lørdag den 1. november 2014

Heltinde-hyldest #5: Emily Byrd Starr og et stykke af mig selv

Dette er et diskussionsindlæg om Emily Byrd Starr, heltinden i L. M. Montgomerys Emily-serie. Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Emilys gradvise drømmerejse. I kan læse min anmeldelse af den første bog i Emily-serien, "Emily of New Moon" lige her.


Jeg er ikke klar over, hvor Emily slutter, og hvor jeg selv begynder. Jeg mødte hende i en så tidlig og afgørende alder, og hun har været en del af mig lige siden. Hun gjorde indtryk på mig, da jeg var nem at gøre indtryk på, og hele mit liv har været præget af de ord, som Montgomery lagde i hendes mund. Jeg fandt aldrig en sjælefrænde i Anne Shirley, men i Emily Byrd Starr fandt jeg et stykke af mig selv.
Jeg var et mærkeligt barn, da jeg voksede op. En smule for inderlig og alt for flyvsk. Jeg læste bøger i hobetal, og jeg ledte altid efter karakterer, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var tiltrukket af bøger med hovedpersoner, der elskede at læse eller skrive, og det var også derfor, jeg forelskede mig så hovedkuls i "Pigebørn" af Louisa May Alcott og forsøgte mig med "Anne på Grønnebakken" af L. M. Montgomery. Problemet var bare, at selvom Jo March og Anne Shirley læste og skrev med en feberhed iver, så kunne jeg ikke genkende mig selv i dem. De var larmende, dansende, udadvendte karakterer, og det afskrækkede mig. Jeg forstod dem ikke, og jeg vidste, at jeg aldrig kunne være som dem.
Og så stødte jeg på Emily. Emily trådte ind i mit liv med en stille melankoli. Hendes fortælling startede med et dødsfald, og hendes øjne var både fjerne, fordi hun drømte, og fordi hun savnede. Hun var stilfærdig af karakter og ikke, som jeg var sommetider, af frygt. Hendes personlighed blev ikke nedtonet, fordi hun havde færre replikker end Anne Shirley, men derimod blev den blot forstærket, fordi hun havde et så farverigt indre liv. Da jeg stødte på Emily kunne jeg for første gang relatere til en karakter af hele min sjæl. Når Emily blev misforstået, fordi hun ikke råbte op eller talte direkte, græd mit hjerte med hende. Jeg forstod hende og alt det, som hun aldrig fik sagt.

L. M. Montgomerys Emily-serie har aldrig opnået samme popularitet som hendes Anne-serie. Anne-serien var en bestseller, en larmende succes allerede da den udkom. Men Lucy Maud Montgomery foretrak selv Emily. Faktisk påbegyndte forfatteren Emily-serien, fordi hun var træt af at skrive om Anne Shirley.

Det er almindelig kendt, at Montgomerys egen favoritkarakter var Emily. Hun udtalte flere gange, at Emily var den af hendes hovedpersoner, der mindede mest om hende selv, og det er måske også derfor, at så mange (jeg selv inklusiv) hævder, at der gennem Emily-bøgerne strømmer en langt mere dybtfølt inderlighed, end der gør i Anne-serien. Men det er selvfølgelig bare et spekulativt argument.
Historien om Emily adskiller sig dog skarpt fra historien om Anne ved først og fremmest at være en historie om en spirende forfatter. Anne Shirley skriver ganske vist også; noveller, digte og brudstykker, men hun ofrer sine skriblerier, da hun bliver gift. Emily ofrer aldrig det aldrig; hun vil ikke adskilles med sin pen for noget, og selv da hun forsøger at konformere sig til sine omgivelsers forventninger, fejler det fatalt. Hun kan ikke leve uden at skrive. Hun kan ikke undertrykke eller undvære den del af sig selv. 
Jeg siger ikke, at Emily er en bedre karakter end Anne, fordi hun holder fast i sin barndomsdrøm. Faktisk er Emily ofte en mere nådesløs, mere stædig og mere kompromisløs kold karakter end Anne – netop fordi hun så indædt har besluttet at følge sin ambition. Hun kravler, trin for trin, op af sin såkaldte alpevej, og hun bevæger sig målrettet mod sine forfatterdrømme. Hun er en karakter, der selv når alt omkring hende fejler, ved hvad hun vil. Hun er en forfatter skabt af en anden forfatter.

