mandag den 3. november 2014

To bog-filmatiseringer i omvendt rækkefølge; The Maze Runner og Gone Girl

Det regnfulde efterårsvejr rimer på biografture. Der er intet mere efterårsperfekt end at synke ned i et rødt sæde i en mørk sal i selskab med en god veninde og en stor portion popcorn. Særligt ikke når der er tale om bog-filmatiseringer.
I september og oktober har jeg fået fine invitationer fra 21th Century Fox, der var så venlige at invitere mig ind for at se både 'The Maze Runner' og 'Gone Girl'. Jeg takkede lykkeligt ja i begge tilfælde – selvom det på mange måder var bagvendt og omvendt, da jeg slet ikke havde læst de bøger, som det hele tog udgangspunkt i. Og jeg plejer ellers at være meget striks med at læse bogen først.
I virkeligheden burde det ikke gøre nogen forskel; en historie er en historie, og at se en film siger ikke nødvendigvis meget om at læse en bog. Sommetider kan det endda være en hjælp ikke at åbne bogen med blinde øjne. Ikke desto mindre er det blot en inkarneret regel i ethvert læseliv: se aldrig filmen, før du har læst bogen bag. En regel som jeg nu har brudt, to gange i træk.

Da Stine og jeg tog i biografen for at se 'The Maze Runner' havde jeg ingen idé om, hvad der var i vente. Jeg kendte hovedoverskrifterne for den ventede ungdomsfilm; et dystopisk overlevelsesspil mellem en flok forvirrede drenge, men jeg anede intet om handling eller plot. Jeg havde ikke engang set traileren først.
Filmen efterlod mig mest af alt forvirret. Jeg undrede mig over sammenhængen i den verden, der blev fremvist, og sad tilbage med langt flere spørgsmål end svar. En stor del af karaktererne forekom mig afstumpede og urimelige; Thomas' mange spørgsmål og mangel på svar irriterede mig, og flere plottwists og blindgyder havde Stine og jeg hvisket om, lang tid før de indfandt sig på skærmen – lige fra det obligatoriske offer af den godtroende følgesvend til den ventende forbindelse mellem filmens eneste kvindelige hovedperson og den mandlige hovedrolle. Det hele blev hurtigt lidt for nemt og lidt for stor en kliché.
Ikke desto mindre var jeg dog underholdt. Filmen har mange scener, der udspiller sig i et hæsblæsende tempo, bratte labyrintgange og højlydte skrækmelodier. De grålige, brunlige, grønlige og dystre farvetoner understreget dystopiens mørke, altimens karakterernes mange skænderier afspejler deres desperation. Særligt Gally den selvskrevne bølle, spillet af Will Poulter, havde desperationen, konflikten og fortvivlelsen malet i sit ansigt. Han var en af de få karakterer, der tilføjede en smule dybde til persongalleriets overfladeleg – samtidig med, at han var en tilbagevendende forhindring og frustration for hovedpersonens heltefærd.
Da jeg så 'The Maze Runner', var jeg overbevist om, at dens flade karakterer og papirstynde plot var en medfølge af historiens transformation fra bog til skærm. Da jeg derefter læste bogen, blev jeg klar over, at filmen for mit vedkommende var at foretrække. Bogens problemer var tydeligere end filmens.
Faktisk er meget ændret og forbedret i filmens spilletid. Karaktererne er, om muligt, lettere at holde af, forstå og sympatisere med i filmen, end de er i bogen. Enkelte plotelementer tilpasses også filmformatet, og rækkefølgen af hændelserne ændres, så der ikke er ét stille sekund på skærmen. Det er en actionfilm og et opdagelseseventyr – hvorimod bogen i højere grad er spekulativ, stillestående og tilbagevendende. 

