning. Jeg bryder ikke om den måde, hvorpå hun forsøger at kravle ind i sine læseres hoved og hviske, hvad de skal tænke om hvad. Bogen er slut, punktummet er sat – og når historien udelukkende fortsætter i en læsers indre, tilhører den læseren selv.
Jeg bryder mig heller ikke om, at Rowling da Harry Potter-bøgerne sluttede tog et stort skridt tilbage og svor, at det var for evigt slut, for derefter at annoncere spin-off film (delt i tre dele, naturligvis) og skrive efterfølgende brudstykker om karakterernes liv. Jeg bryder mig ikke om, at Rowling besluttede sig for at skrive krimier under mandligt pseudonym, når netop de kvindelige forfatter i dén genre har store udfordringer udgivelsesmæssigt.
Måske er jeg for hård. Måske er mine holdninger ukorrekte. Måske blæser jeg endda noget småt op til noget stort. Men i mine øjne er Rowling ikke den strålende juvel, hun engang var. Jeg er ikke entydigt begejstret længere – og det har smittet af på hendes bøger. Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville genlæse Harry Potter-bøgerne, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg bliver ved med at udsætte det og ved med at vente. For jeg er bange og nervøs for, at magien vil udeblive. At fordi Rowling ikke længere stråler klart som min forfattermæssige ledestjerne, vil hendes bøger heller ikke gøre det.

Jeg ynder ofte at bilde mig selv ind, at forfatterpersonligheder og bøger er to vidt forskellige ting. Jeg praler af, at jeg vælger bøger med lukkede øjne overfor forfatteren bag. Ofte har jeg aldrig researchet på en forfatter, men derimod udelukkende på en bog. Hvis ikke forfatternavnet direkte afslører, om der er tale om en mand eller en kvinde, er jeg ofte heller ikke selv klar over det. Jeg aner intet om nationalitet eller kultur, alder eller religion. Jeg sætter mig blot ned og læser bogen, for hvad den er. Jeg lader bogen stå alene.
Men bøger står ikke alene, gør de? Er der ikke altid en forfatter bag, og er ligegyldighed overfor denne person virkelig en dyd? Kræver forfattere som James Frey, der har studerende ansat under dårlige vilkår for at skrive bøger for ham, ikke at man som læser tager stilling, inden man køber bogen? Kræver forfattere som den nyligt skandalerede Kathleen Hale, der har opsøgt en bogblogger og dermed krænket hendes privatliv, ikke en ekstra omtanke inden man støtter hende ved at købe en bog? Er man ikke nødt til at tage John Grishams nylige udtalelser om børneporno med, før man erklærer ham som værende sin nye yndlingsforfatter? Det tror jeg efterhånden, at jeg er. Alt ignorere det eller påstå at det slet ingen indflydelse eller betydning har for bogen selv er, for mit vedkommende, en løgn.
På en måde ville jeg ønske, at jeg var rationel nok til at adskille kunsten fra kunstneren. Til at separere forfatteren og værket. Til at anerkende det arbejde, der ligger i bogen, og glemme personen der har udført det. Men det er jeg bare ikke. Jeg vil aldrig kunne læse, og nyde, en bog af Kathleen Hale uden at tænke på hendes stalker-glorificerende artikel. Og jeg vil ærligt indrømme, at en del af stråleglansen er gået af Harry Potter, fordi jeg ikke længere idoliserer Rowling. Tingene har ændret sig. Jeg har ændret mig.
For selvom det er fint nok, at læse bøger med lukkede øjne for personen bag, og selvom jeg afgjort ikke er tilhænger af biografiske læsninger og fortolkninger, så er der nogle forfattere, der alligevel skiller sig ud. Der er viden, som man ikke kan undgå at blive informeret om og tage stilling til. Og det påvirker min læsning, mine bogbetragtninger og min tankegang – måske mere end jeg vil indrømme. 

Kan I adskille kunsten fra kunstneren? Kan I sagtens læse en bog af en forfatter, som I er skuffede over, irriteret på eller måske ligefrem forargede over? Kan I altid lade bogen stå alene – eller kommer I også sommetider til at inddrage personen/forfatteren bag i jeres læsning?

