Bogorm. Det er et lidet flatterende ord, og symbolikken bag er heller ikke en, jeg bryder mig om. For bogorme er en betegnelse, der dækker over små skadedyr, der ødelægger og gnaver i bøger. Sølvkræ, boglus og borebiller der gnaver sig igennem bøger, sænker deres værdi og udsletter deres ord.
På en eller anden forekommer det mig derfor paradoksalt, at udtrykket også bruges om bogelskende læsere. For hvordan bliver læseren, der elsker bøger, til et skadedyr der ødelægger bøger? Naturligvis lever begge skabninger i bøger og af ord – men på helt forskellige måder og med helt forskellige formål. Symbolikken er rusten, og sammenligningen grænser til det fornærmende. Ikke desto mindre er det indgroet og helt umuligt at slippe af med; et af sprogets mange særheder, der forandrer selvmodsigelser til logik.
Hvis man googler ordet 'bogorm' vil et væld af billeder dukke frem. Billeder af grønne orme med nuttede ansigter, store briller og typisk en krop der er skjult i en bog. Bogormen opfattes i dag som en slags læsemaskot, og det er sådan, den ser ud. Det sjove er dog, at jeg sommetider har på fornemmelsen, at bogormens udseende er et symptom på en større fordom.
I morges spurgte jeg Nico, hvordan han ville beskrive en bogorm. Han kneb øjnene sammen, sukkede og mumlede følgende: "En bleg pige med briller og fregner". På den måde præsenterede han en velkendt kliché, en dybt indgroet stereotype, som slet ikke burde kunne eksistere i vores nutid. Men ikke desto mindre lever den i bedste velgående.
For efterhånden et år siden blev jeg hevet ind i den mærkeligste diskussion. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til at blive præsenteret for så stor og overdådig en buket af fordomme, som jeg mødte det sted, jeg allermindst ventede det: i en Facebook-diskussion.
Af uransagelige årsager blev jeg, via bloggens Facebook-side, tagget i et opslag, hvor nogle tyske læsere førte en livlig diskussion om mig og min blog. Og diskussionen gik ud på, hvorvidt jeg passede til det typiske læseideal eller ej.
Ud over det mærkelige ved at være genstand for en åben diskussion, var det ikke det, der blev sagt om mig, der chokerede mig – det var derimod det, der lå mellem linjerne og handlede om læsning og læsere generelt. Det var en fordom, som jeg troede, var afgået ved døden og som pludselig ramte mig i hovedet med en enorm kraft. For diskussionen handlede nemlig om den inkarnerede bogorm; om hvorvidt jeg lignede en typisk læser eller ej. Jeg aner ikke, hvordan man overhovedet kan ligne en læser, eller hvordan man overhovedet kan tro, at man kan se på folk, hvorvidt de læser eller ej.
I den lange, rodede og mildt fornærmende Facebook-tråd blev der diskuteret, om man kunne stole på min mening, fordi jeg ikke lignede den typiske læser. For de involverede passede jeg ikke på deres læsebilleder, fordi jeg ikke drak te, ikke brugte briller og ikke havde en kat. Ironisk nok er jeg dog skyldig i alle tre udsagn; jeg elsker katte og elsker at besøge min kat hjemme hos min mor, jeg elsker te, og når jeg husker det, bruger jeg læsebriller. Men det kunne denne forsamling af mennesker ikke umiddelbart se på min blog, og derfor indgik det ikke i deres diskussion.
Ud over det åbenlyse i at ovenstående scenarie demonstrerer blogverdenens største faldgrube; det at man kun dømmer en person ud fra små udvalgte glimt, demonstrerer det også noget andet og langt mere interessant. For denne flok mennesker der selv læste og selv elskede bøger, troede helt oprigtigt på, at der kun fandtes én ultimativ læsetype, og at stort set alle læsere drak te, brugte briller og havde kat.