På en måde er Emily Byrd Starr revolutionerende. For hun er en karrierekvinde i en tid, hvor kvinder ikke havde nogle karrierer. Hun tilpasser ikke sig selv til sine omgivelser. Hun ofrer intet til ære for ægteskab eller samfundsnormer. Hun er modig, for hun lader sig ikke undertrykke.

Og alligevel er hun så blid. Så romantisk, så rosenrød drømmebyggende og forhåbningsfuld. Hendes hjerte banker med store følelser, hendes violetgrå øjne er gemt under kaskader af tykke øjenvipper, og gennem dem ser hun verden indhyllet i et fortryllet drømmeskær. Emily taler med sit eget spejlbillede, ser Vindpigen løbe igennem skoven og løfte træernes grene til en farveldans, og overalt hvor Emily færdes opfanger hun glimt af en skønhed så blændende, at det næsten er ubærligt. Emily er en drømmer, der ikke bliver knækket af verden. Emily får den største gave, fordi hun er et blidt menneske, som verden ikke formår at gøre hård eller bitter, selvom hun går jernhårde realiteter i møde.
Det er en historie, der rammer mig i hjertet hver gang. Da jeg var elleve år, genkendte jeg mig selv i Emily af simple grunde. Fordi hun var stille. Fordi hun skrev. Fordi hun elskede katte. Fordi hun drømte, og fordi hun tænkte lyserødt. I dag håber jeg, at jeg havde ret dengang. Der er ingen i verdenslitteraturens farverige persongalleri, jeg hellere vil være end Emily Byrd Starr. Der findes så få intakte drømmere.

Har I prøvet at læse en bog i barndommen og genkende jer selv? Har I også en barndomskarakter fra en barndomsbog, som I inderligt beundrer? Og har I også læst historien om Emily? I så fald, hvad synes I om hende? Og hvordan synes I, hun tager sig ud i en sammenligning med Anne Shirley? 

10 kommentarer:

  1. Er fuldstændig enig i din beskrivelse af Emily, hun har en mere stilfærdig styrke over sig i forhold til Anne. Emily holder fast ved den hun er, og ved hvor hun vil hen - i modsætning til Anne der søger mod at være noget andet og bedre (ikke negativt).
    Da jeg læste Anne of green gables, synes jeg faktisk at hun var irriterende larmende og melodramatisk til tider. Ikke desto mindre ELSKER jeg historien om hende, men kan heller ikke spejle mig selv så meget i hende, som jeg kan med Emily. Historien om Emily er som et brudstykke af himlen for børn med en barndom fuld af bøger, drømme, fantasi og ORD - men hvor alt dette udspiller sig i en indre symfoni.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! jeg er rørende enig med dig, Emilys historie er netop himmelfin!

      Slet
  2. l love that there's so much Lucy Maud love going on on your blog lately. I started reading her books initially because it's sort of a requirement, being from PEI. Although I have a bit of a love/hate relationship with Anne, because growing up as a redhead on Prince Edward Island kind of drove me crazy since it made for lots of tourists snapping my picture in summertime.. ha. Aside from Anne of Green Gables, the initial book, I admit I don't love that series as much as I do LMM's other books, some of her other characters are so beautifully written and I feel often neglected. I LOVED Emily, for many of the same reasons, I think as you did (Thanks google translate!). Her reflectiveness and quiet dreaminess was much more relatable for me as well.

    SvarSlet
    Svar
    1. I really do love Montgomery! Especially her Emily-trilogy. I grew up with Emily, she is such a huge part of me. I can't believe you actually grew up on PEI, it seems like such a fairyland!