26 kommentarer:

  1. Jeg tror, du har fuldstændig ret, at de to ting, kunstneren og værket, smitter lidt af på hinanden, eller vores opfattelse af dem. Og heldigvis også den anden vej rundt! Er jeg tosset med en forfatter og filminstruktør, så sluger jeg som regel det hele råt. I øvrigt tror jeg nu roligt, du kan genlæse Potter serien, Rowling eller ej. Bøgerne er stadig noget helt særligt, på trods af den meget udpenslede, happy ending på platform 9 3/4.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Mine yndlingsforfattere kan almost do no wrong. Og man er i forvejen disponeret til at elske deres værker, bare fordi det er dem.
      Bøgerne er helt sikkert noget særligt. Jeg kan bare mærke, at jeg stirrer lidt anstrengt på dem i min bogreol..

      Slet
  2. På en eller anden måde gjorde det her indlæg mig en anelse trist.
    Jeg kan godt se hvad du mener, men på den anden side, jeg har virkelig ikke lyst til at lade noget som helst ødelægge min oplevelse med Harry Potter, men jeg har stadig 'tvivlen', men indtil videre er det lykkedes mig at skubbe hele polemikken omkring Rowling lidt væk fra min oplevelse med HP.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også fint nok, så længe man kan adskille det. Jeg kan bare mærke, at det går mig på - men det er måske, fordi jeg satte hende op på en piedestal til at starte med..

      Slet
  3. Jeg hopper ikke over i en formalistisk grøft, men for mit eget vedkommende, kan jeg vitterligt ikke se hvad J.K. Rowling har med min læsning af Harry Potter at gøre, ligesom jeg ikke nødvendigvis tænker på privatpersonen Josefine Klougart når jeg læser Én af os sover. Selvfølgelig kan jeg være bekendt med personlige detaljer omkring forfatteren, men jeg forventer aldrig at fiktionen skal kunne uddybe disse for mig eller er en forlængelse heraf. Jeg læser skønlitteratur for at lære noget om litteratur, skrift og sprog ikke for at udvide mit faktakartotek om fremmede mennesker.

    mvh stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Men .. har Rowling ikke noget med Harry Potter at gøre? Hvor irrelevant hendes privatperson end må være, er karakterne og bogen jo født ud af hende alligevel. Og støtter man ikke kunstneren/forfatteren, når man køber deres værk/bog? Er man så ikke nødt til at tage stilling til, om man vil støtte en forfatter der f.eks. stalker sine fans, selvom værket ikke nødvendigvis involverer forfatteren som privatperson?

      Eller hvad?

      Jeg synes, det er meget interessant, for jeg har i lang tid været helt enig med dig, men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, om linjerne virkelig er så skarpe, når det kommer til stykket?

      Slet
    2. Jeg fik ikke forklaret så godt, at for mit vedkommende ligger de to ting i to parallelle spor - forfatteren og værket som ikke nødvendigvis behøver at have indflydelse på hinanden. Jeg er enig i at man bliver påvirket af Hitlers historiske person når man læser Mein Kampf, men samtidig kan jeg nok bedst lide at læse de værker hvor jeg synker ned i skriften fordi den åbner noget helt sublimt eller nyt, og så glemmer alt om det skrivende subjekt bag. Til sidst synes jeg du blander noget ideologi ind i det; du vil ikke læse bøger af 'moralsk dårlige' mennesker? Det tror jeg bliver et omfattende projekt :-)
      Summa summarum jeg går netop ikke ind for skarpe grænser; jeg læser hverken værkerne som fuldstændigt løsrevede fra forfattere, samfund mv. samtidig med at jeg heller ikke sætter dem i forholdet 1:1.
      god læsning,
      Stine

      Slet
  4. Det har jeg aldrig rigtig tænkt over på den måde. Jeg tror det nok er fordi jeg netop har kunne adskille det mere end jeg lige tænker over. Eller også er det bare fordi jeg ikke tænker nærmere over forfatteren ved visse bøger. Selvfølgelig er der enkelte forfattere man hurtigt sætter på en piedestal og vil dømme meget mere på mange flere forskellige måder netop fordi man sætter dem på den piedestal.
    Men i første omgang tror jeg ikke at jeg tænker alt for meget over hvem forfatteren er, medmindre jeg kender forfatteren i forvejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan har jeg også haft det, og sådan har jeg det nok delvist stadig. Jeg er ikke og bliver aldrig den største researcher. Men når man så hører noget, opdager noget, ser noget, påvirker det SÅ ikke bogen bare lidt? Eller hvad? For mit vedkommende, ja..