Hvor i alverden kommer det fra? Er det et resultat af tidlige barndomstegnefilm, Gretchen i Disneys Frikvarter-serie, Velma fra Scooby-Doo eller det ikoniske bogorme-symbol? Er det en effekt af talrige amerikanske film, hvor alle personlighedstyper er arketyper fra kantinen i en high school? Er det en idé, der stammer fra bøgerne selv? Eller er der et gran af sandhed i fordommen, fordi læsning slider på øjnene, te er hyggeligt, og katte kan være beroligende? Jeg aner det ikke. Og jeg forstår det ikke.
Jeg har studeret litteraturvidenskab, og på mit studie har jeg mødt så mange vidt forskellige mennesker – både af udseende og af personlighed. Betragtede man en litteraturvidenskabsklasse udefra, vil man ikke umiddelbart tænke, at det var mennesker, der havde noget som helst til fælles. Men det havde vi. Vi var fælles om bøgerne. Om læsekærligheden og om litteraturen.
På en eller anden forekommer det mig derfor paradoksalt, at udtrykket også bruges om bogelskende læsere. For hvordan bliver læseren, der elsker bøger, til et skadedyr der ødelægger bøger? Naturligvis lever begge skabninger i bøger og af ord – men på helt forskellige måder og med helt forskellige formål. Symbolikken er rusten, og sammenligningen grænser til det fornærmende. Ikke desto mindre er det indgroet og helt umuligt at slippe af med; et af sprogets mange særheder, der forandrer selvmodsigelser til logik.
Hvis man googler ordet 'bogorm' vil et væld af billeder dukke frem. Billeder af grønne orme med nuttede ansigter, store briller og typisk en krop der er skjult i en bog. Bogormen opfattes i dag som en slags læsemaskot, og det er sådan, den ser ud. Det sjove er dog, at jeg sommetider har på fornemmelsen, at bogormens udseende er et symptom på en større fordom.
I morges spurgte jeg Nico, hvordan han ville beskrive en bogorm. Han kneb øjnene sammen, sukkede og mumlede følgende: "En bleg pige med briller og fregner". På den måde præsenterede han en velkendt kliché, en dybt indgroet stereotype, som slet ikke burde kunne eksistere i vores nutid. Men ikke desto mindre lever den i bedste velgående.
For efterhånden et år siden blev jeg hevet ind i den mærkeligste diskussion. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til at blive præsenteret for så stor og overdådig en buket af fordomme, som jeg mødte det sted, jeg allermindst ventede det: i en Facebook-diskussion.
Af uransagelige årsager blev jeg, via bloggens Facebook-side, tagget i et opslag, hvor nogle tyske læsere førte en livlig diskussion om mig og min blog. Og diskussionen gik ud på, hvorvidt jeg passede til det typiske læseideal eller ej.
Ud over det mærkelige ved at være genstand for en åben diskussion, var det ikke det, der blev sagt om mig, der chokerede mig – det var derimod det, der lå mellem linjerne og handlede om læsning og læsere generelt. Det var en fordom, som jeg troede, var afgået ved døden og som pludselig ramte mig i hovedet med en enorm kraft. For diskussionen handlede nemlig om den inkarnerede bogorm; om hvorvidt jeg lignede en typisk læser eller ej. Jeg aner ikke, hvordan man overhovedet kan ligne en læser, eller hvordan man overhovedet kan tro, at man kan se på folk, hvorvidt de læser eller ej.
I den lange, rodede og mildt fornærmende Facebook-tråd blev der diskuteret, om man kunne stole på min mening, fordi jeg ikke lignede den typiske læser. For de involverede passede jeg ikke på deres læsebilleder, fordi jeg ikke drak te, ikke brugte briller og ikke havde en kat. Ironisk nok er jeg dog skyldig i alle tre udsagn; jeg elsker katte og elsker at besøge min kat hjemme hos min mor, jeg elsker te, og når jeg husker det, bruger jeg læsebriller. Men det kunne denne forsamling af mennesker ikke umiddelbart se på min blog, og derfor indgik det ikke i deres diskussion.
