"Howards End" af E. M. Forster

"Howards End" af E. M. Forster, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1910). 3/5 stjerner.

Min udgave af "Howards End" er udsmykket med et nydeligt mønster af paraplyer. Og netop paraplyer spiller en stor rolle i "Howards End" – ikke kun fordi, bogen foregår i et regnfuldt England, men også fordi det hele starter med en glemt paraply.
Den unge Leonard Bast falder efter en koncert i snak med Margaret Schlegel og opdager senere, at Margarets søster, Helen, er kommet til at tage hans paraply med sig. Leonard har ikke mange penge og har ikke råd til at miste en paraply – så han beslutter sig for at opsøge Schlegel-søstrene for at få sin paraply tilbage. Og sådan begynder et usandsynligt venskab mellem to søstre fra den øvre middelklasse og en tøvende mand fra underklassen.
Samtidig blomster et usandsynligt venskab mellem Margaret og den rige Ruth Wilcox. De to Schlegel-søstre har været på ferie med familien Wilcox og efter en flygtig forlovelse mellem Helen og familiens yngste søn, har der hersket en akavet stemning mellem de to familier. Men efterhånden som Margaret Schlegel og Ruth Wilcox begynder at tale sammen, bliver de to familier tvunget til at udholde hinanden. Og uden helt at ville det, bliver Leonard Bast gradvist trukket med ind i den komplicerede ligning mellem familierne.

“While her lips talked culture, her heart was planning to invite him to tea.”

Sikke et kaos. Sikke et drama. Sikke en komedie. "Howards End" er noget af det mest begivenhedsrige, jeg har læst i lang tid. Den forholdsvist korte bog gemmer både på et dødsfald, et uagtsomt manddrab, en falden kvinde, en hemmelig graviditet, en fattig mand der fejlrådgives af en rig mand, en familieskandale, et kritisk arvespørgsmål, en kærlighedsløs forelskelse og tre familier, der er forbundet uden at have lyst til at være det.
E. M. Forster beretter vittigt og levende om overklassesfamilien Wilcox, de to idealistiske og upraktiske Schlegel-søstre, Margaret og Helen, der tilhører den øverste middelklasse, og den stakkels Leonard Bast der er fanget af forpligtigelser og dårlige beslutninger i den forkastede underklasse. Ikke alene befinder de tre familier sig i vidt forskellige situationer, de er også så vidt forskellige, som man overhovedet kan være. Det virker som skæbnens ondeste joke, at de skal tvinges til at samarbejde, dele roller og liv.
Men forbundet er de. Og jeg nød at læse om deres sammenviklede liv; jeg morede mig over Helens forsøg på at gøre Leonard Bast til sit nye redningsprojekt, Margarets forvirrede tilbedelse af Wilcoxernes familiehjem Howards End, altimens jeg rystede på hovedet af Henry Wilcoxs hensynsløshed, der ofte er så typisk for afbildningen af overklassen.
E. M. Forster gør i virkeligheden noget meget klogt og meget interessant, når han lukker så mange karakterer fra forskellige livssituationer ind i det samme rum. Han viser så tydeligt ubalancen mellem rigdom og godhed, samtidig med at overklassens komplette ignorance overfor alle de mindre velstillede bliver fremhævet med en slående kraft.  

“Only connect the prose and the passion, and both will be exalted, and human love will be seen at its highest. Live in fragments no longer.” 

Ovenstående linjer er bogens mest berømte citat, og på en måde er det også romanens knudepunkt. Forster argumenterer for, at der skal være en alliance og balance mellem Englands samfundslag, og i bogens storladne finale opnås denne balance endelig. Familien Wilcox har brug for mere empati, Schlegel søstrene har brug for mere pragmatisme, og Leonard Bast har brug for flere midler. Hvor forskellige de end er, så fungerer de bedst sammen.
For på trods af at plottet er så begivenhedsrigt, så er "Howards End" alligevel en stilfærdig roman, der udforsker klassesamfundets uligheder og filosoferer over menneskelig balance og harmoni. Forster gør et stort nummer ud af samarbejde og gensidig forståelse, og halvdelen af romanens kaos kunne i virkeligheden være blevet undgået, hvis de tre parter havde lyttet mere til hinanden. 
Der er en umanerlig charme over Forsters humor og bogens tone. Det hele er meget britisk og meget medrivende, og de sammenfiltrede familier giver både underholdning og stof til eftertanke. Jeg kunne særligt godt lide de lidt kluntede og dog så velmenende Schlegel-søstre, der, på trods af gode intentioner, var til mere skade end gavn for deres omgivelser.
Jeg kan ikke umiddelbart finde en fejl eller en mangel ved Forsters anerkendte roman, men jeg tror heller ikke, det er en roman, jeg nogensinde har behov for at læse igen. Hver eneste side var en distraherende opmuntring, og Forsters komiske sans er beundringsværdig. Koblingen mellem de tre familier, der kan videreføres på 1900-tallets England, er elegant, og historien kan med lethed flettes ind i andre store sammenhænge. Selvom bogen aldrig krøb under huden på mig eller vandt mit hjerte, gav den mig stof til eftertanke.