"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" af Stanislas Dehaene

"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" (org. titel "Les neurones de la lecture") af Stanislas Dehaene, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2007). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 3/5 stjerner.

Det er så let at overse, for det er så let at vænne sig til. Vi læser uden at tænke over, hvor stort et mirakel læsningen er. Vi læser uden at skænke det en tanke, at menneskehjernen slet ikke var skabt til at læse, og kun har lært det gennem en lang række af evolutionære og kulturelle processer.
Sorte pletter på et hvid papir bliver til ord; og gennem udtale, et ekstensivt, indre ordleksikon og en lynhurtig genkendelse, bliver ordene til universer. Det er fascinerende. Og det er noget, der er kendetegnende unikt for den menneskelige natur. I "Reading in the Brain" undersøger hjerneforskeren Stanislas Dehaene ikke blot, den lange udvikling, der har gjort mennesket i stand til at læse, han forklarer også hvordan mennesket læser. Fra kognitive studier til psykologisk forskning og kulturel spekulation – "Reading in the Brain" er en rejse gennem læsningens mekanismer.

“Writing has a very magical quality – not because of anything divine about its origins, but because it greatly increased our brain's capacities. It is close to miraculous that Homo sapiens, a mere primate, was able to dramatically increase its memory by making a few marks on paper.” 

Når man læser, fokuserer øjet på 3-4 ord af gangen. Ikke mere. Når man føler, man kan læse en hel linje af gangen, er det i virkeligheden en illusion skabt af de hurtige bevægelser, øjet foretager sig. Det er derfor, man kan læse hurtigere med apps, der viser et enkelt ord af gangen; linjeopstillingen forsinker læsningen ved at udfordre øjet til konstant bevægelse. Og hvor logisk det end lyder, kom det bag på mig. At noget kan ske så hurtigt, at det er umuligt at opfatte i ens egen krop, er endeløst fascinerende.
Således lærte jeg allerede i Dehaenes første kapitel ting, jeg ikke anede. Med en letlæselig ynde beskriver Dehaene de mest basale mekanismer i læsningen; synet, indlæringen via udtale og indlejringen af et ord i hjernens leksikon. Hver gang man støder på et nyt ord, vil man tilsyneladende altid forsøge at forstå det ved at fastlægge dets udtale; det er den metode, små børn bruger til at forstå ord og læsning, og det er den metode, vi alle vender tilbage til, når vi opdager et nyt ord. Næste gang man støder på det, er det derefter en del af hjernens leksikon, og de fleste rutinerede læsere har ikke behov for at forstå en tekst via ordenes udtale. Det er såre simple kendsgerninger, Dehaene beskæftiger sig med, men de er oplysende på en måde, som jeg har svært ved at forklare. Læsning er blevet sådan en naturlig del af mit liv, at jeg i lang tid har glemt at stille spørgsmålstegn ved det.
For hvorfor kan mennesker læse? Og endnu væsentligere: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan skelner menneskehjernen mellem "god" og "ged", men ikke mellem "GeD", "GED", "ged" og "gEd"? Hvorfor er læsningen så detaljefølsom i nogle aspekter og så generaliserende i andre? Og hvordan reagerer biologien på et kulturskabt fænomen? 

“In the midst of many cultural treasures, reading is by far the finest gem – it embodies a second inheritance system that we are duty-bound to transmit to coming generations.”

Jeg er ikke naturvidenskabeligt anlagt. Ud over et meget kort og meget overfladisk valgfag i psykologi på mit sidste handelsskoleår, har jeg aldrig før stiftet bekendtskab med hjerneprocesser og kognitiv psykologi. Derfor bevægede jeg mig langt ud af min tryghedszone, da jeg besluttede mig for at læse "Reading in the Brain". Jeg var forberedt på at have mange spørgsmål undervejs; men jeg var ikke forberedt på at blive efterladt med flere spørgsmål end svar. Dehaenes undersøgelse har prikket til min nysgerrighed og videbegærlighed, og jeg tørste nu efter mere viden om det diffuse læsebegreb.
For det er interessant. Umådeligt interessant. Dehaene forklarer komplicerede begreber i velskrevne sætninger, og  skaber et imponerende overordnet billede af menneskets tilegnede læsekundskaber. Det er umuligt at tage læsningen for givet, når man læser om den som en biologisk undtagelse, en særegen, selvopfundet kvalitet.
Bogen har så mange stærke øjeblikke og et par svage; sort/hvide tegninger er blevet trykt med beskrivelser som "se på det grønne område i hjernen", hele kapitler beskæftiger sig med ordblindhed og kommer med råd til forældre af ordblinde børn, og måske dvæler Dehaene en smule for tungt ved praktisk børneopdragelse frem for teoretisk redegørelse. Men overordnet set er bogen en fantastisk bedrift – naturvidenskab fortalt i afslappet øjenhøjde. Jeg er dybt imponeret og overvældet over en så tankevækkende læseoplevelse.