      Slet
  5. Jeg tænker virkelig ikke ret meget over forfatteren. Jeg tror i bund og grund bare jeg er for doven til at undersøge, hvem de er og hvad de står for. Da jeg læste Noughts And Crosses tidligere på året nåede jeg flere kapitler ind i bogen, før det gik op for mig, at historien var britisk og ikke amerikansk!

    På den måde er det altså for mig utroligt nemt, at læse en bog helt uden at dømme den på baggrund af dens forfatter. Jeg er dog ekstremt slem til at dømme en forfatter/bog på baggrund af hvad de ellers har produceret. Hvis jeg har kunnet lide noget de har lavet før kaster jeg mig ivrigt over det næste, og hvis de har lavet noget lort vil jeg ikke nærme mig det nye. Jeg tror det er en rigtig skidt tilgang til tingene, men ligesom med personlighed er det svært at ændre ens opfattelse, når den først er dannet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er heller ikke den store researcher, men sommetider falder jeg over information, som jeg ikke kan glemme. Eller ignorere..

      Slet
  6. For at være ærlig synes jeg, det er ret strengt at sætte J.K. Rowling sammen med disse forfattere. I mine øjne er det, du kritiserer hende for ikke nær så utilgiveligt, som det de andre har gjort.

    Med hensyn til J.K. Rowling synes jeg, ligesom du, at hendes kommentar om Harry/Hermione var meget uheldig og unødvendig, men i og med at denne kommentar er taget ud af et interview hun foretog sammen med Emma Watson, føler jeg ikke, jeg kan tillade mig at være muggen over det. Altså ikke fordi Emma Watson også optrådte i interviewet, men derimod fordi, jeg ikke føler, jeg har ret til at bestemme, hvordan en forfatter skal forholde sig til sine egne bøger. Dette interview var trods alt ikke kun opstillet for at Rowling og Watson kunne kritisere Ron og Hermiones forhold, men derimod var det blot ét af de emner, de kom ind på. (For at være på den sikre side, må jeg hellere fastslå, at jeg er team Ron all the way! Harry er sød, men han er ikke nogen Ron!)

    Jeg synes det er en skam, Harry Potter har mistet sin magi i dine øjne. Selv værdsætter jeg stadig disse bøger noget så højt, og selvom jeg ikke har genlæst dem i mange år efterhånden, så finder jeg dem stadig frem og genlæser nogle af passagerne deri, når jeg har brug for opmuntring. J.K. Rowling er stadig en kvinde, jeg ser meget op til, på trods af at jeg ikke har nydt hendes andre værker i lige så høj grad som Harry Potter-serien. Hele hendes livshistorie og mange af de holdninger, hun har, er en stor inspiration for mig, og det er nok også derfor, det gør lidt ondt at se hende blive nævnt i dette indlæg.

    Svaret på dit spørgsmål om, hvorvidt jeg kan læse en bog, hvis forfatteren har forarget eller skuffet mig er nej. Jeg kunne aldrig finde på at læse en bog, hvis forfatter har gjort eller udtalt noget, jeg er stor modstander af. Jeg mener selvfølgelig ikke, at bare fordi man er forfatter, er man nødsaget til at gå med mundkurv. Tværtimod faktisk. Jeg elsker at lære forfattere at kende, men hvis de kommer med en tvivlsom udtalelse, eller opfører sig på en upassende måde, så mister jeg lysten til at læse deres bøger.

    Som altid er dette et utroligt interessant tirsdagstema indlæg, og jeg håber ikke, du har noget imod, at min besked blev lidt lang :b

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er selvfølgelig grader og nuancer. Det hele er umiddelbart sat lige hårdt op, men ingen steder i mit indlæg sammenligner jeg, Rowlings ønske om at lave en spin-off film med Grishams udtalelser om børneporno. Jeg sammenligner derimod bare udgangspunktet, at mit syn på disse forfattere er blevet ændret. Jeg vil slet ikke gøre mig til dommer over, hvem der er værst og hvorfor, jeg siger blot, at det er ting, der påvirker mit forhold til forfatterne. Ultigiveligt eller ej :)

