mandag den 10. november 2014

Skal vi læse en bog sammen?

De står der endnu. På rad og række, sart matchende med deres lyse pastelfarver. Slidte, ødelagte og elskede er de blevet låst inde i mit blå opbevaringsskab på mit barndomsværelse.  Jeg har nemlig ikke kunne nænne at skille mig af med dem, for de minder mig om den læser, jeg var engang – og som jeg delvist stadig er i dag.
Sophie Kinsella var mit ungdomsidol. Hendes bøger var alt, hvad jeg havde brug for at læse i de trættende teenage-år, hvor handelsskolen fyldte, og fritiden var sparsom. Med min evige forkærlighed for bøger om forelskelse, umuligt perfekte slutninger og velkendt klodsethed dryssede Kinsella en lykkelig eskapisme ud over min hverdag. Jeg læste alt, hvad hun skrev, og jeg nød hvert ord.
I dag læser jeg stadig chick-lit. Jeg elsker stadig lyserøde, pinke og sarte forsider, og jeg rynker aldrig på næsen af en god kærlighedshistorie – hvad enten den er udgivet i 1800tallet eller i går. Ikke desto mindre har min dosis af chick-lit ændret sig. Procentvis udgør genren ikke længere størstedelen af min læsning, men derimod blot en lille brøkdel. Det er ved at være længe siden, at jeg har læst en Kinsella-bog. Men nu er det atter tid.

I lørdags gæstede Sophie Kinsella BogForum i anledning af hendes nyeste bog. På grund af min forlagspraktik hos Lindhardt og Ringhof var jeg så heldig at opleve hende flere gange i løbet af dagen – og mit fortidige teenage-jeg jublede. Det var stort for mig at møde en forfatter, der har præget min ungdom i så høj grad. Især fordi hun var så sød, så skarp, så velformuleret og vidunderligt britisk. Jeg var imponeret, og de stjerner hun tegnede i min bog vil skinne lang tid endnu.
Jeg glæder mig til at læse "Shopaholic stiler mod stjernerne", og jeg vil gerne læse den sammen med jer. LOVEBOOKS, som er en del af Lindhardt og Ringhof og et vidunderligt sted for alle læsere af kærlighedsbøger, har nemlig arrangeret en read-along af den lyserøde bog.
En read-along er, basalt set, blot en form for online-fælleslæsning. Via et hashtag diskuterer man løbende en bog på Instagram, Facebook og Twitter, og på den måde kan man følge hinandens læsning. For at deltage i denne read-along skal du ganske simpelt blot bruge de to hashtags #KinsellaKærlighed og #Lovebooksdk til at vise dit yndlingscitat, fremhæve en komisk scene eller dele en tanke om et særligt kapitel. Det bliver sjovt. Og noget så hyggeligt.
Denne read-along begynder i dag og varer hele måneden ud. Selvom du ikke nødvendigvis starter bogen i dag, kan du sagtens påbegynde læsningen i næste uge og være med. Der er ingen tidslinjer og ingen stress – hashtagget og diskussionen af bogen fortsætter ligeså længe, der er nogen, der har noget at sige. 

Skal du være med? 

Ps, Jeg synes bestemt, at I skal følge LOVEBOOKS, hvis I elsker kærlighedshistorier. Det er sådan et spændende projekt, og jeg ved, at der er endnu flere spændende ting i vente.
Pps, Jeg er i praktik hos Lindhardt og Ringhof, og jeg er en del af LOVEBOOKS-redaktionen. Det ændrer dog ikke på min oprigtige begejstring overfor projektet, og de ting det kan (og skal) bruges til. Jeg fortæller nærmere om min praktik snart, men indtil da er det vigtigt for mig at klargøre, at min blog og ordene på den er mine egne. Jeg vil så nødigt blande tingene sammen, men faktum er, at jeg deltager i denne read-along, og at jeg glæder mig. Derfor har det også fået en plads på bloggen. Alt andet ville være fjollet.

15 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig til at læse med, og hvor har det været hyggeligt at følge LOVEBOOKS på facebook og instagram hen over weekenden. Nogle store navne I fik til at pose med de balloner :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre!

      Og ja – utroligt så friske de alle var på at holde ballonerne lidt for os! Det er herligt :D

      Slet
  2. Åh, det kunne da være så hyggeligt:) dét vil jeg gerne være med til! Skal bare lige skaffe bogen ;)

    SvarSlet
  3. Sikke et fint projekt! Ville enormt gerne være med, men kan ikke få mig selv til at starte midt i en serie uden at have læst de foregående. Og så er jeg også bare i gang med alt for mange bøger pt. haha.

    Det må blive næste gang for mit vedkommende :b

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, åh det er også en lang serie. Jeg forstår dig godt! Men det er en skøn serie, og Kinsella kan du glæde dig til at stifte bekendtskab med :D

      Slet
  4. Ej, jeg ville frygteligt gerne være med, men har endnu ikke fået læst en eneste Shopaholic bog, selvom jeg kun har hørt gode ting om dem. Desværre ejer jeg kun den første af dem, som er på dansk, og det er nok derfor jeg ikke har fået taget mig sammen til at læse dem, men... Efter jul står de på min liste!

    Lovebooks syntes jeg er et rigtig fedt koncept og jeg er vild med ideen om ene bøger om kærlighed! Jeg glæder mig til at se hvad det lover i fremtiden. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har noget at glæde dig til, i så fald! :)

      Det er jeg bare så glad for at høre! Og uden at tease for meget eller være for irriterende, kan jeg roligt love dig, at der er spændende ting i vente! :)

      Slet
  5. Jeg Elsker Kinsella - hun skriver så skønt og sjovt! Jeg har netop læst den nye Shopaholic :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun er nemlig både sjov og skøn at læse! Så du hende på BogForum? :)

      Slet
    2. Nej desværre - skal ALTID noget andet når der er boglige arrangementer :-/

      Slet
  6. Jeg elsker kærlighedshistorier, men får ikke læst så meget andet end faglitteratur, desværre.
    Til gengæld fik jeg disse billeder fra et eventyrligt bryllup på Hawaii: http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/11/eksotisk-eventyrligt-bryllup.html

    Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er en skam, når tiden er knap :)

      Slet
  7. "Alt andet ville være fjollet." Åh Rikke - elsker din ærlighed og din chick-lit-kærlighed! Alt andet ville lige præcis netop være fjollet :* :*

    SvarSlet