Tema-tirsdag #79: Er 'chick-lit' et nedsættende begreb?

Man behøver end ikke læse bagsideteksten for at udpege en chick-lit roman. Man kan se det på lang afstand, som et glitrende og lyserødt stjerneskær fra boghandlerens bagerste reol. Forsider med skinnende glimmer, lyserøde forsider, sorte kvindesilhouetter og kvindelige forfatternavne står ofte side om side og defineres automatisk som chick-lit. Det er bøger, der ofte handler om kærlighed og om forvirrede kvinder, der ikke helt kan finde deres plads i livet og i verden. Efterhånden har genren i ligeså høj grad noget med bøgernes design at gøre som deres indhold.

En hurtig Wikipedia-søgning fortæller mig dog, at chick-lit er en genre, der opstod i 90'erne med Helen Fieldings "Bridget Jones' Diary" og Sophie Kinsellas Shopaholic-serie. Ifølge Wikipedia behandler genren det moderne kvindeliv og tematiserer konsumerisme, eksistentielle kriser og hverdagslige problemer. Chick-lit er samtidig også kendetegnet ved  almene kærlighedselementer, humor og ironi, og hovedpersonerne i bøgerne ender ofte i mindre katastrofer som resultat af deres handlinger.

Umiddelbart lyder en sådan definition af chick-lit på ingen måde nedsættende – og bøgerne genren involverer præsenteres heller ikke umiddelbart som dårlig litteratur. Men der er stor forskel på teori og praksis, og hvad der beskrives pænt i en Wikipedia-artikel modsiges stort i daglig tale, hvor chick-lit bagatelliseres som "strandlæsning" eller "guilty pleasure". Genren bliver ikke taget alvorligt, og forvandles derfor til noget, som læserne skal eller bør skamme sig over. Ordet "chick-lit" er blevet tillagt mange negative konnotationer, der hverken gavner læsere eller forfattere. 

Det er sjovt, når det der før plejede at være en genrebetegnelse i stedet er blevet til et skældsord – eller i hvert fald noget affærdigende. Noget der umuligt kan være godt, fordi det befinder sig i en bestemt kategori. Respekt for genren er snarere undtagelsen end reglen, og støder man på en god chick-lit roman, skal det altid understreges med ordene "særligt god chick-lit" (her er jeg i øvrigt også selv skyldig). 

For nylig læste jeg et interview med Sophie Kinsella, hvor intervieweren forsøger at opklare, hvorfor en intelligent og Oxford-uddannet kvinde ønsker at skrive chick-lit. Som intervieweren selv formulerer det:

"I still struggle to understand why a woman of her intelligence would want to write about women at their silliest." – Interviewer til Sophie Kinsella (læs interviewet her).

Er genren virkelig blevet så udskældt, at man regner med, at kun uintelligente mennesker skriver chick-lit romaner? Er definitionen på en chick-lit forfatter en fjollet, tomhjernet kvinde? Jeg undres og forundres over en så tydeligt respektløs fordom.

Ligeledes tror jeg, der hersker rigtig stor tvivl blandt læsere, forlag og forfattere over, hvad chick-lit egentligt er. I ovenstående definition fra Wikipedia opstilles chick-lit som en slags humoristisk dannelsesfortælling, men alligevel kategoriseres Jojo Moyes' roman "Me Before You" ofte som chick-lit. Forsiden er overensstemmende med genren; lyserød og med en sort kvindesilhouet påtrykt, og bogen indeholder kærlighedselementer. Bogen indeholder også en klassisk kvindelig protagonist, der ikke aner, hvad hun vil med sit liv. Men bogen er, i sin kerne, en politisk diskussion om aktiv dødshjælp – og den er alt andet end humoristisk. Kan man virkelig med god vilje kategorisere det som chick-lit?

Et andet eksempel er Rainbow Rowells nye roman "Landline". Bogen er en ægteskabsberetning om to mennesker, der langsomt er gledet fra hinanden. Det er en rørende, levende og smuk fortælling om, hvad der sker efter forelskelsen. Efter ægteskabet. Efter børnefødsler. Med et lille drys af science-fiction og en gennemgående melankoli, vil jeg hverken betegne den som humoristisk eller konsumeristisk. Og dog har en stor del af Goodreads kategoriseret den som chick-lit.

Jeg tror, der er sket et skift i definitionen af chick-lit, og jeg tror, at det i ligeså høj grad har noget at gøre med bøgernes design som deres indhold. Jojo Moyes' forside udsender tydelige chick-lit signaler, den handler om kærlighed, og måske vigtigst af alt; den er skrevet af en kvinde. Derfor ryger den automatisk i en chick-lit kategori.

Der er noget dybt problematisk i ovenstående scenarie. Først og fremmest udvandes chick-lit genren, hvis alle lettilgængelige nutidige kærlighedsromaner skrevet af kvinder betegnes som chick-lit. Og derudover er der noget fundamentalt sexistisk over en genre, hvis kendetegn er dens køn. Chick-lit er som begreb problematisk, fordi det næsten udelukkende inkluderer kvinder. At opstille "kvinde-litteratur" som et genrebegreb er frustrerende, fordi forfatterne og bøgernes defineres ud fra deres "kvindelige appel" og ikke deres egenskaber som bog, værk eller satire. For er David Nicholls' "One Day" og Jeffrey Eugenedis' "The Marriage Plot" ikke i ligeså høj grad chick-lit romaner som de førnævnte?

Jeg ved, at der i en periode blev etableret et tilsvarende begreb ved navn "dick-lit", som genrens mandlige modstykke. Dette begreb holdt dog ikke særligt længe, og er for længst forsvundet i glemslen – men er denne opdeling i mand/kvinde litteratur ikke forfærdelig? Hvad i alverden har forfatterens køn eller læsernes køn med genrebetegnelsen at gøre? Hele attituden overfor chick-lit trænger til at blive ændret. Inklusiv min egen.

Jeg kan godt lide (noget) chick-lit. Jeg kan godt lide pæne lyserøde forsider. Og jeg elsker bøger med kærlighedselementer i. Men jeg bryder mig ikke om tendensen til at affærdige chick-lit som noget, der er skrevet af uintelligente kvinder, og jeg bryder mig ikke om tendensen til at kategorisere alle kærlighedsromaner skrevet af kvinder som chick-lit. Chick-lit begrebet trænger til en ny definition – og ikke mindst et nyt navn. 

Hvad synes du?