      Rowling er helt klar en stor inspirationskilde for mange. Og meget af hendes arbejde med landsdækkende organisationer, velgørenhed og politiske holdninger er også beundringsværdige. Men helt hendes Potter-polemik går mig på. Det er selvfølgelig kun en lille del, men det influerer hvordan, jeg ser på bøgerne..
      Da jeg skrev indlægget tænkte jeg over, at en del nok ville blive sure på mig, fordi jeg inddrog Rowling. Hun er en meget elsket forfatter OG personlighed, og derfor er det også et lidt todelt argument. Men ting hun har sagt og gjort, HAR påvirket mig i den negative retning. Og det kan jeg ikke løbe fra. Giver det mening?

      Det er ret imponerende, at du tager så skarp stilling til forfattere. For man støtter dem jo netop ved at købe deres bøger, og derfor har deres image stor indflydelse på ens købelyst. Det er virkelig en interessant dobbeltvirkning.

      Og tak! Det er rart at kunne diskutere og udveksle meninger i disse tirsdags-indlæg. Det elsker jeg, og jeg elsker at høre fra dig – også med en lang kommentar :D

      Slet
  7. Åh, jeg synes det er meget svært spørgsmål at svare kort på!
    Ligesom dig ville jeg nok til en vis grad gerne kunne skille kunstner og kunst ad, men jeg tror egentlig ikke, at vores hjerner og følelser er skabt sådan. Jeg tror på, at de fleste passionerede læsere lægger så meget af dem selv i de bøger de læser, at det er umuligt ikke at være påvirket af en eventuel negativ association med forfatteren - det samme gør sig jo oftest gældende den modsatte vej. Vi er villige til at give yndlingsforfattere langt mere "tråd" inden vi skuffes over dem end vi nok er når det er en ukendt skribent.

    Jeg tror det for mig handler nok mest om hvorvidt jeg er villig til at støtte en forfatter, der af den ene eller anden årsag har gjort noget jeg ikke kan forlige mig med - hvis det så er et værk, jeg ikke kan lade være med at læse, så vil jeg forsøge at finde bogen på en anden måde - oftest ved at vente til jeg eventuelt kan låne den, og dermed slipper for at støtte forfatteren økonomisk.

    For jeg tror også på, at mennesker jeg slet ikke ville bryde mig om godt kan skabe noget smukt/godt. Der er nemlig så mange mennesker i verden, som jeg helt sikkert ikke kan forlige mig med, men derfor kan de jo godt have et talent for noget som jeg kan sætte pris på. Men jeg er enig med dig i, at det kan være umådeligt svært at separere sine følelser for personen fra sine følelser for værket.
    Personligt har jeg dog vistnok aldrig oplevet at blive sur på eller utilfreds med forfatteren af en bog jeg allerede elsker (som du har med Rowling), men der er flere bøger jeg aldrig ville kunne finde på at læse pga. forfatteren trods alt.

    Så, i bund og grund er jeg nok meget vægelsindet når det kommer til dette emne, men jeg tror, at jeg basalt set lader følelserne råde 100%, for det er nu engang dem, der bestemmer hvor meget jeg holder af en bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig med dig. Hvor formulerer du dig dog klart og smukt, og jeg bliver helt misundelig. Men ja. Det er lidt af en dobbeltsag, og der ligger meget mere i det, end man lige skulle tro! Det er jo følelsesladet.

      Slet
  8. Jeg kan godt forstå, hvsd du mener.
    Nu er det lige Rowling, du tager fat i, så jeg vil nøjes med at knytte en kommentar til hende :)
    Jeg ser det kun som udvidelse af magien, når hun fx kreerer pottermore og udvider karaktererne og læserens syn på det. Fx gav hun os historien om Mcgonagall og tante petunia, og når jeg genlæser bøgerne, vil disse nye informationer have bragt mig en helt anden sympati for de personer. Og jeg vil vide endnu mere om hvad Rowling skabte dem af.
    For mig dikterer hun ikke, hvsd jeg skal tænke og mene. Hun giver mig mulighed for at læse ds tanker og følelser, der er bag hendes elskelige personer :)