Ud over det åbenlyse i at ovenstående scenarie demonstrerer blogverdenens største faldgrube; det at man kun dømmer en person ud fra små udvalgte glimt, demonstrerer det også noget andet og langt mere interessant. For denne flok mennesker der selv læste og selv elskede bøger, troede helt oprigtigt på, at der kun fandtes én ultimativ læsetype, og at stort set alle læsere drak te, brugte briller og havde kat.
Hvor i alverden kommer det fra? Er det et resultat af tidlige barndomstegnefilm, Gretchen i Disneys Frikvarter-serie, Velma fra Scooby-Doo eller det ikoniske bogorme-symbol? Er det en effekt af talrige amerikanske film, hvor alle personlighedstyper er arketyper fra kantinen i en high school? Er det en idé, der stammer fra bøgerne selv? Eller er der et gran af sandhed i fordommen, fordi læsning slider på øjnene, te er hyggeligt, og katte kan være beroligende? Jeg aner det ikke. Og jeg forstår det ikke.
Jeg har studeret litteraturvidenskab, og på mit studie har jeg mødt så mange vidt forskellige mennesker – både af udseende og af personlighed. Betragtede man en litteraturvidenskabsklasse udefra, vil man ikke umiddelbart tænke, at det var mennesker, der havde noget som helst til fælles. Men det havde vi. Vi var fælles om bøgerne. Om læsekærligheden og om litteraturen.
Læsere kan komme i alle udgaver og alle skikkelser. Læsere kan være uadvendte, indadvendte, højtråbende og generte. Ikke alle læsere drikker te, men nogle gør. Ikke alle læsere bruger briller, men nogle gør. Ikke alle læsere bryder sig om katte, men nogle gør. Og ikke alle bogorme er skolens klogeste eller skolens mest hadede elev. Nogle er blot midt i mellem.
Har I også mødt en lang række af fordomme, der sammenkæder en bestemt personlighedstype med læsning? Og har I det også anstrengt med det?
Det er en så vigtig pointe, du kommer med Rikke!
SvarSletOg jeg har selv været i diskussionen mange gange - og det er en ting, der kan ramme rigtig hårdt for mig personligt.
Jeg er altid blevet beskrevet som en læser, netop fordi jeg er mega bleg, lidt kluntet: og overvægtig!
For det er jo de tykke piger uden venner, der giver sig til at læse bøger. Så kan de forelske sig i fyrene i bøgerne og være venner med de seje piger i fortællingerne: for de bliver det jo aldrig i virkeligheden.
Det er nærmest blevet sagt ordret til mig, og jeg bliver helt rød i ansigtet ved tanken.
Hvad er det for en unuanceret måde at se læsning på? Alle mennesker ser jo film, og se hvor mange forskellige, der sidder i biograferne til hver fremvisning!
Det er jo akkurat det samme, når vi læser!
Nej, har folk sagt det? Åh altså. Jeg bliver så vred og så irriteret. Hvordan kan man helt ærligt tro på den stereotype? Det er så kunstigt, så latterligt og så skræmmende hvordan sådan en arketype er blevet skabt.
SletJeg skulle engang sidde hårmodel for Wella, som mange gange før. Sådanne dage indebærer lange ventetider, så jeg kom forberedt med underholdning. En del af pigerne var "nye", og havde derfor ikke taget samme forholdsregler. En af frisørerne foreslår, at vi finder noget at underholde os med, eftersom det nemt kan blive en lang dag. Jeg tog min elskede Harry Potter-bog op af tasken, og skulle til at fordybe mig, da en af pigerne råber: "Årh, jeg vidste bare at du var sådan én!" "Hvaffor én?" spørger jeg, og svaret falder prompte "Sådan én der læser. Sådan en klog én. Du går garanteret også på universitetet og alt muligt!". Og ja, det gør jeg da, men det er sgu ret modigt at basere den antagelse på en Harry Potter-bog, som nok er noget af det mindst akademiske på markedet, haha.
