Tema-tirsdag #89: At læse og at grine

Når jeg læser, sidder mine følelser udenpå tøjet. Jeg vender side efter side med mit hjerte i halsen, en tåre på kinden, et gisp på munden og et par opspilede øjne, fuldstændigt fokuseret på siden. Tårer, suk, smil og ivrighed er alle vigtigere komponenter i min læsning,  men en af reaktionerne er sjældnere end de andre.

På det seneste har jeg udfyldt mange linjer og skrevet mange lister over de bøger, jeg har læst. Sammen med min nye liste-bog har jeg funderet og spekuleret på, hvilke bøger der har skræmt mig, overrasket mig og skuffet mig. Jeg har udfyldt alle linjer på listen over bøger, der har fået mig til at græde, og jeg har endnu mange blanke linjer tilbage på listen over bøger, der har fået mig til at grine. Der er nemlig slet ikke så mange, som man skulle tro.

For ironisk nok har jeg langt lettere til tårer end til latter, når jeg læser en bog. Der er langt større chance for, at en bog får mig til at græde (selv når den ender lykkeligt), end at en bog får mig til at grine. Selv roste og komiske mesterværker som Douglas Adams' "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy" eller Stella Gibbons' "Cold Comfort Farm" efterlader mig mere irriteret end underholdt. Jeg ved ikke helt, om det skyldes dårlig humor eller dårlige bogvalg; men bøger der betegnes som humoristiske er sjældent humoristiske nok til at få mig til at grine, fnise eller smile.

Og dog. Midt i det hele er der bøger, der har fremkaldt grineanfald så store, at jeg stadig smiler ved tanken om dem. Jeg mindes en særlig sætning i "Harry Potter and the Order of the Phoenix" (“Just because you have the emotional range of a teaspoon doesn't mean we all have.”), adskillige scener fra "Bridget Jones' Diary" og dertilhørende umulige tweets fra "Bridget Jones: Mad About the Boy", den vidunderlige britiske humor der gennemsyrer "Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman, og de mange citater fra Jen Campbells bøger om overhørte samtaler i engelske bogbutikker. Der er få bøger, der har fået mig til at grine højlydt – men der er et par, der har. Selvom jeg ikke helt er sikker på hvordan.
Jeg tror måske, der skal meget til at få mig til at grine, fordi det sommetider virkelig så forceret at sidde dér, alene i sin egen læseverden, og grine uden at have nogen at grine med. Latter er måske i en så høj grad en gruppeaktivitet, at det er svært at opsøge den på egen hånd. For det er ikke kun bøger, der har svært ved at fremlokke min latter – det er også film og TV-serier.

Fordi bøger så sjældent fremkalder den boblende latter fra mig hals, så bliver jeg altid så chokeret, når de gør. Jeg husker endnu den sommeraften for to år siden, hvor jeg læste "Judging a Book by Its Lover" og morede mig kosteligt over hver eneste linje. Jeg husker stadig den enkelte sætning fra den femte Harry Potter-bog, der ramte mig som en helt uforudset mavepuster. Jeg smiler stadig ved tanken om de nætter på min efterskole, hvor jeg burde sove, men hvor jeg i stedet læste "Bridget Jones' Diary" og faldt leende i søvn. Og jeg husker det øjeblik, hvor "The Princess Bride" af William Goldman for alvor vandt mit hjerte ved at fremføre den ene absurde sætning efter den anden. Den slags er nemlig værd at huske, for som Charles Dickens selv formulerede det: “There is nothing in the world so irresistibly contagious as laughter and good humor.”

Har I let til latter, når I læser en morsom bog? Og hvad er den sjoveste bog, I nogensinde har læst?