Jessie Burtons debutroman "The Miniaturist" befinder sig på en vippekant mellem forunderlig magi og omhyggelig historisk research. Magiske elementer kædes sammen med historiske hændelser, og en uforudsigelig historie bliver skabt.
Bogen begynder på en kølig efterårsdag i 1686, hvor den attenårige Nella Oortman begiver sig til Amsterdam for at begynde en ny tilværelse. Hun er blevet gift med den rige og sagnomspundne handelsmand Johannes Brandt, men det er ikke ham, der åbner døren for hende, da hun står på dørtærsklen til sit nye hjem og sit nye liv. Johannes er sjældent hjemme – end ikke for at byde sin nye kone velkommen – og i stedet mødes Nella af fjendtlighed i form af Johannes' søster Marin.
Nella ser oftere Marin, end hun ser Johannes, og hun vandrer derfor hvileløst rundt i sit nye hjem; hun føler sig uvelkommen og ubetydelig. Det eneste lyspunkt er Johannes' storslåede bryllupsgave; en fuldendt miniaturekopi af Nellas nye hjem. Nella finder meget trøst i den smukke gave, og begynder at bestille møbler hjem til dukkehuset som en lille hobby. Hun får kontakt med en miniature-designer, der sender de forunderligste og mest detaljeprægede møbler til det lille dukkehus. Men efterhånden som de små dukke-leveringer bliver hyppigere og hyppigere, begynder Nella at indse, at miniature-designeren tilsyneladende ved mere om Brandt-familien, end hun selv gør.
“Every woman is the architect of her own fortune.”
Da jeg læste "The Miniaturist" befandt jeg mig langt over jorden. Jeg sad i et fly, og hver gang jeg løftede mine øjne fra papiret og kiggede ud af vinduet, blev jeg mødt af candyflossagtige skyer, der svævede forbi. Jeg var på vej hjem fra Spanien, og bogen sørgede for flere timers selskab, imens Nico lå op af min skulder og sov. I takt til hans vejrtrækning og flyets lette turbulens læste jeg Jessie Burtons ord om en fjern tidsalder. Jeg blev transporteret fra 2014 til 1686 på et splitsekund. Fra et luftrum over Spanien til et dukkehus i Holland. Tid og sted blev sammenblandet, udvisket og glemt; jeg befandt mig i en drømmeverden med en bog.
"The Miniaturist" har høstet hele verdens beundring og massiv hype allerede før bogens udgivelse. Efter sigende kæmpede hele 11 forlag om rettigheder til at udgive bogen, og siden bogens udgivelse har Jessie Burtons navn optrådt på talrige lister over bedste debutanter og 2014's største forfattertalenter. Det er en bog, der har været svært at undgå og umulig at overse.
Og til dels kan jeg godt forstå det. Plottets udgangspunkt er ulig alt andet inden for genren. Dukkehuse og forvarsler lokker allerede i bogens bagsidetekst, og idéen om en genspejling mellem miniaturedukker og levende personer er som taget fra en uimodståeligt mørk barndomsleg.
Desværre skal man bare være på vagt overfor bogens bagsidetekst og titel. Selvom bogen hedder "The Miniaturist", og forsidebilledet består af miniaturer, er det ikke det, der vejer tungest i bogen. Faktisk skriver Jessie Burton mere om familiedramaer end om mysterier. Bogens magiske aspekt er mere stemningsdannende, end det er plotkontrollerende. Og dukkehuset, miniature-designeren og de små dukker falder til jorden, da Burton ruller sin store finale ud.
Da jeg læste "The Miniaturist" befandt jeg mig langt over jorden. Jeg sad i et fly, og hver gang jeg løftede mine øjne fra papiret og kiggede ud af vinduet, blev jeg mødt af candyflossagtige skyer, der svævede forbi. Jeg var på vej hjem fra Spanien, og bogen sørgede for flere timers selskab, imens Nico lå op af min skulder og sov. I takt til hans vejrtrækning og flyets lette turbulens læste jeg Jessie Burtons ord om en fjern tidsalder. Jeg blev transporteret fra 2014 til 1686 på et splitsekund. Fra et luftrum over Spanien til et dukkehus i Holland. Tid og sted blev sammenblandet, udvisket og glemt; jeg befandt mig i en drømmeverden med en bog.
"The Miniaturist" har høstet hele verdens beundring og massiv hype allerede før bogens udgivelse. Efter sigende kæmpede hele 11 forlag om rettigheder til at udgive bogen, og siden bogens udgivelse har Jessie Burtons navn optrådt på talrige lister over bedste debutanter og 2014's største forfattertalenter. Det er en bog, der har været svært at undgå og umulig at overse.
Og til dels kan jeg godt forstå det. Plottets udgangspunkt er ulig alt andet inden for genren. Dukkehuse og forvarsler lokker allerede i bogens bagsidetekst, og idéen om en genspejling mellem miniaturedukker og levende personer er som taget fra en uimodståeligt mørk barndomsleg.
Desværre skal man bare være på vagt overfor bogens bagsidetekst og titel. Selvom bogen hedder "The Miniaturist", og forsidebilledet består af miniaturer, er det ikke det, der vejer tungest i bogen. Faktisk skriver Jessie Burton mere om familiedramaer end om mysterier. Bogens magiske aspekt er mere stemningsdannende, end det er plotkontrollerende. Og dukkehuset, miniature-designeren og de små dukker falder til jorden, da Burton ruller sin store finale ud.
“Pity, unlike hate, can be boxed and put away.”