SvarSletDet var den underligste situation længe. Her sad en voksen kvinde, som konkluderede at jeg var "klog" fordi jeg læste Harry Potter, og med det samme hun så bogen, havde hun bestemt min "type". På trods af at jeg i konteksten optrådte som model! Desværre for hende, bestemte jeg på samme tid hendes type - ikke vildt skarp, overfladisk og vanvittigt irriterende. Dagen var ikke lang på grund af ventetiden, den var lang på grund af det støjende selskab..
Det unuancerede billede af læsere er trættende, men jeg vælger i stedet at vende det på hovedet. Alle dem, som kommer med den fordom, er dem som ikke selv kender til den enorme glæde ved læsning. Og så er det jo i bund og grund ikke os det er synd for - det er jo dem!
// https://skillesunivers.wordpress.com/
Sikke en pudsig historie. Og jeg hader, når folk siger "Åh, du er dén type" – hvilken type? Og hvorfor i alverden dog det? Er det ikke lidt svagt at pege fingre af folk på den måde, fordi de tilfældigvis hiver en Harry Potter-bog op af tasken? Sært.
SletInteressant diskussion - som jeg ærligt talt ikke har tænkt ret meget over. Det virker meget snævert synet hvis man på den måde kan sætte læsere i bås og definere dem ud fra sådan nogle ydre ting. Hvis en læser defineres ved at have briller, kat og drikker the - ja så burde jeg vidst aldrig åbne en bog, for har intet af det og kan bestemt ikke li' the. Men heldigvis er det ikke sådan vi skal definere læsere. Der findes så mange forskellige bøger og genre, og derved findes der også så mange forskellige læsere. Selv inden for en enkelt genre kan der være stor forskel på læserne og forskel på hvad de får ud af bogen og hvorfor de læser.
SvarSletSelvfølgelig er der meget stor forskel på folk – også inden for de forskellige genre. Det at to mennesker kan lide en bog, betyder overhovedet ikke at de har hverken udseende eller personlighedstræk til fælles. Man kan aldrig, aldrig, aldrig udpege en læser på vedkommendes fremtoning – og det er dumt at forsøge at prøve.
SletDet er sjovt at nogen mennesker bare ikke kan lade være med at stemple én når man render rundt med en bog. Jeg er, synes jeg selv, en kæmpe læsehest plus bogelsker og derfor har jeg altid en bog med mig når jeg sidder i bussen, på færgen og i toget. Kan også godt finde på at tage en bog med til et eller andet arrangement, hvis jeg er alene afsted og ved at der bliver ventetid. Så kan jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt og begrave mig i det jeg kan lide at lave, nemlig det at læse bøger.
SvarSletNogen mennesker er bare ikke minded på det med bøger og de hader det som pesten. For dem så handler deres liv om reality-serier og hvad der nu sker i en eller anden tv-serie som de følger med i eller de spiller computer til de er blå i ansigtet. De kan bare ikke forstå det med at sætte sig ned at læse. Det er uforståeligt for dem. Deres verden er bare anderledes end den som vi læsere befinder os i. For bøger er jo sådanne nogen støvede og gammeldags ting som burde arkiveres lodret.
Har været involveret i meningsudvekslinger om det at være bibliofil og jeg prøver altid at forklarer folk at det jeg læser er brændstof til min fantasi. Nu læser jeg meget alsidigt og nogen gange er det tykke bøger om historiske emner og folk forstår det ikke. Ikke før jeg siger at hvis ikke vi læser om fortidens fejltagelser, så kan vi ikke selv lade være med at begå dem i vores tid. Vi kan lære så meget af fortiden hvis bare vi tog os tid til at læse om den.
