"Honeymoon i Paris" af Jojo Moyes

"Honeymoon i Paris" (org. titel "Honeymoon in Paris") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 3/5 stjerner.

Om en måned udkommer den næste af Jojo Moyes' romaner på dansk. Bogen kommer til at hedde "Hende du forlod", og "Honeymoon i Paris" er en lillebitte smagsprøve på den ventende udgivelse. "Honeymoon i Paris" er nemlig forhistorien til "Hende du forlod" – en lille, romantisk fortælling om, hvad der sker flere år før den næste romans begyndelse.
I "Honeymoon i Paris" møder man den unge Sophie, der har forelsket sig i den flyvske kunstner Édouard, som hverken har sans for penge eller for tid. At være kunstnerhustru i 1910'ernes Paris er både en romantisk og forvirrende oplevelse for Sophie.
Fortællingen splittes i to, og bogen følger også Liv, som i 1998 har giftet sig med arkitekten David. Det lykkelige par tager på bryllupsrejse i Paris, men det bliver hverken så idyllisk eller så romantisk, som de begge havde håbet på. 

“Hun ser ud gennem vinduet på byernes by, som solen stadig ikke er gået ned over, og hun opdager, at hun smiler. Hun er blevet gift. Hun er i Paris.”

Bryllupsrejse i Paris. Det lyder som et rosarødt drømmescenarie, der lever op til den vidunderverden af kærlighed og romantik, som den lille bogs forsidedesign lover. Og det er det til dels også. "Honeymoon i Paris" er en lille bog, der indeholder to voldsomt søde kærlighedshistorier. Men Moyes er så dygtig til at udligne balancen mellem det sukkersøde og det bittersøde, at bogen alligevel aldrig helt bliver det, som man troede, den ville blive.

"Honeymoon i Paris" handler om to kvinder, der hurtigt bliver revet ud af deres forelskede lykkerus. Jalousien hærger, og tvivlen nager. Sophie befinder sig pludselig ansigt til ansigt med en af de kvinder, som hendes mand har malet nøgenportrætter af, og på tværs af et århundrede føler Liv sig overset til fordel for jobmuligheder og forfremmelse. Livs bryllupsrejse forvandler sig til arbejdsdage, og Sophies hvedebrødsdage bliver til mistro. Kvinderne er i vidt forskellige situationer, men deres følelser er universelle, og Moyes binder elegant de to historier sammen med et pastelfarvet silkebånd. 

“Da kyssede jeg ham, og med mit kys fortalte jeg ham, at jeg elskede ham helt ind i knoglerne, at mit liv havde været gråt og farveløst indtil jeg mødte ham, og at en fremtid uden ham ville være sort og uhyggelig. Med mit kys fortalte jeg ham, at jeg elskede ham højere, end jeg nogensinde havde troet det muligt at elske et andet menneske.”

Det er efterhånden flere måneder og en hel årstid siden, at jeg læste denne lille bog. Jeg læste den på en kold og trøsteløs oktoberdag, og siderne vendte sig næsten af sig selv. Bogen var færdiglæst på en enkelt eftermiddag, og den eneste reaktion den fremtryllede var et stille smil. Det er ikke en bog, jeg endnu tænker på eller husker. Det er ikke en bog med en tydelig pointe eller noget formål. Det er en af de bøger, man læser, lukker og glemmer, men det er også en bog, der gør hvad den skal. Den underholder, og den vækker nysgerrighed.

Måske vil bogen giver bedre eller mere mening for mig, når "Hende du forlod" er læst, og historien falder ind i en større sammenhæng. Jeg glæder mig i hvert fald til at finde ud af, hvilken drejning historien vil tage i dens fulde form, og på hvilken måde Sophie og Livs livsforløb vil blive sammenflettet endnu engang. 

"Honeymoon i Paris" er en sød lille bog – hurtigt læst og hurtigt glemt. En slags hyggelig søndagslæsning til at forsøde ventetiden på Moyes' næste bog med.