Rosamund Pikes porcelænsfine ansigt stirrer udtryksløst ud i luften, mens Ben Afflecks desperation langsomt udvikler sig til irritation. En hel landsby leder efter en kvinde ved navn Amy, som er sporløst forsvundet – og dog. For små spor dukker op og de peger i stigende grad på Amys mand Nick, der i forvejen ikke har formået at fremstille sig selv i et sympatisk lys. Amys forsvinden udvikler sig til en gådefuld spøgelsesleg, og hvad der i starten virkede som et lykkeligt ægteskab, ændrer pludselig form til et truende mørke. Var Nick og Amy så lykkeligt gift, som Nick har ladet sine omgivelser tro? Og hvilken rolle spillede Nick selv i sin kones forsvinden? Spørgsmålene kører, filmen ruller, og mysteriet begynder.
Jeg vidste ikke meget, om 'Gone Girl', inden jeg så filmen. Men jeg vidste noget. Og derfor ventede jeg. Jeg ventede på den drejning, som jeg vidste, det hele ville tage, og jeg ventede på den afsløring, som jeg vidste ville komme. Jeg befandt mig på kanten af mit sæde – og jeg ventede.
'Gone Girl' er en øvelse i perception. En bevidst leg med publikum om opfattelsen af mennesker og af verden. En omvendt perlekæde af logik og fragmenterede argumenter, der skal kædes sammen. En løsning der ikke er givet på forhånd. Et mysterie i ligeså høj grad som et spørgsmål om tiltro.
Filmen var dyster, nervepirrende og diabolsk. Handlingen var fyldt med skarpe drejninger; skuespillerne spillede med adskillige masker, der røg af én for én og alligevel aldrig afslørede det sande ansigt bag. Ben Affleck var på én gang bragende usympatisk og hjælpeløst efterladt i sin rolle som Nick, Rosamund Pike bar en overflade af blankpoleret glas og afslørede indimellem glimt af et indre, eksplosivt kaos. Neil Patrick Harris var besat, gal og genial, en ufrivillig skurk i et større puslespil. 
Filmen var eminent udført. Men den var også for lang. Dens afslutning var for udpenslet, for bizar og for overdrevet til min smag. I virkeligheden så jeg helst, at filmen sluttede, da mysteriet gjorde; de efterfølgende scener fungerede som en alt for udpenslet epilog med intet andet formål end at dræbe ethvert spor af tvivl. Og eftersom at netop tvivlen er det bærende element i filmen, ville jeg have foretrukket, at det blev bevaret. Men det havde selvfølgelig ikke være nogen slutning overhovedet.
Filmen har dog overbevist mig om én ting: jeg vil aldrig komme til at læse bogen. Det er en af den slags historier, der mister dens kraft, ligeså snart mysteriet afsløres. Og selv hvis bogen er mere veludført end filmen, tror jeg ikke, den vil kunne bevare min interesse. Jeg har fået mine svar. Måske endda i en lidt for grundig form.

Har I set 'Gone Girl' eller 'The Maze Runner'? Hvad synes I om dem? Og hvordan har I det med at se film, før I har læst bogen bag? Ender I også med ikke at få læst bogen?

20 kommentarer:

  1. Jeg har set begge film, men kun læst Gone Girl. The Maze Runner mente jeg var okay underholdning og så den bare som tidsfordriv, men jeg har ingen planer om at læse bogen, slet ikke efter at have set/læst alle de forfærdelige anmeldelser på Goodreads. Jeg læste Gone Girl og kunne egentlig meget godt lide den, også selvom at den sagtens kunne have været lidt kortere. Derefter så jeg filmen sammen med min kæreste, som ikke har læst bogen.Vi synes begge to at den virkede enorm uklog, den prøvede alt for meget og alt for mange plotholes. Jeg forstår på ingen måde alt den praise den får.
    Pga. filmen kan jeg heller ikke tage bogen seriøst nu, for efter at have set mange af scenerne udpenslet på skærmen, virker bogen ved nærmere eftertanke også dybt latterlig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh altså. Maze Runner irriterede mig så grumt på bog. Virkelig. FIlmen ér bedre, synes jeg. Meget bedre.

      Det var en skam, at Gone Girl skuffede så fælt, når du har holdt så meget af bogen. Den slags skuffelser er det værste!