    Når det kommer til den nye film, synes jeg, at det havde været forfærdeligt, hvis hun fx lavede en serie om dumbledore eller Snape.
    Men historien om Newt er endnu uskrevet, og han bor i NY. De eneste personer, der muligvis vil dukke op, er personer, det levede samtidig med ham. Newt levede i 50-60 år før Harry overhovedet var blevet tænkt på :)
    Jeg synes det er genialt, at hun udforsker en helt anden troldmandskultur end den engelske, fordi det er den, vi kender :)

    Jrg kan sagtens forstå den vinkel, du har på emnet, men jeg ville lige belyse hvordan det ser ud i mit lille Potter-hoved ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange vil nok føle, at Rowling udvider Potter-universet, og det synes jeg er fedt! Det er dejligt, at man kan få lidt mere af det, man elsker uanset formen. Det kan jeg godt forstå :)

      Men, og måske er det her bare mig, da Rowling afsluttede Harry Potter, bandt hun en sløjfe. Hun skrev den mest udførlige epilog nogensinde, fastseglede alle sine karakterers skæbner og mejslede det ind i sten. Hun udtalte, at der "aldrig ville være mere Harry Potter", fordi den historie var skrevet, og den var færdig.
      Men så begyndte hun at tilføje. At bygge videre. Og at udtale i interviews, at Ron og Hermione slet ikke ville klare det, at udsende små noveller om Umbridge osv. Og det er ikke nødvendigvis en negativ ting, men i mine øjne begynder hun bare at rive op i den knude, hun selv bandt så stramt. Det er usammenhængende. Og sommetider føler jeg, at hun er ved at skrive en manual – hun udpensler noget, der før blot lå mellem linjerne, og på den måde får hun os til at se karaktererne i det lys, hun altid selv har set dem. Og ikke det lys som vi som læsere selv havde betragtet dem i.

      Giver det mening?

      Hvad filmen angår, er jeg virkelig irriteret. I min verden er det både unødvendigt og ligegyldigt, hvad Newt Scamander lavede i New York i 1897. Det er en spin-off. Og selvom den som sådan intet har at gøre med Harry Potter, bliver den solgt på sammenhængen med Harry Potter alligevel (det ér jo derfor, folk vil se den. Fordi de er HP-fans). For mig at se er det at koge suppe på et koncept, som egentligt er afsluttet. Og det bryder jeg mig ikke om.

      Jeg har ret skarpe holdninger om det her, men jeg forstår dog godt, at du/andre HP-fans er begejstret for en flig mere af det univers, vi alle elsker :) ..

      Slet
    2. Det giver helt vildt meget mening, hvad du skriver :)! Og jeg ved, at mange fans er enige med dig derude, jeg tror bare, at det er et meget subjektivt emne, netop også derfor det er en spændende diskussion :)

      For mig bliver det ikke manualer, netop fordi jeg oplever det som endnu flere deltager, nærmest som en extended udgave af bøgerne, hvis du forstår? Når hun fx fortæller os historien om diverse karakterer giver det bare endnu mere mening, og en masse af se diskussioner, der har været på Harry Potter conventions eller i podcasts kan nu få en ende, fordi vi nu kan diskutere, hvad Rowling ville med tingene :D
      For mig er der forskel på en artikel i profettidende og en ny bog om hele molevitten.

      Jeg har altid higet efter at høre om andre troldmandssamfund, og jeg synes det er fedt, at hun tager fat i en helt ny karakter som Newt. Hun kunne jo sagtens have valgt fx dumbledore og lade ham rejse rundt eller hvad ved jeg ;)

      Jeg forstår virkelig godt, hvordan du oplever, og ude i fanbase er jeg bestemt alene med min holdning ;)

      Slet
  9. Jeg er stadigvæk forelsket i J.K. Rowling, måske fordi de ting som du beskriver ikke er noget som går mig imod. Jeg læser fx ikke krimier (og havde faktisk den opfattelse af der næsten kun var kvindelig forfatter i den genre). Men jeg kunne godt forstille mig at grunden til at hun valgte en mandelig pseudonym var for at lægge så meget afstand fra hende selv.