Hvis vi læser historien så bliver vi også klogere på os selv som mennesker, folk og land. Vi forstår bedre hvorfor verden har udviklet sig som den har og det gør man ikke hvis man sidder og ser en eller anden fordummende tv-serie/reality-serie. Ja jeg ved godt at jeg måske nu bliver upopulær, men det rør mig faktisk ikke.
Bare fordi vi læser og hygger os med det så er det noget VI kan lide og som fylder vores liv og fantasi med oplevelser som man ikke kan få andre steder.
Ja jeg drikker te, ja jeg har en skøn kat og ja jeg har briller. Men det skal da ikke være med til at puste endnu mere gang i deres latterlige fordomme om bogelskere. Jeg er så mange andre ting udover de tre ting og det plejer jeg på en pæn måde at fortæller folk som mener at de skal nedgøre mig.
Rikke, Xenia og Skille jeg er helt enige med jer og som I selv siger så er det ikke os det er synd for, men dem!
Håber mit indlæg giver mening ellers så er der ikke noget at gøre ved det :-)
Det er nok slet ikke din hensigt, men jeg synes du kommer til at sætte "ikke-læserne" i en bås ved at påstå hvad de fylder deres liv med. Jeg opfatter Rikkes indlæg som et overordnet ønske om at fordomme om alle skal dæmpes og forsvinde, så jeg ville bare lige sikre mig at jeg ikke misforstår dig :)
SletFor mit vedkommende er jeg både læsehest, serie (men ikke reality ;)) -junkie og computerspilselsker. Men det er vildt svært at være alle tre ting på én gang :D Bøgerne vinder altid i sidste ende, for det er dem der giver mig mest :)
Det er sjovt, for det er lidt den omvendte vej ift. indlægget. Folk nægter at tro på, at jeg *er* en læser, men du taler om, hvad folk tænker om dig, når folk *ved* du er en læser. Der er helt sikkert fordomme i begge ender, og begge dele er enormt beklageligt.
SletAt folk ikke læser er deres eget valg, men det er det også, når folk læser. Og der bør virkelig ikke følge en foruddefineret stereotype medi begge tilfælde. Jeg er så træt af det. Jeg er så træt af, at intelligens skal kunne bæres uden på tøjet, og at interesserer skal kunne afkodes i en fremtoning. Det giver jo ingen mening. Og det er håbløst gammeldags. Jeg tvivlede faktisk på, at det stadig eksisterede, men indimellem løber jeg hovedet ind i en mur af fordomme og opdager dem alligevel. Levende i deres bedste velgående. Suk.
Og Natasja – Jeg er enig med dig :) ... Og i øvrigt kan man sagtens pleje flere interesser på en gang. Den ene udelukker ikke den anden – måske bliver tiden knap, men det lader som om, du har et system. Eller et forsøg på det ;D
Det er et sjovt indlæg. For nogle måneder siden begyndte jeg på et, der inledningsmæssigt har overraskende stor lighed med dit. Jeg synes det er en vigtig debat, og jeg holder meget af dine pointer. Jeg tror heller ikke på arketyper, selvom de er overalt at finde i litteraturen og illustrationer, alle baseret på fordomme og karikerede forestillinger. Jeg synes det er for nem en måde at drage konklusioner. Du har briller, kat og drikker te ergo, må du være en bogorm. Jeg kender flere med disse tre træk, som ikke er bogorme. Tre så simple og overfladiske træk (i sådan en stor generelisering som denne) tror jeg simpelthen ikke på. Det er for nem en måde at sætte folk i kasser på.
SvarSletDet er nemlig sådan en lille, snæver og uretfærdig kasse at benytte sig af. Man kan sagtens elske katte uden at læse mange bøger – og man kan sagtens læse mange bøger uden at elske katte. Det er direkte komisk at man kan påstå andet. At man overhovedet kan tro på andet.
