"Hvalernes sang" af Jojo Moyes

"Hvalernes sang" (org. titel "Silver Bay") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner.

Den australske bugt Silver Bay er et idyllisk sted. Et stille sted. Et velbevaret og velrespekteret sted, hvor hvaler passerer forbi i migrationssæsonen, og hvor turisterne holder sig på respektfuld afstand.
Det er derfor, den unge Liza McCullen søger tilflugt i den australske bugt. Hun gemmer sig fra virkeligheden, der i lang tid har truet hende og hendes lille datter, Hannah. Sammen med sin tante bor hun på et lille hotel i Silver Bay, og nyder en rolig tilværelse i den isolerede verden. Alt dette ændres dog, da forretningsmanden Mike ankommer til Silver Bay med et projekt, der vil forandre spolere idyllen i den australske bugt.

“Ser man ud over havet længe nok, ser dets luner og raserianfald, dets skønhed og rædsler, så har man alle de historier, man har brug for – om kærlighed og fare og om, hvad livet lander i ens net. Og somme tider er det faktisk ikke ens egen hånd, der ligger på roret, og man kan ikke gøre andet end at stole på, at det alt sammen vil gå godt.”

Det lovede så godt. En yndig, sart lyserød bog med en halvpoetisk titel og et gult tilbudsmærkat påklistret. Jeg var på BogForum, på udkig efter tilbud og fristelser, og jeg blev fristet af denne. Jojo Moyes har haft en høj stjerne hos mig lige siden, jeg læste "Me Before You" og hulkede mit hjerte i stykker, og jeg var overbevist om, at der ventede mig en lignende læseoplevelse blandt bogstaverne under det pastelfarvede cover.

Min optimistiske teori blev dog hurtigt modbevist. Jeg havde ikke læst mange sider, før jeg anede, at "Hvalernes sang" ville blive pligtlæsning snarere end fornøjelseslæsning. Jeg måtte tvinge mig selv igennem en bog, der var tiltænkt som et fjerlet afbræk i en stresset periode.

"Hvalernes sang" er en historie fortalt gennem skiftende perspektiver og set gennem forskellige øjne. Igennem seks forskellige karakterer fortæller Moyes sin historie i en konstant skiftende fortællerstemme; og som følge deraf bliver historien usammenhængende, upersonlig og umulig at knytte sig til. Der er ingen mulighed for indlevelse, når hvert kapitel indebærer en ny fortællervinkel, og selvom karaktererne er vidt forskellige, ender de alle med at blende sammen i ligegyldighed. Ingen af dem efterlader indtryk eller inspirerer sympati.

“Denne historie handler om en skrøbelig balance, om en sandhed, vi alle kæmper med, hver gang vi velsignes med et besøg af disse skabninger eller faktisk hver gang, vi åbner vores hjerte – den sandhed, at man somme tider kan ødelægge noget vidunderligt ved bare at være i nærheden.”

Jeg tror, der er en grund til, at "Hvalernes sang" først er blevet gravet frem fra de støvede arkiver nu, hvor Jojo Moyes' navn vækker genkendelse og beundring. Det er en bog, der overlever på grund af læserens forventning; på grund af det navn, Jojo Moyes har opbygget, og det er en bog, der bliver taktisk solgt på designmæssige ligheder med Moyes' andre bøger. Bogen er indpakket til at apellere til beundrere af Moyes' nyeste historier, selvom den i virkeligheden hører en anden æra til. Den er ikke velskrevet. Den er ikke rørende. Og den er fyldt med sjuskede klichéer, så forudsigelige at plottets spændingskurve forbliver en vandret streg uden udsving. 

Selvom der er mange tematikker på spil i bogen; selvom der er familieproblemer på færde, et miljøprojekt der skal redde en hel by, en kærlighedsaffære mellem to knuste mennesker og et helt hav fyldt med glinsende hvaler, føles det aldrig som om, plottet bevæger sig. Når man er ude af stand til at interessere sig for karaktererne i bogen, bliver deres glæder og sorger til ligegyldige trivialiteter. Havet som Moyes' hvaler færdes i er overraskende stillestående.