    Jeg tror mest at det påvirker mig hvis en forfatter har brudt loven/været umennesklig. Som fx med Hale og at stalke en anmelder.
    Der hvor jeg bedst kan beskrive det her (fordi jeg kender ikke særlig meget til de forfatter jeg læser omkring) er i musikbranchen, jeg nægter at høre musik af Chris Brown fordi han har banket sin daværende kæreste.Og jeg tror det vil være det samme med bøger selvom jeg kunne lide bogen, at hvis forfatteren havde banket sin kæreste eller børn ville jeg nok ikke læse bogen eller opdrager andre til det.

    Så for mig tror jeg at det handler mere om hvor vidt en forfatter opfører sig umenneskelig fremfor at personen måse har svært ved at give slip fra sine karakter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rowling er også en imponerende person, og det hun har opnået med HP-bøgerne er afgjort værd at beundre. Mht. pseudonymet tror jeg, at der kan lægges ligeså meget afstand ved et selvopfundet kvindenavn som med et mandenavn. Men det er selvfølgelig bare personlig filosofi :p

      Og det er helt sikkert en vurderingssag, hvad man vil støtte, og hvad man ikke vil!

      Slet
  10. Det er en virkelig interessant diskussion, om man kan og ikke mindst bør adskille kunstner og kunsten. Kunsten vil vel til en hvis grad altid være et udtryk for/afledt af kunstneren, og dermed kan de to (efter min mening) ikke fuldstændig adskilles (selvom man naturligvis godt kan lade sine karakterer mene ting/agere på en måde, som man som forfatter ikke kan stå inde for).
    Når det kommer til, hvorvidt man bør, så synes jeg, at vi som forbrugere skal være vores ansvar bevidst og være klar over, at vi direkte er med til at støtte en bestemt opførsel, som f.eks. James Freys (og det må vi så gøre op med os selv, om vi vil være med til).

    Rowling har jeg til gengæld et mere ambivalent forhold til. Jeg elsker bøgerne, men det irriterer mig grænseløst, at hun ikke kan give slip, og jeg synes desværre, at det lugter af kommercielle interesser. Jeg håber dog, at jeg tager fejl, og at det i virkeligheden (hovedsaligt) er udtryk for, at hun har svært ved at slippe sine historier og karakterer - hun har jo levet med dem i endnu højere grad end vi andre. Men alligevel irriterer det mig, at hun konstant videreudvikler, og især at hun kommer med rettelser (Nej, Ron og Hermione burde nok ikke have været endt sammen, men det var nu en gang den slutning, hun gav os (Som i øvrigt også var alt for udførlig efter min smag)).
    Det med det mandlige pseudonym havde jeg ikke skænket en tanke, før du gjorde opmærksom på det. Men så vidt jeg husker, valgte hun også J.K. for netop, at gøre det mere androgrynt (nok også presset af forlaget). Men man kan sagtens argumentere for, at hun nu burde være gået med et kvindeligt. Omvendt synes jeg også, at hun gør virkelig meget godt (udover at skrive), altså hendes store donationer til velgørende formål og engagement i børn og kvinders rettigheder og hjertevarmende breve til fans, der har det svært. Og til trods for mit forhold til hende, så er bøgerne altså stadig magiske - men spring evt. epilogen over ;)
    - Ditte

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Jeg vil så gerne adskille de to ting, men kan man virkelig det? Det er jo netop ikke sort/hvidt. Jeg hader at læse bøger selvbiografisk, og jeg hader idéen om at alt hvad en forfatter skriver, skal være oplevet af forfatteren selv (se på Austen og hvor mange mennesker, der går ud af deres eget skind for at fabrikere en "glemt" kærlighedshistorie mellem hende og Lefroy. Det er komisk), men det er jo stadig en udtryksform for et eller andet, der har rørt sig i forfatterens tanker. For det er nedskrevet ud fra deres fantasi.