SletNår diskussionen kommer op, så plejer jeg at spørge folk, om de ser film, serier, eller bare fjernsyn. Spiller de computer måske? Så spørger jeg hvorfor de gør det, og får som regel et svar alá "fordi det er spændende" eller "for at slappe af", og lidt sjældnere "for at lære noget". Så siger jeg til dem, at bøgerne jo gør det samme for mig. Jeg læser fordi historierne er spændende, for at slappe af, og nogle gange for at lære noget. Jeg siger til dem, at bøgerne jo bare er en film med ord i stedet for billeder. Nogen kan godt lide film, andre er mere til dokumentarer, men at der findes masser af forskellige slags bøger, ligesom der findes forskelligt slags fjernsyn, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke forstod det efter at jeg har sagt dét. Til gengæld bliver jeg tit stemplet som "nørd" og "mærkelig" når det kommer frem, at jeg som snart 26-årig læser ungdomsbøger og fantasy.
SvarSletDet er også en fin måde at formulere det på. En læsers tidsprioritering er en fordom indeni fordommen, og jeg undrer mig meget over den. Hvordan man bruger sin tid er jo helt op til en selv.
SletOg det er skørt, det der. Hvor det er fuldt ud acceptabelt at tale højlydt om det seneste afsnit af "Game of Thrones", så er det mærkeligt at læse den. Hvorfor? Det er jo bare to forskellige måder at konsumere underholdning på.
Jeg møder sjældent ordet bogorm, men til gengæld konklusionen: Du må have mega meget fritid, siden du kan læse så mange bøger. - Det føles lidt som om at de dømmer mig og mener at jeg burde gør mere af noget andet og ikke har det så "hårdt", for jeg har tid til at læse.. Men som Susbogblog også skriver, så handler det jo bare om at prioritere og f.eks. have bogen med i tasken når man venter ved lægen eller har frokostpause etc.
SvarSletJa! Den støder jeg også på fra tid til anden. Kan man ikke være "fuldstændig" bare fordi man bruger sin fritid på at læse? Mens andre lige har set 60 minutter reality, har jeg læst 100 sider i min bog. Andre ser måske 3 timers tv om dagen, jeg læser i stedet 300 sider. Og jeg nyder det!
SletTid er relativt, og det er mærkeligt at andre skal gøre sig til dommer over, hvordan man bruger den..
SletÅh, ja. Den har jeg virkelig også hørt mange gange. Og det hele handler jo netop bare om prioritering. Jeg læser i alle de små pauser, hvor jeg kan komme til det - måske når jeg endda kun én-to sider, men det er for mig bedre end intet. Og på en dag kan man alligevel nå at læse en del, hvis man udnytter alle de små pauser. Desuden glemmer rigtig mange at tænke over, hvad de selv får deres fritid til at gå med. Nogle ser måske et par timers fjernsyn, mens andre spiller eller bruger rigtig meget tid på de sociale medier. Og selvom jeg uden tvivl også gør alle de tre ting, så er læsningen bare det, jeg for det meste prioriterer højst i min hverdag og dermed også det, som jeg bruger rigtig meget af min fritid på, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være :)
SletPræcis Simone. Det hele kommer an på, hvordan og hvad man prioriterer. Jeg ser fx. aldrig fjernsyn, aldrig! I stedet ser jeg film eller læser, går tur med min kæreste eller fester. Det er meget enkelt det, jeg prioriterer :)
SletJeg har ikke briller. Har ikke en kat (er faktisk slet ikke kattemenneske). Og jeg drikker ikke the, men kaffe.
SvarSlet^hold op for en outsider jeg er ;)
Haha. Er du sikker på, at du er en læser? :p ... Åh de fordomme der. Det er herligt.