      Slet
  2. Vi så faktisk begge film i USA for nogle uger siden, og jeg må ærligt indrømme at ingen af dem imponerede mig synderligt. The Maze Runner fangede mig ikke rigtigt, og jeg kunne slet ikke tage Will Poulter seriøst, fordi jeg blev ved med at tænke på hans rolle i We're The Millers (hint: https://www.youtube.com/watch?v=mmS8EijNWeU).
    Og Gone Girl var for mig mere komisk end den åbenbart var for resten af salen. Der var et eller andet galt med den film. Ben Affleck gjorde det dog super godt! Jeg havde så også regnet med at jeg skulle ind og se en gyser og ventede derfor hele tiden på at blive forskrækket, men i stedet blev jeg underholdt på en meget komisk måde.
    Dine beskrivelser af filmene er i hvert fald ret præcise ift. min egen oplevelse også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, åh. Jeg har ikke set 'We're the Millers', men jeg kan godt fornemme problemet lidt :D

      Ben Affleck var supergod, men Rosamund Pike var virkelig også blændende apatisk, synes jeg. De spiller begge ufattelig godt. Jeg vidste godt, at det var en thriller, der var tale om, så på det punkt var jeg heldigvis fri for forventninger :)

      Slet
  3. Åh, jeg ved præcis hvordan du har det! Plejer normalt også religiøst at læse bogen FØR jeg ser filmen. Men i bund og grund tror jeg ikke det er den bedste vej frem, for tit og ofte ender det jo bare med skuffelser fordi filmen ikke er lige så fantastisk som bogen.
    Endte ligesom dig med at se Maze Runner før jeg læste den, men jeg var ekstremt godt underholdt undervejs, og har fået vildt meget lyst til at læse bøgerne efterfølgende (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen af delene er specielt optimale, synes jeg. Ser man filmen først, falder bogen hurtigt til jorden. Læser man bogen først, bliver filmen ofte skuffende. Det er skørt.

      Jeg er spændt på, om du også kan lide Maze Runner-bøgerne. For mit vedkommende var det ingen succes :P

      Slet
  4. Jeg har ikke set filmen (skal jeg i morgen, og jeg glæder mig!) men det er ikke nogen hemmelighed at jeg ELSKER bogen! Jeg synes plottet er genialt, og jeg synes slet ikke den mistede sin kraft efter mysteriet blev afsløret, faktisk blev den bare endnu bedre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror bare ikke, at jeg vil kunne læse den med samme spænding, nu når jeg kender det "store twist" i midten af filmen. Men filmen er ganske fin, glæd dig! :)

      Slet
  5. Jeg har set men ikke læst The Maze Runner og må indrømme at jeg var underholdt, men alligevel sad med en følelse af at titlen måske var lidt misvisende. Det kan jeg selvfølgelig ikke gå i detaljer om uden at afsløre slutingen, men kigger man på titlerne på de efterfølgende bøger i serien kan man måske fornemme hvad jeg mener. Jeg synes faktisk Will Poulter spillede rimeligt overbevisende som Gally. Jeg var meget imponeret over at se ham i sådan en rolle frem for den han har i We're The Millers, og så har jeg altid en svaghed for skuespillere man "kender" fra da de var yngre, hvor Will spillede med i Morgenvandrerens Rejse som mindre - vil så gerne have at de klarer det godt, så måske synes jeg de er bedre skuespillere end de egentlig er? :) Ellers synes jeg filmen underholdt i en fin blanding af Lord of the Flies møder Lost. Jeg så desuden heller ikke traileren, så jeg vidste ikke ret meget om filmen, eller bogen for den sags skyld. Og har nok heller ikke tænkt mig at læse serien. Jeg synes ligesom det er nok at jeg kastede mig ud i at læse Divergent-serien.