      Slet
  3. Det var spændende at læse, Rikke - men jeg har ikke selv læst serien om Emily. Dine billeder er helt vidunderlige!

    SvarSlet
  4. Ih hvor jeg også elsker alle dine Emily-indlæg i de her dage! Din blog bliver jo læst af virkelig mange, så det kunne være så fantastisk, hvis flere fik øjnene op for de bøger pga dig :) Det er virkelig sjovt for mig at læse om dit forhold til bøgerne og til Emily, både fordi det på mange måder minder så utrolig meget om mit forhold til bøgerne, men også fordi du har tænkt over lidt nogle andre ting end jeg har og det sætter endnu flere tanker i gang, og det kan jeg godt lide!
    Jeg har faktisk aldrig sammenlignet Emily med andre kvindelige hovedpersoner. Jeg læste ligesom dig rigtig mange bøger da jeg var yngre, og jeg kunne også godt lide at læse om piger der var helt anderledes end mig. Modige piger der gjorde en masse modige ting fx. Det var inspirerende og så kunne jeg drømme om at være i stand til at gøre det samme.
    Men som med dig så blev Emily noget helt særligt, fordi hun, som måske den eneste hovedperson, fik mig til at føle at det var okay at være en stille pige og læse og skrive rigtig meget. Særligt det med at skrive var det jeg elskede allermest ved Emily, da jeg selv drømte om at blive forfatter fra jeg som 7-årig begyndte at skrive dagbog. Så jeg var MEGET inspireret og fascineret af Emily og hendes skriveri, hvilket man også kan se på flere af mine kiksede digte fra dengang ;)
    Har du mon også skrevet et brev fra dig selv som 14-årig til dig selv som 24-årig? Det gjorde jeg selvfølgelig, og det var virkelig sjovt at læse! Hold op hvor var jeg ung og naiv og kikset i mine skriverier om, at jeg forhåbentlig havde besteget alpestien og udgivet mindst to bøger som 24-årig (det skete desværre ikke ;)).
    Åh jeg kan blive ved med at skrive, beklager den endnu engang lange kommentar! Men igen, tak for dine smukke skriverier her på bloggen :)
    knus Trine
    p.s jeg har forresten gensendt mailen, så jeg håber, at den er nået frem denne gang!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg ville elske, hvis jeg kunne lokke flere til at læse historien om 'Emily'! Bøgerne om hende er som funklende diamanter, og jeg elsker dem så inderligt højt. De er det bedste jeg ved. <3 Og de er så ufatteligt undervurderede..

      Emily var nemlig revolutionerende, fordi man som stille pige kunne spejle sig i hende. Forstå hende. Være hende. Hun ændrede mit liv, fordi hun var relaterbar.

      Og JA! Jeg skrev også et brev til mig selv! Til den 20-årige selv i øvrigt. Jeg fandt det igen, da jeg var 18, læste det og døde en smule over min egen akavethed :'D Var i øvrigt også veninde med Rikke-i-spejlet, stærkt inspireret af Emilys spejl-venskab :D Åh altså!

      Jeg har modtaget din mail, det er fantastisk! Jeg svarer når denne (ufatteligt stressende uge) er ovre :)

      Slet
  5. Det erogså dejligt med forskelligheder :)

    SvarSlet
  6. Ja jeg vil faktisk også sige, at Emily ændrede mit liv. Inden jeg faldt over bøgerne elskede jeg allerede at læse og skrive, men Emily lærte mig, hvordan man kan bruge det, når man har det svært. Jeg elskede, hvordan hun altid skrev sig ud af de svære situationer, som hun havnede i, og det begyndte jeg også at gøre meget dengang.
    Fedt, at du også skrev et brev :D Men jeg havde næsten heller ikke forventet andet ;)
    Og du må endelig ikke stresse over at skulle svare tilbage på mailen, det er jo ikke noget som haster :) Jeg ville bare være sikker på, at den var nået frem :) Held og lykke med din travle uge! knus

    SvarSlet