SletEr jeg den eneste, der bare ville ønske, jeg havde læst den diskussion på facebook? Den lyder godt nok... speciel;)
SvarSletBogorm tror jeg aldrig, jeg har hørt, men jeg betragter det nok lidt som en underkategori til "nørd". Flatterende er det vel ikke ment, men jeg har nu altid taget det sidste som en kompliment;)
Jeg forsøgte faktisk at opspore samtalen igen, men jeg kunne slet ikke finde den. Desværre. Det var ellers både mærkeligt og interessant på samme tid.
SletÅh, nørd. Det er sådan en vidunderlig børnehaveklassesagtig måde at pege fingre af andre på. Men SÅ velkendt. Og helt sikkert også sommetider en kompliment, hvis man tænker over det :)
Ja! Det var så akavet og sært at sidde og læse en diskussion af sig selv udefra. Det var som at overhøre en samtale, man slet ikke skulle høre til at starte med. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. De havde jo tagget mig i den, så de havde tydeligvis brug for en eller anden reaktion. Særpræget.
SvarSletOg ja. Det er et tunnelsyn at tro på stereotyper. Jeg møder det bare så tit, og jeg aner ikke, hvor det er kommet fra.
Lidt sent til diskussionen (som altid!) - men jeg blev lige nødt til at kommentere på denne her også. Så fint indlæg, Rikke, med nogle tanker, som jeg selv har tænkt så mange gange, og er blevet konfronteret med eller har kæmpet med.
SvarSletSelv har jeg ingen kat, ingen briller, og drikker sådan cirka hvad der nu er nærmest, selvom en god kop te er guld værd ;)
Til gengæld skete det meget mærkelige tit, at jeg i det meste af mit liv af uvisse årsager hadve behov for at kalde mig selv "bognørd" - specielt når talen faldt på "hvad kan du så lide at læse?", og mit svar jo unægteligt var "fantasy, eventyr, noget med elvere!", og man så fik (får) det dér blik: som om man ikke rigtig kan tages helt alvorligt... Det er noget af det mest frusterende!
Specielt i mit "nye" job i en meget corporate verden, hvor det overhovedet at læse er lidt sært, er det meget tydeligt, at "jakkesætsdrengene" (af begge køn) faktisk bliver helt mundlamme når jeg fortæller, at jeg primært bruger min fritid på at læse om elvere, feer og magiske verdener :)
Men hvor jeg før kunne blive lidt beklemt, tænker jeg i dag i stedet, at jeg elsker at være en person, som man ikke lige kan regne ud - at man kan se mig når jeg er jakkesæts-dame, og blive overrasket over hvor meget jeg elsker eventyr, eller se mig søndag eftermiddag i min Doctor Who t-shirt mens jeg roder rundt i 2nd hand boghandlens støvede hylder, og ikke kunne forestille sig, at jeg mandag morgen igen har corporate job og jakkesæt på :)
Sådan skal det helst være... Så kan de andre beholde deres fine kategoriseringer og fordomme for sig selv ;)
(P.S. Undskyld lang vrøvlen, tak for (som altid, altid, altid!) fantastiske skriverier, kære Rikke)
Sent eller ej – der er altid plads til en mere, og især når vedkommende formulerer sin mening så fint, som du gør :)
SletGud hvor er det sært. Hvorfor skal den interesse være så meget mere anderledes end enhver anden? Og jeg elsker det, du skriver. Jeg er nået frem til akkurat sammen konklusion: Jeg er ikke en person, man kan regne ud. Og det er måske fint nok at være blandt dem, der modbeviser et meget fastlåst billede.
Min søster ligner mig på en prik af udseende – det får vi i hvert fald ofte af vide. Hun er kun halvandet år ældre, har samme lange lyse hår, elsker fint tøj og sminke, og er på mange punkter mit spejlbillede. Hun bliver dømt, akkurat ligesom mig. Når hun modbeviser folks teori, og siger hun hører techno i stedet for pop, og at hun elsker at spille World of Warcraft, møder hun mange løftede øjenbryn. Og det er så fantastisk, synes jeg.