    Og så er det jo så interessant med den meget vigtige regel om ikke at se filmen før bogen er læst, Rikke! Jeg har besluttet mig for at jeg skal stoppe med at sige "Ja, og jeg læste faktisk bogen først!" når folk spørger mig om jeg har set en filmatisering. For det meste siger jeg det for at gøre folk opmærksom på at der faktisk eksisterer en bog, fordi jeg så gerne vil dele min læseglæde med andre. I hvert fald vil jeg slet ikke blande mig i om andre mennesker læser bogen først. Faktisk synes jeg kun det er fantastisk hvis en film kan få folk, især dem der normalt ikke læser, til at læse en bog, hvad enten jeg anser bogen for god eller ej.
    Dog kan jeg ikke helt slippe min egen endnu uforklarlige tvangstanke om at bogen skal læses før jeg ser filmen. Således mangler jeg både at læse og se Extremely Loud and Incredibly Close, og har længe ærget mig over at jeg kom til at se både The Perks of Being a Wallflower og Atonement uden at have læst bøgerne. Hvis jeg skal komme med et lille gæt på hvorfor det betyder så meget for i hvert fald mig at læse bogen først, så tror jeg det er frygten for at læseoplevelsen skal blive flad og uden den der spænding der låser dig fast til bogens handling. Ikke at blive rør så dybt og inderligt, drivkraften bag meget af min læsning, blot fordi filmen kom bogen i forkøbet. Når jeg har læst en bog og skal se fimatiseringen er mit fokus nemlig på hvordan man så har valgt at udtrykke den handling jeg allerede kender, og derfor bliver filmatiseringen for mig en slags fortolkning af "originalen".
    I virkeligheden er mine læseoplevelser af bøger, hvor jeg allerede har set den tilhørende film, slet ikke mindre spændende eller tårefremkalende. Faktisk oplevede jeg forleden at jeg ikke kan vælge mellem bogen eller filmatiseringen af The Help. Jeg så filmen først, og havde derfor nogle scener jeg ventede på i bogen, men som aldrig kom, og som faktisk var de scener, der gjorde at jeg holder så meget af filmen. Men omvendt havde bogen jo så mange mere dybdegående og uundværlige beskrivelser, som betyder at jeg også holder utroligt meget af dén - og derfor kan jeg altså ikke sige den så ellers klassiske "Men bogen er altså bedst" i denne sammenhæng, og du kan tro jeg ofte har spekuleret over hvordan det mon ville være, hvis jeg havde læst bogen først, for så havde den jo været min "original" og jeg havde måske forkuseret for meget på hvad der var anderledes i filmen. Tænk hvis vi går rundt og går glip af en masse fantastiske filmoplevelser, som ikke er de samme, når vi læser bøgerne først! Måske er "orignalen" ikke altid så ægte og pure som mange bøger bliver i mit hovede, så snart man overhovedet annoncerer en filmatisering.

    Håber ikke min kommentar var alt for lang! Jeg synes bare det var et spændende emne du bragte op, sødeste Rikke :)

    SvarSlet
  6. Jeg så Maze Runner for et par uger siden med en veninde. Vi forlod begge biografen virkelig forvirrede for jeg tror ikke helt det lykkedes os at forstå hvilken verden der var i filmen og hvorfor de var i labyrinten til at starte med. Og når man ikke køber præmisserne for historien, er det bare som om det hele falder lidt til jorden. Overvejede at læse bogen for at blive klogere, men efter hvad du og andre skriver, tror jeg at jeg springer den over
    Gone Girl har jeg læst. Jeg synes den var velskrevet og god, men jeg tror ikke jeg vil komme til at læse den igen - nu kender jeg jo plottet. Jeg tror derfor heller ikke jeg vil komme til at se den som film, før jeg en dag måske falder over den i tv :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes virkelig også, at der er store plothuller i Maze Runner. Både bog og film. Det var på mange måder spild af min tid.

      Jeg tror lige præcis også, Gone Girl mister sin lokkende kvaliteter, når man kender de store plottwist i forvejen.

      Slet
    2. Jeg tænker at det er krimiernes lod (er måske lidt fordomsfuld), men jeg har på fornemmelse at jeg meget sjældent vil genlæse en krimi (jeg ved jo allerede hvem morderen er) - derfor er jeg også lidt uforstående over for hele den krimibølge der er skyllet ind over landet de seneste år (men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med at jeg ikke har læst en eneste af dem)

      Slet
  7. Jeg har ikke fået læst nogle af bøgerne og har derfor heller ikke set filmene, men efter dine anmeldelser her står det mig tydeligt at jeg skal have læst Gone Girl før jeg ser filmen! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det tror jeg også er den bedste måde at gøre det på :D