      Jeg synes netop også, at Rowling trådte sig selv over tæerne med dén slutning. Hun bandt den så grundigt sammen, at der ikke var rum til at fortryde. Og jeg var bestemt heller IKKE enig med Ron/Hermione-kombinationen, men det var sådan, det blev. Det er sådan, historien er. Bøgerne er udgivet, de er skrevet – og det kan man ikke ændre på. Slet ikke når slutningen var sådan opbygget til at begynde med.
      J. K. blev valgt som hendes kunstnernavn, fordi hendes forlag pressede hende til det, da "drenge ikke læste bøger skrevet af kvinder". Det har Rowling senere selv udtalt, at hun fortryder bittert, og at det var en fejl fra forlagets side. Derfor undrer det mig også, at hun ved sit krimi-navn har valgt et mandligt kunstnernavn, netop fordi hun var så forarget over hændelserne, der gjorde hende til J. K... Er hun på den måde ikke selv en del af den samme fordom? Eller hvad? Det går mig på af en eller anden grund.
      Hun er helt sikkert stadig beundringsværdig på mange punkter, og jeg finder hende også inspirerende i hendes tweets og udtalelser. Stadigvæk. Men der er bare ting, der irriterer mig grusomt, især når jeg kigger på HP-bøgerne i min reol. Det er problematisk...

      Slet
  11. Det var en svær problemstilling, men også en interessant en. Er det snyd at sige "både og"? Hamsun kan for eksempel have været aldrig så meget nazist, jeg synes stadig han var formidabelt dygtig. Men der er også forfattere som jeg har valgt fra alene på grund af holdninger eller udtalelser, selvom bøgerne måske kunne være spændende nok. Jeg har fx heller ikke lyst til at læse noget som helst af Kathleen Hale. Omvendt tænker jeg også at man skal være meget omhyggelig, når man vælger til og fra på den måde. En fjer kan så hurtigt blive til fem høns på sociale medier, og en uheldig bemærkning kan lynhurtigt blive fortolket helt anderledes end den var ment. Jeg synes man skylder at lave sin research ordentligt, før man beslutter sig - men det tror jeg bestemt også at du gør :)

    Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om du tror at udviklingen i din holdning er påvirket af at du har fået mere at gøre med forlagsbranchen? Jeg tænker, at i den verden må man vel i høj grad forholde sig til forfattere som mennesker såvel som til deres bøger. Det kunne være spændende at høre om.

    Og tak for at sætte ord på min snigende Rowling-skepsis! Jeg har også fornemmelsen af at hun har ødelagt noget, især i sin "store afsløring" af hvem der skulle have været gift med hvem. Det er hun absolut hverken mere eller mindre kvalificeret til at udtale sig om end alle mulige andre (især fordi hun tager FEJL!) ;) Men så er det heldigt, som du siger, at historien tilhører os alle sammen nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Kathleen Hale sagen er eksploderet, og faktsik er der også tale om omvendt mobning også, hvor læserne mobber hende som forfatter. Det er heller ikke ok. Men faktum er alligevel, at hun har skrevet en artikel om, at hun opsøger en bogblogger på hendes bopæl. Det bryder jeg mig ikke om – og slet ikke fordi artiklen glorificerer det problematiske i det.

      Faktisk har jeg i forlagsbranchen slet ikke så meget at gøre med forfatterne. Faktisk overhovedet ingenting, jeg står nemlig ikke for den direkte kontakt med agenter og/eller forfatteren selv. Så jeg tror ikke det er dét, der har spillet ind :) Rowling-tankerne har naget mig i lang tid.

      Og jeg er helt enig med dig. Faktisk er jeg også enig med Rowling, jeg synes heller ikke, at Ron og Hermione burde være sammen. MEN, det var sådan det blev skrevet, og det er derfor dét, jeg har forholdt mig til lige siden. Og det synes jeg ikke, at man bare sådan lige kan trække tilbage..

      Slet
  12. Altså, jeg synes faktisk det er lidt svært. På den ene side støtter man jo forfatteren i det han eller hun gør, men på den anden side kan bogen jo være god nok selvom forfatteren er en hat. Jeg holder mig til min mavefornemmelse. James Frey for eksempel, jeg synes ikke det er i orden det han gør, men jeg var ikke så forarget at jeg havde lyst til at klynge ham op i et træ, hvis det giver mening? Til gengæld nægter jeg at læse noget af Anne Rice, fordi jeg synes det hun gør er virkelig modbydeligt! Kiera Cass har også sagt en del knap så heldige ting, men jeg følte ikke jeg havde behov for at cutte hende, som jeg havde med Anne Rice.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Jeg tror heller ikke på, at en forfatters personlighed nødvendigvis kan ses i deres bøger, men det er jo et faktum, at man også støtter personen bag, når man køber den.

      Det er helt sikkert en vurderingssag og gradbøjning, hvad det er, der går ham på!

      Slet