Jessie Burton skriver vidunderligt. Hendes ord er som små lysende billeder, og hendes Amsterdam kommer til live med myter, fine antydninger og strenge, historiske linjer. Der er noget afskrækkende og samtidig hjælpeløst dragende over 1600-tallets Holland, som hun indfanger så smukt. Jeg nød den tidsrejse, bogen tilbød og den verden, Burton fremstillede. Der er ingen tvivl om, at hendes research har været omfattende og at bogen er alt andet end begynderheld; hun har gjort et grundigt stykke arbejde, og bogen er et velfortjent resultat.
Jeg ville blot ønske, at karaktererne var ligeså livlige som deres kulisser. Hovedpersonen, Nella, føles som en formularisk oprører; prototypen af en naiv pige, der modnes til en vidende kvinde. Nella har en vilje, der er helt usædvanlig stærk for tidsperioden, og hun tager let på ting, som de fleste måske ville have rynket brynene af. Og – selvfølgelig fristes man til at sige – er hun fanget i et hus, hvor en fjendtlig søster agerer husholderske, og dermed indskærper Nellas frihed og huslige ansvar. Marin er den typiske onde stedmoder i søsterform, en forhindring der tjener til formål at fremmedliggøre Nella yderligere overfor hendes mand. Og netop hendes mand er også en formulatisk opfindelse; en fjern, delvist kærlig og delvist ligeglad, rig ægtemand, der rejser meget og kun hjemsøger sit hus lejlighedsvis som en flygtig skygge. Plotstrukturen er næsten indlysende; det er klart, Nella kaster sin opmærksomhed på et dukkehus i stedet for sine reelle omgivelser. Hun har ikke andet at tage sig til; hun er ikke velkommen.
"The Miniaturist" er først og fremmest en historie om et fordømmende samfund. Burton diskuterer homoseksualitet, fattigdom, klasseforskelle og handelssamfund, og bruger dukkehusets magisk element til at understøtte det. Der er en håndfuld plottwists undervejs, og en konstant følelse af undertrykkelse. Bogen er en solid læseoplevelse, men jeg ville ønske, den var mere end det. Jeg ville ønske, dukkehuset spillede en større rolle, end Burton tildeler det. Jeg ville ønske, Nella var mindre formularisk og mere realistisk. Og jeg ville sådan ønske, at bogen forenede historisk fiktion med magisk realisme, i stedet for at bruge genrerne som to separate plotlinjer i en sammensat historie.
Jessie Burton skriver vidunderligt. Hendes ord er som små lysende billeder, og hendes Amsterdam kommer til live med myter, fine antydninger og strenge, historiske linjer. Der er noget afskrækkende og samtidig hjælpeløst dragende over 1600-tallets Holland, som hun indfanger så smukt. Jeg nød den tidsrejse, bogen tilbød og den verden, Burton fremstillede. Der er ingen tvivl om, at hendes research har været omfattende og at bogen er alt andet end begynderheld; hun har gjort et grundigt stykke arbejde, og bogen er et velfortjent resultat.
Jeg ville blot ønske, at karaktererne var ligeså livlige som deres kulisser. Hovedpersonen, Nella, føles som en formularisk oprører; prototypen af en naiv pige, der modnes til en vidende kvinde. Nella har en vilje, der er helt usædvanlig stærk for tidsperioden, og hun tager let på ting, som de fleste måske ville have rynket brynene af. Og – selvfølgelig fristes man til at sige – er hun fanget i et hus, hvor en fjendtlig søster agerer husholderske, og dermed indskærper Nellas frihed og huslige ansvar. Marin er den typiske onde stedmoder i søsterform, en forhindring der tjener til formål at fremmedliggøre Nella yderligere overfor hendes mand. Og netop hendes mand er også en formulatisk opfindelse; en fjern, delvist kærlig og delvist ligeglad, rig ægtemand, der rejser meget og kun hjemsøger sit hus lejlighedsvis som en flygtig skygge. Plotstrukturen er næsten indlysende; det er klart, Nella kaster sin opmærksomhed på et dukkehus i stedet for sine reelle omgivelser. Hun har ikke andet at tage sig til; hun er ikke velkommen.
"The Miniaturist" er først og fremmest en historie om et fordømmende samfund. Burton diskuterer homoseksualitet, fattigdom, klasseforskelle og handelssamfund, og bruger dukkehusets magisk element til at understøtte det. Der er en håndfuld plottwists undervejs, og en konstant følelse af undertrykkelse. Bogen er en solid læseoplevelse, men jeg ville ønske, den var mere end det. Jeg ville ønske, dukkehuset spillede en større rolle, end Burton tildeler det. Jeg ville ønske, Nella var mindre formularisk og mere realistisk. Og jeg ville sådan ønske, at bogen forenede historisk fiktion med magisk realisme, i stedet for at bruge genrerne som to separate plotlinjer i en sammensat historie.
Jeg købte samme bog i sommer med den overbevisning at jeg ville elske den.
SvarSletJeg havde ikke hørt noget til den tidligere og kendte ikke forfatteren, men den lå i Boghallen og så så god og smuk ud.
Det er ikke en dårlig bog, slet ikke, men den skuffede alligevel lidt.
Det store plot havde jeg gættet tidligt og flere ting" faldt lidt fladt". Men skønt med en bog fra en tidsperiode som jeg ikke har læst så meget om.
Jeg har det på akkurat samme måde. Den var slet ikke så særlig, som jeg troede, den ville være.
Slet