Alle de standardiserede stereotyper, vi som samfund har fremavlet holder ikke. Slet ikke. Spørgsmålet er bare, hvornår de endelig får lov til at uddø.
hello,first of all i love your blog. Your pictures are amazing. I couldn't get over your beautiful Princess Jasmine jumper, where is it from? Also, you shouldnt care about stereotypes and prejudices; do what you want to do and look how you want. have a great day xo
SvarSletThank you so much!
SletMy jumper is from Asos and it was a Christmas present. Perhaps you can still find it?
And I completely and wholeheartedly agree. Thank you.
Hvor er det virkelig et godt indlæg, og hvor kommer du med rigtig mange gode pointer. Jeg har det selv en anelse anstrengt med fordommene, især fordi de alle sammen passer på mig, men ikke er noget, der kommer sig af, at jeg er læser. Jeg elsker katte og ejer selv én, hvilket uden tvivl skyldes, at jeg er opvokset med netop dette dyr. Jeg har briller (dog går jeg med linser til dagligt, da jeg hader følelsen af briller), hvilket nok mest af alt er genetisk bestemt, da begge mine forældre også har dette. Og hvad angår te, så kan jeg bare virkelig godt lide det, og så er det en meget praktisk drikke om vinteren, hvor jeg ofte fryser virkelig meget. Jeg drikker dog også både kaffe og kakao. Og hvad angår min 'klogskab', så er jeg nok meget middel, og der er helt sikkert ting, jeg er bedre til end andet - præcis ligesom alle andre (ikke-læsere).
SvarSletDesuden synes jeg ofte, at folk med disse fordomme lidt glemmer, at læsere jo ikke bare er læsere, men også kan holde af så mange andre ting også. Og at vi desuden er vidt forskellige personer med vidt forskellige personligheder. Vi har bare den samme interesse. Præcis som andre der deler interesse med andre mennesker, som på mange måder ellers ikke ligner dem selv.
Tusind tak søde Simone.
SletDu har helt ret. At stereotypen (som i øvrigt er ret besynderlig) udadtil passer, betyder ikke at folk kan stemple alle læsere som værende på en bestemt måde. For det har jo netop intet med læsningen at gøre. Det er helt anderledes og meget mere end det.
Du har helt ret. Ja, jeg er en læser. Og læsning fylder en stor del af min hverdag. Men der er også så meget andet og mere i mit liv som intet har med læsning at gøre.
Jeg beklager den sene kommentar, men jeg har gået et stykke tid og funderet over dit indlæg. Det har været svært for mig at skrive en god kommentar, men jeg er altså nødt til at skrive et eller andet nu, for jeg synes, du har skrevet et helt fantastisk indlæg! :-) - Og så er jeg i øvrigt helt forarget over diskussionen på Facebook. Jeg ville føle mig ked af det, hvis folk direkte tvivlede på min glæde ved at læse bøger.
SvarSletEgentlig har jeg ikke hæftet mig så meget ved fordommene førhen, men når jeg tænker mig om, eksisterer de i bedste velgående. Hvis jeg fortæller folk, at jeg interesserer mig for bøger, er de ofte lidt skeptiske. Det irriterer mig faktisk en lille smule, for jeg føler, jeg skal stå og ødsle ud af min viden, før de føler sig overbevist.
Jeg kan godt lide te, men jeg drikker som regel kaffe i stedet. Jeg bruger ikke briller. Og så er ikke så vild med katte. Hvis det er definitionen af en "bogorm", kan jeg godt se, at jeg ikke falder i den kategori, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan holde af bøger :-)
Jeg synes, du er en troværdig læser, og jeg er slet ikke i tvivl om - ved at følge dig blog - at du knuselsker bøger <3
Endnu engang tak for et vildt godt indlæg!