      Slet
  8. Jeg har læst Kvinden der forsvandt og var vild med den. Jeg var også så heldig at modtage en invitation til før-førpræmieren, men måtte desværre takke nej (øv, det voksenliv tager lang tid!). Da jeg så traileren til filmen, var jeg dog rigtig glad for, at jeg havde læst bogen, og jeg kender handlingen. Og ikke mindst afslutningen. Om ikke så længe tager min mor og jeg ind og ser filmen, og jeg er spændt på, om vi er enige - det er vi nok :) (bortset lige fra med Sommerbogen desværre)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det var en skam, at du ikke kunne komme med! Men jeg kan helt sikkert godt give dig ret i, at der er en fordel ved at læse bogen før – især i dette tilfælde! Jeg håber, at du vil kunne lide filmen :)

      Slet
  9. Det er sjovt, hvordan man (jeg?) ofte længe overvejer i hvilken rækkefølge man skal gå til værks, når det kommer til bogfilmatiseringer. Personligt er jeg kommet frem til, at jeg altid ser filmen før jeg læser bogen. Den beslutning tog jeg på baggrund af Harry Potter-serien.
    Min mor havde læst "De vises sten" højt for mig, og da jeg så gik i biografen for at se historien på film, kunne jeg slet ikke få tingene til at hænge sammen. Hvor var scenen, hvor Harry besøger den sælsomme kattedame i starten af bogen? Og hvad med alle udfordringerne på vej ned i kælderen efter Snape i slutningen? Filmen indskrænkede universet, da den intet havde at tilføje fortællingen, og på den front, var det derfor en skuffende affærer. Nogle film senere besluttede jeg så, at lægge bøgerne på hylden, for selvom filmatiseringerne kun fik den halve fortælling med, var jeg alligevel vild med dem. I lang tid så jeg kun filmene, og blev gang på gang efterladt med flere spørgsmål end svar. På den måde blev det en sand fornøjelse at læse bøgerne, da alle de manglende svar fandtes der - plus alle de scener, som filmene ikke kunne få med.
    Så det er måden, hvorpå bøgerne udvider universerne og fungerer som en slags ekstramateriale, der ligger til grund for mit rækkefølgevalg.
    Når man gør det som jeg, kan man selvfølgelig også være uheldig, når en film er så ringe, at man ikke kan forestille sig nogensinde at læse bogen. But what to do? :-)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Pudsigt at du altid ser filmen først! Jeg hører det ofte omvendt :) Men jeg tror, du har ret. Der var mange, der blev skuffet over manglen på detaljerigdom i HP-filmene, og der tror jeg, at det føles som en åbenbaring at læse bøgerne bagefter!

      Der er afgjort fejl og mangler ved begge rækkefølger! Og det er så svært at vælge, synes jeg..

      Slet
  10. Jeg læste Gone Girl for to års tid siden, selv om jeg normalt ikke er til krimier, og var faktisk ganske positivt overrasket. Så så jeg filmen i lørdags, og blev helt blæst bagover - jeg var virkeligt vild med den, også selv om jeg faktisk allerede kendte plottet og kunne huske langt de fleste twists. Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre, synes jeg. Måske min begejstring for filmen også har noget at gøre med, at det er David Fincher, der har lavet den - og jeg er generelt "altid" fan af hans arbejde. Jeg er dog fan, og skal klart se den igen. Men jeg kan sagtens forstå dig i, at du ikke har tænkt dig at læse bogen nu - én ting er at kende plottet og så se filmen, det er man jo efterhånden vant til. Den anden vej har aldrig duet for mig - og ville i særdeleshed nok ikke fungere med denne film, hvor overraskelserne netop er så essentielle :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt huske, at du læste den! Faktisk. Og jeg har hørt så meget godt om den, fra folk der netop ikke normalt gør så meget i krimier. Det er nok fordi, den er så psykologisk, det er klart en styrke!
      Og dejligt at du holdt så meget af filmen! Den er nemlig rigtig fin, selvom den nok har gjort, at jeg fravælger bogen. Netop på grund af overraskelseselementerne.

      Slet